Adoption

Foto: Søren Jansby og privat Susanne Port har støttet sin datter, Maria, i at lede efter sin biologiske familie i Colombia. For hende føles det helt naturligt, og hun betragter hele processen som en gevinst for alle parter.

Adoptiv mor om adoption og biologiske forældre

Adoptivmor: "Det skal ikke være forkert at ville vide, hvor man kommer fra"

Da Susanne Port og hendes mand adopterede to guldklumper fra Colombia i 1990’erne, fortalte de fra begyndelsen børnene åbent om deres baggrund. Susanne var da også med på sidelinjen hele vejen, da datteren Maria ville opsøge sin biologiske familie.

På Maria Ports mobiltelefon ligger der en video, som nok aldrig bliver slettet. Den viser den 17-årige piges første møde med sine biologiske forældre og fire søskende i lufthavnen i Colombias hovedstad en sommerdag i 2016.

– Det var helt vildt at se dem og få knus af dem. Jeg er meget genert og var ved at vende om flere gange, men det var godt, jeg ikke gjorde det, smiler den kønne pige med et brus af charmerende krøller om hovedet.

På videoen ser man ikke, at hendes mor, Susanne, og far, Dieter, står ved siden af og følger hele seancen. De var rejst til det sydamerikanske land for at støtte Maria og hendes 20-årige storebror, der også skulle møde sin biologiske familie for første gang. For Susanne blev det en lige så uforglemmelig rejse.

– Det var så rørende at se glæden både hos mine børn og hos de mødre, der måtte give dem væk som spæde, siger 51-årige Susanne med et smil til Maria.

Mor og datter sidder i køkkenet på familiens landsted i Gånsager i Sønderjylland og fortæller historien, der tog sin begyndelse i 1996, hvor Susanne og hendes mand adopterede Marias bror, Martin. Han var bare otte uger. Tre år senere stod de på det samme børnehjem i Colombias hovedstad og fik lagt lille Maria i deres arme.

Da Maria og Martin kom til verden, vidste de ikke, at de ville blive adopteret af kærlige danske forældre med bolig lige midt i den sønderjyske natur

Fra begyndelsen var Susanne og Dieter meget åbne om børnenes herkomst. De har vist dem fotos, og i deres stue hænger der flere billeder og et skilt, hvor der står „Colombia".

– Da Maria gik i børnehaveklasse, tog jeg hen på skolen og fortalte om, hvor Maria kommer fra. Alle kan jo se, at hun er mørk i huden og ikke ligner de andre børn på udseendet, fortæller Susanne, mens Maria supplerer hende:

– Jeg kan huske, at du havde taget en kage med, hvor det colombianske flag var skrevet med glasur.

LÆS OGSÅ: Micki var "klassens tykke dreng": "Min livsglæde er blandt andet en reaktion på de udfordringer, jeg har været igennem"

Som en gave

Som barn udviste Maria ikke synderlig interesse for at opsøge sine rødder. Men en fodboldkamp under VM i 2014 fik vendt op og ned på det.

– Én af fodboldspillerne på det colombianske landshold har samme efternavn, som jeg er født med. Det fik mig til at blive nysgerrig. Jeg ville have deres forklaring på, hvorfor de bortadopterede mig, fortæller Maria, der er i lære som pædagogisk assistent.

Maria gik til sin mor med sit projekt og fik opbakning med det samme. Som adoptivmor har Susanne ikke altid haft en drøm om, at hendes børn en dag skulle møde deres biologiske familier. Men med årene er hun blevet mere og mere bevidst om, hvad kontakten kunne betyde for Martin og Maria.

– De kan jo ikke spejle sig i min mand og mig, hvad angår udseendet. De manglede lige at finde de sidste brikker i deres puslepil. Takket være nogle mennesker i Colombia har vi vores børn. Og vores hjerter er store nok til at rumme dem også, siger Susanne, som på ingen måde føler sig tilsidesat som mor.

– Jeg ved godt, at nogle tænker sådan. Og jeg er også blevet spurgt, om det ikke er hårdt ved mig. Men jeg ser det kun som en gave og en kærlighedserklæring fra vores børn, at vi må være en del af deres historie.

Martin blev smittet af sin søsters iver efter at finde sin familie, og stort set sideløbende satte de en eftersøgning i gang med hjælp fra den statslige børneinstans i Colombia, ICBF. Kun to måneder efter fik Maria en besked, der et øjeblik gjorde hende mundlam: Hendes forældre var fundet, og hun var velkommen til at kontakte dem.

– Jeg skyndte mig at skrive en mail til dem, og halvanden dag efter var der svar. De skrev undskyld mange gange for at have givet mig væk. Men jeg kom som femte barn, og de havde ikke råd til flere dengang. De spurgte, om jeg kunne tilgive dem, for jeg var deres prinsesse, fortæller Maria.

 

Susanne sidder ved siden af sin datter med et smil på læben. Hun blev så glad på Marias vegne over det hurtige gennembrud i eftersøgningen.

– Det var helt fantastisk. Og samtidig gør det så ondt at høre, hvordan Marias mor har grædt sig i søvn over savnet. Derfor glæder det mig også ekstra at kunne genforene mor og datter og være med til at gøre dem hele igen.

LÆS OGSÅ: Charlotte forstod pludselig sig selv, da hendes søn fik diagnosen ADHD

Tættere familie

Martin fandt også sin familie – en mor og tre søskende – i januar 2016, og derefter blev det hurtigt besluttet, at hele familien Port fra Sønderjylland ville rejse til Colombia for at møde alle de mennesker, som er vævet ind i Maria og Martin.

Forinden havde de talt sammen i telefonen flere gange, og ventetiden op til rejsen var næsten uudholdelig.

– Vi havde hjertet oppe i halsen af spænding, griner Susanne, der følte det helt surrealistisk endelig at stå i lufthavnen og hilse på de kvinder, der har født hendes børn.

– Det var meget overvældende. Vi græd ikke som piskede ligesom i „Sporløs", men alle skulle lige hen og snakke og røre. Og så var det så sjovt at se, hvem børnene ligner. Det er ikke svært at se, hvor Maria har sit temperament og sin måde at tale med hænderne fra. Og det er kun positivt ment, ler Susanne og lægger en kærligt hånd på Marias skulder.

Maria med sin biologiske far i Colombia. Maria taler en smule spansk, men ellers kunne storebror Martin stå for kommunikationen, da han har lært sproget flydende.

Martin fandt sin biologiske ­mor. Hans biologiske familie kommer fra meget fattige kår og lever for under fem dollars om dagen.

Som mor kan hun se, hvordan det har forandret Maria at finde sine rødder.

– Det har givet hende en større ro i sit liv. Og så har det gjort os tættere som familie. Vi kan snakke om alting, siger Susanne.

Maria nikker. Hun er taknemmelig for, at hendes forældre har været med hele vejen og kan ikke forestille sig at have opsøgt sine rødder og være rejst til Colombia alene.

– Jeg har talt med en pige, som ikke føler, at hun kan sige til sine forældre, at hun gerne vil opsøge sin biologiske familie. Det er synd, at det skal være sådan en svær ting, siger Maria, der har været ude at holde foredrag om sin oplevelse med at lægge sit livs puslespil færdigt. Det er Susanne stolt af.

– Vi er glade, hvis vi kan være med til at bryde et tabu. Det skal ikke være forkert at ville vide, hvor man kommer fra. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Forældre, Familieliv og Adoption

610x200_woordy_knap2.jpeg