Anne var sygeplejerske i 25 år, men tog et stort skridt, efter hun blev 50

”Min mor, Anne Dichmann Sorknæs, er præcis den kandidat, du søger."

Sådan indleder Anne Dichmann Sorknæs datter en indstilling af sin mor, som kan læses i sin fulde længde længere nede, da ALT for damerne søger kvinder, der har slået igennem i sidste halvdel af livet. 

Hvad betød det for dig, at din datter skrev sådan?

"Tænk at hun er stolt af mig – det blev jeg meget glad for. Begge mine børn er akademikere og er gået målrettet den slagne vej. Min søn er humanisten. Historiker og arbejder med forskning og uddannelse, mens min datter er uddannet fra CBS og arbejder som marketingchef."

"Jeg har egentlig aldrig opfattet mig selv som ambitiøs, men det passer måske slet ikke. Jeg er uddannet sygeplejerske, og det er jeg stolt af. Men jeg er den første ud af en søskendeflok på fire, der er blevet akademiker. Min storesøster er også sygeplejerske, min lillesøster lærer, og så er lillebror fysioterapeut og arbejder nu med IT."

Har du altid haft en høj arbejdsmoral?

"Bestemt. Min far var slagter, og min mor var lærer, og særligt min far gik enormt meget op i, at vi tog en uddannelse og blev til noget. Vi måtte ikke have fritidsjob, for vi skulle passe skolen. Det lå ham meget på sinde, at vi skulle gøre det godt. Derfor føler jeg også, det er et tilfælde, at det er mig, der er blevet akademiker – det kunne lige så godt være min storesøster, der er meget boglig og har klæbehjerne."

"Vi har fået med fra vores opdragelse, at man skal gøre sig umage, og vi er en meget samvittighedsfuld og hårdtarbejdende flok."

Uddannede sig parallelt med børnene

Hvordan vil du beskrive dit arbejdsliv, før du blev 50?

"Arbejdslivet som sygeplejerske passede mig godt. Efter realeksamen startede jeg som 19-årig som sygeplejeelev. Jeg havde en fast ugentlig fridag og arbejdede hveranden weekend, så på min fridag læste jeg en HF. Jeg arbejdede på Faaborg Sygehus i 25 år. Det var sådan et progressivt sted, hvor alt kunne lade sig gøre, og vi lavede banebrydende forskningsprojekter, der blev præsenteret i The Lancet, der er et af de ypperste tidsskrifter for læger."

Så hvad vakte dine akademiske interesser?

"Vi så patienter med svære lungeproblemer, der næsten ikke kunne trække vejret, men som alligevel ville ud at ryge. Det lyder indlysende nu, men dengang var det revolutionerende, at vi forsøgte os med at kalde det, de led af, for "rygerlunger". Dengang var der ikke en automatisk kobling mellem rygning, rygerlunger og kol. Vi lavede et randomiseret forsøg med at kalde symptomerne for “rygerlunger” til en gruppe af patienterne. Det var en forståelig dansk betegnelse, der også indeholdt en årsagsdiagnose."

"Alene diagnosen kunne ændre på måden, de indlagte så på rygning, og det kunne også få de pårørende til at stoppe med at ryge. I et andet vigtigt projekt viste vi, at patienterne blev indlagt mindre, når de blev undervist i deres sygdom. Men selvom jeg var en del af forskningsprojekterne, var der også mange år, hvor jeg arbejdede 32 timer, så vi kunne få hjemmefronten til at hænge sammen."

Hvad skete der så, efter du blev 50?

"Jeg ville gerne dygtiggøre mig inden for mit fag, så jeg tog en diplomuddannelse i Sygeplejevidenskab i København som deltidsstudie ved siden af mit arbejde. Og der fik jeg smag for forskning. Jeg blev tilbudt at tage en kandidat i Sygeplejevidenskab på Aarhus Universitet, så fra 2003-2008 gjorde jeg det – samtidig med at jeg det meste af tiden havde fuldtidsjob ved siden af."

"Det var også her, jeg blev spurgt, om jeg ville forske i "tele-medicin", der handler om at yde omsorg på afstand, og det blev senere emnet, som jeg lavede min ph.d. om. Fordelen ved at starte så sent var, at børnene var så store. Min datter var flyttet til København for at læse, og min søn gik på gymnasiet og startede siden på historie-studiet."

"Det var simpelthen så berigende at uddanne mig parallelt med mine børn. Der kom en ny jævnbyrdighed mellem os. Det var ikke kun mig, der hjalp dem med lektierne nu, det var også dem, der hjalp mig."

"Min søn blev en gang oppe den halve nat og hjalp mig med at lave en opgave færdig. Det var så hyggeligt. Min nye vej gjorde, at jeg fik en særlig voksenrelation til mine børn, hvor vi fik forståelse for hinandens uddannelser og det nye sted, vores relation nu var."

Hvad skal der til for at turde kravle op ad karrierestigen?

