Ane Cortzen: "Mine veninder ser mig mere fordomsfrit, end min familie gør"

Udgangspunkt

– Jeg er vokset op i Rungsted. Fra jeg var helt lille og indtil 13-års-alderen, boede vi i en stor villa på Bukkeballevej omgivet af meget rige mennesker. Min bror og jeg gik på Rungsted private Realskole, og jeg følte mig konstant som en meget fremmed fugl.

– Jeg havde skam veninder, men jeg følte mig altid lidt uden for det gode selskab. Jeg havde meget svært ved at afkode, hvordan jeg skulle opføre mig i det miljø. Med mit korte strithår var jeg ikke en, der umiddelbart passede ind.

– Mit tøj var heller ikke særlig smart. Det var jo tilbage i 80’erne, hvor den der varemærkekrig tog fuldstændig overhånd, og alle skulle rende rundt i Lacoste-trøjer og Moncler-dynejakker. Det var slet ikke noget, mine forældre ville betale for.

– Mine veninders fædre var rige erhvervsmænd, som stort set aldrig så deres børn, og mødrene var tit eksmodeller, der gik derhjemme og var enormt frustrerede. Der var mange skilsmisser, og det blev kompenseret med skiture og heste. Som lille pige var det svært at gennemskue, hvad der egentlig var galt med det miljø. Men sidenhen har jeg kunnet se, at det var rimeligt dysfunktionelt. Det er lidt ligesom, når folk siger, at de er vokset op på Vestegnen, så forbinder man det jo med en ghetto. Og det, som jeg kom fra, var så bare en rigmandsghetto.

– Mine forældre var begge journalister. Min mor arbejdede på Ekstra Bladet, og det var ikke særligt velanset i Rungsted. Min far var chefredaktør på Børsen. Som journalistbarn var det ikke altid lige nemt, for vi havde andre værdier derhjemme. Vi skulle altid se ”TV-Avisen”, det var ikke til diskussion.

– De var voldsomt optaget af samfundsdebatten og tog meget ofte deres arbejde med hjem på den
måde, at de gerne skulle diskutere, hvad der var sket i løbet af dagen. Deres udlægning af samfundets store spørgsmål stod i skarp kontrast Rungsted-normen.

– Jeg husker, at jeg mest var hjemme hos folk. Det var ikke særlig tit, jeg havde folk med hjemme hos mig, fordi mine forældre godt kunne finde på at udspørge dem og tale med dem om ting, de overhovedet ikke anede noget om, og det, syntes jeg, var flovt.

– Vi flyttede ind til København, da jeg var 13. Jeg startede på Ingrid Jespersen Skole på Østerbro og havde det pludselig som om, at jeg var kommet hjem. Der var plads og tolerance til, at jeg kunne være lige den, jeg havde lyst til at være. Her var det faktisk velanset at være lidt sær eller have særlige værdier. Jeg blev mere målt på mine holdninger, end hvordan jeg så ud.

– Det var en anden tid, da jeg var barn, for mine forældre var slet ikke involveret i min hverdag på samme måde, som jeg selv er i forhold til mine egne børn. Jeg fik lov til at passe mig selv. I de ni år, jeg gik til ballet, overværede de ikke min træning eller kørte mig til ting. Jeg tog pligtskyldigt toget og bussen. Og jeg gik også til violin uden at være det mindste musikalsk, og jeg blev hverken hentet eller bragt. Det var min egen verden med mine egne interesser, og det skulle jeg selv arbejde med. Det var selvfølgelig med til at gøre mig rimelig selvstændig.

Kardinalpunkt

– Jeg er drevet af, at ting aldrig nogensinde må blive rutine for mig. For jeg kan rigtig godt lide, når ting er svære – selvfølgelig til en vis grad. Hvis det hele bliver for nemt, kan jeg slet ikke holde det ud. Og det er tiltaget med alderen.

– Jeg har haft en rastløshed, som kun er blevet værre med årene. Da jeg var vært på ”TV, TV, TV”, hvilket jeg var enormt glad for at lave, endte jeg med at kunne lave det i søvne, da jeg nåede fjerde sæson. Jeg kørte den ind med fuldt skuespil, men det kunne jeg jo ikke holde ud i længden, for jeg kunne slet ikke holde tanken ud om, at det, man en gang har brændt for, går hen og bliver noget, man gør på autopilot.

