Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Malte var ét stort smil, da han fortalte mig, at hans forældre var gået med til, at vi lånte deres sommerhus. Vi havde nemlig planlagt at holde en stor sommerfest for både venner og familie.

Malte og jeg var begge midt i 20’erne. Vi havde kendt hinanden i to år, og vi var begyndt at tale om, at vi snart ville flytte sammen. 

LÆS OGSÅ

Min mand har manipuleret vores datter væk fra mig

En læser spørger, hvordan hun genopretter forholdet til sin datter, der er blevet manipuleret i en sådan grad, at hun ikke længere vil se sin mor. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Vi var stadigvæk nyforelskede, så festen var også en markering af, at vi nu var et par.

I tiden op til festen hyggede vi os med at udforme invitationer, planlægge indkøb, arrangere telte til overnattende gæster – og så håbe på, at vejrguderne ville være med os.

Alt syntes heldigvis at klappe på dagen. Min mor var en af de første, der ankom. Hun var glad for at være inviteret. Min mor og jeg var ret tætte og gode til at læse hinanden. Ikke blot var jeg enebarn, min far var også død, da jeg var ganske lille, så det havde altid bare været min mor og mig. 

Hun havde også altid været der for mig, og jeg forsøgte at være der for hende. Det sidste års tid havde nemlig været hårdt for hende. Hele to mænd havde vraget hende. Så da Malte roste hendes kjole og udseende, kunne jeg se, at komplimentet faldt på et tørt sted. 

Det var nu heller ikke ufortjent, for min 48-årige mor så brandgodt ud.

Så gik dagen og aftenen ellers slag i slag. Jeg fløj rundt som en hvirvelvind, snakkede og skålede med gæsterne. Vejret var fantastisk, alle hyggede sig i stor stil – også min mor. Hun fangede mig flere gange og sagde, at hun var så glad for at være med, og hvor var Malte dog dejlig – så opmærksom og hjælpsom.

Det havde min mor helt ret i. Malte var en beleven vært, der sørgede for konstante forsyninger af mad og drikke til gæsterne, mens jeg selv havde så travlt med at snakke, at jeg glemte at få spist noget særligt.

Til gengæld fik jeg drukket en masse hvidvin. Alt for meget, viste det sig snart…

Allerede ved midnat blev jeg nemlig dårlig, men Malte var der heldigvis. Han lagde sin arm blidt om mig og hjalp mig ind i seng. Han sørgede også for at jeg havde noget vand og kyssede mig god bedring. 

Han skulle nok holde styr på resten af festen.

Da jeg næste gang slog øjnene op, var det daggry, og det første, jeg lagde mærke til, var, at Malte ikke lå i sin side af sengen. Jeg satte mig op med værkende hoved, stod op og drak et glas vand og listede så ud på terrassen for at få lidt morgenluft. 

Jeg kunne høre en enkelt eller to småsnorke fra et af teltene. Og så lyden af en stor fugl, der lettede fra taget af annekset, som vi havde ladet min mor få. En indskydelse fik mig til at gå derned, og et øjeblik efter forsvandt jorden ganske enkelt under mig. For da jeg kiggede ind ad vinduet, så jeg min mor ligge nøgen, sovende dybt i armene på en lige så nøgen Malte. Jeg stivnede, så begyndte jeg at ryste over hele kroppen. Jeg flåede døren op og skreg mod sengen:

– Hvad er det her? Hvad fanden er det her?....

Billedet af de to i sengen brændte sig fast på min nethinde. Jeg styrtede ud af annekset og husker ikke andet, end at jeg løb. Min næste erindring er, at jeg sad i et tog på vej hjem, og fuldstændig knust og grædende ringede til min veninde, Anja. 

Malte havde været mig utro, til vores egen fest. Og ikke bare det. Han havde været utro med min egen mor. Hvordan kunne han? Hvordan kunne hun? Hvor langt ude, kunne man være!

De første dage var Anja hos mig konstant, og jeg ignorerede alle opkald fra både Malte og min mor. Min mor kom også og bankede på min dør, men jeg kunne slet ikke se hende i øjnene, så jeg skrev en sms til hende om, at hun skulle holde sig langt væk.

LÆS OGSÅ

Da Matilde Kimer kom hjem fra psykologen, fik hun en klar besked fra sin mand

Som korrespondent for DR i Ukraine og Rusland har Matilde Kimers arbejdsliv bragt hende i både farlige og pressede situationer. Men selvom hun er vant til at pendle mellem bomber og trygt familieliv, væltede hun, da hendes mor gik bort – og det fik hendes mand til at reagere.

Med Malte gjorde jeg kort proces, da jeg havde genvundet en smule indre styrke. Jeg ringede til ham og sagde kort, hvor såret og skuffet jeg var, og at jeg intet ville have med ham at gøre igen. 

Malte ville undskylde og forklare, men jeg havde ikke mere at tale med ham om.

Det var virkelig en seriøs krise for mig. Som tiden gik, begyndte jeg dog at savne min mor, men så snart billedet af hende og Malte nøgne sammen i sengen i annekset dukkede op, kunne jeg ikke finde ud af at tilgive hende. Og jeg mærkede en foragt, som efterhånden mildnedes lidt, mens skuffelsen indtog dens plads i stedet.