"Jeg har altid været begunstiget af ledere, der har understøttet mig og set mit potentiale; jeg har ikke råbt op, men jeg har været nysgerrig og flittig. Og så var jeg ikke bange for at fejle, for jeg tænkte slet ikke på min interesse som noget karrierefremmende. Det var bare så spændende at få teori på alt det, som jeg alligevel gerne ville lave. Og pludselig sad jeg så der og skrev jeg speciale, læste Foucault og fik en kandidatgrad. Det kom nok lidt bag på mig selv. Det var ikke titlen, jeg gik efter, men interessen for at udvikle mig, der drev mig frem."

Men blev du aldrig overvældet af alt det ekstra arbejde, som din personlige udvikling krævede?

"Faktisk ikke. Ideen til min ph.d. opstod af en undren, jeg havde fra min hverdag som sygeplejerske. Jeg ville gøre noget for de patienter, jeg har holdt af gennem 40 år. Jeg har altid elsket at være sygeplejerske, og jeg har aldrig ønsket at uddanne mig væk fra patienterne. Det lyder højtravende, men jeg vil gerne gøre en forskel. Det er faktisk præcis det, som jeg vil. Jeg føler, at jeg får meget mere igen, end jeg giver."

Hvordan har du fået dit store professionelle engagement til at hænge sammen med dit private liv?

"Det har da været et puslespil til tider – særligt i de år, hvor børnene skulle hentes og bringes – men det hjælper, hvis man har giftet sig med en støttende partner. Jeg har været sammen med den samme mand i 45 år – det er nemmere sådan. Og så er alle i familien lærere eller sygeplejersker, så der er en stor forståelse for min interesse."

"Og nu, hvor jeg ikke har hjemmeboende børn, gør jeg meget ud af også at have interesser, der ikke er relateret til mit arbejde. Jeg synger i kor, laver smykker og elsker at være sammen med mine børn og børnebørn. Man skal have noget andet at gå op i – for hvis du kun har arbejdet, bliver det meget hurtigt den eneste parameter, du måler dig på."

Hvad har været dit karrieremæssige højdepunkt?

"At blive sygeplejerske – og at få min ph.d. Det var en kæmpe forløsning, fejring og fest. Og nu er jeg blevet post.doc. og lektor. Jeg har taget en lang uddannelse over meget lang tid. Men jeg har altid været enormt glad for at være sygeplejerske."

Hvad har været den største udfordring?

"Når man gør karriere i en sen alder, kan man godt komme til at tvivle på, om man er god nok. Jeg synes stadig ikke, at jeg er en fin akademiker, og jeg har ikke en strømlinet karriere. Jeg har ikke gået i gymnasiet, og jeg føler mig ikke som et teoretisk funderet menneske – selvom jeg er blevet det. Omvendt tror jeg, at det har hjulpet mig, at jeg taler et jævnt sprog og er vant til at mødes med patienterne. Jeg har en mere praktisk tilgang til det videnskabelige arbejde."

Hvad ville du ønske, du havde vist, inden du fyldte 50?

"Jeg ville gerne have vidst, at man kan få en god karriere og blive ved med at udvikle sig, efter man har rundet de 50. Det er aldrig for sent, og man skal gå efter det, der interesserer en."

Hvad har det kostet at gøre karriere senere i livet?

"Jeg holder aldrig fri. Mine børn er flyttet, og min mand har sine ting, så jeg kan ikke lade være. Der er ingen, der er så gode til at organisere og strukturere deres tid som unge mødre, men nu kan min arbejdstid godt flyde ud – og strække sig over en søndag aften eller den halve nat."

"Jeg har da nogle gange spurgt mig selv, om det giver mening, at samfundet har betalt for, at jeg får en ph.d. i en alder af 62 år, men jeg har jo arbejdet og bidraget til selvsamme samfund. Jeg går stadig på arbejde, så jeg kan ikke hjælpe med syge børnebørn, men så gør jeg så meget for dem, som jeg kan, når jeg har fri."

Hvilket råd ville du give til den unge generation?

"Nyd jeres børn, og nyd livet; I skal nok nå at gøre karriere. Brug tid på at få børnene godt i vej, og lad være med at panikke over, om du har valgt helt rigtigt første gang. Du har et langt liv til at udvikle dig i – og du kan sagtens skifte spor og gøre karriere sent i livet."

Og hvad ville du sige til dine jævnaldrende?

"Det er ikke for sent, så kast dig ud i det, du drømmer om! Du skal måske i træning med at læse igen, lære, hvordan man tjekker referencer og skriver en opgave, men det er bare tekniske ting. Hvis interessen er der, kan du lære det meste hen ad vejen."

Hvad er dine fremtidsplaner?

"Jeg bliver 67 næste år, men jeg er slet ikke klar til at gå på pension. Jeg vil gerne fortsætte min forskning, promovere vores afdeling og alt det, vi gør – og så må jeg da indrømme, at jeg måske også har en lille drøm om at blive professor. Jeg er lektor og forskningssygeplejerske, så det er det er det naturlige næste skridt. Og så vil jeg gerne hjælpe andre frem, så der kommer flere forskningssygeplejersker til."

"Lige nu er jeg den eneste på afdelingen, men vi burde være fire. Og de må gerne være fyldt 50!"