Når det er øv at være skilsmissemor

Dag 1

Har en dejlig dreng på 5, som jeg hver anden fredag afleverer til hans far. Hader, hader, hader at være skilt på de dage, men ved, det er det bedste for os alle sammen. Barnet er glad, eksmand er glad, og jeg er glad. Men hold nu kaje, det gør nas at stå der og sige farvel - og vide, at de næste 7 dage skal jeg ikke kysse hans små kinder. Da jeg har vinket farvel til ham og børnehavebussen, så står jeg der midt på Havnegade og synes, alle de forældre, der er til stede, ser lykkeligere ud end mig, og jeg mærker, hvor øv det er at være skilsmissemor.

Hans far og jeg har faktisk et rigtig godt forhold, men hold nu op, hvor det har taget tid at få, og hvor har det krævet en ekstrem ansvarlighed og et valg om at være voksen i processen. Det har taget sin tid at blive sådan 'rigtigt voksen' - sådan en, der ikke bagtaler den anden foran barnet, sådan en mor, der ikke flipper ud, eller hvæser 'du ser aldrig dit barn igen'. Sådan en, der taler pænt og respektfuldt og stadig er den, han ringer og snakker med og omvendt.

Jeg ved jo godt, at min søn har det skidegodt hos sin far… Men det er smerten over, at jeg ikke kan være sammen med ham, der gør nas.

At blive skilt er det mest uegoistiske valg, jeg har truffet. Gennem mit arbejde som terapeut møder jeg dagligt mange, der vælger at blive i et dårligt parforhold, fordi tanken om at skulle undvære ungerne er for voldsom. Jeg tænker tit på, hvor ofte jeg hører, unge i terapien ønske, at deres mor og far var gået fra hinanden, så de var sluppet for skænderierne, den dårlige stemning og følelsen af at der var 'noget' galt. Især ville de have været rigtig godt tjent med ikke at føle, at der var noget i vejen med dem.