Min mor gjorde ellers alt for at blive forsonet med mig. Hun skrev blandt andet et brev, hvor hun erkendte, at hun havde opført sig fuldstændig utilgiveligt, at hun ikke vidste, hvad der var gået af hende, og at hun fortrød bitterligt. Hvordan kunne hun dog råde bod på sit svigt?

Jeg blev hende svar skyldig.

Et års tid efter mødte jeg Martin, en fantastisk varm og rolig fyr, som jeg var helt tryg ved. Det var, som om vi altid havde vidst, at det skulle være os to. Vi flyttede hurtigt sammen, og efter et års tid blev jeg gravid. 

Vi var lykkelige.

Jeg tror, graviditeten satte skub i noget i mig. Jeg var jo min mors eneste barn, og vi havde jo altid været så tætte. Jeg savnede hende også, nu jeg var gravid, men samtidig var jeg stadigvæk vred på hende. 

Jeg fattede fortsat ikke, hvad der havde fået hende til at opføre sig så langt ude over for mig.

Martin forstod mine blandede følelser, men mente også, at jeg skulle se at komme videre, for det var jeg jo kommet i mit virkelige liv. Han syntes også, at det var synd, hvis vores kommende barn ikke skulle kende sin mormor på grund af den her sag. Han mente heller ikke, at det ville tjene nogen, hvis det her blev ved med at spøge i vores liv. 

Jeg følte mig efterhånden mindre stejl, og trangen til at dele min glæde over vores kommende barn med min mor voksede.

Anja, min veninde, kom mig, som så ofte før, til undsætning. Vi talte om, hvorvidt jeg kunne skrive mig ud af min skuffelse og genfinde en form for respekt for min mor. Bare det at få beskrevet mine følelser, få dem ud gennem fingrene, ned på papir og overbragt til min mor, ville være en slags terapi, mente hun. Ligesom hun også rådede mig til at lade min mor sætte sine egne ord på, hvorfor det dog var sket.

Jeg besluttede at skrive et brev. Jeg brugte flere dage på at gøre det færdigt. Det virkede faktisk rensende på mig. Jeg bearbejdede svigtet og begyndte at få skuffelsen ud af kroppen. Jeg skrev meget ligefremt til min mor, at det hele stadigvæk var svært, men at jeg var kommet videre nu, og at jeg havde gode nyheder. 

Jeg håbede blot, at hun ville forklare sig. For det var vigtigt.

LÆS OGSÅ

Stine har aldrig haft en ”rigtig” ven – og i dag ved hun godt hvorfor

30-årige Stine Gry Juul Nielsen har i mange år haft svært ved at få venner, fordi behovet for at opnå anerkendelse gennem sit arbejde vægtede højere. I dag arbejder hun for at bryde tabuet, for det er ikke pinligt at føle sig ensom, mener hun.

Det var en speciel fornemmelse at sende brevet, og jeg var selvfølgelig spændt på min mors reaktion. Den kom efter et par dage. I en sms skrev hun, at hun var lykkelig for, at vi endelig kunne mødes igen.

Martin og jeg kom gående hånd i hånd, jeg med min snart højgravide mave. Da min mor fik øje på mig, løb hun os i møde. Hun gav mig et langt knus, som sagde mere end mange ord. Efter nogle lange sekunder holdt hun mig ud for sig:

– Sofie… hvor er det dejligt at se dig igen. Jeg har sådan savnet dig!

Hun og jeg gik alene ind på en café og talte om løst og fast, først lidt tøvende. Så lagde min mors ansigt sig i alvorlige folder.

– Sofie, jeg håber du ved, at jeg skammer mig så forfærdelig over, hvad der skete til den fest. Det var utrolig umodent af mig. Jeg ved, det ikke kan undskyldes, men jeg fik alt for meget at drikke og blev så smigret af Malte. Og det ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg følte mig så forladt. 

Måske var der noget panikalder i det også. Det undskylder dog ingenting, jeg kan garantere dig for, at det har fyldt hver en time i mit døgn lige siden.

Der var stille mellem os, mens jeg så en velkendt oprigtighed i hendes øjne. Hun kiggede ned, inden hun fortsatte:

– Jeg er bare så glad for, at vi sidder her i dag, og jeg føler mig så stolt, når jeg ser dig og din smukke mave.

Jeg tog en dyb indånding og greb min mors hånd.

– Der er et mørkt kapitel i vores bog, mor. Men jeg vil gerne være med til at skrive et nyt. Et nyt og sjovere kapitel, hvor du skal være mormor, og jeg skal være mor.

Jeg kunne se, hvordan lettelsen bredte sig i ansigtet på min mor. Selv kunne jeg faktisk også mærke, hvor rart det var at lade den bitre kugle i min mave blive opløst og erstattet af tilgivelsens varme kraft. 

For tilgivelsen havde omsider fundet vej til mig, det kunne jeg mærke, og i dag har min mor og jeg det heldigvis virkelig godt sammen igen. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.