Formbrød

4 fantastiske formbrød

Ligegyldigt om du er til fuldkorn eller luftigt hvedebrød, kan du finde en ny favorit blandt disse uimodståelige brød og boller.

4 fantastiske formbrød

Briocheboller

12 stk.

Smækfyldt med smør og helt uimodståelige – ligesom man får dem i Frankrig.

Tid: ca. 20 min. plus hæve- og bagetid.

50 g gær

1 dl sødmælk

4 æg

75 g rørsukker

2 tsk. salt

500 g hvedemel

200 g smør

1 æg til pensling

12 kage- eller muffinforme af metal eller silikone (ikke papir, da dejen hænger i)

__________

1. Opløs gæren i mælken, og tilsæt æggene. Tilsæt rørsukker og salt, og ælt hvedemel i, til dejen er glat og smidig.

2. Ælt smørret i dejen, og lad den hæve tildækket et lunt sted i ca. 1 time.

3. Del dejen i 12 stykker, og form til boller. Læg bollerne i de smurte forme, og lad dem hæve ca. 15 min.

4. Tænd ovnen på 180 grader. Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem i ca. 15 min., til de er flot gyldne.

4 fantastiske formbrød

Hjemmebagte speltflutes

3 stk.

Knasende sprøde, som rigtige flutes skal være. Vi bager dem i en form, så de forbliver flotte slanke.

Tid: ca. 20 min. plus hæve- og bagetid

2 dl øl, f.eks. porter eller maltøl

1 dl yoghurt naturel

10 g gær

2 spsk. mørk sirup

1 spsk. salt

ca. 350 g fint speltmel

lidt olie og mel til formene

__________

1. Hæld øl og yoghurt i en skål, og opløs gæren heri. Rør sirup, salt og speltmel i væsken. Rør godt rundt, og ælt, til dejen har konsistens som en tyk grød.

2. Stil dejen tildækket til hævning i køleskabet natten over.

3. Vend dejen ud på et meldrysset bord, og form til 3 flutes. Pensl en fluteform med olie, og drys med mel. Læg brødene i formen, og lad flutene hæve tildækket i ca. 30 min. et lunt sted.

4. Tænd ovnen på 225 grader varmluft.

5. Pensl flutene med vand, rids dem, og drys med mel. Bag flutene i ca. 15 min., til de er sprøde og gennembagte.

4 fantastiske formbrød

Kærnemælksbrød med chokolade og nødder

1 stort brød

Som et gammeldags franskbrød, bare bedre og med masser af sødt fyld.

Tid: ca. 25 min. plus hæve- og bagetid

25 g gær

3 dl kærnemælk

1 dl vand

2 spsk. brun farin

2 tsk. salt

75 g hakket mørk chokolade

75 g hakkede nødder

50 g rosiner (kan udelades)

ca. 500 g hvedemel

__________

1. Opløs gæren i kærnemælk tilsat vand. Tilsæt brun farin, salt, chokolade, nødder og rosiner, og ælt dernæst hvedemel i dejen lidt ad gangen. Ælt, til dejen er glat og smidig. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 1 time.

2. Slå dejen ned på et meldrysset bord, og del den i to lige store stykker. Form til et eller to brød, afhængig af dine forme. Læg brødet i en smurt forme, og lad det hæve ca. ½ time.

3. Tænd ovnen på 200 grader.

4. Bag brødet på nederste rille i ca. 20 min. Bruger du rugbrødsforme, bages brødene lidt længere tid, ca. 25 min. Afkøl brødet, før det skæres i skiver.

4 fantastiske formbrød

Gulerodsboller med gods i

12 stk.

Sprøde udenpå og med den eftertragtede lækre krumme, som opstår, når man bager med en fordej.

Tid: ca. 30 min. plus hæve- og bagetid

Fordej:

2 dl vand

10 g gær

1 spsk. salt

1 spsk. flydende honning

100 g groft speltmel

2 dl vand

200 g groft revne gulerødder

100 g groft speltmel

350 g sigtemel

lidt olivenolie

__________

Dag 1:

1. Hæld vandet i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt salt og honning, og rør speltmel i til dejen er uden klumper. Dæk skålen med husholdningsfilm, og lad den stå på køkkenbordet et døgn.

Dag 2:

2. Rør fordej og vand sammen i en stor skål. Tilsæt revne gulerødder og speltmel, og ælt sigtemel i dejen lidt ad gangen. Ælt, til dejen er smidig, men stadig lidt klistret. Lad den hæve tildækket 1-2 timer.

3. Slå dejen ud på et meldrysset bord. Del den i 12 stykker, og form dem skødesløst til boller. Læg bollerne side om side i en bradepande med bagepapir, og lad dem hæve ca. 15 min.

4. Tænd ovnen på 225 grader. Dryp lidt olivenolie over bollerne, og bag dem i ca. 20 min., til de er gyldne og gennembagte.

► SE OGSÅ: 5 opskrifter med fuldkorn

► SE OGSÅ: Bag dit brød i gryde: Få opskriften her

► SE OGSÅ: 5 lækre opskrifter på kager uden mel