Lenny Pihl og Regitze Bach til SMUK Festival 2025 onsdag
Foto: Henrik R. Petersen
Skattesmæk til flere Influencere: Ikke en overraskelse
Ni ud af ti har ikke opgivet deres skatteforhold korrekt, og der venter både regninger og bøder fra Skat. Men det er ikke alle, det kommer bag på.
Skattemyndighederne har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor de slår fast, at de strammer grebet om digitale kreatører. Det viser sig nemlig, at ni ud af ti influencere og såkaldte content creators, som Skattestyrelsen har kontrolleret, har sjusket med skatten fra indtægter på OnlyFans og andre platforme.
LÆS OGSÅ: "Årgang 0"-stjerne venter barn
Artiklen fortsætter under videoen.
Derfor sender Skattestyrelsen regninger ud på op til en million kroner. Skattestyrelsen har i årets første halvår udsendt opkrævninger for knap 13 millioner kroner til over 600 personer, der ikke har indberettet indtægter fra blandt andre platformen OnlyFans.
Ifølge Skattestyrelsen er fejlene markante: Hele 94 procent af de kontrollerede i en målrettet kontrol har således ikke indberettet deres indtægter korrekt. Det gælder både betalinger for billeder, videoer og chats på for eksempel OnlyFans, men også sponsorater, gaver og produkter, som mange af de digitale kreatører har beholdt uden at oplyse værdien til skattemyndighederne.
– Når så mange som ni ud af ti ikke har styr på deres skatteforhold, så er det et alvorligt problem – ikke bare en enkelt fejl. Og lad mig være helt tydelig: Har du en indtægt via OnlyFans eller andre sociale medier, så skal du betale skat af den. Det gælder uanset, om du bliver betalt i kontanter, produkter eller gavekort, siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen i pressemeddelelsen.
Der venter også bøder
En del af regningerne vedrører mindre beløb, men flere af de største regninger er på mellem 500.000 og en million kroner. Derudover risikerer de digitale kreatører også bøder på helt op til det dobbelte af det unddragne beløb.
Samtidig vil Skattestyrelsen i den kommende tid videresende sagerne til relevante myndigheder i de tilfælde, hvor der er udbetalt sociale ydelser i den periode, som kontrollerne vedrører. Baggrunden for den omfattende målrettede kontrol er oplysninger fra udenlandske myndigheder, der har givet Skattestyrelsen indblik i, hvor store summer danske brugere har tjent på OnlyFans og lignende platforme.
– Vi har indgået internationale aftaler, som giver os indsigt direkte fra udenlandske platforme. Derfor skal man ikke tro, at man kan holde sine indtægter skjult for Skattestyrelsen. De penge, man tjener, er skattepligtige – også når de kommer fra eksempelvis platforme som OnlyFans, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Grundreglen er, at modtager man betaling for at lave indhold på sociale medier, så er det skattepligtigt. Det gælder uanset, om det er en selv, man sælger billeder eller videoer af, eller om det er en virksomhed eller et produkt, man omtaler.
Også hvis betalingen består af et produkt, rabatter eller gavekort. Det gælder også selvom der er tale om ting, man har fået tilsendt uopfordret.
Regitze Bach: Det er ikke en overraskelse
Det er dog ikke alle, det kommer bag på, at man skal betale skat af sin indkomst på OnlyFans og de sociale medier. For Regitze Bach, der tidligere har fortalt, at hun tjener gode penge på OnlyFans, venter der ikke en regning fra Skat.
– Jeg har ikke modtaget noget skattesmæk. Min virksomhed aflægger regnskab én gang årligt, hvor jeg betaler virksomhedsskat som enhver anden selvstændig, fortæller Regitze bach og fortsætter:
– Det kommer ikke bag på mig, at der nu bliver sat fokus på området. Når en branche vokser hurtigt og får meget opmærksomhed, er det naturligt, at skattemyndighederne ser nærmere på den. Men jeg mener ikke, at det her nødvendigvis er et OnlyFans-problem. Men mere et generelt samfundsproblem, som mange selvstændige støder på.
Regitze synes, det er positivt, at der kommer fokus på og hjælp til Influencere og content creators på OnlyFans.
Skattestyrelsen har nemlig styrket vejledningen og er gået i dialog med branchen, fremgår det af pressemeddelelsen. De har også offentliggjort en ny vejledningsside på Skats hjemmeside.