Christian Tafdrup: Jeg faldt for dominerende kvinder, jeg bare ikke passede sammen med

16. juli 1992, 14 år, Østerbro, København
"Han sagde til mig:
− Du er skuespiller.
− Du er producent, sagde jeg så.
− Nej, jeg mener det. Lars von Trier siger, at forskellen på en udenlandsk skuespiller og en dansk skuespiller er, at hvis man beder den udenlandske skuespiller om at gå ud i en kloak fuld af lort, så gør han det sgu. Men man skal altid bruge mindst en halv time på at overtale en dansk skuespiller. Men Christian, du gør det sgu bare!"

− Alle var fulde på nær Peter Aalbæk og mig. Vi var til afslutningsfest på filmen "Smukke dreng", hvor jeg spillede hovedrollen. Jeg var lige blevet 14 år og spillede teater, men vidste ikke helt endnu, om jeg kunne blive skuespiller. Men den aften fortalte Peter Aalbæk mig, at jeg var skuespiller. Jeg husker det tydeligt. Det var et nøglepunkt for mig.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder

Citatet handler om, at der ikke var så meget pis med mig. Jeg forstår det som en kompliment, at jeg ikke stiller mig i vejen for noget, men hopper ud i det. Det gør jeg nok stadigvæk. Ikke i alt, selvfølgelig, men jeg er sådan en, der er med på meget. Han sagde også, at jeg var mere professionel end de professionelle. Han kunne godt se, at jeg ikke var naiv og ville lade mig udnytte. Jeg forstod, hvad jeg lavede, selvom det var en film om en trækkerdreng, og jeg var meget nøgen i den.
Det var en meget lykkelig tid for mig, hvor mine drømme gik i opfyldelse. Jeg gik i 8. klasse, fik den her rolle og havde en kæreste, der var to år ældre end mig, som jeg var ekstremt forelsket i. Jeg var vild med hende fra 5. til 7. klasse og blev først kæreste med hende dér. Samtidig var det også en supersvær periode. Jeg var stadig ret lille, og når man er kæreste med en pige, der er to år ældre, så bliver man altså endnu mindre. Men tingene skete for mig i den tid. Det varede selvfølgelig ikke ved. Filmen kom i biografen, men efter en måned blev den taget af plakaten, og så blev jeg ansat på Zentropa som stikirenddreng til 30 kroner i timen i stedet. Så var der pludselig en anden tone. Og kæresten gik fra mig og flyttede til USA. Så gik det ligesom mere ned ad bakke.

2. september 1992, 14 år, Østerbro, København
"Folk på skolen tror, der er noget imellem dem. Hun snakker også konstant om Juan. Vi havde en aftale i fredags, som hun udsatte, fordi Juan og en anden dreng skulle hjem til hende, kun de tre. (...) Jeg sagde, at hvis hun bare var som en ven over for de to drenge, så var det vel ok."

− Vi var kærester i halvandet år, mig og min første kæreste. Hende, der flyttede til USA. Jeg var 13 år, og hun var 15 år, og det var helt vanvittigt, at det skete. Jeg var ret... Ikke kikset, men lidt en nørd. Og på et tidspunkt begyndte hun at interessere sig for nogle, der var lidt ældre. Juan var på hendes alder, og jeg kan huske, at hun flirtede og dansede længe med ham til skolefesten. Og at folk begyndte at insinuere alt muligt. Jeg blev ekstremt jaloux. Jeg løb ind på dansegulvet og skubbede ham væk og tog hende med ud i gården og konfronterede hende. Hun var helt rystet. Jeg kunne bare mærke, at hun var tiltrukket af ham. Det indrømmede hun også senere, at hun var. Det var nok min allerførste oplevelse af jalousi. En jalousi, som jo er fuldstændig den samme senere. Det er lige meget, om man er 14 eller 37 år. Jeg tror aldrig, hun var sammen med Juan, men på et tidspunkt var min tid jo bare forbi.

LÆS OGSÅ: Julie mistede sin kæreste, job og bolig på en gang - men så begyndte hun et nyt liv

Det overrasker mig, at jeg virker så rolig i dagbogen. For dengang kom det helt bag på mig, hvor voldsom en reaktion jeg havde. Hele min krop sitrede, og jeg havde lyst til at pande ham én. Det der med, at det er okay, må være min facade. Jeg havde det jo pisse-dårligt over det. Jeg sagde, at det var i orden, men det var det jo ikke. Jeg var meget mere jaloux, end jeg ville indrømme, og jeg var også bange for at skubbe hende væk. Tanken har helt sikkert været, at det var bedre, hvis jeg var sejere. Sådan kan jeg også have det i dag. Hvis min kæreste siger: "Må jeg hænge ud med ham her, som jeg var kæreste med engang?", så siger jeg: "Ja, ja – bare gør det" i stedet for at sige: "Nej, det kan du da ikke!". Det er bedre ikke at være den lille mand.



