Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Michelle Kristensen fik stress
Foto: Les Kaner "Jeg har aldrig før fortalt noget, der er personligt på det plan, som stress er."

Michelle Kristensen fik stress

Michelle Kristensen: "Jeg blev nødt til at lyve, da jeg gik ned med stress"

Når man lever af at gøre folk sundere, kan det være sårbart at blive syg af sit arbejde. Da sundhedsguruen Michelle Kristensen gik ned med stress, kaldte hun det en knæskade på facebook.

”Der røg den cykeltur til Paris!! Jeg har bandet utrolig meget de sidste 2 døgn. Mit knæ har gjort ondt de sidste 3 uger, når jeg har cyklet 50+ km. Efter en del snakke og undersøgelse hos speciallæge er jeg blevet enig med mig selv om (og efter hans anbefaling), at jeg ikke cykler til Paris. Jeg kunne godt dope mig med smertestillende og æde mig selv, men så ville jeg nok ikke kunne træne i 1/2 år efter. Min krop er mit arbejde, og derfor meget vigtigt den fungerer, og som jeg anbefaler mine MK Bootcampere – at de skal passe på deres krop, og lytte til den – så skal jeg i den grad gøre det samme.”

Sådan skrev blogger, sundheds-, trænings- og bootcampekspert Michelle Kristensen på facebook den 7. juli 2016, da hun offentligt aflyste sin cykeltur til Paris med Team Rynkeby. Hendes følgere kommenterede medfølende og gav udtryk for, at det vel nok var ærgerligt, men samtidig også godt, at hun lyttede til sin krop og gav knæet en pause. Hjerte. Der var bare ét problem. Opdateringen på facebook var løgn. Michelle havde slet ikke ondt i knæet. Hun havde ondt i sjælen. Hun var gået ned med stress.

Michelle Kristensen er kendt og elsket af et hav af danskere, som hun har hjulpet med at komme ned i vægt og op i gear. Hun startede sundheds- og træningsvirksomheden MK i 2010 og har siden afholdt populære bootcamps og foredrag over hele landet. Hun var i en længere periode ALT for damernes faste sundhedsekspert og skal igen med som ”indpisker” på vores sunde læserrejse til Club La Santa i foråret. Hun har skrevet en lang række bøger og fortæller engageret om sund kost og træning i Go’ Morgen Danmark. Hun er – kort sagt – en ung dame med utrolig meget fart på og med en – udefra set – næsten overmenneskelig energi.

En arbejdsuge på 80-90 timer var i mange år mere reglen end undtagelsen, men pludselig kunne hun ikke mere. Cykelturen til Paris, som hun skulle have taget sammen med sin far, blev den berømte dråbe. Hun kunne slet ikke overskue at skulle præstere foran det rullende kamera, som skulle følge hende og faren på turen.

Læs også: 10 tegn på, at din krop er stresset

Hvorfor skrev du det ikke bare sandheden på facebook?
"Folk havde jo set på de sociale medier, at jeg havde trænet op til den Paristur, og jeg blev nødt til at melde ud, at jeg alligevel ikke kunne gennemføre det. Omvendt kunne jeg bare ikke skrive hvorfor. Det kunne jeg simpelthen ikke! Det var ALT for tæt på, så jeg blev nødt til at lyve. Jeg kunne ikke overskue, at mine medarbejdere og samarbejdspartnere fik at vide, hvordan jeg virkelig havde det, og jeg gad ikke, at folk skulle have ondt af mig. Jeg vidste også, at hvis jeg meldte sandheden ud, ville jeg blive overdynget med gode råd. Det er jo sødt, at folk reagerer sådan, men jeg kunne ikke overskue det. Jeg havde brug for bare at sige, at jeg havde vildt ondt i knæet."

