Hvorfor slår mine veninder altid hånden af mig?

Spørgsmål om manglende veninder

Jeg er så bange for, at det her spørgsmål skal lyde selvhævdende, men mit problem er, at jeg ikke kan finde veninder, der er i stand til at glæde sig på mine vegne. Jeg er en veluddannet kvinde, midt i 30’erne, pænere end de fleste og tilmed heldig. Jeg er god til mit job, jeg er en god kollega, jeg har glade og uproblematiske børn, og det er faktisk alt det, der er mit problem.

Jeg kan nemlig ikke finde veninder, der kan glæde sig over min succes. Bare inden for de seneste år, har jeg mistet flere af dem. En slog hånden af mig, fordi jeg fik et stort job, hun selv havde søgt. En anden sagde, at hun blev ked af det, fordi jeg blev gravid, og hun ikke selv kunne blive det. En tredje vendte mig ryggen, fordi jeg mødte en velhavende mand, der qua sine penge kunne give mig en masse oplevelser, hun ikke følte, hun ville kunne få. Det er bare de seneste tre veninder, som jeg har elsket og været der for, men som valgte mig fra.

LÆS OGSÅ: Hvordan slipper jeg ud af ensomheden?

Fælles for de veninder er, at de alle har været dårligere uddannede end mig og generelt lidt uheldige. Jeg tager mig altid af de "svage". Dette bunder nok i, at jeg selv hele mit liv er blevet mobbet. Mit selvbillede er således ikke det, som andre ser. Jeg har hele livet lidt af et enormt mindreværd, der i perioder giver depressive tilstande.

Nu har jeg mødt min dejlige og meget velhavende mand, og vi er ved at starte en ny familie. Det var hovedet på sømmet for de sidste veninder, jeg havde. Der var ingen glæde at spore, kun negative bemærkninger og spot. Jeg savner at have nogle veninder, hvor vi vokser, udvikler og støtter hinanden.

Jeg er ikke bange for at tale om mine fejl og mangler. At jeg er opvokset i et i alkoholiseret hjem med psykiske syge forældre og altid har skullet kæmpe og klare mig selv, men fortællingen om, at jeg så endte med at blive en smuk svane, er der ingen, der interesserer sig for. Hvor finder jeg dem, der gør?

Vibeke Dorph råder til at arbejde med sig selv

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at du lidt uheldigt sidestiller sårbarhed med svaghed, når du taler om venskaber. Er du f.eks. sikker på, at dine veninder kun var svage og misundelige, da den ene blev ked af, at hun ikke selv kunne blive gravid, og den anden ked af, at du havde fundet dig en velhavende kæreste?

Var der måske i stedet tale om, at dine veninder turde dele nogle af deres egne svære følelser med dig, følelser som de gerne ville have talt mere med dig om? For jeg tænker da, at det har krævet mod af dem at være så ærlige, og jeg synes derfor også, at det er synd, at jeres venskab er sluttet i stedet for at udvikle sig videre fra den ærlighed, der jo er en vigtig grundsten i rigtige venskaber.

LÆS OGSÅ: Min mands forkælede datter driver mig til vanvid

Måske du i stedet burde have honoreret deres ærlighed ved at insistere på at holde fast i venskabet og lade det vokse derfra. Af den vej ville du jo netop forsikre dine veninder om, at nej, jeres venskab er ikke en barnagtig konkurrence om, hvem der klarer sig bedst. Det er et venskab, hvor der er højt til loftet og derfor plads til, at I kan være præcis, som dem I nu engang er.

Det sagt, fordi jeg også synes, at du kommer til at modsige dig selv i din mail. Alt i den vidner om, at du længes efter dybe venskaber, alligevel kommer du selv til at fokusere alt for meget på, hvem der er ovenpå, og hvem der er svag. Den slags hører ikke hjemme i et venskab. Et venskab er ikke en konkurrence. Her er tværtimod tale om ubetinget kærlighed og mod til at være ærlig og sårbar. Så vil du venskabet, er det de værdier, du skal dyrke hos dig selv og andre.

Tør du gøre det, så får du det samme igen, og så er roden til et rigtigt venskab grundlagt. I den proces vil du i øvrigt kunne få glæde af at læse bogen "Voksne børn af alkoholikere", der også handler om udfordringen ved at skabe dybe relationer, når man kommer fra en så svær og belastet barndom, som den du selv har haft.