Anne Glad
SPONSORERET indhold

Anne Glad om ny livsfase: "Det er på en måde megaspændende"

I anledning af kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag har ALT for damerne bedt en række kendte kvinder, der ligesom Mary er født i 1972, om at tegne et billede af både kronprinsessen og den generation, hun er en del af.

Af:: Ditte-Marie Ascanius Foto: Caroline Abildtrup Bagger
08. feb. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad karakteriserer den tid, I fra årgang 1972 blev født ind i?

"Jeg tilhører, ligesom kronprinsesse Mary, Generation X. Selvom hun er fra Tasmanien, er der alligevel nogle kendetegn for vores generation på tværs af lande i hele den vestlige verden. Vi voksede op i 70’erne, hvor der var lidt en krisestemning og en nøjsomhed. Da vi så blev teenagere i 80’erne, blev der via kabel-tv åbnet mere for kulturer udefra, og vi blev præsenteret for et reklamebillede, der blev en fast del af hverdagen. Nu skulle man ikke bare have forbrugsgoder, det skulle også være det rigtige mærke."

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug om kronprinsesse Mary: "Jeg så det der klip på Facebook..."

"Så vi var den første generation, der havde logoer på tøjet. Der lå også et oprør i det, for det var jo noget andet, end vores generation var opdraget til, og derfor virkede det tillokkende. I 00’erne var vi også nogle af dem, der stod i spidsen for den her forbrugsfest. Luksus og dyre produkter gav prestige. Da finanskrisen så ramte i 2008, var der mange der oplevede en forbrugsskam. Vi har indset at det var bedre at fordybe sig og bruge sin tid på noget meningsfuldt. Og det var det der gav prestige."

Hvad er det så for nogle kvinder, der er kommet ud af den generation?

"Vi er blevet opdraget til, at selvfølgelig skulle vi have en uddannelse og ud og have et spændende arbejde, og vi har fået at vide, at vi havde de samme muligheder, som drengene havde. Så kan det godt være vi har slået os på nogle hierarkier på arbejdspladserne, hvor det har vist sig, at vi skulle lige være LIDT dygtigere end drengene. Fordi vi har haft travlt med at give den gas på arbejdsmarkedet og taget fjumreår inden studierne, er vi også en generation, der har fået børn relativt sent."

Ser du Mary som en typisk kvinde af sin generation?

"Ja, for jeg synes, hun er flittig, målrettet og vant til at bruge mange timer på sit arbejde. Hun har fået børnene, ikke sent, men altså ikke voldsomt tidligt. Så hun har udsat nogle ting ved at realisere sig selv først, og det synes jeg er meget karakteristisk for hendes generation. Hun har også hele tiden fokus på, at man skal holde sig i form og passe sit arbejde og sin familie – og det er jo også det, der optager kvinder i vores generation."

Hvilken rollemodel er hun for danskerne?

"Hun holdt jo simpelthen sin første tale på formfuldendt dansk, og så var der egentlig fri passage til danskernes hjerter der. Kan du sproget, synes vi allerede, du er begavet, vittig og vidunderlig. Så alene det … Jeg tror også, mange ser hende som en rollemodel. Men mange kvinder minder nok også sig selv om, at det godt kan være hun formår at have fire børn, arbejde og se fantastisk ud, men at hun også har hjælp til det. Så på den måde er det er en målestok, som kan være lidt op ad bakke at spejle sig i."

LÆS OGSÅ: "Det er nok grunden til, at der er mange skilsmisser i vores generation"

Hvilke tanker gør du dig om livet, nu hvor du fylder 50?

"Jeg er mest opmærksom på, om jeg kan mærke, at jeg går ind i en ny livsfase rent fysisk. For i løbet af det kommende årti kan jeg regne med at skulle igennem en ny biologisk transition, ligesom da jeg gik fra barn til voksen, og da jeg var gravid. Det er på en måde megaspændende, hvad der følger med overgangsalderen. Ellers føler jeg faktisk ikke, at min alder fylder særligt meget. Jeg er småbarnsmor og laver kun sjove ting på mit job og får mange tilbud, så jeg føler ikke at min markedsværdi er dårligere overhovedet. Men jeg tænker da over, om jeg bliver ved med at have energien til at kunne have et liv, der er lige så sjovt og spændende som nu."

Så du oplever det ikke som sådan som et skæringspunkt rent mentalt?

"Jeg havde faktisk mit skæringspunkt, da jeg blev 41, for nu var jeg statistisk set halvvejs i livet, så det var faktisk mere der, jeg tænkte, okay, nu begynder nedtællingen. Har du det liv, du drømmer om, for nu begynder det at være tid til at tage endnu et ryk. Mange af os har levet mange liv allerede, for vi er ikke bare blevet født til en bestemt skæbne. Der er ikke så mange 25-års arbejdsjubilæer i min generation, for vi har nok også den opfattelse, at man altid kan tage et nyt ryk, skabe en ny karriere og familie, for ens livsbane ikke er skåret i granit."

Anbefalet til dig