Hvad var der sket i tiden op til, som havde gjort dig så stresset?
"For det første havde jeg haft enormt travlt i meget lang tid. Jeg havde fået virkelig mange ansatte – 24 – som jeg var daglig leder for, og som jeg skulle motivere og holde i gang. Det var også mig, der skulle få alle idéerne, skrive blogs, være på de sociale medier, stille op til interviews og foredrag og køre vores bootcamps. Jeg var flyttet ind i en lejlighed, hvor jeg havde kontor på første sal. Det var også fint, så længe vi kun var fem i teamet, men efterhånden som der kom flere og flere ansatte, kunne de ikke være på første sal, så de sad i mit køkken og i min stue. Jeg havde kun soveværelset og et badeværelse for mig selv. Og det lyder så sindssygt banalt, men bare det, at jeg ikke vidste, hvor en køkkenkniv var henne, fordi den var blevet lagt et andet sted, end jeg plejede at lægge den, gjorde, at jeg følte, at alt mit privatliv var taget fra mig. Når jeg trådte ind i lejligheden, var jeg på arbejde. Så selv når jeg burde holde fri, kunne jeg ikke holde fri. Havde jeg en fyr med hjemme, var jeg nødt til at få ham ud af døren kl. 7 om morgenen, fordi jeg ikke gad, at de medarbejdere, der mødte kl. 7.30 skulle blandes ind i det. Samme problem havde jeg, hvis jeg havde været i Jylland og holde foredrag og var kommet hjem kl. 01.30 – jeg var stadig nødt til at stå tidligt op, for jeg kunne jo ikke komme ind i stuen til medarbejderne helt søvndrukken kl. 10.

Læs også: Michelle Kristensen: "Jeg har prøvet ALLE slankekure..."

Derudover blev jeg pludselig kontaktet af et større firma, der beskyldte mig for at have kopieret nogle af deres drikkeflasker og truede med retssag, noget jeg aldrig havde prøvet før, og som var meget ubehageligt, fordi jeg er sådan en, der bare gerne vil have, at alle kan lide mig og det, jeg laver. Oven i det hele fik jeg stjålet min computer OG min backup-harddisk, hvor der lå tre års arbejde – alt var væk. Jeg kan huske, at jeg hver morgen tænkte: Nå, det bliver interessant at se, hvad for noget lort, der kommer ind i den her uge. Og der kom altid noget."

Symptomerne på stress

Michelle blev ved med at arbejde, og hun fortalte kun sin nærmeste familie og sin bestyrelse, at hun havde det dårligt. Bestyrelsen tog lige så stille nogle af hendes opgaver, så medarbejderne ikke skulle opdage noget.

"I bund og grund har jeg lidt pres med ordet stress, for jeg synes, vi bruger det i flæng. Når folk har megatravlt, siger vi: ”Åh, du er nok stresset”. Da jeg blev ramt, havde jeg ikke behov for at fortælle det til flere end højst nødvendigt, for jeg var jo den, der i bund og grund kørte hele forretningen. Hvis jeg havde sagt til mine medarbejdere, hør her, nu er jeg lige væk i en periode, hvem skulle så køre det? Det var faktisk ikke en mulighed. Jeg ER firmaets ansigt udadtil, det er mig, folk vi have ud. Jeg kan ikke bare sende en anden. Det gik op for mig, og det gjorde jo ikke tingene nemmere."

Hvilke stresssymptomer mærkede du?
"Min krop var øm overalt. Jeg havde ondt i skulderen. I nakken. I hoften. Jeg hævede også mærkeligt op af væske, så det så ud, som om jeg havde taget 10 kilo på. Jeg havde poser under øjnene, og jeg var nærmest askegrå i hovedet. Når man arbejder med sundhed og ser sådan ud, har det jo nærmest dobbelt effekt. Hvis jeg prøvede at løbe intervaller, fik jeg sindssygt ondt i hovedet, og jeg fik også svært ved bare at trække vejret helt normalt. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg blev dårlig til at huske, og pludselig kunne jeg heller ikke sove om natten. Jeg har altid haft det vildeste sovehjerte, men nu havde jeg meget svært ved at falde i søvn. Når jeg endelig sov, vågnede jeg hurtigt igen, og efterhånden var jeg bare megatræt. Og når man ikke sover, bliver man enormt skrøbelig, og pludselig græd jeg over de mindste ting. Jeg oplevede også at have følelsen af, at jeg stod ved siden af mig selv, når jeg holdt foredrag. Som om jeg ikke var til stede i mig selv."

