Snobrød
SPONSORERET indhold

Nem snobrødsdej: Sådan laver du de lækreste snobrød

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Der er intet, der vidner mere om forår og sommer end at sidde sammen med venner og familie og bage snobrød over åben ild.

Af: Katrine Klinken Foto: Tia Borgsmidt
19. jan. 2024 | Opskrift | Hjemmet
10 stk. snobrød | Total: en time, 20 min

Ingredienser

25 g gær
3 dl vand
groft salt
500 g hvedemel
10 afbarkede pinde

Sådan laver du snobrødsdej:

  1. Rør 1/2 pakke smuldret gær ud i 3 dl lunkent vand.
  2. Tilsæt salt (cirka 1 tsk.) og gradvist 500 g mel. Ælt dejen godt.
  3. Lad dejen hæve ca. 30 min.
  4. Afbark 10 pinde og smør dem med lidt blødt smør.
  5. Del dejen i 10 dele og tril den ud i 10 tynde pølser.
  6. Sno de lange strimler i et tyndt lag rundt om en pind.
  7. Lad dejen efterhæve på pindene ca. 20 min.
  8. Bag brødene over gløderne på bålet ca. 20-30 min., til de er gennembagte og gyldne hele vejen rundt.

     

    Smart tip!

    Tjek om dit snobrød er bagt færdigt ved at banke let på det med en anden pind eller en ske. Det skal helst være sprødt på ydersiden og lyde hult, når du banker på det. Hvis du stadig er usikker på, om dit snobrød er færdigt, så prøv at trække forsigtigt i det. Et færdigt snobrød glider nemlig let af pinden.

    Endnu et smart tip!

    Rul dejen fladt ud i en firkant og smør den med enten Nutella eller en blanding af smør og brun farin. Tril dejen til en lang pølse fra den ene ene og skær den så i 10 lange pølser, som du kan tage med ud til bålet, klar til at blive snoet om en pind. På denne måde får du en lækker dessertudgave af et snobrød.

 

Snobrød er perfekt til sommerhygge! 

Det er simpelthen så hyggeligt at sidde i en cirkel rundt om en bål og nyde de lyse aftener i roligt tempo med en snobrødspind mellem hænderne, og tilføjer du også live musik fra en guitar og et par tæpper til når solen er gået ned, så er den hyggeligste stemning i hus!

Heldigvis er snobrødsdej nemt at lave, ligesom det også er nemt at variere en snobrødsdej så den bliver lige, som du bedst kan lide den. Opskriften kan nemlig ændres og tilpasses i det uendelige, hvis du foretrækker en anderledes eller sødere version.

Snobrød er desuden et hit for både store og små, og det kan også fungere som godt tilbehør eller en god snack, mens maden bliver klar.

Læs også

Øverst på siden får du både en nem opskrift på en klassisk og god snobrødsdej, men vil du gerne prøve noget lidt anderledes kan du også finde et bud på en snøbrødsdej med gedeost herunder.

Husk naturligvis lidt lækkert fyld til dine snobrød. De kan spises med alt fra pølser med ketchup og sennep, eller serveres i den søde udgave med nutella, marmelade og sukker.

PRØV OGSÅ: SNOBRØD MED GEDEOST

8-10 stk.

Ingredienser:
25 g gær
3 dl lunkent vand
1 tsk. salt
2 spsk. olie
100 g fuldkornshvedemel f.eks. fuldkornsdurumhvedemel
ca. 380 g hvedemel
100 g frisk, blød gedeost eller flødeost
2 spsk. finthakket frisk timian
1 fed finthakket hvidløg
peber
olie til pensling

Sådan gør du:

  1. Rør gæren ud i vandet i en skål. Tilsæt olie, salt og fuldkornshvedemel. Lad det stå 10 min.
  2. Tilsæt halvdelen af hvedemelet. Tag dejen ud på køkkenbordet, og ælt resten af hvedemelet i. Ælt dejen godt.
  3. Kom dejen i en rigelig stor skål med låg. Lad dejen hæve i en time.
  4. Bland gedeost eller flødeost med peber, finthakket hvidløg og finthakket timian
  5. Når dejen har hævet rulles den ud på et meldrysset bord til en stor rektangel på 20x30 cm.
  6. Smør gedeost med timian og hvidløg på dejen.
  7. Læg ⅓ dej indover, og herefter den anden ⅓ dej, så al gedeosten er lukket inde.
  8. Skær i 3 cm skiver. Hiv i skiverne og sno rundt.
  9. Sno dejen på en pind. Pensl med olivenolie.
  10. Bag over bål eller grill. Husk, at det typisk er tilstrækkeligt at holde snobrødet over gløderne og ikke direkte i flammerne, og på denne måde undgår du at dit snobrød bliver sort.

    God fornøjelse med dit lækre snobrødsdej!

Anbefalet til dig