Bjarke og jeg fik den meget triste besked, at vores baby var død inde i mig

Om aftenen, den 1. december 2011, sad Signe Gjervig over for sin mand, Bjarke, i deres køkken i lejligheden på Christianshavn og skrev en mail igennem tusind tårer.

Kære søde mennesker, Jeg skriver til jer, fordi Bjarke og jeg i går fik den meget triste besked, at vores baby var død inde i mig. Klokken 00.17 i nat fødte jeg vores meget lille og meget fine pige, Klara.

LÆS OGSÅ: "En kvinde er smukkest, når hun er i gang med noget andet end at være smuk"

(...) Vi har mistet vores datter, og det bliver nu en del af vores historie. Lige nu har jeg meget svært ved at forene noget så sørgeligt med mig og med os, men jeg ved, at hun nok skal finde sin plads i os, og fortsat være med i vores eventyr.
(...) Vi gav hende navnet Klara, fordi hun er vores lille lysengel. Vi fik et aftryk af hendes små hænder og fødder samt hendes dødsattest med os, da vi forlod fødegangen i formiddags, og jeg kan slet ikke beskrive for jer, hvor forkert det føles at forlade en fødestue med en døds­attest i hånden. Vi er begge i dyb sorg. Men samtidig føler vi os også utrolig stærke sammen, og det er godt, for det giver os en klar tro på, at vi nok skal komme videre på en god måde.

LÆS OGSÅ: "Vi har nogle drifter, der ikke kan tøjles af ægteskabet" 

Lys og kærlighed, Signe
Ingen kan rigtig sige, hvorfor Klaras hjerte ikke slog, da Signe var til tjek hos sin jordemoder i syvende måned. En del af forklaringen var, at moderkagen ikke havde fungeret, som den skulle, så babyen havde ikke fået den næring, den skulle. Selv mener hun, at hun nok havde lidt rigelig travlt og havde glemt at tage det hensyn, hun måske burde, når hun nu bar rundt på et spirende liv.

Gravid og alt for travl
Inden alt dette var Signe slet ikke sikker på, om hun overhovedet skulle have børn. Hun nød det frie liv med kæresten Bjarke og var bange for, at hun ville fortryde sit valg, hvis hun fik nogen. Men omkring de 35 vendte tanken pludselig – for hvad nu, hvis hun fortrød, at hun aldrig fik nogen.

Det var sommer, da Signe en dag indvilligede i at tage den graviditetstest, Bjarke havde købt med hjem. Delvis i fornægtelse over at skulle være gravid, var hun gået ret lang tid over, men de to streger var alligevel en lykke, hun ikke var længe om at omstille sig til.
Oven i babylykken besluttede de at gifte sig på en helt særlig dato – 11.11.11. Tre måneder før Signes termin. Men planlægningen satte ekstra pres på Signes krop.

– Jeg var ret stresset op til det bryllup. Mange ting kulminerede, og jeg var relativt ny i mit job. Så jeg knoklede bare på. Man vil jo stadig gerne gøre det godt, men jeg var stresset på mit arbejde, og oveni havde vi pludselig det her bryllup. Derfor endte jeg med at have meget højt blodtryk under graviditeten.

– Mødre, der mister, leder tit efter noget, de kan hænge det op på. Jeg ved bare, at jeg var for travl. Jeg tog det måske ikke seriøst nok, jeg skruede nærmere op for dampen, da jeg blev gravid. Jeg havde bare en vild energi, så selvfølgelig strøg vi også på bryllupsrejse straks efter brylluppet.

LÆS OGSÅ: Nyskilt og forelsket: Jeg glemte mine børns behov 

Ingen hjertelyd
Hjemme igen var det blevet tid til en rutinemæssig jordemoderkonsultation. Bjarke tog med, for de havde begge undret sig over, at Signe ikke havde mærket liv på trods af, at hun var i 29. uge. Desuden var Signe ikke vokset så meget, men måske var det bare et lille barn...

Jordemoderen i konsultationen på Amager forsøgte febrilsk at finde hjertelyd og måtte til sidst have sin kollega ind som assistance. Igen og igen lyttede de. Men der kom ikke noget svar fra Signes indre – ud over lyden af hendes eget hjerte.

– Jeg tænkte nok bare, at de ikke kunne finde den lige dér, men Bjarke havde lagt mærke til, at jordemoderens hånd rystede, da hun ringede til Hvidovre Hospital for at bestille en scanning. Hun vidste sandsynligvis godt, at vores baby ikke var levende, men den slags må hun ikke konstatere. Det skal ske ved en scanning med en læge til stede.

På hospitalet blev Signe scannet to gange, mens både hun og Bjarke kiggede med på skærmen og fik den frygtelige besked: "Det er rigtigt nok – der er ikke noget hjerte, der slår". Faktisk havde babyen været død et stykke tid, sagde de. Signe husker, hvordan hun med ét blev helt varm i hovedet og iskold på resten af kroppen, og en akut febertilstand, som steg støt resten af dagen, satte ind. Signe vidste godt, at man anbefaler, at barnet fødes naturligt i den slags tilfælde, så hun tryglede ikke om kejsersnit. Men pludselig var der tusind ting at tage stilling til. Ville de hjem at sunde sig lidt, før de skulle igennem den uundgåelige oplevelse? Ønskede de at se barnet? Hvad skulle det hedde? Ville de tale med hospitalspræsten? Og så var der jo også den nære familie, som ligeledes skulle underrettes.