Hvordan var det at opleve sig selv sådan?
"Jamen, det var frygteligt. Frygteligt! Jeg har i bund og grund et meget, meget lyst sind, og jeg plejede at være enormt glad og poweragtig. Pludselig så jeg mig selv som sådan en lille svag rosin. Jeg blev meget frustreret over det, prøvede at tage 5000 millioner kosttilskud og blev vildt sur over, at det ikke hjalp. Jeg begyndte at tænke: Okay, er det sådan, det er at være selvstændig? Jeg har aldrig været typen, der blev vred eller råbte op, jeg har altid bare løbet en tur, og bagefter kunne jeg sige: ”Pyt, det er nok ikke så slemt alligevel”. Nu kunne jeg ikke træne, som jeg plejede, og jeg kunne bare se mine løbetider blive langsommere og langsommere. Alt det, som plejede at give mig noget godt, virkede ikke. Når man har det sådan, går det for alvor op for en, at det at være selvstændig er en enmands-rejse. Folk kan godt komme med ih og åh så mange råd, men det ER ensomt at køre selvstændig virksomhed. Jeg har altid været god til at tænke, hov, her er noget, der ikke fungerer, så må jeg ændre det eller lave noget andet. Men det kunne jeg ikke på det tidspunkt, fordi jeg ikke havde noget overskud."

Ugen i sommerhus

Michelle fik fat i en erhvervspsykolog, som hjalp hende til at træffe beslutningen om, at hun måtte melde fra cykelturen og i øvrigt få noget ro på. Michelle kan huske, at hun sagde til psykologen, at hun troede, at hun måske var ved at få lidt stress, hvortil psykologen svarede: ”Hør her, du HAR stress, og du er faktisk rimelig meget ude og skide lige nu!”

Hvad gjorde du så?
"Jeg fortalte min far, at jeg desværre ikke kunne cykle med ham til Paris, jeg lavede opslaget på facebook, og så tog jeg til Klitmøller med min søster. Jeg havde pakket alt mit sundhedsshit ned i kufferten. Pulvere, vitaminpiller, træningsudstyr. Og min søster kiggede bare på mig, da hun så det, og spurgte, hvordan i alverden jeg kunne overskue at have alt det med, når jeg var så megapresset og bare skulle slappe af? Men det er jo bare sådan, jeg er. Jeg havde også haft en forestilling om, hvordan det hele skulle være i det sommerhus, men da vi kom ind ad døren, var der bare SÅ beskidt! Jeg er bestemt ikke rengøringsfanatiker, men det der kunne jeg slet ikke overskue, så jeg satte mig ned og begyndte at græde. Jeg ville bare tilbage til København. Nu! Men min søster sagde: ”Nu sætter du dig ned, og så gør jeg rent.” Hun var helt klar over, hvor dårligt jeg havde det, og i de kommende dage oplevede hun også, hvordan jeg stod op om natten og så serier, når jeg ikke kunne sove. Den første nat, hvor jeg rent faktisk sov hele natten, jublede vi begge."

Hvad lavede du så i det sommerhus?
"De første dage sad jeg bare i huset og kiggede ud over vandet. Når min søster tog ud om aftenen for at mødes med venner, blev jeg hjemme, jeg kunne slet ikke overskue mennesker. Efter nogle dage begyndte jeg at løbe små ture, og jeg begyndte også så småt at arbejde i et hyggeligt tempo. Jeg besluttede også, at jeg ville finde et andet sted at bo, når jeg kom hjem, så jeg kunne få adskilt arbejde og privatliv. Den uge var helt magisk for mig og gav mig ny energi."

