Ecstacy er en dræber - så hvorfor er det så populært?

"I starten skete der ingenting, men pludselig kunne jeg høre elementer i musikken, jeg ikke havde lagt mærke til før, småbitte nye instrumenter, der fik hårene til at rejse sig på armene. Og så kom stormen indefra... den blæste alle sanserne helt frem i kroppen. Musikken blev så intens, at jeg begyndte at græde. De berøringer, jeg før havde fundet meget grænseoverskridende, blev små orgasmer."

Sådan skriver Line Risberg om sit første møde med ecstasy i bogen „Når festen er forbi – livet efter ecstasy“, og det blev den første af 12 fester, der kom til at ændre Lines liv for altid. Hun er i dag i livsvarig behandling med antidepressiv medicin og medicin mod angstanfald, hun lider af forskellige medicinbivirkninger, hun har svært ved at huske og koncentrere sig, og hun vil formentlig aldrig kunne blive mor, fordi det vil være for risikabelt at trappe ud af medicinen. Alt sammen på grund af de små, hvide piller, som satte gang i 12 weekender for 13 år siden.

Når folk spørger Line Risberg, hvor det gik galt, er hendes svar, at hun ikke ved det. For det var bestemt ikke oplagt, at hun – en stille, dygtig og genert pige fra Rødovre – skulle ende med at få varige skader efter ecstasy. Line voksede op i en god og kærlig familie med mor, far, bonusmor og flere halv- og helsøskende. – Jeg var en ganske normal pige. Sportsidiot. Og MEGET glad for at gå i skole. Mit største traume fik jeg den dag, jeg kun fik 11 i diktat, fordi jeg stavede æsel forkert, fortæller Line, mens hun sidder i sin sofa med sin elskede og meget kælne gravhund Elvis på skødet.

– Jeg var et lidt genert og tilbageholdende barn, som kun var en del af fællesskabet, når jeg følte mig helt sikker. Jeg brugte min søster som buffer. Hun gik ud i den store verden og fandt ud af, hvor der var sikker grund – og så gik jeg derhen. Jeg var en drengepige, klatrede i træer og spillede fodbold. Det var mere sikkert for mig end at være en pigepige, for jeg var ikke så god til det med intriger. Det betød også rigtig meget for mig, hvad andre syntes og mente om mig, og det var nok derfor, at skolen og lektierne også var så stor en del af mit liv. Der kunne jeg få anerkendelse.

VILDT FORELSKET

Line havde en drøm om at blive journalist, og hun tænkte, at hvis hun skulle have noget spændende at skrive om, var det en god idé at rejse ud i verden.

Det kunne også være en måde at tvinge sig selv til at være lidt mere udadvendt. Som 19-årig rejste hun derfor i 1996 først til Schweiz og siden til England. I England mødte Line nogle andre unge, rejsende mennesker, som hun slog sig ned i en arbejdslejr i Cambridge sammen med. Her mødte hun flere unge mennesker og sit livs første store kærlighed.

– Stuart kom fra Australien, og vi snakker kvalme, når jeg så ham! Jeg var SÅ forelsket. Jeg blev en del af fællesskabet med ham og de andre unge, men der var nogle oplevelser, jeg ikke var en del af. Festerne, hashen og stofferne. Jeg havde en helt fast overbevisning om, at jeg aldrig skulle tage stoffer. Hvis jeg drak, så var det fire øl, og så skulle jeg puttes. Herhjemme ville jeg have rynket forargeligt på næsen over den lille, hyggelige hashklub, de andre havde, men i England var det pludselig spændende og grænseoverskridende. Jeg hørte også om de fester, hvor de tog stoffer. Om hvor lækkert og godt det var. Og ingen blev syge af det. Så selvom jeg hele tiden sagde, at jeg ikke gad stoffer, så begyndte min mur at smuldre lidt efter lidt.

Muren faldt endeligt, da Line blev inviteret med til sin første techno-fest i London. Da hun ankom, var hun stort set klar til at gå igen. – Det var fuldstændigt rædselsfuldt til den fest. Der var ikke én lille bitte ting, jeg kunne identificere mig med. Der var ingen sikker grund – det var så fremmed, som noget kunne blive, og jeg ville helst bare ud igen. Men Line blev. Hun blev tilbudt en kvart ecstasypille, og hun tog den.

