Margrethe Vestager om løbeture, vægttab og alder
SPONSORERET indhold

Margrethe Vestager om løbeture, vægttab og alder

Margrethe Vestager er gået fra at være en af Danmarks mest magtfulde kvinder til at være en af Europas. Som konkurrencekommissær i EU tackler hun verdens mest betydningsfulde firmaer, og i den tackling spiller løb en væsentlig rolle. Det samme gør det at fylde 50. Nu føler hun sig endelig i synergi med den karriere, som hun altid har været lidt for ung til.

Af:: Charlotte Wendt Jensen Foto: Oscar Meyer
01. maj. 2019 | Sundhed | Fit living

Margrethe Vestager ved godt, at hendes mand hader, når hun nævner historien, men den hører med til fortællingen om hendes sunde vaner. For 15 år siden stod de nemlig sammen foran spejlet, hvor hun tænkte, at både hun og manden da egentlig ikke så så ringe ud midt i deres 30’ere.

“‘Ja, men det bliver vi ikke ved med’, sagde han, og så bestemte jeg mig for at begynde at løbe. Jeg er vild med løb, fordi jeg kan gøre det helt uden forberedelse. Det kræver ikke noget særligt talent, og jeg kan gøre det overalt. Og så synes jeg altid, jeg oplever meget, når jeg løber,” siger Margrethe Vestager, der i dag har løb som den altoverskyggende træning i hverdagen. Hver anden dag løber hun mellem fem og syv kilometer, og er hun på rejse, er løbeskoene en fast del af bagagen.

“Mit løb giver mig et rum til at mærke min krop og være et helt andet sted. Nogle gange tømmer jeg bare hovedet for tanker, og andre gange bruger jeg turene til at få afsluttet nogle ting, som jeg har brug for at overveje en ekstra gang.” Og til trods for en hverdag med fuldt program sørger Margrethe Vestager for at holde fast i sine løbeture. Hun sover hellere kortere tid for at få løbet.

“Jeg har brug for at have fornemmelsen af, at jeg har været ude og få noget frisk luft, så jeg ikke bare har siddet i møder hele dagen. Jeg slapper virkelig af, når jeg løber, og jeg har en nemmere gang gennem nogle ofte meget travle dage, når jeg føler, at jeg er godt tilpas. Det at have været ude og have haft pulsen oppe og lave noget helt andet, det giver meget til mit arbejdsliv, fordi det giver en forankring og en ro i kroppen og i åndedrættet.”

Læs også: Ida Auken om digital sundhed

Alder spiller ingen rolle

Vi møder Margrethe Vestager i EU kommissionens repræsentation i København i slutningen af en af hendes travle uger. Endnu en. Med en hverdag som konkurrencekommissær i EU, der blandt andet har budt på markante slagsmål med giganter som Google og Apple, siden hun besteg posten i 2014, har hun ofte op til flere rejser i kalenderen hver uge med udgangspunkt fra den nuværende hjemby, Bruxelles. Tiden her har kun føjet endnu mere pondus til hendes position. Fra at være en af Danmarks mest magtfulde kvinder, er hun nu en af Europas. Og efter at Margrethe Vestager for et år siden fyldte 50 år, føler hun nu endelig selv, at hun er, hvor hun skal være.

“Jeg har altid været for ung til det, jeg lavede. For ung til at blive formand for Det Radikale Venstre, for ung til at blive minister, altid, altid for ung, men nu synes jeg, at jeg er nået frem til min alder. Jeg har nu kollegaer på min egen alder, så det begynder at passe sammen.” Margrethe Vestager smiler ved tanken. Trods at hun gennem tiden ofte har været 10 år yngre end gennemsnittet af dem, hun har arbejdet med, har hun altid kørt på med fuld kraft.

“Jeg lægger ikke så meget mærke til andres alder, og derfor noterer jeg mig heller ikke, hvad andre tænker om min. Nogle gange kommer der erfaring med alderen, men det er ikke en given ting, for alderen i sig selv giver ingenting. Det vigtige er det, du kan komme med i en relation med et andet menneske eller til det fællesskab om noget, som vi sammen skal gennemføre.” Derfor er Margrethe Vestager heller aldrig bange for at tage de beslutninger, som udadtil kan virke monstrøse, men som hun for menigmand kan få til at virke lette.

“Jeg er tilpas med beslutninger, fordi jeg gør mig umage med at tage dem. At være åbent i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre i netop den situation og så få belyst spørgsmålene fra flere forskellige sider. Men også at gå lidt rundt om den og så altid, altid sove på den. Det er det vigtigste, jeg kan gøre.”