LÆS OGSÅ: Iben og Signe: "Vi har begge fået nogle kæmpe slag i livet"

– Det er som regel en mavefornemmelse, jeg har, hvor jeg bliver vanvittigt ked af det og mangler lyst. Jeg er grundlæggende drevet af begejstringens glæde, og hvis den begynder at forsvinde, og jeg er ked af at vågne og skulle på arbejde, så kan jeg ikke fortsætte. Jeg kan ikke tvinge mig selv, og slet ikke i det job, jeg har, hvor jeg som udgangspunkt skal virke begejstret, for så bliver det virkelig pinefuldt.

– Til allersidst får jeg en facade på, og det er dybt ubehageligt. Når noget, man elsker så højt, bliver til noget, man lader som om – det er virkelig forfærdeligt og uudholdeligt. Jeg sammenligner det med et parforhold, hvor man har været dybt forelsket og så ikke er det længere. Og man i stedet skal lade som om og holde i hånd i biografen, selvom man slet ikke har lyst til det.

Lighedspunkt

– Min far og jeg har samme temperament, og jeg ligner ham mere og mere, jo ældre jeg bliver. Han havde noget, da jeg var barn, som vi kaldte ”syndrom”. Hvis vi var i Hørsholm Midtpunkt, og jeg spurgte, om jeg måtte få en is eller et penalhus, så skulle jeg da selvfølgelig have det. Og lige pludselig skiftede det, så skulle man stoppe med at plage, og man vidste aldrig hvornår. Det var helt irrationelt, hvordan han kunne vandre fra det ene yderpunkt til det andet. Og det syndrom har jeg overtaget, kan jeg mærke. Min datter har også bemærket det: ”Nåh, du har da ja-hatten på i dag”. Og ja, det lyder jo bekendt.

– Min mand og jeg er ret loose, hvilket er lidt irriterende, fordi vi altid gerne vil have, at det er den anden part, som arrangerer ting. Vi er ikke gode til at planlægge sommerferie et halvt år i forvejen eller vores weekender. Til gengæld har Benjamin langt mindre temperament end mig, for han er meget mere rolig og super grundig og møjsommelig, hvilket jeg ikke er. Så lige på det punkt er vi ret forskellige, ellers er vi meget ens. Jeg tror også, det er derfor, vi har været sammen i 23 år. Der er ikke ret mange ting, vi kan skændes om, for vi er i bund og grund enige.

Holdepunkt

– Vi er fem veninder tilbage fra 7. klasse på Ingrid Jespersen, og de kvinder er mine nærmeste og mit holdepunkt ligegyldigt, hvad jeg foretager mig. Med min familie er det noget andet.

– Mine veninder kender mig, og vi kender hinandens historier, så der er intet behov for forklaring. Vi kan mødes og snakke ud fra der, hvor vi er. Vi skal ikke bruge lang tid på at spore os ind på hinanden. Det er sgu også okay at være ucharmerende, træt, sur eller virkelig irriterende – man behøver ikke at gøre sig umage. Livet bliver mere og mere fragmenteret, og mine veninder er den konstant, der har været der i så mange år. De ser mig mere fordomsfrit, end min familie gør.

Punktlighed

– Jeg er meget punktlig, synes jeg, eller jeg værdsætter punktlighed, lad mig sige det sådan. Hvis jeg selv kommer for sent, er det frygtelig pinligt, for jeg bryder mig ikke om at spilde folks tid på den måde. Nu er jeg lidt hyklerisk, fordi jeg selv kom for sent til interviewet her. Men generelt har jeg meget i mit liv, som er så fragmenteret, at jeg er nødt til at gå op i punktlighed.

– Jeg er jo egentlig ikke så skide punktlig, når det kommer til stykket, men vil gerne være det. Min dagligdag er jo bygget op af moduler, så hvis jeg skubber til et, så rykker det sig hele vejen ned. Det bliver en dominoeffekt, og det er da irriterende.

– Da jeg var yngre, var det meget normalt at komme inden for en halv time af, hvad man havde aftalt. Sådan er det ikke mere. ”Fashionably late” og ”det akademiske kvarter” er slut, for det bliver generelt opfattet som dårlig stil. Jeg er med i tre forskellige bestyrelser, og der har jeg lagt mærke til, at selv hvis jeg kommer på slaget, så er alle andre der i forvejen. De kommer fem til ti minutter før, og det er jo snyd. Jeg kan komme til tiden, men ikke før.