En uge – det lyder ikke som så lang tid?
"Nej, det var det heller ikke. Og jeg tror også, at jeg burde have været der i længere tid, men jeg er nok bare typen, der siger, nå, det var det. Videre. Det har så også betydet, at stressen stadig godt kan titte lidt frem. F.eks. fik jeg de samme åndssvage symptomer med søvnløshed igen i januar. Men nu er jeg mere opmærksom på det, og jeg har arbejdet sindssygt meget med min hjerne i forhold til at kunne håndtere det. Når jeg har travlt, har jeg lært at sige til mig selv: ”Er der nogen, der dør af det, hvis jeg ikke når den deadline? Nej, det er der ikke. Okay”. Jeg arbejder også meget på at kunne lukke ned for ting, som andre tager sig af, og tro på, at de har styr på det. Samtidig har jeg tænkt en del over, om det er lidt mærkeligt, at jeg synes, det er så sjovt at arbejde. Er det egentlig forkert at have det sådan? Burde jeg arbejde fra 8-18 og så lukke ned? Eller i hvert fald lade være med at arbejde i weekenden, for det gør ”man” jo ikke?"

Læs også: 8 spørgsmål: Få svar på, om du er stresset

Men det gør du?
"Ja, det gør jeg. Jeg plejer at sige: Når andre folk går til keramik, så går jeg til arbejde. Jeg er heldig, at jeg har et arbejde, der også er min kæmpe passion og hobby. Hvis jeg er alene en lørdag aften, kan jeg lige så godt arbejde og bruge tiden effektivt. På den måde kan jeg holde fri på et andet tidspunkt og være sammen med mine venner og veninder. Jeg er ikke typen, der kan have en hel dag, hvor jeg bare flader ud og ser serier. Det er ikke for at sige noget ondt om folk, der kan det – vi er alle forskellige – men for mig er det spild af tid. Når jeg læser, er det ofte bøger, der gør mig klogere, men jeg prøver at blive bedre til også at læse en roman bare for underholdningens skyld."

Du har indrettet dit liv uden kæreste og børn, føler du, at du er gået glip af noget?
"Det synes jeg egentlig ikke. Jeg vil ikke finde en mand bare for at finde en. Jeg er sikker på, at han findes derude og nok skal komme, og jeg har da også lige nogle år endnu til at arbejde på de der børn, ha, ha. Men jo, der er da ting, jeg har tabt på vejen. Venskaber. Arrangementer, jeg ikke har været til. Den livsstil, jeg har valgt, er meget som en eliteidrætsudøvers. Der er ting, man må sige nej til. Men skal jeg se overordnet på det, har de seneste syv år været mere lyksalige end hårde. Jeg har allerede opnået mange af de ting, som jeg troede, jeg skulle kæmpe for hele livet."

De nye regler

Michelle er begyndt at slappe lidt mere af i forhold til kost og træning.

"Jeg orker ikke længere de der sindssygt fanatiske spiseregler og træning 24/7, og jeg kan mærke, at det er vildt godt for mig. Jeg spiser nok stadig sundere og træner meget mere end de fleste, men jeg har ikke længere behov for at hoppe på en ny kur eller tænke, at jeg lige skal tabe ti kilo for at ligne de der meget tynde træningsfolk. Hvis jeg hopper på noget, er det for at teste en ny tendens og finde ud af, om det skal præsenteres for mine følgere og bootcampere eller aldrig skal nævnes, fordi det er dårligt. Jeg har altid været god til at drikke alkohol og spise, hvad jeg vil, i weekenden, men inderst inde har jeg da nogle gange tænkt: Burde jeg være mere striks? Burde jeg egentlig nøjes med to mandler i stedet for fire? Det gør jeg ikke længere. Jeg får kvalme, hvis det hele bliver et slankeprojekt med kalorietælling og lightprodukter, og hvor der ikke er plads til den sociale sundhed."

