Caroline Sølver
SPONSORERET indhold

Caroline Sølver: Steve Jobs har inspireret min tilgang til hverdags-outfits

I klædeskabet hos globetrotter, influencer og studerende Caroline Sølver er der knald på farverne og fokus på shoppingstrategier. Læs med her, hvor Caroline inviterer os ind i lejligheden på Vesterbro og viser os sit univers af secondhand-guld, hjemmestrik og unikke rejsefund samlet i blandt andet Berlin og New York.

Af: Caroline Sjørup Foto: Luka Roné
30. jul. 2022 | Mode | ALT for damerne

Stil

"Min stil er lidt ligesom det danske vejr; man kan ikke helt regne den ud. Nogle dage har jeg et stilet oversizejakkesæt på og føler mig klar til at overtage verden; andre dage leger jeg Barbie i et fuldkommen pink outfit.

Visse dage drømmer jeg om at flytte til Paris og hopper i jeans, skjorte og stråtaske, og andre dage er jeg kostskoleelev med ballerinasko, en kjole, en fin jakke med krave og sløjfe i håret. Noget går dog igen i min stil. Meget af mit tøj er vintagefund, som jeg har haft i mange år, da tøjet altid i god kvalitet, og så styrer jeg uden om de fleste trends og fast fashion."

Inspiration

"Jeg finder inspiration på Instagram og ved at rejse. Jeg har en mappe på Instagram, der hedder ”gode outfits”, og her gemmer jeg hele eller delvise idéer til outfits, jeg gerne vil skabe med udgangspunkt i, hvad jeg har i mit skab i forvejen. Et billigt, men ret smart trick. Når jeg rejser, får jeg masser af inspiration, da jeg elsker at slå mig ned på en fortovscafé og blot kigge på mennesker."

Favoritdesigner

"Måske en kliché, men Coco Chanel, fordi jeg elsker det klassiske og ikoniske. Derudover synes jeg, at vi gør det virkelig godt i Danmark, og jeg bliver lidt patriotisk over dansk mode som en eksportvare, der er anerkendt i hele verden. Det gælder f.eks. Ganni, Skall Studio, Baum und Pferdgarten, Saks Potts og Stine Goya."

caroline-solver1.jpg
Blå vintagejakke og lyserød jakke syet af gamle patchworktæpper og af Carolines bedste veninde. Ballerinaer fra Chanel.

Hverdag

"Inspireret af Steve Jobs, der altid gik i det samme tøj for at spare tid og energi, har jeg udviklet mit eget Steve Jobs-outfit i form af bukser, sneakers og en sweater, når det er vinter, og ellers en fin, lille jakke resten af året. Det fungerer bare og gør, at jeg sparer tid og ikke ender i en tøjkrise, hvor hele mit klædeskab kaster op over hele lejligheden."

LÆS OGSÅ: "Det dejligste i verden er et par gode bomuldstrusser"

Fest

"Jeg er blevet lidt af en sofakartoffel og arbejdshest på det seneste, så det er ikke ofte, jeg er ude at svinge træbenet. Men skal der være fest, hopper jeg tit i den smukkeste, langærmede bodystocking fra Wolford. Jeg har faktisk arvet den fra min mormor, der havde meget god smag, så den er nok 17 år gammel. Den ser stadig ny ud og er bare så flot. Den med sorte bukser og nogle flotte sko til. På den måde undgår jeg også tøjkriser, som særligt sker, når jeg skal til fest, fordi mit klædeskab er langt mere gearet til hverdagsbrug."

Igen & igen

"Jeg er vild med at købe jakker og blazere, fordi de er taknemmelige, når man hurtigt skal sætte et outfit sammen. Jeg har en stor samling af jakker, jeg har købt i genbrugsbutikker over hele verden. Fælles for dem er, at jeg bruger dem igen og igen, og at jeg ikke har givet mere end 50 kroner for nogle af dem."

caroline-solver2.jpg
Vintage-suit fra Inwear købt på loppemarked i Holte.

Jeans

"Jeg elsker jeans, særligt mine to par vintagejeans fra Levi’s, som jeg har købt på loppemarkeder. Det ene par er så tyndslidt, at jeg snart skal på jagt efter et ”nyt”."

Sko

"Jeg er rigtig københavner-komfortabel. Jeg cykler omkring 15 kilometer hver dag og går til resten, så derfor er det alfa omega, at mit tøj er komfortabelt, og ikke mindst at mine sko er også er behagelige. Derfor er jeg lidt fodformet, og selvom jeg drømmer om at være typen, der hopper i de høje hæle, så tyer jeg oftest til sneakers eller mine Chanel-ballerinaer, som jeg til gengæld drømmer om at eje i alle regnbuens farver. Til fest drister jeg mig måske ud i pæne sko med en lille hæl."

caroline-solver6.jpg
Ballerinaer fra Chanel, gummisko fra Bottega Veneta, sandaler fra Marni og stiletter fra en lille butik i New York.

Smykker

"Jeg elsker smykker. Det har jeg nok fået ind via generne, fordi min farfar arbejdede i en diamantmine som ingeniør. Jeg har en samling af diamantsmykker, som jeg er lykkelig for, for hvert smykke har en historie og kommer fra mennesker, jeg elsker. Derfor går jeg også altid med de samme smykker – også fordi jeg er doven. Med et par måneders mellemrum udskifter jeg mine øreringe, men det er også et større job, fordi jeg har otte huller i ørene. Alle mine øreringe er fra Maria Black.

Én ring har jeg arvet fra min farmor. Den er med diamanter, som min farfar fandt i diamantminen i Botswana, hvor han arbejdede. Den store guldring fik jeg af mine forældre, da jeg blev bachelor, og den sidste diamantring er mit nyeste køb fra Julie Nielsdotter. Mit tennisarmbånd er et arvestykke fra min mor."

caroline-solver3.jpg
Øreringene er fra Maria Black og er en gave fra Carolines kæreste. Den store guldring fra Alice Barning blev givet som bachelorgave af Carolines forældre, mens den anden guldring fra Julie Nielsdotter er en ”I made it”-gave til hende selv.

Undertøj

"Det skal være blødt, gerne seamless og helst i hvidt. Hvidt undertøj udstråler, at man har styr på sit shit."

Tasker

"Jeg bruger min Goyard-taske hver dag, fordi den rummer alt det, jeg har brug i løbet af dagen. En gang om ugen laver jeg en form for oprydning i den, fordi det er sådan en taske, jeg kommer til at samle alt muligt i. Tyggegummipapir, kvitteringer, kuglepenne, træningstøj, ekstra sokker og så videre, da jeg er meget hos min kæreste … og fordi det sker bare med tasker."

Altid i tasken

"Computer, fordi jeg altid arbejder på farten og fra forskellige steder. Læbepomade, fordi jeg er afhængig. Notesbog, hårklemme og oplader, fordi jeg er en millenial med en meget udtalt frygt for, at min telefon går ud, og træningstøj – så har jeg mulighed for lige at putte en træning ind, når der er plads i skemaet."

caroline-solver4.jpg
Hårbøjle købt i en butik på Jægersborggade i København, stor kæde fra Smykbar, hvor man kan lave sine egne smykker, samt tasker købt brugt på diverse secondhandhjemmesider.

Shoppingstrategi

"Jeg prøver – som udgangspunkt – at lade være med at shoppe. Når jeg så shopper, er det store ting som min nye ring eller en dyr taske, som jeg har drømt om i længere tid og sparet op til. Denne strategi er der mange grunde til. Jeg bor i en lille lejlighed, har et lille klædeskab, og for mange ting stresser mig. Jeg har oplevet mange gange at købe tøj uovervejet, at bruge det et par gange og så blive træt af det. Det er en ærgerlig tendens, og det gør det sværere for mig at klæde mig på.

LÆS OGSÅ: Frida Hallqvist: "Tøj er så meget mere end bare tøj"

Det er bedre, at mit skab er fyldt med tøj, jeg faktisk bruger og er glad for. Derfor overvejer jeg virkelig alt, hvad jeg køber, og sælger også meget af mit tøj, når jeg ikke bruger det mere. Jeg har en liste med ønsker, som jeg kigger på et par gange om året. Her finder jeg ofte ud af, at der så er ting, jeg slet ikke ønsker mig mere, som jeg kan slette fra listen. Det bekræfter så også, at det var godt, jeg ikke styrtede ud og købte det med det samme."

Butikker

"Jeg shopper meget genbrug. Det er lige fra de finere genbrugsbutikker som I Blame Lulu til Røde Kors. Jeg er også vild med Trendsales, hvor jeg ofte går efter specifikke ting, som jeg ønsker mig, og er heldig at finde dem der til en brøkdel af nyprisen."

caroline-solver9.jpg
Bluse og nederdel fra H&M og halskæde fra By Biehl.

En rejse værd

"Jeg drømmer om at besøge Tokyo, der er kendt for vintagebutikker med designertasker til gode priser. Generelt elsker jeg at gå i genbrugsbutikker og på loppemarkeder i udlandet. I Berlin, hvor jeg har boet i mange år, er der et hav af gode genbrugsbutikker, og på Boxhagener Platz er der loppemarked med fedt genbrugstøj hver søndag."

Største samling

"Sweatre! Min mor er en dedikeret strikker, og jeg strikker også selv. Når ens mor lige kan strikke en sweater på en weekend, så bliver skabet hurtigt fyldt op! Jeg har sweatre i alle regnbuens farver og tykkelser, og der er ikke den type sweater, du ikke finder i mit klædeskab. Det er dog ret praktisk, for jeg er det mest kuldskær menneske, man finder, og jeg bruger dem hele året rundt."

caroline-solver5.jpg
Tre gange hjemmestrik inklusiv den fantastiske blomstrede strik, som er kreeret af Carolines mormor. Caroline deler desuden selv strikkeopskrifter på Instagram-profilen @silverlining.cph.

