3 tidligere sportsstjerner: Sådan har vi det med vores kroppe i dag

Svømmer Mette Jacobsen har vundet 36 EM- og VM-medaljer og var i en OL- finale fem gange:

"Det passede mig fint at tabe ”vingerne” og overarmene"

Hvordan var dit forhold til kroppen, da du var aktiv idrætsudøver?

– Det var fra omkring 18-års-alderen, jeg var mest fit. Udseende betød mindre for mig, for det primære var at nå rekorder. Så når diætisterne fortalte mig, at jeg skulle spise sådan og sådan for at vinde, så gjorde jeg det. Dengang spiste jeg meget. Også sødt. Man kunne alligevel ikke se det på mig, fordi jeg trænede så meget. I det hele taget spiste jeg meget, og jeg syntes altid det var pinligt, når jeg var ude. Jeg var hende der pigen, der sad og spiste mere end drengene. Jeg var jo knap nok begyndt at spise, når de andre var mætte. Men jeg trænede også 25 timer om ugen, så jeg fik brede skuldre og muskler og skilte mig ud.

Hvad skete der med din krop, da du stoppede?

– Jeg trappede ned fra 2004 og er stadig aktiv i dag, så derfor har der ikke været en kæmpe forandring over natten. Jeg tog ikke en masse kilo på. Men jeg blev gravid, og det var nok der, den største forandring lå. Jeg stoppede som professionel i 2006, da jeg var 33 år og bl.a. havde været til OL fem gange. Jeg havde nået mætningspunktet i forhold til at udfordre kroppens grænser. Jeg ville gerne være mere feminin, for det havde jeg ikke haft fokus på dengang. Det passede mig fint at tabe ”vingerne” og overarmene. Jeg har stadig lidt svømmekrop, og det er jeg glad for, for det fortæller historien om mange timers træning, men jeg kan faktisk bedre lide min krop i dag. I 80’erne var det ikke så almindeligt for kvinder at være veltrænede, og jeg følte, at jeg skilte mig en del ud.

Hvordan har du det med sundhed i dag?

– Da jeg havde fået barn nummer to, kan jeg godt huske, jeg tænkte: Hvor blev min sixpack egentlig af? Men den kommer faktisk igen, når jeg træner. Den bliver aldrig helt så skarp, som dengang, og det ønsker jeg heller ikke. Den største forandring var, at jeg fik en mindre overkrop, men jeg styrketræner heller ikke den del af min krop. Jeg laver kun lidt strækøvelser og træning med egen vægt omkring kropskernen samt kredsløbstræning. Dengang jeg var aktiv, løftede jeg mig selv op med vægtbælter om livet, men det stoppede jeg med, fordi jeg gerne ville af med musklerne under armene, ved brystet og de store overarmsmuskler. I dag løber eller cykler jeg en halv time om dagen for at holde kredsløbet ved lige. Jeg elsker at bevæge mig, men det med at konkurrere og presse mig selv gider jeg faktisk ikke mere. Jeg har fx lige været på cykelferie på Mallorca, hvor der var indlagt kaffepauser og tid til at nyde naturen.

Hvad ville du ændre ved din karriere, hvis du kunne?

– I perioder var jeg ret fanatisk og skulle hele tiden prøve nye ting som fx ”ingen sukker i 30 dage”. For mig var mad benzin, og selv om jeg elskede mad, handlede det mest om at få kulhydrater nok. I dag går jeg op i at smage, kigge og nyde maden, og jeg er færdig med at sige nej tak til en lækker kage. Dengang sagde jeg meget nej, fordi jeg lige var på vej til træning. Når jeg endelig gav slip og spiste, dyrkede jeg ikke nydelsen.

Badmintonspiller Kirsten Larsen har vundet bl.a. All England og var dansk og europæisk mester flere gange i 80’erne.

"Det tog mig flere år at lære at træne for min egen glædes skyld"

Hvordan var dit forhold til din krop, da du var aktiv idrætsudøver?

– Jeg tænkte aldrig over min krop som en del af mit udseende. Jeg var høj og slank, og det var jeg glad for, men om jeg var tonet eller skarp, spekulerede jeg ikke over dengang i badminton. Det ydre er meget mere eksponeret i dag. For mig var kroppen et redskab. En maskine der skulle præstere og tit gjorde ondt, især jo ældre jeg blev. Jeg fik sværere og sværere ved at restituere, men jeg ignorerede det i jagten på points og ranglistepladser.

– Jeg eksperimenterede meget med mad og træning. I dag har man Team Danmark og forskning til det, men det havde vi ikke dengang. Jeg kontaktede selv diætister og trænere, som fx rådede mig til at lave intervaltræning, som er godt i badminton. Først i 80’erne begyndte man at tænke over, hvad der er godt at indtage før og efter en kamp som fx sammensætningen af kulhydrater, proteiner og træning. Jeg tænkte mere over, hvad jeg spiste end andre gjorde, men det var ikke med så stor indsigt, som man har i dag.