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: Jeg faldt for dominerende kvinder, jeg bare ikke passede sammen med

Hvad kalder man sit døde barn?
Signe ville ikke hjem – de ville begge gerne have det overstået. Og Signes svigerinde, som selv var jordemoder, insisterede på at komme og være der sammen med dem. Eftersom Signes krop stadig troede, at hun var gravid, blev hun sat i gang medicinsk, og efter 10-12 timer var barnet ude. En lillebitte pige, viste det sig, hvilket stemte helt overens med den fornemmelse, de havde haft i forhold til køn. Jordemoderen pakkede et klæde om hende og overrakte hende til Signe og Bjarke.

– Det var rigtig godt, at vi besluttede os for at se hende. Jeg kan slet ikke forestille mig nu ikke at have gjort det. Det ville være så underligt ikke at have vidst, hvordan hun så ud. Og helt modsat den følelse jeg havde haft tidligere om overhovedet at få børn, var jeg pludselig helt overbevist om, da jeg så Klara, at det skulle jeg.

– Oveni skulle vi pludselig beslutte os for et navn. Og skulle man så kalde hende noget,
der slet ikke var på listen, fordi hun var død? Julie, fordi det var 1. december? Eller Lucia, fordi der var meget lys?

Valget faldt på Klara, som også var det, de ville have kaldt hende, hvis de havde stået med et levende barn.

– Jeg husker, at noget i mig sagde: "Jo, det skal du gøre, for du kan aldrig vide... det næste barn, du får, er sikkert en dreng". Det er nogle underlige ting, man kan bokse med dér i tiden efter. Men det var rigtig svært for mig at acceptere, at nu kunne jeg ikke få en levende datter, der kunne hedde Klara.

Signes svigerinde tog billeder af barnet, og hospitalet sørgede automatisk for hånd- og fodaftryk.

– Ud fra et af billederne fik vi sidenhen lavet en tegning af hende. Det var hospitalet, der anbefalede tegneren. Vi er så glade for den tegning. Det ville være for voldsomt at have
et foto af Klara stående. Tegningen er meget rarere. Det ligner bare en baby, der sover.

Klaras aske i havet
– I løbet af meget kort tid – ti dage måske – fik jeg virkelig vendt det indeni. Jeg husker, at jeg en dag cyklede gennem byen på vej til en venindes fødselsdag og stadig følte mig ret meget på gyngende grund. Men på vej hjem derfra kunne jeg bare mærke, at... ja, jeg havde mistet hende, men jeg havde virkelig også fået hende. Der er også blevet givet noget til os. Og dét har været det sværeste, for det kunne folk jo ikke forholde sig til. Vi kunne godt mærke, hvordan det var at være far og mor til hende, men det tror jeg virkelig, man skal være meget tæt på os for at forstå. Det kan man heller ikke forlange, at folk skal, for der er jo ikke noget barn. Men ligesom alle andre nybagte forældre har man bare lyst til at vise og udbasunere: "Se, hvad vi har lavet! Vi er helt vildt stolte af hende, selvom hun ikke skal være her fysisk imellem os". Så der opstod også hurtigt et helt vildt behov for at få et barn mere, som kunne udfylde alt det, vi manglede. Vi var forældre, der var bare ingen, der kunne se det.

Klara blev søbisat en kold, men solbeskinnet decemberdag, seks dage før juleaften. På
stranden læste Signe et digt af Mary Elizabeth Frye op for Klara, og derefter gik hun
og Bjarke ud i waders og strøede datterens aske ud over farvandet ud for den lille sydfynske ø, Bjørnø, hvor Bjarkes forældre, lige siden Bjarkes barndom, har haft sommerhus. Herefter sang de Tommy Seebachs "Under stjernerne på himlen" – bare ændret til mellem stjernerne.

– Vi er begge glade for vand, og Klara havde levet hele sit korte liv i vand og skulle have lov at fortsætte der. Desuden er vand forbundet, så uanset hvilken kyst eller kanal vi befinder os ved, kan vi altid være tæt på hende.

Planen var ikke at give Klara en egentlig gravsten, men præcis det sted på stranden, hun blev bisat fra, står der en kæmpe sten, hvorpå de har tilladt sig at male Klaras navn helt diskret med sølvmaling.

Barn nummer tre på vej
Signe og Bjarke har vist sig at være stærke sammen oven på den benhårde december
2011. Og i stand til at komme videre på en god måde – sådan som de forudsagde i mailen den nat med de tusind tårer. For nu spirer livet igen i Signe. Hun er gravid – ikke bare for anden, men for tredje gang. I juni 2013 kom Louis til verden, og nu skal han være storebror til en pige, som kommer til verden i november.