Betød stressperioden noget for din vægt?
"Ja, jeg kunne se, at der pludselig var noget ekstra på maven og benene. Jeg tog på. Både fordi jeg ikke kunne træne så meget, men også fordi jeg ikke sov ret meget og hyggesnackede mere, end jeg plejede. Når kroppen er stresset, holder den også mere på fedtet."

Hvilke ting har du ellers lavet om på i dit liv?
"Jeg har lavet regler for, hvor meget jeg bruger min telefon og er på de sociale medier. Jeg bruger ti minutter hver morgen med meditationsappen ”Headspace”, og jeg har lært at trække vejret dybt ti gange, når jeg er ved at køre op. Jeg har også lavet mine bootcamps om, så de i dag udelukkende foregår online. Jeg har i den forbindelse skåret ned på antallet af medarbejdere, så vi i dag kun er fire i teamet. Nu laver jeg det, jeg bedst kan lide, nemlig det kreative, og jeg har andre til det administrative. Jeg får flere medarbejdere igen, for jeg og min bestyrelse har store ambitioner, men setuppet bliver anderledes. Man lærer af sine fejl."

Ud med sandheden

I juli i år skrev Michelle et blogindlæg, hvor hun fortalte, at den et år gamle historie om det dårlige knæ var løgn. Hun fortalte ærligt, at hun havde været nede med stress, og reaktionerne væltede ind.

"Folk skrev til mig, at de selv havde oplevet stress, og at det var dejligt og stærkt, at sådan en som mig delte sin historie."

Hvorfor valgte du at fortælle det, du kunne jo bare have ladet folk blive i troen? 
"Det gjorde jeg, fordi jeg mødte folk til bootcamps og foredrag, som fortalte mig, at de var stressede, og jeg hørte mig selv sige, at det kunne jeg godt forstå og genkende. Det undrede folk sig vist lidt over, og jeg fik egentlig bare lyst til at fortælle, at det hele ikke er så glamourøst og perfekt, som det nogle gange ser ud. Når man arbejder med sundhed, tror folk, at man er verdensmester til alt, men jeg er sgu bare et helt almindeligt menneske. Jeg har fortalt offentligt om mange ting, men der er også nogle sider af mig, der er sindssygt private. Jeg tror, det er vigtigt, at noget forbliver privat, ellers mister man sig selv på vejen. Når jeg tidligere har lavet interviews, har jeg fortalt om, at jeg var tyk, da jeg var barn, og jeg har fortalt om mit arbejde. Men jeg har aldrig før fortalt noget, der er personligt på det plan, som stress er, og jeg føler det da også lidt angstprovokerende at gøre det nu. Men jeg har set mig selv fra en anden og helt ny side. En side, hvor jeg har tænkt: Det der – det er da ikke mig! Og det har været vildt svært at deale med. Jeg er ret ekstrem i forhold til, hvad jeg kan håndtere af arbejde og selvdisciplin, men måske er jeg ikke HELT så ekstrem, som jeg troede. Og det er måske meget godt at vide. Hvis jeg skal være virkelig jubeloptimistisk, så har min nedtur ført noget godt med sig, men jeg havde nu også gerne været den foruden.

I juni i år skrev Michelle et blogindlæg, hvor hun fortalte, at den et år gamle historie om det dårlige knæ var løgn. Hun fortalte ærligt, at hun havde været nede med stress.

Faktaboks

MICHELLE KRISTENSEN, 33 ÅR

  • Driver sundheds- og træningsfirmaet MK, som bl.a. tilbyder online bootcamps, og har 65.000 unikke læsere af sin sundhedsblog hver måned.
  • Forfatter til mange bøger om kost og træning og sundhedsekspert på ”Go’ Morgen Danmark” på TV2. Indpisker på ALT for damernes læserrejse til La Santa i 2018.
  • Aktuel med bogen ”4 uger – 1 størrelse ned” den 27. december.
  • Michelle er single og har ingen børn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Michelle Kristensen og Stress