Hvad skete der med din krop, da du stoppede?

– Jeg stoppede som 28-årig i 1990, fordi jeg var træt fysisk og mentalt. Jeg var træt af at skulle præstere hele tiden. Faktisk var jeg så træt af at træne, at jeg blev helt stillestående. Det store var at vågne op om morgenen og ikke have ondt i leddene. Jeg satte kroppen på pause, og jeg er heldig, at jeg ikke tager på, så man kunne ikke se det, og jeg har altid tænkt over, hvad jeg spiser. Men jeg kunne også godt mærke, at de første alderstegn kom, da jeg stoppede. Det tog længere tid at restituere og længere tid at varme op. De unge kunne jo gå direkte på banen, mens jeg skulle bruge 20 minutter på at blive klar.

Hvordan har du det med krop og sundhed i dag?

– Det tog mig flere år at lære at træne for min egen glædes skyld. Før var der programmer og turneringer, men i dag tænker jeg mere over, hvor længe og hvor langt, jeg har lyst til at gå eller cykle. Jeg kan godt lide den payback, man får af kroppen, når man motionerer, og jeg kan blive helt afhængig af de hormoner, motion udløser. Der sker noget, når man kommer over 50, og i dag kan jeg ikke løbe på grund af en gammel skade. Det ærgrer mig, for jeg var så glad for at løbe. Nu cykler jeg en times tid tre-fire gange om ugen. Jeg spiser stadig sundt, og jeg giver aldrig totalt slip i forhold til at spise, hvad jeg vil. Jeg er stadigvæk disciplineret.

Er der noget, du ville ønske, du kunne gøre om i din karriere?

– Jeg ville ønske, at jeg havde lyttet lidt mere til mig selv dengang. Det var ikke kun den fysiske del af træningen. Men når kroppen er smadret, har du heller ikke det mentale overskud til at præstere. Men det er svært at forstå, når man er 18 år og ikke tænker på fremtiden.

Atletikudøver Renata Pytelewska Nielsen har vundet DM i atletik og længespring ca. 20 gange og fået EM-guld og VM-bronze.

"Jeg har accepteret, at min krop ikke er 25 år længere"

Hvordan var dit forhold til din krop, da du var aktiv i sport?

– Jeg gik meget op i min krop og passede godt på den. Jeg var helt klar over, at et par ekstra kilo på sidebenene ikke var godt, så jeg var meget opmærksom på, hvad jeg spiste. Om vinteren var man lidt mere fri til at variere sin kost. Det var også vigtigt for mig, hvordan jeg så ud. Jeg vidste udmærket, at min sport krævede en slank og stærk krop, men samtidig ville jeg gerne se kvindelig ud. Men øverste prioritet var altid træningen, og det var styrketræning med mange kilo. Ikke bare fem eller ti.

Hvad skete der, da du stoppede?

– Jeg stoppede som 34-årig i 2000. Jeg var lidt mod min vilje blevet opereret i knæet og fik efterfølgende en skade. Genoptræningen tog alt for lang tid, så jeg kunne ikke nå at være klar til OL i Sidney det år. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne fortsætte på internationalt plan, for min ambition var finaleplads i OL 2000, men jeg kom aldrig af sted. De første seks-otte år efter jeg var stoppet, forandrede min krop sig ikke meget, for jeg var blevet afhængig af at træne og jeg fortsatte med at træne efter jeg var stoppet som professionel. Men i 2013 blev jeg syg med brystkræft, og det tog hårdt på kroppen. Det var en hård periode, og jeg havde svært ved at acceptere, at min krop var blevet slidt af kemoterapien.

Hvordan har du det med din krop i dag?

– De sidste fem år er ret tydelige at se på min krop. Jeg har taget nogle ekstra kilo på, men jeg er stadig opmærksom på, hvad jeg spiser. Jeg prøver at bevæge mig to gange om ugen med enten styrketræning eller løb, for jeg kan godt lide at mærke min krop, og det kan jeg sandelig også i dag. Måske burde jeg træne noget mere, men jeg er mere afslappet i dag, hvor kroppen ikke skal præstere noget. Jeg har forliget mig med min krop og accepteret, at den ikke er 25 år længere.

Hvordan spiser du i dag?

– At spise sundt er en arbejdsskade, som jeg stadig har. Jeg tænker meget over, at jeg ikke har brug for ris og pasta, for det er tomme kulhydrater, som jeg derfor kun spiser sjældent. I stedet tænker jeg på at få proteiner og friske grøntsager. Der er bare kommet lidt flere kager oveni, men i dag er det med god samvittighed.