Bagsiden af binge-watching: “Jeg skal da ha’, jeg skal da ha’!”

Februar: Ikke så snart er det sidste sekund af House of Cards sæson tre episode 13 rullet over Mac-skærmen, før jeg mærker de små hår rejse sig i nakken. Og for første gang i 24 timer har det ikke noget med Frank Underwoods herligt giftige rænkespil at gøre, eller Lars Mikkelsen geniale fortolkning af den russiske præsident Petrov. Nej, det lille vindue, der på streamingtjenesten burde dukke op i højre hjørne og annoncere, at næste afsnit i rækken venter, er intet sted at se. Hvilket kun kan betyde én ting: Sidste. Afsnit. Det kan da ikke passe – med dén slutning!? Jeg klikker panisk tilbage til oversigten, mens iskold erkendelse rammer mig som en uventet Ice Bucket Challenge fra en ubuden gæst. Et års ventetid på sæson fire lurer forude. Why do bad things happen to good people?! Klokken nærmer sig 3 om natten på en lørdag, og mit syn er ikke sløret af mojitos, men derimod intens binge-watching. Høj på HoC og pludselig rystende rastløs som en brutalt tørlagt junkie. Jeg ved, jeg burde gå i seng, men tanken om at morgendagens dovne søndag bliver Underwood-fri, måske endda overladt til fjernsynskanalernes skemalagte nåde, grænser i min zombietilstand til det uacceptable.

Der må findes et placebo. Blandt de mange gamle kendinge i Netflix' pludselig gabende tomme dramaseriekartotek (Orange is the new black, Orphan Black, Mad Men, Sherlock, The Fall, Hannibal, American Horror Story etc.) falder jeg over Top of the lake med Mad Men's 'Peggy' i hovedrollen. Hvorfor i alverden har jeg ikke set den? Kommer til at se første afsnit. Klokken bliver fire. Wow, det er godt, det her! Ser et afsnit mere. Tvinger langt om længe mig selv i seng mens jeg husker på, at havde jeg været lidt mere socialt anlagt denne weekend, var jeg jo alligevel nok først kommet i seng nu, fuld og dum af drinks, og nogle hundredelapper fattigere. I stedet har jeg haft en lærerig lørdag nat med politisk korruption og newzealandske krimigåder. Ja, man kunne fristes til at sige, at min horisont vel nærmest er blevet udvidet i stedet for begrænset til bunden af et cocktailglas ...

Når tiden bliver relativ

Tid er blevet reduceret til et særdeles relativt begreb for alle os, der ikke kan modstå impulsen efter "liiige at snuppe et afsnit mere", være det sig en sen weekendnattetime eller en grå hverdagsonsdag. En bekendt afslørede således for nylig for mig, at han gennemsnitligt følger med i 15 serier simultant. 15 styks, damer og herrer, oveni hvad han ellers så af film og almindeligt fjernsyn, sociale aftaler og en lille ting kaldet fuldtidsarbejde. Stephen Hawking kan godt pakke 50 års teorier sammen; det er den moderne serieseer, der dagligt påviser, at tid er en forunderligt bøjelig størrelse, når han/hun på usandsynlig vis formår at proppe et fantastisk antal afsnit ind i en travl hverdag og stadig passe job, kæreste og venner. Selv USA's måske kommende præsident Hillary Clinton har indrømmet, at hun binge-watcher Borgen!

Spørgsmålet er dog, i hvor høj grad vi egentlig tilgodeser de sociale relationer, når først seriedjævlen for alvor slår kløerne i vores modtagelige svampehjerner med lovning om timers uforpligtende sofaunderholdning, ildspyende drager og 'threechums'. Ifølge en (allerede gammel) undersøgelse fra 2011 foretaget af Søndagsavisen Analyse/Interresearch, var hver fjerde unge under 25 dengang kommet for sent til en aftale pga. seriekiggeri, mens hver 10. havde aflyst aftaler til fordel for de fiktive serievenners selskab. Tal, der efter al sandsynlighed kun er vokset siden, og som naturligvis ikke engang omfatter os, der (ahem) aldrig ville indrømme at have pjækket fra en kaffedate fordi Jaime netop var blevet en hånd fattigere og derfor fortjente vores seer-sympati ...

Lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Palle Schantz Lauridsen forklarer, at vi i dag kan takke den amerikanske kanal HBO's visioner for tidens mest vanedannende og kritikerroste serier:

"Den forholdsvis lille og ret dyre betalingskanal fandt på at lave målgruppe-tv, rettet mod et yngre, veluddannet og økonomisk stærkt segment i byerne. Det var dem, der i første omgang var seerne til Sex and The City og The Sopranos, som var HBO's første store hits. Siden så andre, at der var god økonomisk mening i at lave den slags. Serierne har fået kulturel status, og det er ikke tilfældigt, at HBO i en årrække markedsførte sig på sloganet: "It's not tv. It's HBO"," siger Palle Schantz Lauridsen.

Vært på Radio24syvs film- og serieprogram Stream Team, Kasper Lundberg, fortæller endvidere, at det er i serieproduktionen, vi ser det største overlap mellem kunstnerisk ambition, originale ideer og indtjeningsmuligheder lige nu. Hvorfor det ikke er underligt, at serier er blevet så integreret en del af vores medieforbrug (og dermed vel også helt legitimt at bruge timer og hele weekender på, ikke sandt ... ?):

"Sammen med computerspil, er det simpelthen der det sker i populærkulturen. Især siden Netflix brasede ind på banen som serieproducent med House of Cards og Orange is the new black er sluserne for alvor åbnet for, at alle kan lave serier – lige fra shoppingsiden Amazon til internetgiganten Yahoo og spilfirmaet Playstation. Den teknologiske udvikling har også været altafgørende, vi har skærme alle vegne, så vi har hele tiden muligheden for lige at snuppe en halv time af et eller andet," forklarer Kasper Lundberg, som selv netop har slugt et afsnit af den tyske superserie Vores mødre, vores fædre på sin iPhone.

Binge-watchings skumle bagside

Seriekiggeri virker umiddelbart som en dejligt afslappende aktivitet i en småstresset hverdag, men ruller man som en anden Ulrik Thomsen ned fra sofaen og skriger, "Jeg skal da ha' Torkild! Jeg skal da ha' nogle flere episoder til næsen!" når yndlingsserien slutter, bør man stoppe op og tage kritisk bestik af sit forbrug. Sålunde slår et hold amerikanske forskere nu alarm over binge-watching, der som de alvorlige, sundhedsfarlige størrelser, begrebet med et glimt i øjet blev udledt af ('binge-eating', 'binge-drinking') faktisk kan have ditto skadelige følger.

Men alt, hvad der er sjovt er, som vi alle efterhånden ved, jo også nær-dødeligt i det 21. Århundrede. Inklusiv de sunde ting. Elsker du at løbe? Så får du rynker og hængebryster, frost i lungerne og astma. Glad for grøn the? Ærgerligt, for det giver både næseblod og svage knogler. Man får lyst til bare at krølle sig sammen med 10 hyggelige afsnit Downton Abbey for at blødgøre nerverne, men fjern tricker-fingeren fra fjernbetjeningen: I et studie offentliggjort i januar i år, kæder forskere på University of Texas også binge-watching af serier sammen med depression, aggression, asocial opførsel og fedme.

Forsker Yoon Hi Sung forklarer: "Selvom mange argumenterer for, at binge-watching er en harmløs form for afhængighed, viser resultater fra vores studie, at det ikke er tilfældet. Fysisk og psykisk udmattelse, overvægt og andre sundhedsfarer er direkte relaterede til binge-watching, og det giver grund til bekymring. Når binge-watching tager overhånd, begynder nogle seere endda at negligere deres arbejde og relationerne til andre mennesker omkring dem."

Studiet, der har undersøgt 316 18-29-åriges tv-vaner, finder desuden, at folk med tendens til depression og ensomhed har stor tilbøjelighed til at binge-watche serier for at undslippe negative følelser. Dette, siger Yoon Hi Sung, kan føre til en nedadgående spiral, hvor den ensomme isolerer sig endnu mere fra verden omkring sig, og ignorerer daglige gøremål.

"Vores research på dette område bringer os et vigtigt skridt nærmere på at forstå binge-watching som et betydeligt socialt fænomen," understreger Yoon Hi Sung.

Fra dopamin til depression

Så hvad er det der sker, når en serie reducerer os til hungrende streaming-slaver med hjertebanken og svedige håndflader? Det handler ikke overraskende om afhængighed af signalstoffet dopamin, der udløses i hjernen ved oplevelser af velvære, som fx sejre, sex og kærlighed. Har vi først fået et dopamin-kick, vil hjernen føle stor trang til at gentage oplevelsen. Og parret med det andet signalstof adrenalin, der fx aktiveres når vi ser action eller forskrækkes, er cocktailen fuldendt. Som når Mads Mikkelsens Hannibal iskoldt tilbereder Noma-værdige retter af sine venner og fjender, eller blodet sprøjter som fra fontæner i Game of Thrones. Ahh!

Mangen en serieskurk - og helts adrenalinpumpende udskejelser på skærmen får således i dag Scream-filmenes Ghostface til at ligne en blegnæbet nonne med en spids strikkepind, mens lumskebukserne Walter White, Don Draper og Frank Underwood afføder gnæggende dopamin-sympati med djævlen. Alle elsker en god slyngel, og midt iblandt hverdagens politisk korrekte minefelter føles det sagligt godt at få afløb for vores egen indre svinehund igennem seriernes moralsk korrumperede hovedpersoner.

