"Kære mor – jeg er stoppet med at spise"

Kære mor

Jeg har det ikke godt. Jeg bor med en kæreste, der har en svær depression, og som lader alle sine frustrationer gå ud over mig. Han slår mig ikke med sine hænder, men han slår mig med sine ord. Han råber meget ad mig. Jeg vasker hans tøj forkert, siger han. Jeg laver det forkerte til aftensmad, siger han. Imens han selv er arbejdsløs og ligger dagen lang på sofaen.

Jeg har accepteret, at jeg ikke kan kontrollere, hvornår han springer i luften. Hvornår han bliver sur og råber ad mig. Men jeg har fundet noget andet, jeg kan kontrollere – mad. Derfor spiser jeg ikke rigtigt længere. Det betyder ikke, at jeg ikke er sulten. Jeg er helt vildt sulten, og har ondt i maven af sult. Jeg elsker mad, men lige nu elsker jeg følelsen af at være sulten mere.

Når du og jeg taler om, at jeg er blevet mindre, er du ikke bekymret, men ønsker mig tillykke med det flotte vægttab. Du giver mig tips til, hvordan jeg ikke tager på igen. Du sender mig opskrifter med få kalorier og artikler om, hvor sundt det er at gå 10.000 skridt om dagen. Jeg bebrejder dig ikke, for du aner ikke, hvad der foregår. Du ved ikke, hvor modbydelig han kan være mod mig. Men hvis du bare vidste, hvor ondt jeg har indeni, ville du nok forstå, at jeg har brug for hjælp.

Jeg siger nej til at gå i byen, gå på café, gå i biografen. Alle steder hvor jeg skal spise eller drikke, holder jeg mig fra. Jeg er også stoppet med at spise frokost med mine kollegaer. Jeg føler ikke, at jeg er værdig til at spise, og jeg kan ikke lide, når folk ser mig spise. Derfor består min diæt primært af sukkerfri sodavand, kiks, proteinbarer og agurkestænger.  

Jeg håber, at jeg en dag får det bedre. Jeg håber, at du hører mit meget stille råb om hjælp. Jeg håber, at nogen eller noget giver mig styrken til at forlade min kæreste. Jeg håber, at jeg lærer at elske mig selv igen. Men indtil da bliver jeg ved med at drikke Pepsi Max i stedet for at spise frokost.

Hilsen Trine