– Jeg syntes ikke, det var junkieagtigt at stå med en kvart hvid pille...

VILLE PASSE IND

Hvorfor tog du den pille, når du var så meget imod stoffer?

– Det var det med, at der stod en masse mennesker, der havde det så fedt. Jeg tænkte, hvis jeg bare prøver en lille bitte, kvart, hvid pille, så vil jeg i morgen kunne være en del af de andres fællesskab. Så kan jeg snakke med om det, de snakker om. Jo yngre man er, jo større betydning har det, at man passer ind et eller andet sted. Og så syntes jeg bare ikke, at det var junkieagtigt at stå med en kvart hvid pille. Hvis jeg havde skullet snuse det op i næsen, havde jeg ikke gjort det på det tidspunkt.

Og hvordan var virkningen så?

– Det, der især fyldte rigtig, rigtig meget, var mit selvværd, som jeg kunne mærke på en måde, jeg aldrig før havde oplevet. Jeg vidste pludselig, hvor jeg var i mit liv, jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg kunne nærmest flyve op og se mig selv oppefra. Og så var jeg bare enormt interessant! Lige meget hvem jeg snakkede med – lige meget hvor fremmede de var – så havde JEG noget interessant at sige. Jeg var god nok, som jeg var. Line følte, at rusen varede hele natten, og hun behøvede kun den kvarte pille for at holde sig kørende. Det ændrede sig. – Man bliver meget hurtigt resistent, så næste gang var det en halv pille, så var det en hel, og så var det to eller tre. Men jeg vil altid huske på den første pille – jomfrupillen – den er bare det fedeste! Og fra den pille vil du altid forsøge at jagte det første sus, men du får det ALDRIG igen. Det at tage stofferne bliver en umulig indre jagt på den intense lykke.

DÅRLIGT TRIP

Efter den første ecstasy-rus var Line midtpunktet i fællesskabet, og alt Handlede om, hvornår der var råd til den næste fest, hvordan man skulle klæde sig ud, og hvem der skulle med. – Jeg nåede at gå til fest seks gange i London, før jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Men allerede efter et par gange begyndte der er at komme nogle bivirkninger. Jeg havde svært ved at komme op om morgenen, svært ved at fungere. Var trist og ked af det. Men det kom på samme tid som vinteren, så jeg tænkte, at det var en vinterdepression. De andre havde jo taget ecstasy i meget længere tid end mig og fejlede ikke noget. Vi har vinterdepression i min familie, så jeg tænkte, at jeg var arveligt disponeret. Line fik også et decideret dårligt trip, hvor hun ville hoppe i Themsen.

"Fra at være helt utroligt højt oppe røg jeg på et nanosekund ned, hvor alting bare var lige meget. Det eneste logiske for mig var at hoppe i Themsen."

– Jeg oplevede en følelsesmæssig rutsjetur. Fra at være helt ubeskriveligt højt oppe røg jeg på et nanosekund ned, hvor alting bare var fuldstændig lige meget. Det eneste logiske for mig var at hoppe i Themsen. Jeg var ikke engang ked af at tænke på det. Det var bare sådan, det skulle være.

Heldigvis fik Stuart og en af Lines veninder fat i hende og fik hende hjem. Efterfølgende valgte Line at tage hjem til Danmark for at holde jul, men hun savnede sin kæreste og miljøet og tænkte kun på at komme af sted igen.

Hun skulle mødes med Stuart og sine venner i Sydafrika og tænkte, at det hele ville blive meget bedre, når hun kom væk fra mørket og ned til varmen. Mødet med de andre og opholdet i Sydafrika blev dog en skuffelse, for de andre brugte al deres tid på at ryge hash, hvilket Line på intet tidspunkt havde lyst til. De bedste øjeblikke var, når gruppen festede.