Svagpunkt

– Jeg har en tendens til ikke at tænke ting til ende og er ikke specielt rationelt anlagt. Det betyder jo så, at jeg nogle gange befinder mig i situationer, som er helt åndssvage. Hvorfor har du gjort det her, Ane? Fordi jeg er rigtig dårlig til at planlægge min egen tid. På et tidspunkt havde jeg en personlig assistent,
og det var de bedste måneder i mit liv, men det var for dyrt i længden.

LÆS OGSÅ: Adam Duvå Hall: Jeg misunder kvinders evne til at tale åbent om tingene

– For nylig har jeg for eksempel afholdt to saloner i Århus, og samtidig havde jeg sagt ja til at se min søn spille håndbold og at skulle male et eller andet derhjemme. Men jeg havde jo overhovedet ikke tænkt på, at det tager tre timer at komme til Århus med tog, både ud og hjem – altså seks timer. Det havde jo været lidt smartere, hvis jeg havde ryddet kalenderen og overnattet i Århus.

Hvem har du et svagt punkt for?

– Jeg kan godt lide de her renæssance-mennesker, og ja, det er et irriterende ord, men dem, som er vildt nørdede, dybt filosofiske eller har skjulte talenter. Det er ikke noget, de nødvendigvis går og blærer sig med. Det kan være en, der er ekspert i Jean-Paul Sartre, som sælger hvidevarer til daglig – den type mennesker har jeg et svagt punkt for.

– I første sæson af ”Danmarks bedste portrætmaler” var der en kvinde, som hed Tina, og hun var buschauffør og et fantastisk menneske med stort talent. Jeg husker hende som enormt inspirerende, for det er fantastisk, når man sprænger den bås, man er sat i.

Synspunkt

– Det her med at danne sig en holdning til det meste spinder jeg guld på i dag, ha ha. Mine forældre har været enormt gode til at lære mig at forholde mig kritisk til omverden. Det er jo en ren journalistdyd at forholde sig kritisk til alting. Og det er også noget, jeg prøver at give videre til mine egne børn.

– Engang for mange år siden, hvor jeg lige var blevet tv-vært, medvirkede jeg i et program, der handlede om tv’ets rolle i barnets opdragelse, og hvad de lærer af det. I den forbindelse blev jeg hevet ind i ”Aftenshowet”, og her fortalte jeg, hvad mine egne børn så i fjernsynet. Nogle dage senere var jeg i Ikea med mine børn for at spise kødboller og købe småting, og pludselig kom der en fremmed mand hen med sin kone og børn. Han kom helt tæt på og spurgte rasende, hvorfor han for helvede skulle lægge øre til, at jeg var en dårlig mor. At jeg lod mine børn se alt muligt lort, og hvorfor jeg dog havde behov for at fortælle det i bedste sendetid. Jeg blev helt mundlam og kunne slet ikke svare, for jeg var simpelthen så chokeret.

– Episoden lærte mig, at jeg ikke skal blande andre mennesker end mig selv ind i det eksponerede liv. Så jeg forsøger at holde mit privatliv privat. Angriber nogen mig på grund af mine holdninger, er det fint, for så har jeg selv stukket næsen for langt frem.

Vendepunkt

– Det afgørende vendepunkt var, da jeg blev mor, hvor jeg fuldkommen ændrede karakter. Jeg følte, at jeg blev nulstillet inde i mit hoved. Egentlig har jeg aldrig været typen, der drømte om at få børn, eller én, der overhovedet lagde mærke til børn. Det var min mand, som var min kæreste på daværende tidspunkt, der gerne ville have børn, så vi gav det et skud.

– Da jeg fødte min datter, gik det ligesom op for mig, hvor sindssygt det er, at man sprøjter et lille liv ud af sig. Jeg fik lyst til at løbe rundt ude på gaden og sige til folk, der havde børn: ”Gud, hvor er det fantastisk, hvorfor går du rundt som om, det er helt normalt? Prøv at se!”. Pludselig syntes jeg bare, at alle børn var søde og fantastiske – små mirakler – og det er de jo også.

LÆS OGSÅ: Clara Rosager: "Jeg er og bliver en evig romantiker"

– Jeg skiftede helt mode i forhold til, hvad jeg ville bruge mit liv på. Pludselig gav det hele bare mening: Jeg ville bare lave børn. Min mor troede, jeg var blevet sindssyg. Jeg ville flytte ud på landet og være selvforsynende.

