Farvel til smerter og stivhed: Hold dit bindevæv i topform
SPONSORERET indhold

Farvel til smerter og stivhed: Hold dit bindevæv i topform

Vi hører tit om, hvor vigtigt det er at træne og styrke musklerne og holde knoglerne stærke. Men tænker du nogensinde på at holde dit bindevæv i form? Nej vel. Men vil du undgå, at bindevævet bliver sejt og usmidigt, så er det bare med at komme i gang med at træne det.

Af:: Pernille Lewinsky Kofoed og Susanne Knutzen Foto: Getty Images
07. jun. 2018 | Sundhed | Hendes Verden

Vores bindevæv er sjældent noget, som vi skænker en tanke, og for de fleste lyder ordet ”bindevæv” både fremmed og abstrakt. Men måske skulle vi lære det lidt bedre at kende, for forskere har for nylig fundet ud af, at bindevævet har langt større betydning for vores sundhed og velvære, end man tidligere har troet. Undersøgelser peger nemlig på, at et spændt og stift bindevæv kan påvirke nerverne til at sende signal til hjernen om, at det gør ondt, så årsagen til smerter i for eksempel ryggen eller nakken faktisk skal findes i bindevævet snarere end i muskulaturen.

Bindevævet, eller fasciavævet, er et stort finmasket net af væv, der findes i hele kroppen. Det er med til at ”lime” dig sammen og forbinder bl.a. dine muskler og knogler til hinanden. Bindevævet varierer i tykkelse, styrke og funktion afhængigt af, hvor i kroppen det ligger. Noget er helt fint som et stærkt spindelvæv ligesom det løse bindevæv under huden, mens andet er hårdt som gummibånd, f.eks. sener og ledbånd. Bindevævet krymper naturligt lidt hver dag, men også inaktivitet, stress, spændinger og alder er med til, at bindevævet trækker sig sammen, så bevægeligheden i kroppen nedsættes, og derfor kommer vi til at føle os mere stive i kroppen med alderen. Er bindevævet for stramt, kan det give spændinger og smerter, men ømhed eller smerte et sted i kroppen, kan sagtens have rod i, at dit bindevæv er usmidigt andre steder i kroppen.

LÆS OGSÅ: Årsagen til smerter kan gemme sig her 

TRÆN BINDEVÆVET SUNDT

Et sundt og hydreret bindevæv giver større bevægelighed og elasticitet i kroppen, og ligesom kroppens muskler og sener har brug for at blive trænet og aktiveret for at holde sig stærke og smidige, så er det også vigtigt, at du træner dit bindevæv for at undgå, at det bliver sejt og usmidigt - og ender med at give gener. For at holde sig stærke og elastiske skal bindevævscellerne jævnligt trækkes i, og det sker blandt andet, når du bevæger dig og bruger kroppen aktivt. Bindevævet har godt af at blive bevæget godt igennem og gerne i alle mulige retninger, så elasticiteten og paratheden holdes ved lige. Da du stimulerer bindevævet forskelligt afhængigt af, hvordan du bevæger dig, gælder det om at variere træningen både i forhold til øvelser, belastning og tempo. Almindelige bevægelser i hverdagen som at cykle, løbe eller gå er effektivt, og holder bindevævet sundt, men også forskellige former for motion styrker og træner bindevævet. Træningen behøver hverken at være sveddryppende eller at foregå hver dag, og selv træning ved lav intensitet som f.eks. pilates og yoga virker effektivt.

Kilder: Lotte Paarup, Netdoktor.dk, magasinet. sundhed.dk, denintelligentekrop.dk, Sundhedsguiden.dk

Anbefalet til dig