– Vores sundhedsplejerske sagde det så fint. Hun kendte selvfølgelig historien om Klara. Den havde vi fortalt ved første møde, men derefter havde det handlet om Louis. Og da vi
afsluttede mødet, sagde hun så: "Hvem ved, det kan være, vi ses, når I engang skal have en 3'er". Og det er sådan, vi tænker selv. Jeg er mor til tre børn. Den ene er desværre bare ikke blandt os fysisk. Hun er min engledatter.

– Selvfølgelig taler vi om hende på hendes fødselsdag, og den dag vi bisatte hende. Ligesom vi, hver gang vi kommer på Bjørnø, lige skal ned til hendes sten. Der har vi haft masser af oplevelser af, at det har været vildt overskyet, og pludselig, når vi har stået dernede, er solen brudt igennem. Sådan mærker vi mange tegn på, at hun er iblandt os.

– Jeg tænker nok på hende dagligt. Ved at kigge på månen eller stjernerne. Eller nu i forbindelse med graviditeten. Jeg har aldrig været bange for at komme til at overdyrke hende, sådan at Louis kom til at stå i skyggen af hende. Det kommer aldrig til at ske. Han er her jo bare – med al sin fysiske kraft og vælde. Tværtimod har jeg da kunnet savne hende lidt, for jeg var så forbundet med hende både op til og under graviditeten med ham.

– Louis, som er lige godt to år nu, ved, at han har en englestoresøster. Hvis vi spørger, hvor Klara er, kan han godt pege på hendes billede. En gang tog han – helt spontant – sin bamse og lagde den op til hende, uden at vi havde talt om hende. Det var meget rørende, at han også syntes, hun skulle have noget legetøj. Men ellers er det begrænset, hvad han kender til historien endnu.

– Nu glæder jeg mig simpelthen så meget over, at han får en levende søskende. Det gør mig virkelig lykkelig. Det er en gave til ham, mere end det er mit behov for at få et barn til.

... Og endnu et barn i Bangladesh
Siden slutningen af 2012 har Klaras fødselsdag haft en ekstra dimension. En dag, Signe var på arbejde hos SOS Børnebyerne, hvor hun stadig arbejder som Corporate Relationship Manager, fik hun nemlig en ide. Det var omkring Klaras 1-årsfødselsdag. Signe tænkte, om et af deres SOS-børn måske var født på samme dag som Klara. Ikke nødvendigvis samme år, det var nok et for stort krav at stille, tænkte hun, nu hvor der kun var gået et år, men samme dato så. Hun sendte sin forespørgsel ud i netværket, og kun få dage efter kom hendes kollega ind med et billede af en lille pige fra Bangladesh, som netop var født 1.12.11.



– Det var et temmelig rørende øjeblik. Der skulle jeg lige tage mig sammen for ikke at
hyle. Det var vildt dejligt, og jeg tænkte, at det gav fuldt ud mening for mig.

Den lille pige havde været i SOS-hænder et halvt års tid. Hendes mor var død på grund af sygdom, og faren var ikke i stand til at tage sig af hende og havde derfor efterladt hende.

– På det første billede, jeg fik, havde hun, som følge af sygdom og underernæring, nogle heftige knopper i ansigtet – det var i hvert fald det, alle andre så – jeg syntes bare, hun var vildt yndig og sød. De er væk nu. Nu er hun helt fin og ser ud til at klare sig rigtig godt i sin nye familie.

Babyer kommer relativt sjældent til SOS-byerne, derfor er de tit meget populære i SOS-familierne, hvor der er helt op til ti børn i et hus med en mor. Ikke mindst blandt de ældre SOS-søskende.

– I dag er jeg meget glad for mit SOS-fadderskab, som betyder noget helt særligt for mig. Nu er hun kun 3 år, men hun skal helt klart have vores historie en dag. Der er ingen forpligtelse i forhold til, at hun skal svare mig, men jeg synes bare, det er en meget sød historie, som jeg synes, hun skal kende til.

– Jeg håber, at jeg en dag kan besøge hende i Bangladesh, og de årlige billeder, vi mod­tager af hende, er en fin påmindelse om vores datter mellem stjernerne, som vi ikke fik lov at se vokse op. Det bliver en fin måde at fortælle Louis og den her baby herinde, at vores fadderbarn er lige så gammel som deres engle­storesøster. Hun er på ingen måde en erstatning for det barn, vi ikke fik lov at beholde, men jeg er rigtig, rigtig glad for, at hun fandtes derude. Den lille pige fra Bangladesh har jo på en eller anden magisk måde fået en relation til mit liv, fordi hun tilfældigvis blev født den dag, og det er da mystisk, at hun har mistet sin mor, og jeg har mistet min datter – det gør historien endnu mere særlig. 

LÆS OGSÅ: "Jeg har altid tænkt, at alting ville være lettere, hvis jeg drømte om et liv mand, børn og hus"

LÆS OGSÅ: "Hvis ingen har set mig, så er jeg færdig. Så dør jeg om lidt"

LÆS OGSÅ: "Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø"