solo uno studio

Foto: PR.

Designeren bag...

Mor og datter designer unika-skjorter: ”Det er en relativt tilgivende forretningsmodel”

Det har længe været en drøm for 50-årige Rikke Gistrup at åbne sin egen butik. Nu har hun stiftet tøjmærket Solo Uno Studio sammen med sin datter. Sammen designer og syer de unika-skjorter af genbrugsduge. Mød dem her.

Fortæl os lidt om jer selv?

Rikke: "Vi er mor og datter og hedder Rikke Rørbæk og Kristine Rørbæk Vognsen, og sammen har vi stiftet Solo Uno Studio.

Jeg er 50 år og bor i Gistrup ved Aalborg sammen med min mand og vores store søn, Magnus på 18 år, og vores labrador, Luffe. Jeg er uddannet lærer, og underviser de små klasser på Herningvej Skole i Aalborg."

Kristine: "Jeg er 22 år gammel og kommer også fra Gistrup. I dag studerer jeg medievidenskab på Aarhus Universitet, og ved siden af arbejder jeg i butikken Stoy i Aarhus, hvor jeg desuden fungerer som Content Creator og PR-assistent på deres webshop. Tidligere har jeg arbejdet som modeassistent på Eurowoman, hvor jeg især fik skærpet min interesse inden for mode og design."

solo uno studio_rikke og kristine.jpg
Rikke tv. og Kristine th. er mor og datter og kvinderne bag Solo Uno Studio.

Hvordan opstod idéen til at starte Solo Uno Studio?

Rikke: "Vi har altid interesseret os virkelig meget for tøj og mode – og også brugt rigtig mange penge på det. Vi har nok i virkeligheden altid gået med en lille drøm om at starte vores eget, men aldrig helt turde at kaste os ud i det. Solo Uno Studio er jo en relativt tilgivende forretningsmodel, hvor vi begge kan gå på arbejde ved siden af vores hobby.

Jeg har mange gange tænkt på at starte min egen butik – enten med tøj, fransk antik eller blomster. For et par år siden begyndte jeg at få syet mit eget tøj hos en skrædder. Først fandt jeg gammelt Liberty- og Laura Ashley-stof, men senere blev det i højere grad tøj af patchwork og gamle duge. Det gjorde jeg primært, fordi jeg syntes, det var sjovt, og fordi jeg savnede lidt farver i modebilledet, og så kunne jeg godt lide ideen om at genbruge de gamle stoffer."

Kristine: "Jeg har altid elsket at være kreativ og at designe mit eget tøj. Og det har jeg længe gjort med alt fra strikning, hækling og syning. Derfor var det også meget naturligt for mig, at vi skulle lave vores eget brand, men vigtigst af alt, at det skulle være bæredygtigt og inspireret af vores egen garderobe."

skjorte_solo uno studio.jpg

Hvor kommer navnet Solo Uno Studio fra?

Kristine: "Vi har altid rejst meget i Italien, og det er også her, størstedelen af dugene er opkøbt. Solo Uno betyder ”kun en” på Italiensk, og omfatter meget godt det unikke i vores koncept: at der kun er én af hvert item."

Hvad gør I jer af tanker, når I laver et nyt produkt?

Kristine: "Vi elsker at “lege” med stoffet, når vi designer den enkelte skjorte eller jakke. Inden det bliver til et færdigt design, har vi nok prøvet 100 forskellige kombinationer af front, ryg, ærmer og lommer, og pludseligt er den helt rigtige kombination der. Vi elsker at lave farvekombinationer, som ikke nødvendigvis ligger lige til højrebenet."

Rikke: "Desuden er det vigtigt for os, at vi skaber et item, der passer til mange ting. Vores jakker kan fx både bruges som overshirt om vinteren og som jakke om sommeren."

solo uno studio_materialer.jpg

Hvad er jeres særlige signatur?

Rikke: "De Italienske duge er meget farverige, og det er et af de punkter, hvor vi forsøger at skille os ud. Vi er ikke bange for at mikse mange farver i en skjorte og bruger især meget lyserød, som vi vist ikke kan løbe fra, er vores yndlingsfarve. Desuden ligger vi meget vægt på detaljerne i skjorterne og elsker at lave en mere karakteristisk ryg eller lomme."

Hvad/hvem inspirerer jer?

Kristine: "Vi har været meget inspireret af hele farvetrenden omkring Laura Ashley-stoffer og amerikanske patchwork-sengetæpper. Hele den afslappede “nattøjsstil” med natbluser og natskjorter, som er in at bruge om dagen, passer rigtig godt til hele vores skjorteunivers."

Hvilke af jeres designs er I mest stolte af?

Kristine: "Vi er stolte af dem alle sammen, da de jo er unikke hver og én. Vi har brugt vildt meget tid på dem alle sammen, og det skulle de også gerne bære præg af. Det vigtigste for os er, at detaljerne er udført til perfektion, så man får et stykke tøj, som man (forhåbentlig) vil have for evigt. De items, som vi elsker mest, har dog lidt en tendens til at ende i eget skab, haha."

solo uno studio_krave.jpg

Har I nye ideer på tegnebrættet?

Rikke: "Vi taler ofte om nye ideer og ting, der kunne være sjove at tilføje til brandet. Pt arbejder vi på en aftagelig krave, der passer til skjortemodellerne. Desuden har vi designet nogle herrejakker, som også har fået mange positive bemærkninger – så det kunne vi godt finde på at arbejde videre med. Men som det ser ud lige nu, vil vi gerne blive ved med at lave en masse skjorter og jakker, og så er vi ved at lave en hjemmeside, som vi også bruger en del tid på."

Jeres tre yndlingsdesignere?

@seanewyork

@ceciliebahnsen

@teklafabrics.

Hvilke designere indenfor samme fag følger I på Instagram?

@laerkebagger

@linesander_

@bettinabakdal.

Se, hvad vi ellers skriver om: Designeren bag..., Tøj og Design