Mord og modeblad i ny roman

Det er tidligt om morgenen. Modebladets relativt nyansatte journalist, Layla, møder som den første på redaktionen og undrer sig over, hvor rodet og beskidt, der er. Hun begynder at kigge sig mere grundigt omkring:

”Hvad var det for nogle grimme mørke plamager? Hun tog tørklædet op igen og studerede det nærmere, pletterne lignede blod. Med et lille skrig smed hun det fra sig. Kvalmen væltede op i hende og fik hende til at krumme sig sammen. Hun blev opmærksom på en tydelig rød plet foran sine sko og ved siden af den flere små dryp, der fortsatte hen til skabet. Forskrækket sprang hun hen og flåede skabslågen op. Og så fik hun øje på ham. Manden i skabet.”

Manden i skabet viser sig at være død, banket ihjel faktisk, og sådan begynder journalist og forfatter Birgitte Bartholdys nye roman ”Frostgrader”. Hvis du synes, at navnet Birgitte Bartholdy klinger bekendt, er det fordi Birgitte igennem 22 år var ansat på ALT for damerne som journalist, og det er også derfor, det var oplagt for hende at henlægge handlingen i sin nye krimi til en bladredaktion.

– Det er jo dejligt, når man skal lave en bog, at man ikke skal tænke så meget over omgivelserne i sin research, men at man har det hele serveret. Jeg har dog flyttet handlingen fra et dameblad til et modeblad, som er et mindre univers med færre ansatte. Det gjorde så, at jeg var nødt til at researche lidt alligevel, for jeg har ikke så meget forstand på mode, selvom jeg har arbejdet rigtig længe på ALT for damerne. Det var ikke det, jeg beskæftigede mig med. Jeg måtte have fat i Christian Skytt-Hansen, som tidligere var moderedaktør på ALT for damerne, for at spørge ham om forskellige ting.

LÆS OGSÅ: City Single: "Jeg vil stadig have lov til at have stilletter på"

22 år på ALT for damerne

Bogens hovedperson, Layla, er knapt 30 år, og hun skal til at finde ud af, hvad hun skal med sit liv, da det mystiske mord rammer lige ned i hendes hverdag. Selv var Birgitte Bartholdy også 29 år, da hun begyndte at arbejde på ALT for damerne.

– På det tidspunkt var jeg kæreste med Kjeld, og et år efter jeg var begyndt på ALT for damerne, blev jeg gift med ham og blev gravid. Så jeg var selv i høj grad i etableringsfasen i den alder, og jeg kan huske det chok, det var at komme på den arbejdsplads. Jeg kom fra Frederiksborg Amts Avis, en lokalavis, hvor der var mange originaler og et helt specielt miljø, og jeg skal love for, at ALT for damerne var et helt andet slags miljø. Det var jo en rigtig kvindearbejdsplads med damer i alle aldre, der havde prøvet lidt af hvert. Der var altid en, der kunne give et godt råd om f.eks. graviditet eller børn. På artikelmøderne fortalte folk tit meget om sig selv, fordi vi tog udgangspunkt i, hvad der optog os. Vi var jo selv langt hen ad vejen i bladets målgruppe, og det var spændende, at vi havde nogle dybe emner oppe og vende, og at vi somme tider brugte os selv som udgangspunkt for artikler.

– F.eks. skrev jeg på et tidspunkt en artikel om, hvor svært det kan være at få børn. Jeg blev gravid med min søn uden problemer, så gik der nogle år, og da vi gerne ville have et barn mere, var det pludselig svært. Det endte faktisk med, at der kom til at gå fire år med fertilitetsbehandlinger, før jeg blev gravid med vores tvillinger, og bagefter kom det virkelig bag på mig, hvor ekstremt meget energi, der var gået ind i det forløb. Så det var oplagt at skrive om, at det kunne give problemer at vente for længe med at prøve at blive gravid med udgangspunkt i min egen historie. Den artikel vakte en vis opsigt. Det var ikke for at presse andre kvinder, at jeg skrev den, men mere for at sige, at man kan ende i den samme situation, som jeg var endt i.

Hvordan var det at bruge sig selv på den måde?

– Det var grænseoverskridende, men også spændende. Der er så mange diskussioner om, hvor overfladiske dameblade er, og det må være, fordi folk ikke læser dem. Jeg synes tit, at kvinder lægger deres hjerteblod ud i bladenes interviews. Og der er næppe noget sted, hvor der bliver fortalt så meget om kvinders forskellige kriser, som der. Det kræver mod af de kvinder, der stiller op og siger, ”jeg har haft den her store sorg, det her problem eller den her krise”, og det er enormt flot, at de gør det. Der har damebladene en vigtig funktion.

Djævlen går i Prada-agtig

Redaktionsmiljøet i ”Frostgrader” er lidt ”Djævlen går i Prada”-agtigt beskrevet – med intriger og lidt krig på kniven – og mange har måske en fordom om, at det er sådan, det er at arbejde på et dameblad. Birgitte trækker på mange års erfaring, så det er oplagt at høre, om det var sådan, hun opfattede sin gamle arbejdsplads.