Men også de mere 'almindelige' seriekarakterer fascinerer og forfører os følelsesmæssigt, som interagerede vi med virkelige personer. Såsom bedsteveninden Carrie Bradshaw, hvis liv vi kender ud og ind, og selvfølgelig de seks 90'er-venner fra Central Perk. Nogle sågar i en sådan grad, at forskere på Ohio State University i 2009 konkluderede, at afslutningen på en elsket serie (også) kan give anslag til depression.

Radiovært Kasper Lundberg mindes tydeligt den første serie, der ramte ham lige i hjertekulen (om end det ikke udmundede sig så voldsomt som depression); det skæve karakterdrama Six feet under:

"Det var der, jeg for første gang mærkede, hvad serieformatet kan. Hvordan en serie kan lokke os helt ind i hovedet på folk, der lever et helt andet liv end en selv. Det var også den første serie fra HBO's guldalder, jeg så fra start til slut, og da den var forbi havde jeg seriøst følelsen af at have lært, hvordan det føles at være både homoseksuel bedemand, passivt aggressiv enke, og at have en bipolær kunstner som bror. Jeg græd som en pisket, da det sidste afsnit rullede over min lille computerskærm fordi jeg virkelig oprigtigt følte, at jeg mistede en hel gruppe af mine allerbedste venner," husker Kasper Lundberg.

Det moderne lejrbål

Selvom sundhedsfarerne ved binge-watching naturligvis skal tages alvorligt, og amerikanske læger formentlig står klar med et "SERIER ER YDERST VANEDANNENDE OG SKADELIGE FOR DIG OG DINE OMGIVELSER"-mærkat til Netflix og HBO i nærmeste fremtid, er der heldigvis også flere positive sociologiske bivirkninger forbundet med seriekulturen.

"Serier er afstressende, og fungerer som et socialt bindemiddel," siger Stream Team-vært Kasper Lundberg bl.a..

Han forklarer, at serier tilbyder en mere afslappende kulturoplevelse end film, fordi vi kan falde ind i et univers med personer, vi lærer at kende indgående. Og så er de ikke mindst oplagte samtaleemner på arbejdspladsen eller studiet, fordi de strækker sig over længere tid:

"Det gør, at der er god chance for at en bemærkning om Khaleesis drager eller Frank Underwoods kynisme kan fungere som icebreaker i en snæver vending i en elevator," siger Kasper Lundberg.

Serier er således blevet det 21. Århunderedes lejrbål, hvor omkring fællesskabet styrkes igennem god gammeldags historiefortælling. De giver os en kulturel referenceramme, vi alle kan snakke med om, og den intimitet der opstår mellem medier og forbruger, kærestepar og fremmede når vi slynger om os med forkortelser som GoT, TWD, HoC, TD, MM, AHS, SATC og OITNB skaber en velkommen følelse af indforstået sammenhold i en verden præget af uroligheder og splittelse. Ny teknologi som den hastigt voksende Rabbit (Rabb.it) gør det endda muligt at se yndlingsserierne sammen med kæresten eller ligesindede fans på den anden side af kloden, og byder dermed ind med mulige løsninger på ensomhedsrisiciene forbundet med binge-watching. Og er vennerne ikke helt opdaterede, kan man altid finde summende onlinefora, hvor fangirls – og boys i døgndrift synger oder til den seje butler i Gotham og Transparents rørende problemstillinger (for slet ikke at tale om det enorme marked af fan-fiction, de mange serier konstant inspirerer).

"For mig er den allermest interessante bivirkning ved at serier, at deres komplekse karakterer i så høj grad udfordrer og træner vores empati," siger Kasper Lundberg.

Han bakkes op af lektor Palle Schantz Lauridsen:

"Jeg ser ikke Dexter for at lære, at slå ihjel, eller Mad Men for at lære, at opføre mig som et dumt løgnagtigt - og charmerende - svin som Don Draper. Men vi kan lære fra serierne, at mennesker er komplicerede størrelser, som når Sarah Lund fx fremstilles som både kompetent politikvinde og et narhoved i privatlivet, og Don på en gang er fantastisk og irriterende," siger Palle Schantz Lauridsen. Vi ser altså ikke længere i så høj grad op til den blåøjede heltetype fra tidligere tiders tv, som vi ser ind i de flerfacetterede, moderne seriekarakterer, hvis uperfekte menneskelighed og flossede moral giver stof til eftertanke og sociale diskussioner.

Med denne udsigt til, at serier ligefrem kan gøre os til mere forstående individer, er det som dedikeret binge-watcher forbistret svært ikke at overgive sig til de sødeste, mest dopamin-inducerende tre små ord: 'Play all episodes'. Bare man også skriver sig bag øret eller på pizzabakkens låg, at komme ud og få duftet til den påskelilje, inden både tidsfornemmelse og social etikette ryger lukt ned i kaninhullet.

God påske!

Læs også: Hvornår er det okay at slå op med en veninde?

Læs også: "Hvor var jeg clueless, naiv, pinlig, uvidende og dødirriterende"

Læs også: Er du også træt af at vaske tøj, mens kæresten ligger på sofaen?