Anders Matthesen: "Det er et minefelt at navigere i"

Der har kørt en del overvejelser rundt i Anders Matthesens hoved, mens han de sidste tre år har arbejdet på efterfølgeren til den succesfulde film Ternet Ninja. På hans kontor ligger håndskrevne noter, stakkevis af papirer, og på gulvet triller den fiktive karakter Stewart Stardusts cigar rundt. På hylderne står udklædningsparykker, hovedløse hatte og en uendelig række af prisstatuetter – Zulu Awards, Robert-statuetter, Bodilpriser og den, som Anders er mest stolt af, Orla-prisen. Den fik han i 2017 for hans første bog om den ternede stofninja, der hævngerrigt vil stoppe den skruppelløse direktør, som ejer fabrikken, han er produceret på. Ternet Ninja får hjælp og gode råd af teenageren Aske, der også får brug for dukkens hjælp i sit eget liv.

"Orla-prisen betød noget særligt, fordi det er børnene, der har stemt," fortæller Anders Matthesen, mens han med hurtige bevægelser rydder bordet i midten af kontoret.

"Jeg har haft vandskade for nylig, så det hele roder lidt. Jeg skal lige finde ud af, hvad der skal ske med de forskellige ting. Også priserne – det virker måske lidt meget at have dem stående som det første, når man kommer ind ad døren," smågriner han.

Anders er nemlig ikke en mand, der skilter stort med sine succeser. Men han ved efterhånden, hvordan det er at komme tilbage efter en. For der har været mange af dem gennem årene.  

"Det er lidt spændende hver gang, når man skal finde på noget nyt. Da jeg havde lavet børneradioføljetonen Terkel i knibe, som blev meget populær, oplevede jeg en lidt svær periode. Jeg kunne simpelthen ikke finde på noget nyt. Så jeg endte med at gå rundt i total desperation. Jeg begyndte for eksempel at lave køleskabsmagneter ud af fimoler. Jeg begyndte at tegne, male og lave alle mulige andre hobbyting. For at forsøge at lege nogle nye ideer frem. Og til sidst lykkedes det jo," siger Anders med et smil på læben, og fortsætter.

"Det kan jeg næsten ikke bære at se. Det er lidt ligesom at se gamle klassebilleder af sig selv. Puha altså. Men jeg tænker da også, at nogle af mine jokes er virkelig fede. Og nogle af dem ville jeg endda ønske, at jeg havde gemt til i dag, fordi jeg tror, at jeg ville kunne lave dem endnu bedre."

"Men det er ikke dem alle. For nogle af mine jokes er tiden løbet fra. For eksempel når jeg ser Terkel i Knibe i dag, så synes jeg nok, at den er lidt voldsommere, end den egentlig burde være. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at det er ærgerligt, at tiden er løbet fra de jokes. For det har også været en god udvikling – men det er klart blevet sværere at lave comedy i dag end førhen."

Hvordan er det blevet sværere?

"Det er et minefelt at navigere i. Det er svært at være populær i dag, hvis man også vil have folk til at grine. For det der med at lave sjov, det handler jo om at give folk et lille chok. Og hvis man vil give folk et lille chok, så er det meget svært ikke at forstørre virkeligheden og stereotyperne i den – og det må man jo helst ikke i dagens samfund. Men jeg har det også bare sådan, at jeg laver det, som, jeg synes, er rigtigt."

"Der er en balance mellem, at man ikke skal blive en gnaven gammel mand, der hænger fast i fortiden. For samfundet skal udvikle sig. Men det skal heller ikke kamme over til den anden sig. Så længe jeg kan se mig selv i spejlet og ikke træde på nogen, skal der ikke stå nogen ved siden af og sige: "Jamen det, du siger, kan såre nogen." Rend mig i røven. Jeg sårer ikke nogen. Jeg ved godt selv, når jeg er ond, og når jeg er god. Og det må jo være sådan, vi navigerer. Og jeg er glad for, at jeg har det på den måde og er ret ligeglad med, hvad andre tænker. De kan bare lade være med at se mine ting, hvis de ikke kan lide det."

Du stoler meget på din egen mavefornemmelse?

"Ja, men det er også det eneste, som jeg har at navigere efter. Fordi ellers skal jeg jo til at være sådan en, som følger tendenser – og det gider jeg ikke. Tendenser som dem, man ser i de amerikanske serier, hvor man altid skal have politisk korrekte personer, forskellige minoriteter og alle seksuelle overbevisninger med. Det er rigtig dejligt, at vi er nået dertil, hvor man for eksempel kan vise et homoseksuelt par i en serie – det er det! Men hvis det bliver et krumspring, man gør for at tilgodese alle de forskellige miljøer, så synes jeg simpelthen, at det bliver topfesent. Og det gider jeg ikke. Så jeg er glad for, at vi er nået dertil, hvor der er plads til alle i serierne, men man skal ikke have alle med bare for at have dem med," siger Anders og følger op:

"Det er lidt ligesom, at jeg er glad for, at vi har fået snakket om #MeToo, racisme og alt det der. Men nu skal vi også have det justeret og få fornuften tilbage. Vi er nået et langt stykke og er blevet meget mere tolerante og gode, men nu skal vi passe på, at det ikke tilter over, og vi bliver sindssyge. For eksempel synes jeg, at manden og de maskuline værdier er blevet dæmoniseret en smule. Så jeg tror faktisk, at rigtig mange mænd befinder sig i noget, hvor de snakker efter munden."

Jeg føler mig selv som en moderne mand. Jeg repræsenterer ikke nogen som helst gamle værdier, men jeg er heller ikke en trendy mand. Og det skal der også være plads til. Alle typer af mennesker. Alle farver og forhold. Men også almindelige mænd, der ikke render rundt med bamseseler, bager sukkerfri klidboller og hashtagger #stayhydrated.  Så nu handler det om at få sagt fra. Og det er jo svært, fordi man har en risiko for at ryge uden for fællesskabet og gøre sig upopulær. Men det er jeg mere og mere åben overfor."

"For man er simpelthen bare nødt til at stole på sin mavefornemmelse og lade være med at være bange for at blive upopulær. Det er sådan, jeg lever. Stå ved den, du er, og det produkt, du har lavet. Og sig aldrig undskyld for det. Det simpelthen noget af det mest rædselsfulde. Det der med at folk siger undskyld. For det er så suspekt. Det kommer til at virke så uærligt – og så vil jeg hellere gå ned med et brag. Ikke det der: Vi vil ikke have balladen, så vi skynder os bare at sige undskyld," imiterer Anders, mens han slår over i en lille, usikker stemme. Præcis som var det en af rollerne i hans nye film, hvor han selv indtaler alle karakternes stemmer.

Netop det med at stå ved sig selv er et af de budskaber, som Anders gerne vil brede ud til børnene og alle andre, der skal se efterfølgeren til den populære film om den ternede stofninja.

"Man skal prøve at være god nok, som man er – og det er jo netop et tema i filmen. I stedet for hele tiden at tænke, at man skiller sig ud, fordi man synes noget andet end andre. Og så handler den jo også om at udvikle sig. Hovedpersonen Aske vil gerne højere op, end han er. Han vil gerne kunne det spring, som han ikke kan. Han vil gerne have den pige, som han ikke kan få fat i. Han vil gerne være bad boy. Og jeg synes, at der i verden er en meget kedelig tendens til, at alle skal være mere, end de er. Både på de sociale medier, men også karrieremæssigt. The sky is the limit," siger Anders igen med en forvrænget stemme, inden han fortsætter.

"Det skader jo ikke at have nogle mål, men hold kæft hvor er det svært som forældre ikke at heppe lidt for højt, når de spiller fodbold, eller rose en tegning til skyerne. Man skal heller ikke sige: "Den er grim, det kan du gøre bedre," men man kan jo godt finde på noget, hvor man spørger: "Fedt, var det sjovt at lave den?" Så man i stedet fokuserer på, om de har sig selv med – og hele tiden siger, at de ikke skal gøre det for de voksnes skyld. Vi forventer ingenting. Bare de hygger sig og er glade."