– Når vi festede, oplevede jeg det fællesskab og lidt af den ånd, vi havde med os fra London. I bakspejlet var det helt åndssvagt at rejse så mange kilometer for at lave præcis det samme. Men nu var det det miljø, jeg var vant til og tryg ved. Line nåede at tage ecstasy seks gange i Sydafrika. Og det var også her, hun havde sit første egentlige angstanfald. I bogen beskriver hun tankerne som en lille glaskugle, der løber rundt og rundt i den samme rille. I starten er det ikke så svært at få glaskuglen til at hoppe op af rillen og tænke på noget andet, men efterhånden bliver rillen dybere og dybere, og til sidst hopper kuglen kun op, når man slukker for hjernen, f.eks. ved hjælp af sovepiller. Skulle hun have det sådan resten af livet, tænkte hun.

– Det var dybt skræmmende ikke at have kontrol over sine egne tanker, og jeg vidste jo ikke, hvad det var, eller hvor det kom fra. Jeg blev bange for det uendelige univers. Det skræmte mig, hvor stort og magtfuldt universets mørke var. Og hvor lille og ubetydelig jeg var i forhold til det. Hvis universet kunne være uendeligt, så kunne jeg også for evigt lide af mine angstanfald. Det var den kobling, jeg lavede, og det var jo ikke særlig rationelt, men det var det i min verden på det tidspunkt.

SEX VAR EN PLIGT

Line og Stuart forlod Sydafrika og vennerne i 1997 for at rejse til Australien og leve et normalt familieliv. Det lå som en uudtalt aftale imellem dem, at det var slut med stoffer. Det var meningen, at Line skulle studere, og at parret skulle giftes. Line fandt dog ud af, at hun ikke var i stand til at koncentrere sig om bøgerne, og forholdet til Stuart var også på retur.

– Den altoverskyggende forelskelse var helt væk, og vi vidste begge to, at vi alligevel ikke skulle giftes. Jeg har senere fået at vide, at forelskelse er en kemisk reaktion oppe i hjernen, og at du får en udløsning af serotonin, når du ser det menneske, du er forelsket i. Ecstasy kan ødelægge den mekanisme, så du ikke længere kan føle forelskelse. Ecstasyen påvirkede også Lines lyst til sex. Både i forhold til Stuart, men også i forhold til senere kærester.

– Sex var mere pligt end lyst, og bagefter kunne jeg sætte mig ud på toilettet og græde. Det var den naturlige reaktion, min hjerne var vant til. Min psykiater har siden fortalt mig, at når man er på stoffer, skal man op, men man skal også hele vejen ned igen. Og det var præcis det samme med sex. Jo højere op, jo længere ned – og det gør, at hjernen sørger for, at man efterhånden ikke kommer særlig højt op.

Line forlod Stuart og tog tilbage til Danmark, hvor hun begyndte at sætte sig ind i, hvad ecstasy kan gøre ved kroppen, og det var skræmmende læsning, for hun genkendte sine egne symptomer i alt, hvad hun læste. Hun havde det samtidig voldsomt dårligt – så dårligt, at hun på et tidspunkt forsøgte at begå selvmord. Hun fandt sig selv siddende på et metalgelænder på 16. etage i den ejendom, hvor hendes mor bor. Med fødderne dinglende ud over kanten. – Det var en ubevidst handling – min hjerne havde lukket ned. Det var meget skræmmende ikke at have kontrol over sin bevidsthed, men tanken om at skulle dø skræmte mig ikke. Så kunne jeg få det overstået. Men tanken om min familie holdt mig tilbage. Det var for deres skyld, at jeg lod være med at springe.

Selvmordsforsøget blev årsagen til, at Line fortalte sin søster om, hvor dårligt hun havde det. Hun fortalte dog intet om, at hun havde taget ecstasy. Søsteren fik hende til en psykiater, men heller ikke her fortalte Line om den mulige årsag til sine depressioner og angstanfald. Hun blev derfor kastet ud i den ene medicinske behandling efter den anden, fordi psykiateren ikke anede, hvad der var den reelle årsag til alle problemerne. Ud over at medicinen ikke hjalp, fik Line en lang række bivirkninger af den. Stærk vægtforøgelse, rystende hænder, psoriasis, tørhed i munden, uro i kroppen og smuldrende negle.

Hvorfor fortalte du ikke, at du havde taget ecstasy?

