Birthe
Kjær var kun 12 år, da hun første gang stod på en scene – og siden har
hun stort set aldrig været væk fra den igen.
Det fortæller hun i ALT for
damernes podcast Skål Søster.
– Jeg var lige på grænsen til at
fylde 12, da jeg meldte mig til noget, der hed Pingklubben for børn. De kom til
Tivoli Friheden i Aarhus, og så kunne man melde sig til, hvis man gerne ville
op på scenen og synge. Det ville jeg gerne, for jeg havde set Dorthe Kollo i
fjernsynet og havde sagt til min mor, at jeg ville ønske, at det var mig. Så
det har jo ligget i mig, at jeg gerne ville optræde, men det ligger ikke til
andre i familien end mig.
Birthe
Kjær er opvokset i et arbejdermiljø i Aarhus
med en far, der var svejser ved statsbanerne, og en hjemmegående mor. Hendes
mor sang godt, og faren kunne spille flere instrumenter, men dog kun for egen
fornøjelses skyld.
– Mine forældre synes, det var
sjovt, at jeg var god til at synge, men de har aldrig opfordret mig til at gå
musikkens vej. Men da jeg så havde optrådt den sommer i 1960, gik jeg til
audition på at være med i Buster Larsens Cirkus Buster. Jeg skulle akkompagneres
af en guitarist, der hed Jørgen, men da vi så ikke blev valgt, havde jeg jo
lært ham at kende. Han kendte en, der hed Eggert, og så begyndte vi tre at øve
sammen og kom til at hedde ’Sunshine Trioen’. I min barndom rejste vi rundt i
forsamlingshuse med kakkelovn ovre i hjørnet og bal bagefter. Det gik min
barndom med, indtil jeg skulle ud af skolen.
Derefter startede Birthe Kjær som
sparekasseelev, fordi hun skulle lære et fag, der ikke bare var musikken. Hun
var også glad for det, men hun savnede at synge.
– Jeg begyndte så småt at synge
igen, da jeg havde siddet i Sparekassen i tre år – og pludselig tilbød Johnny
Reimar mig at lave en plade. Den gik ind som nummer et på dansktoppen, og så
var jeg bare berømt i Danmark. Efter et halvt år med at tage ud og synge og
sidde nede i sparekassen, måtte jeg søge orlov, fordi jeg regnede med, at det
ikke ville tage så lang tid. Jeg tænkte, at jeg jo kom tilbage igen – men det
gjorde jeg aldrig. De er i hvert fald gået over til EDB siden, siger hun med
et grin og fortsætter:
– Jeg synes, det var sjovt
at blive kendt dengang. Godt nok var det stressende, at der pludselig var så
mange pressefotografer nede i sparekassen og folk, der fotograferede hjemme,
hvor min mor og far boede. Men det var jo kun spændende. Jeg var dog glad for
mine fem år i ’Sunshine Trioen’ inden, for der lærte jeg branchen lidt at
kende. Jeg havde mødt folk som Bjørn Tidmand og Grethe Sønck og optrådt for
publikum, så jeg havde øvelsen i at blive kendt og skulle underholde på en
scene.
Lyt til hele samtalen i Skål Søster, hvor hun også deler sine tanker om at være selvkritisk og at have Tobias Rahim liggende i skødet.