De råd, Anders giver til sine børn, er også nogle, som han forsøger at efterleve selv. Og det kommer faktisk meget naturligt – for han er drevet af processen og ikke af de mange statuetter, priser og gyldne dingenoter, der præger hans kontor.

"Jeg er egentlig slet ikke så resultatfikseret, som mange måske tror. Det, jeg laver, skal være drevet af lyst. Men ingen tvivl om at jeg er ivrig for at blive ved med at gøre det bedre. Og så længe jeg er i gang med noget, tænker jeg, hvordan jeg kan oppe det. Men i det sekund, der er deadline, eller noget er afleveret, så er den lukket. Så tænker jeg ikke mere over det, for jeg kan ikke gøre mere. Jeg forsøger altid nidkært at vælge, hvad jeg har lyst til at lave, og vælge noget, hvor jeg kan komme lidt ud på glatis. Hvor jeg selv kan lære noget. For så er det nyt og sårbart – og så gør jeg mig ekstra umage."

Det lyder lidt som om, at du selv er din værste kritiker?

"Ja, eller jeg tror nu nok, jeg synes, at min kone er min værste kritiker. Der er nogle ting, hvor jeg synes, at det er sjovt, men det synes hun ikke. For eksempel med en video på Instagram. Så siger hun: "Det kunne du godt lige have sat dig ned og skrevet ordentligt. Du skal ikke komme med sådan nogle udslip, når du ikke har gjort dig umage." Det er jo selvfølgelig også hendes arbejde, fordi hun er min manager, så det er jo de briller, hun skal have på. Men der er da tit, hvor jeg selv synes, at jeg er helt fantastisk og tænker: "Ork, hvor er det fedt!" Men så kan jeg bare vise det til hende, og så får man lige flyvehøjden justeret lidt, ha ha."

"Men den værste kritik, jeg kan få, er, når der kommer en beskyldning om, at det, jeg har lavet, har været venstrehåndsarbejde. Eller at jeg har gjort det for pengenes skyld. Så bliver jeg rigtig ked af det og såret. Folk må gerne sige, at de ikke kan lide det, jeg har lavet, eller at jeg er en gammel idiot. Men det der med, at jeg skulle have gjort det uden at gøre mig umage, det er hårdt at høre. For jeg sætter en meget stor ære i at lave tingene rigtigt – og det har jeg en vis stolthed over."

Så du hviler meget i det arbejde, du laver, og de valg, du træffer?

"Ja, det gør jeg bestemt. Sådan havde jeg det ikke i starten af min karriere, hvor jeg nok var lidt mere needy. Jeg skulle tilkæmpe mig en position. Jeg kom fra at lave rap, og det kunne jeg ikke helt få hul igennem med. Så jeg prøvede i stedet standup, og det tog nok 5-10 år rigtigt at få etableret. Og i de år var jeg nok lidt i kamp med de andre i feltet. Man skulle hele tiden have fat i nogle opgaver, som kunne øge ens omtale. Så det var et kapløb hele tiden. Sådan har jeg det ikke i dag. Selvom jeg nogle gange kan se, at nu er der en af de andre komikere, der har et større show end mig, så er det ikke noget, som påvirker mig. Jeg er slet ikke i det der konkurrencemode mere. Jeg tænker bare, at jeg laver det, som jeg laver – og det vil jeg gøre resten af mit liv. Og hvis folk lige pludselig ikke vil se det mere..."

Anders stopper sig selv midt i sætningen.

"Selvfølgelig vil det ærgre mig helt vildt den dag, hvor jeg står i en tom sal. Men jeg bilder mig ind, at det vil være okay. På samme måde som hvis ens kæreste en dag forlader én. Så skal hun bare gøre det. Hvis ikke hun kan lide én, så ville det ligesom også være fedt, hvis hun skred, ikke? Men det betyder jo ikke, at man ikke kan blive ærgerlig på dagen – men man skal ikke gå og ærgre sig i længere tid. For man må ikke ændre på, hvem man er, for at passe ind."