Mere af

"Jeg prøver ihærdigt at begrænse mig og være glad for det, jeg har."

Tendenser

"Jeg oplever, at mange finder kreativiteten frem og strikker sweatre, hækler tasker, syr bukser eller noget helt fjerde, og det er sejt, at vi ikke er så homogene i vores udtryk i Danmark, som det ellers har været tilfældet i mange år. Også stilmæssigt tør vi skille os mere ud og klæde os lidt vildere på.

Mange ligner nogen, som er taget lige ud af ”Christiane F”-filmen eller nogen, der har været på Berghain hele weekenden – på den fede måde! Med slidt tøj, store støvler og mullets. Det er inspirerende, når vi ikke alle ligner hinanden, og det er noget, jeg har savnet lidt fra Berlin og New York, hvor folk i højere grad tør skille sig ud og være kreative."

Bedste køb

"Mit bedste køb er den første Chanel-taske, jeg købte. Den er fra en amerikansk secondhandhjemmeside og i et design, jeg aldrig har set før: cremehvid med yndige blomster. Helt unik og lige mig. Jeg fandt senere ud af, at den er lavet i 1994, som er mit fødeår, og det føles næsten som et full circle moment, at den skulle ende hos mig. Jeg fik den desuden til en meget god pris, og på den måde har den allerede været en god investering!"

caroline-solver7.jpg
Stribet kjole fra Ganni, hvid kjole fra Hunkøn og vintage-tørklæde.

Seneste køb

"Det er den mest fantastiske ring fra Julie Nielsdotter. Den har kæmpe betydning for mig af flere grunde. Først og fremmest fordi den blandt andet er lavet af arvesmykker fra min farmor, mormor og mor, og så fordi det er en gave fra mig til mig. Det føles stort at vide, at jeg har arbejdet hårdt, opnået nogle af mine drømme og sparet op, så jeg kunne give mig selv så fint et smykke."

LÆS OGSÅ: Christina Barré: Her mit bedste stylingtip, til når du står i prøverummet

Mest opsigtsvækkende køb

"Måske er det min læderfrakke med pelskrave eller min neonpink dunjakke, begge fra Saks Potts. De høster begge utrolig meget opmærksomhed. Jeg havde en gang den pink jakke på i New York og fik måske 20 tilråb og komplimenter på én dag fra højtråbende, udadvendte newyorkere, der bare syntes, at det var den mest fantastiske jakke, de havde set."

Fejlkøb

"Jeg er faktisk stolt over at sige, at jeg næsten ikke laver fejlkøb mere, efter jeg har ændret min shoppingstrategi og overvejer nøje hvis jeg vil erhverve mig noget nyt. Ikke desto mindre købte jeg for nogle år siden en lyserød taske fra Mansur Gavriel i New York. Jeg synes, den er fantastisk, men jeg fik den bare ikke brugt. Den har jeg for nyligt solgt på Trendsales, så en anden kan få glæden af den. Samme historie gælder også for en Saks Potts-læderjakke med pelskant, som jeg overvejer, om skal videre og bo i et nyt klædeskab."

caroline-solver8.jpg
Som globetrotter kommer man forbi mange vintagebutikker, og det er i dem, at Carolines jakker er købt – alle for under 50 kr. endda!

Aldrig uden

"Mine arvesmykker fordi de har affektionsværdi, min første Chanel-taske på grund af symbolværdien i, at jeg har arbejdet hårdt og selv har kunnet købe den, og min mormors fantastiske sweater med et blomstermaleri, fordi den er et kunstværk i sig selv."

Klar på 5 minutter

"Jeg er B-menneske med stort B, så selvom jeg har intentionen om lange, rolige morgener, er virkeligheden tit anderledes. Så fem minutter om morgenen er ikke urealistisk for mig! Derfor bliver det oftest til min egen udgave af Steve Jobs-uniformen. Bukser, sneakers, T-shirt, en af mine mange genbrugsjakker, håret op i en fin hårklemme, lidt farve på øjenbrynene og så afsted."

caroline-solver10.jpg
Nogle af Carolines beautyfarvoritter fra blandt andet La Mer, Glossier, Diaderma, Dr. Hauschka, Weleda, Karmameju, Supergoop og Maria Nilla.

God stil

"God stil er at gå i det tøj, man føler sig godt tilpas i – så udstråler man overskud og selvsikkerhed. Så er der de mere lavpraktiske råd, hvis man, ligesom jeg selv, gerne vil se ud som en, der har styr på sine ting. Allier dig med en fnugrulle og et strygejern, giv dig selv en hårklipning (måske endda gå så vidt som at sætte håret), og så tøj i naturlige materialer og god kvalitet. Så kommer man rigtig langt."

Anbefalet til dig