Kunsten at lave ingenting

Når Margrethe Vestager ikke arbejder, er hun efter udsagn virkelig dårlig til at lave ingenting. Til gengæld er hun virkelig god til at lave ting, der gør, at hun ikke tænker på sit arbejde. Som at sætte sig foran sin nyligt genfundne symaskine og trylle en kjole frem eller at lave mad. Hun sværger til hjemmelavet mad og efter en lang periode med tre små børn og en fryser fyldt med kødsovs til lasagne og spaghetti bolognese, eksperimenterer hun nu med iver med blæksprutter og østers, særligt når hun holder sommerferie i familiens sommerhus i Frankrig, hvor alskens frisk fisk er langt mere tilgængeligt.

“Mit hovedprincip i forhold til mad er jo mere varieret, jo bedre og alt med måde. Jeg udelukker ikke noget fra min kost. For mig handler det om balance, så der ikke er for meget af noget, men heller ikke for lidt. Alt for mange systemer og regler omkring sundhed lukker sig om én, så det er slet ikke mig. Og det, tror jeg, er meget godt, for det gør, at jeg har et sundt forhold til sundhed. Når ting bliver for fanatiske, tager det opmærksomheden fra noget, som jeg synes, er vigtigere. At være sammen med andre mennesker i stedet for at tænke på, om der er så eller så mange kalorier i maden, og hvad nu med sukker og stivelse og hvidt brød. Jeg tænker på sundhed som en integreret del af alle mulige andre ting for eksempel det at være i god form eller føle mig veltilpas med det, jeg spiser. Når jeg er og gør det, er der andre ting, der også glider nemmere, fordi jeg får mere energi af det.”

Forfængelig og FIT

Én ting er den gode fornemmelse, som de sunde vaner giver, men Margrethe Vestager kalder også sig selv for tilpas forfængelig, hvilket gør det lettere at blive ved med at finde motivationen til at leve sundt. Helt tilbage i 2000, efter fødslen af sin anden datter Rebecca, havde hun så travlt med både privatliv og jobbet som minister, at de sunde vaner lige så stille gled i baggrunden. For til sidst at vise en vægt tæt på 100 kilo.

“Jeg indså, at det irriterede mig og lagde begrænsninger på ting, som jeg gerne ville, og på hvad for noget tøj, jeg kunne købe. Så jeg tabte mig, og siden har jeg holdt mig inden for en almindelig vægt,” fortæller Margrethe Vestager, der under kuren tillagde sig mange af de vaner, hun stadig lever efter i dag.

“Jeg synes, det er så meningsløst at være på kur, fordi det er så glædesløst, men det blev anledning til at ændre nogle vaner og gøre det med at spise varieret, groft, grønt og alt med måde til virkelighed, så det ikke bare er et slogan. Det skal være en integreret måde at lave mad på. For mig handler mad dog ikke kun om at være sund, der er også et stort socialt element i det. Det er dejligt at spise med andre mennesker, og jeg kan godt lide ting, der ser smukke ud på en tallerken. Jeg kan lide at arbejde med surt, sødt, sprødt, blødt og umami. Det gør mig glad.”

Læs også: Jeg er ny på løbebånd, hvordan kommer jeg bedst i gang?

Vigtigt at være sit køn

Margrethe Vestagers tid som konkurrencekommissær udløber i 2019, og endnu er det uvist, om hun bliver valgt til en ny periode. Selv har hun udtrykt, at hun gerne bliver på posten fem år mere.

“Jeg har aldrig følt mig så dansk, som jeg gør i dag, men jeg har heller aldrig følt mig så europæisk. Det er som om, begge identiteter er vokset i min tid i Bruxelles. Jeg arbejder i et internationalt miljø, hvor folk kommer fra hele Europa, men jeg er stadigvæk dansker, så jeg ved mere end mine kollegaer om, hvordan vi tænker og gør. Jeg føler mig også mere som kvinde, end jeg tidligere har gjort. Jeg arbejder i et mandsdomineret miljø, men jeg går næsten altid i kjole, så bare kontrasten i klædedragt gør, at jeg er blevet meget mere opmærksom på, at jeg synes, det er vigtigt, at jeg er tilstede med mit køn. Den forskellighed, der ligger i, at vi har flere køn til stede, ligesom vi har flere nationaliteter og flere sprog, synes jeg, giver noget energi og en nuance i de ting, vi laver, som jeg vil være meget ked af at undvære,” siger Margrethe Vestager og erkender, at her har alderen igen spillet ind.

“Da jeg var yngre, ville jeg i højere grad vælge den kvindelige pendant til habitten, for hvis jeg tog den på, opdagede de nok ikke, at jeg var kvinde. Problemet er, at det gjorde de altid,” siger hun og griner. “De er helt klar over, at du ikke er mand og derfor er anderledes, og derfor tror jeg, at jeg inden for de seneste 10 år er blevet mere opmærksom på, at hele pointen er ikke, om du er mand eller kvinde, det er, at vi er forskellige, og det er godt, for alt bliver mere kreativt og mere nuanceret. Der kommer utrolig meget godt ud af at arbejde et sted, hvor forskellighed er reglen i stedet for undtagelsen.”

Anbefalet til dig