– Jeg gik fra at være relativt selvoptaget til at skulle skubbe mine egne behov til side. Nu er børnene ved at være så store, at jeg får noget frihed tilbage, og det skal jeg virkelig vænne mig til. I så mange år
har fokus været på dem, og nu kan jeg slet ikke udholde tanken om, atde en dag flyver fra reden. Det er det mest almindelige, og mest menneskelige, men samtidig er det også det skøreste i verden.

– Nu, hvor jeg har skabt dem, er der aldrig nogensinde noget, der kommer op på siden af det. Det er ikke, fordi alt andet er ligegyldigt, men det har ikke min opmærksomhed på samme måde som mine børn, og det er simpelthen sådan en lettelse.

Højdepunkt

– Det er et højdepunkt for mig lige nu, hvor min mand, som er arkitekt og har arbejdet det samme sted i mange år, har besluttet sig for at sige sit job op. Nu har han valgt at åbne en restaurant til maj, og det føles, som om vi arbejder os op imod noget, som også minder om et vendepunkt. Al den arbejdsglæde, han har mistet med årene, er kommet tilbage, fordi han har turdet tage springet.

– Generelt har jeg været ret heldig, for jeg befinder mig altid i nye situationer med vildt inspirerende mennesker. Jeg har masser af små højdepunkter i løbet af en uge og er enormt privilegeret. For eksempel er jeg kommet ind i en tænketank for Københavns Kommune, hvor jeg er med til at debattere hele byudviklingen.

– Jeg er vild med folk, der har en dyb viden omkring et eller andet og kan formidle det på en personlig måde, så bliver jeg helt salig. Dem er der en generel mangel på, for vi er alle blevet småeksperter, mig selv inkluderet, og det kan være enormt tilfredsstillende at møde mennesker, som kan formidle en sindssygt dybdegående viden.

Lyspunkt

– Jeg er meget positivt anlagt, medmindre jeg er ramt af ”syndromet”, og lysten til at tage en stor bid af livet genkender jeg også fra min far. Jeg får et hav af lyse ideer hele tiden. For eksempel har jeg afholdt strikkesaloner, og jeg fik egentlig ideen, da jeg var kulturchef for Kähler. Jeg ville gerne lidt væk fra det
segment, som i forvejen er interesseret i kultur, Politiken plus-segmentet og Louisianadamerne. Og det strømmede ind med folk, som gerne ville strikke, og når man strikker, er man modtagelig for hvad som helst.

Hvad er dit nyeste lyse øjeblik?

– Vi holdt kobberbryllup den 22. juli forrige år. Og det skulle partout være en havefest med kulørte lamper, livemusik, cocktails, fakler og mexicansk foodtruck. Jeg brugte så lang tid på at arrangere det og fandt selv ud af at lave palle-loungemøbler. Jeg købte hundredvis af papirposer, som jeg kunne putte lys ned i, for hele haven skulle være oplyst. Benjamin blev ved med at spørge ind til, hvad vi skulle gøre, hvis det blev regnvejr, og jeg sagde selvfølgelig: ”Der er ingen plan B, for det kommer ikke til at regne”. I dagene op til styrtregnede det, og folk ringede for at høre, om der stadig var havefest. Det helt utrolige var, at det pludselig stilnede af, og så havde vi den mest lyse sommeraften, hvor folk dansede og drak cocktails til den lyse morgen. Det var virkelig en god fest. Faktisk en helt perfekt aften.

Endepunkt

– I den periode, hvor jeg havde allermest travlt, og børnene var små, var jeg afsindigt træt hver aften. Her begyndte jeg at glæde mig til den dag, hvor jeg ikke skulle gå på arbejde mere, og børnene var blevet voksne – en drøm om at sidde på en veranda og strikke. Men det er ikke det, jeg har lyst til nu.

– Min mand og jeg er enige om, at når børnene er flyttet hjemmefra, vil vi ikke eje noget, men sælge alt og rejse rundt i verden. Jeg vil helst ikke ende fastgroet i det samme. Og så har jeg en drøm om at gå sammen med nogle af mine veninder og deres mænd og købe et sted, som vi kan lave om til oldekolle.

– Der er ikke frygteligt mange kvindelige tv-værter over 50 år, og det har jeg da gået og spekuleret over. Så jeg prøver at definere mig som alt muligt andet, det er for skrøbeligt bare at håbe på, at det nok skal gå. Jeg laver heldigvis mange andre ting. For eksempel udkommer jeg med en skønlitterær bog til august, som jeg har gået og skrevet på i flere år. For det skulle jeg da også lige prøve åbenbart.