Vil du ud af det hamsterhjul – så find din egen sten
SPONSORERET indhold

Her er den nemme metode til at få ro i hverdagen

Spørg dig selv, hvad der skal til for at gøre dig lykkelig og søg svaret på et stille sted, skriver parforholdscoach Mette Haulund i sin klumme.

Af: Mette Haulund
03. feb. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

I gamle dage var vi kvinder tilfredse med at passe mand, børn og hjem. I dag skal der rigtig meget mere til. Vi stiller os selv et hav af spørgsmål om, hvorvidt vi nu er succesfulde nok, hvordan livet bedst former sig osv. osv. I takt med at vi stiller større og større krav til os selv, bliver vi mere og mere triste. Vi måler os op mod vores medsøstre og føler os hurtigt som en fiasko, hvis vi ikke føler, at vi kan leve op til rollemodellerne.

Vi er ikke blevet lykkeligere i takt med, at vi har øget overlæggeren for, hvornår vi er en succes, tværtimod. Det får os blot til at løbe hurtigere og hurtigere rundt i hamsterhjulet og undervejs mister vi den indre ro og glæde – ja faktisk kan det i nogle tilfælde ende med at være stort set umuligt at finde ud af, hvad der reelt set skal til for at være lykkelig.

" Du får aldrig mere tid, end den tid du tager dig! "

Vi drømmer os til bedre tider. Til tider med ro, overskud og nærvær. De bedre tider kommer desværre bare ikke af sig selv. Det er nødvendigt selv at gøre en aktiv indsats. Overskuddet kommer ikke af sig selv og vigtigst af alt: Du får aldrig mere tid, end den tid du tager dig!

Derfor er det nødvendigt at stoppe helt op og mærke ordentlig efter.

Hvad skal der til, for at du lever et liv, som gør dig lykkelig?

Glem alle dem du læser om i bladene, eller dem, som på Facebook fremstår som super women. Glem alt om, hvad du tror dine omgivelser forventer af dig. Glem alt om, hvad veninderne kan nå.

Tænk over, at hvis du vil noget sådan for alvor, så kræver det fravalg af noget andet. Ingen kan det hele på en gang!

"Stik en kæp i hamsterhjulet!"

Stik en kæp i hamsterhjulet!

Først når hamsterhjulet kører rundt i en fart, hvor du har god mulighed for at følge med, får du overskuddet til at mærke ordentlig efter.

Når mit eget hamsterhjul pludselig løber løbsk, så har jeg en stor sten nede på stranden, som jeg besøger (når vejret tillader det!). Der sætter jeg mig uden ur, uden telefon, uden noget andet at forholde mig til, end mine tanker, vandet, naturen og roen. Der sidder jeg og trækker vejret helt ned i maven og bare lader tanker og følelser strømme. Jeg sidder der længe, måske en time eller to bare og kigger og mærker, indtil jeg ved, at nu er det nok. Jeg indrømmer gerne, at jeg de første mange gange stort set ikke kunne sidde stille. 

" Find dit eget helle. Find roen til at mærke."

Jeg var rastløs, jeg følte at jeg spildte tiden, der var jo så meget andet jeg lige kunne få gjort og jeg var mildest sagt overrasket over, at der kun var gået tre kvarter, da jeg havde oplevelsen af, at der var gået mindst to timer. På det tidspunkt var jeg bevidst om, at jeg havde brug for at fortsætte besøgene på stenene, for at finde helt ind til mig og mine følelser. Som tiden gik blev det bedre og bedre, ja faktisk et helle og en skøn måde bare at være.

Hvis det føles helt skørt at sidde der på en sten og lade tiden gå, så er det måske lige netop, at du skal prøve det. Find dit eget helle. Find roen til at mærke. Det er en fantastisk måde at få stoppet hamsterhjulet og skabe det liv, som giver mening, indhold og glæde for dig.

Læs flere klummer af Mette Haulund her: Sådan undgår i skænderier i parforholdet