– Jeg var så bange for, at psykiateren ville sige, at han ikke ville eller kunne hjælpe, hvis jeg sagde sandheden. Og jeg var bange for, at han ville sige det til mine forældre. Jeg tænkte, hvis jeg nu bare holder min kæft, og vi eksperimenterer os lidt frem med medicinen, så rammer vi sgu rigtigt en dag!

Der gik fire år med forkert medicinering.

På trods af store vanskeligheder fik Line kæmpet sig igennem en uddannelse på Medieskolen, og hun begyndte så småt at se en mening med livet igen. Dog ikke mere, end at hun igen – under et praktikophold i Canada – overvejede selvmord. Hun valgte livet endnu en gang, og da hun kom tilbage til Danmark, involverede hun sig i en kampagne mod ecstasy. I den forbindelse mødte hun misbrugskonsulent Henrik Rindom, som blev den første, der hørte Lines historie, og som sørgede for, at hun fik en ny psykiater, som satte hende i den rette medicinering.

BLI’R ALDRIG MOR

Medicinen holder angsten og depressionerne i skak, men Line skal ikke regne med, at hun nogensinde kan holde op med tage den. Det betyder også, at hun formentlig aldrig bliver mor. – Jeg skal trappe ud af medicinen for at blive gravid, og det har jeg prøvet to gange. Jeg har også været gravid en gang, men jeg mistede barnet. Jeg skal forholde mig til, at jeg kan få et voldsomt tilbagefald, når jeg ikke tager min medicin, og jeg skal tage stilling til, om jeg vil løbe risikoen for, at et eventuelt barn kan være skadet af min medicin. Jeg bliver 34 år næste gang, så jeg tror snart, at det er for sent at blive gravid. Det var en stor drøm i mit liv at få et barn, og da jeg fandt ud af, at det nok ikke kunne lade sig gøre, blev jeg så ked af det og skuffet. Det tog mig mange år at komme ud på den anden side, men nu har jeg puttet så mange andre ting i mit liv, så hvis jeg aldrig bliver gravid, kan jeg godt håndtere det.

HVORFOR?

I dag holder Line foredrag landet over. Hun taler både til de unge og til deres forældre, og hun gør meget ud af at fortælle, hvor vigtigt det er at give sine børn et højt selvværd, og at de unge skal lære, at det er sejt at sige nej tak, hvis man bliver tilbudt stoffer. Hun går også meget konkret ind i, hvilke problemer hun selv må leve med i dag.

– Når jeg holder foredrag, spørger jeg forældrene: „Hvor var I selv, da I var 16 år? Hvad fyldte allermest i jeres liv?“ Jeg spørger også de unge, hvad der betyder mest for dem. Og svaret er forfængelighed, seksualitet og tilhørsforhold. Og det er præcis de områder, der bliver påvirket, hvis man tager ecstasy. Pigerne bider utrolig meget mærke i, at jeg på tre måneder tog 12 kilo på og endte med at tage i alt 20 kilo på. Drengene tænker over, at man skal bruge så lang tid på at lære ting, og at seksualiteten bliver påvirket. At man kan blive impotent! De bliver også fuldstændig forfærdede over, at jeg ikke kan tåle at drikke alkohol mere.

Line føler, at hun i dag har et godt liv. Hun har lært at leve med medicinen, og hun genoptræner sin hjerne ved et selvkomponeret program, som blandt andet består af Kung Fu og saxofonspil. Bitterheden har hun lagt på hylden, for hun er nået frem til, at den ikke giver mening, når hun selv valgte at tage den første kvarte pille. Hun er dog stadig forundret over, hvorfor hun – og mange andre – vælger at tage ecstasy. – Vi ved sgu alle sammen, hvad der sker, når vi drikker en kasse øl, men hvor er det skræmmende, at der findes stoffer, der kan regulere hjernen, uden at man aner, hvad det er, og at man alligevel er så risikovillig, at man bare tager det. Når jeg er nede hos grønthandleren og skal købe æbler, undersøger jeg dem nøje, og hvis der bare er en lille brun plet, køber jeg dem ikke.

Men da jeg stod med den første pille i hånden, kastede jeg den bare i hovedet og tænkte nå ja…