– Jeg vil godt lige understrege, at der ikke er tale om en nøgleroman, ha, ha. ALT for damerne har været rigtig mange forskellige arbejdspladser i den periode, hvor jeg var der. I perioder var der flere intriger end i andre. Men sådan tror jeg, at det er på alle arbejdspladser. Jeg tror heller ikke, at det kun er typisk for kvindearbejdspladser, at der er mange intriger, selvom mange kan lide at beskrive dem som en hønsegård. Jeg tror, at det er typisk for en arbejdsplads, at nogen bestemmer mere end andre, og at der er små og store magtkampe og en grådighed efter privilegier. I min bog handler det om tøj og rejser, på andre arbejdspladser kan det være en parkeringsplads, folk gerne vil have, som får dem til at flippe ud, hvis de ikke får den. Jeg kender stort set ingen, der ikke har en lille grådighed i sig efter et eller andet. Det er ikke det samme, der betyder noget for os, men alle har noget, de gerne vil have. Mange af mine veninder troede, at jeg svømmede i gratis tilbud om fedt modetøj, da jeg var på ALT for damerne, men sådan var det altså ikke. Det, der altid har forbavset mig er, at folk tror, at vi, der arbejdede på ALT for damerne, nok boede som på boligsiderne, nok lavede mad som på madsiderne, og at vi nok havde et liv som de der mere kendte personer, vi interviewede. Men vi var jo bare et udsnit af ganske almindelige kvinder, der arbejdede sammen.

LÆS OGSÅ: Lærke Winther: For tidligt at undvære passion

Voldsomt at blive fyret

Birgitte Bartholdy skrev sin første roman, da hun var på barsel med sine tvillingepiger. Den anden bog blev skrevet samtidig med fuldtidsjobbet som journalist. ”Frostgrader” var hun så småt begyndt på, da hun for to år siden blev fyret fra ALT for damerne på grund af omstruktureringer. Og bogen blev en slags redningsplanke i en svær tid.

– Fyringer rammer jo rigtig mange mennesker i disse år, og da jeg blev fyret, mødte jeg pludselig rigtig mange andre mennesker, der også var blevet ramt af den økonomiske krise. Min fyring var så menneskelig, som den kunne være efter omstændighederne, men uanset hvor pænt det bliver gjort, er det en meget voldsom oplevelse. Man bliver udstødt af en gruppe, og det rammer lige ned i ens urinstinkter. Man føler sig smidt ud, og når man har været vant til at være på en arbejdsplads altid, er det meget voldsomt pludselig at være frit svævende. Her blev bogen min redning. Det var dejligt at kunne sætte sig hjem og skrive på den, og min mand kan bevidne, at jeg simpelthen satte mig foran computeren og skrev på bogen morgenen efter, jeg var blevet fyret. Jeg var så heldig at have et projekt – noget, der kunne danne rammen om min nye hverdag. Noget, jeg faktisk glædede mig til at stå op til.

– Min mand var også arbejdsløs, da jeg blev fyret, så det så da meget skidt ud en overgang. I den periode nåede vi at tænke mange tanker, men vi nåede også frem til, at man godt kan skrue meget ned for udgifterne. Et helt år købte jeg f.eks. ikke noget nyt tøj, fordi jeg ikke vidste, hvor det ville ende, og jeg fandt ud af, at det gik da egentlig meget godt. Krisen har lært mig at sætte mere pris på det, jeg har. Når jeg i dag tager mig råd til at gå på café og drikke en kop kaffe, synes jeg det er en fantastisk luksus. Før i tiden var det bare noget, jeg gjorde, nu nyder jeg det virkelig.

Et tiltrængt spark

– Jeg håber også, at man kan fornemme finanskrisen i bogen. Der er virkelig mange, der mærker den kulde, som krisen har skabt, og det er også derfor bogen hedder ”Frostgrader”. Hele mediebranchen er jo hårdt ramt, og da min bog foregår i den branche, handler den også om, hvordan tonen bliver hårdere, fordi folk er bange for at miste deres job. Selv nogle af de rigeste på Strandvejen har jo de senere år oplevet at stå og tænke, hvad skal jeg egentlig leve af? Hvad hvis det bliver ved, det her? Da jeg var yngre – faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor jeg startede på ALT for damerne – var der en lignende krise, som medførte et større indgreb, den såkaldte ”Kartoffelkur”. Men jeg var jo ung og tænkte ikke over det på samme måde dengang. Jeg kunne ikke forestille mig, at det ikke ville vende. Jeg er mere bekymret nu, for jeg synes, det ser ud til at være en mere grundlæggende krise. Alle arbejdspladser har rationaliseret, så de, der er tilbage, har vildt travlt, mens andre går rundt uden at kunne finde arbejde. Det er jo grotesk. Da jeg startede som journalist, kan jeg ikke huske, at nogen gik ned med stress, men gør rigtig mange i dag, fordi de simpelthen har så travlt.

Hvordan er dit arbejdsliv i dag?

– Jeg hader egentlig, når man siger sådan noget med, at krisen har været god for en – og jeg vil gerne understrege, at det har været hårdt – men hvis man ser positivt på det, har det også været meget sundt for mig at gøre noget andet rent arbejdsmæssigt. Jeg trængte nok til at få flyttet rundt på noget inde i hovedet og til at få et spark. Netop fordi man mister faste kollegaer og et fællesskab ved en fyring, er man tvunget til at netværke meget mere, og det har betydet, at jeg har mødt en masse nye, spændende mennesker. Jeg har valgt at sidde i et freelance kontorfællesskab, for jeg har fundet ud af, at jeg har brug for den daglige kontakt med andre mennesker, hvis jeg ikke skal gå i sort hele tiden. Det betyder rigtig meget for mig. Hvis jeg skal give et råd videre til andre, der mister jobbet, så er det at søge netværk og fællesskaber, hvor man kan få sat sin verden i et nyt perspektiv.

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden