Min voksne søn har vendt mig ryggen

Spørgsmål om gammel problematik med søn

Jeg er midt i 60’erne og gift med en dejlig mand. Jeg har to voksne børn, den ene er en søn midt i 40’erne, og det er ham, det her drejer sig om. Hans far og jeg blev skilt, da min søn var blot tre år gammel.

Min søns far er fra det nordlige Sverige, hvor vi på det tidspunkt boede. Igennem de seks-syv år, vi var sammen, var han mig konstant utro, og jeg valgte derfor skilsmisse og rejste hjem til Danmark. Det viste sig, at jeg ikke kunne få min søn hjem og bo i Danmark, da han var svensk statsborger.

Det var en stor sorg for mig, men jeg havde ham dog på ferie og på besøg fire-fem gange om året. Det fungerede fint, min søns far og jeg var altid enige om, at vores brud ikke måtte gå ud over børnene. Da min søn blev voksen, sås vi dog ikke længere særlig ofte, der kunne gå et år imellem, også selvom jeg ofte inviterede ham.

LÆS OGSÅ: Min kærestes søn kalder mig for en "møgkælling"

Min søn har nu to dejlige døtre i 10-års alderen. Pigerne elsker mig og min mand, vi taler tit sammen, og vi besøger dem flere gange om året. Vi havde også før corona aftalt, at de skulle komme herned, så vi kunne tage i Tivoli. Da vi nu åbnede landet igen, mindede jeg min søn om vores planer. Det kunne så pludselig ikke lade sig gøre, for de skulle andre ting.

Julen skal også altid holdes i Sverige med familien der, det gælder åbenbart også i år. I det hele taget er min søn meget vred og afvisende overfor mig. Han har én gang sagt, at han aldrig selv ville kunne finde på at forlade sine børn.

I den forbindelse forklarede jeg ham, hvorfor det var blevet sådan og blev faktisk vred på ham, fordi jeg syntes, det var en dårlig undskyldning for hans afvisende opførsel, men det har ikke ændret på tingene. Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at møde ham, hvor han er

Nu er det sådan med skilsmisser, at selvom forældre siger og gør alt for, at den ikke må gå ud over børnene, så kommer ingen børn uberørte gennem en skilsmisse. Især da ikke, når den ene forældre flytter så langt væk, som du gjorde det dengang.

Jeg tror, at den sorg har sat sig fast i din søn og stadigvæk forhindrer ham i at opretholde en normal relation til dig. Det er således også den ulykkelige dreng, du skal tale til, hvis du søger en forsoning. For det nytter ikke, at du bliver vred og bebrejdende og dermed appellerer til den voksne mand i din søn, for det er han ikke klar til i forholdet til dig, hvilket jeg faktisk godt kan sætte mig ind i.

LÆS OGSÅ: Skal jeg give min nye kæreste en chance til?

I stedet skal du møde ham i den smerte, som han åbenlyst stadigvæk tumler med og gemmer bag sin afvisende attitude. Det kan du gøre ved at finde den smerte frem i dig selv, som du følte, dengang du selv blev nødt til at rejse fra ham og så tale til ham derfra. For alt i din beskrivelse af din søn vidner om, at han føler sig trådt på, og derfor ikke har lysten og viljen til at opretholde og pleje den familiære forbindelse, som du drømmer om, at I skal have.

Var jeg dig, så ville jeg derfor sætte mig ned og skrive ham et brev, hvori du fortæller ham, hvor meget du har savnet og stadigvæk savner ham – og ikke kun hans børn – i dit liv. Du skal kort sagt tale fra din egen sårbarhed og ad den vej finde vejen til hans. På den måde tror og håber jeg for jer begge, at der langt om længe bliver mulighed for en åbning og forsoning, der vil gøre jer begge to så godt.