8. august 1994, 16 år, Østerbro, København
"I ni timer lå vi på en bænk tæt ved Søpavillonen, dybt begravet i hinandens favne, som var vi to fordrukne sprittere under himmellegemets azurblå ansigt. Og da jeg klokken 06.15 cyklede hjem langs Peblinge Sø og så på den røde Irmahøne, vidste jeg præcis, hvad det vil sige at elske. Selvfølgelig har jeg også betragtet piger og følt dette ustoppelige behov for seksualitet kropslig nærhed – altså et fuldt ud seksuelt behov, der kun, men pirrende, længes efter en anden krop end den, man er havnet i. Men med hende her er det lige omvendt. Jeg har i virkeligheden intet seksuelt behov – det skræmmer mig kun."

− Det her er et eksempel på, hvor intellektuel jeg var. Jeg blev oppe i mit hoved. Jeg kan godt huske, at vi lå der i ni timer, og det var fantastisk, men det handlede også om at komme hjem og skrive om det. Alt handlede om at skrive. Og også til et punkt, hvor jeg nu brækker mig. Det er enormt komisk, at man tror, man har regnet kærligheden ud i så ung en alder. Hvordan kan jeg påstå, at kærlighed og seksualitet er to forskellige ting, som jeg gør senere i uddraget? Og at jeg væmmes ved at skulle se hende nøgen? Jeg kan ikke regne ud i dag, om jeg mente det, eller om det kun var en slags øvelse i at skrive. I hvert fald er det jo totalt løgnagtigt! Det er et forsøg på at være så ren og uskyldig som muligt, og jeg lyder som en dødirriterende fyr. Selvfølgelig havde jeg lyst til at se hende nøgen! Jeg turde bare overhovedet ikke. Jeg havde et meget 1800-talsagtigt, naivt forhold til det med kvinder. Jeg havde i virkeligheden et enormt seksuelt behov, og dét skræmte mig helt vildt. Der er noget meget kropsforskrækket og alt for selvhøjtideligt over det. Det er svært at gå i seng med en pige i den alder, og mit forsvar var at gøre det til et stykke litteratur. Jeg kan ikke engang finde ud af at skrive ordet seksualitet, så jeg streger det over og erstatter det med kropslig nærhed.

LÆS OGSÅ: Jes Dorph: "Jeg brugte rødvin til at få de åndelige fimrehår til at lægge sig"

Vi var kærester i to måneder, og hun endte med at skride, efter jeg læste et digt op for hende om månen, der skinnede på hendes ansigt. Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt det siden, men jeg synes, jeg var idiotisk. Hvorfor fanden...? Hun var en dejlig pige. Og der ville jo have været meget mere at skrive om, hvis jeg bare var gået ind i det.
Når jeg læser det igen, synes jeg, det er lidt fucked up. Jeg er aldrig rigtig dykket ned i det før, og det bliver meget uudholdeligt. Mange af mine dagbøger er præcis sådan. Jeg bliver vred på mig selv, selvom det jo er svært at være vred på en 16-årig dreng. Men jeg synes, jeg er gået glip af noget. Omvendt er det måske også noget af det, der har gjort, at jeg så godt kan lide at skrive.

Natten til den 24. januar 1997, 18 år, Østerbro, København
"Jeg er hjemme nu og har lyst til én at komme hjem med. (...) Jeg tænker jo, at jeg ikke har en eneste chance, men hvor mange chancer forpassede jeg ikke her til aften? Der må være noget i mig, der fortæller pigerne, at de skal holde sig væk fra mig."

− Min gymnasietid er der, hvor jeg har haft det sværest, og det er den periode, jeg bryder mig mindst om. Det var i den tid, seksualitet og alt det skræmte mig mest. Jeg var lige kommet hjem fra fest og havde sådan lyst til at være gået hjem med én, men det var fuldstændigt umuligt for mig. Det var super ensomt. Når jeg tænker over det, så levede jeg nærmest asketisk i de år. Det er faktisk et meget ærligt citat, der handler om min frustration og forvirring over, hvad det var, jeg udsendte. Eller om jeg bare ikke så det, når piger var interesserede. Jeg tror, der var meget, jeg ikke opdagede. Jeg forstod ikke signalerne, og mine venner var endnu mere nørdede end jeg selv, så de kunne ikke rigtigt hjælpe med at tolke. Der var en pige den aften, der spurgte, om vi skulle gå ud i gården, fordi hun syntes, der var varmt. Jeg svarede, at jeg syntes, temperaturen var meget dejlig. Jeg fattede det simpelthen ikke.

Senere har jeg talt med en veninde om den tid. Dengang kunne vi ikke lide hinanden. Hun var skolens "fremme-i-skoene-pige" − meget anderledes end mig. Hun fortalte, at jeg havde alt potentialet, men at jeg bare overhovedet ikke kunne se det. Jeg havde det grimmeste hår og gik i sådan noget kikset tøj. Alle kunne se, at jeg var en flot fyr, men jeg kunne slet ikke forvalte det. Og jeg havde det svært socialt i forhold til det modsatte køn, syntes hun. Jeg var sgu lidt kejtet. Der er stadig en eller anden form for kejtethed i mig, og det kan jeg godt lide. Jeg synes, det er charmerende, når mennesker er lidt kejtede. Og tankerne om, hvorvidt der er nogen, der vil have mig, forfølger mig også endnu. Der er jo altid et spil, som kan være svært at regne ud. Jeg er blevet meget bedre til det − men jeg kender fandeme mange, som er virkelig meget bedre!

LÆS OGSÅ: Nyskilt og forelsket: Jeg glemte mine børns behov 

19. april 1998, 20 år, Østerbro, København
"Christian Tafdrup. Jeg har aldrig haft brug for et kunstnernavn. De, der er nødsaget til at påtage sig et kunstnernavn, påtager sig rollen som kunstner. Det er noget, de bliver. Det er anderledes med mig. Jeg er kunstner fra fødslen af."

− Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde skrevet det her, men jeg synes, det er meget fedt. Jeg ville jo aldrig finde på at sige det i dag, for med alderen bliver man mere ydmyg og mere i tvivl om sine evner. Men på det tidspunkt var jeg ikke i tvivl. Jeg havde et kæmpe mod i, at jeg troede på, jeg skulle blive til noget stort. Inde i mig selv. Jeg kunne aldrig have fundet på at sige det uden for dagbogen. Jeg læste det op for min kæreste forleden, og hun syntes, det var vildt frygteligt og en meget selvhøjtidelig dreng, der talte. Men sådan var jeg ikke. Det, jeg læser ud af det, er en bevidsthed om, at jeg kan noget – og at jeg skal bruge det til noget. Og så er det smurt tykt på. Det siger noget om det mod, man har i den alder: "Jeg har ikke brug for et kunstnernavn, fordi det er så godt et navn, jeg har". Haha – det er da fedt! Og alt for meget! Jeg følte, at det kom nemt til mig at skrive. Det flød. Jeg skulle bare bevæge hånden. Der er noget befriende ved at sige: "Jeg har gjort det her hele mit liv, og jeg er pissegod til det". At skrive eller spille kommer jo også ud af lyst og leg, og det kan godt forsvinde lidt, når man bliver skolet. Så begynder man at blive bevidst om det, man ikke kan. Og man møder folk, som godt kan, og lærer, hvad håndværket er – og man begynder at få kritik. Så bliver man jo mindre. Men det er til gengæld også nødvendigt for, at man kan blive rigtig god. Jeg har haft lange perioder, hvor jeg har været enormt selvkritisk og haft skriveblokader og været smadder bange for at stå på en scene, fordi jeg ikke syntes, jeg var god nok. Men før man ved så meget, så er man ligeglad. Jeg håber, at man finder tilbage til den selvtillid på et tidspunkt.



4. november 2007, 29 år, Amsterdam
"(...)endelig skete det – det jeg dybest set har drømt om hele tiden på min dannelsesrejse − ikke skide van Gogh, ikke smart, postmoderne belgisk teaterkunst eller hollandsk fotokunst, nej! – piger alene med mig på mit hotelværelse. Fuck, jeg kunne have taget pikken frem, som de sad der op ad væggen på min singleseng."

− Jeg ville være skuespiller, fra jeg var tre år, og senere også instruktør. Måske var jeg for fokuseret. Jeg ville ikke rejse eller noget, og jeg tænkte enormt borgerligt: Jeg skulle bare møde mit livs kærlighed, have tre børn og bo i hus, når jeg var 21 år. Det var en løgn, jeg troede på i lang tid. I virkeligheden ville jeg bare ud i livet og fyre den af og drikke mig fuld og være sammen med kvinder og skeje ud og gøre alt det, jeg ikke troede, jeg kunne eller måtte. På et tidspunkt i livet får man revet brillerne af, og måden, man ser verden på, ændrer sig. For mig kom det først, da jeg var sidst i tyverne. Jeg blev mindre bundet af en opskrift. Lad der komme, hvad der kommer. Måske får jeg aldrig børn. Måske får jeg aldrig en kæreste. Og hvad så?

Her har jeg lige fået penge fra en skuespilpris til at rejse for. Jeg havde aldrig været på interrail, så jeg brugte en måned i Europa alene, og for at dokumentere det skrev jeg en rejsedagbog, hvor jeg besluttede at være totalt ærlig og skrive alt ud. Tanker, lyster, drifter, alt. Det var en helt ny måde at skrive dagbog på for mig. Det var ikke så helligt. Det er nok den fedeste oplevelse, jeg har haft med at skrive dagbog. Jeg havde brug for at sparke døren op til verden og bare vælte mig rundt i den, og det gjorde jeg.
Passagen er fra mit første stop i Amsterdam, hvor jeg prøvede at gå i byen alene og beskrive, hvordan det er at gå ud og prøve at møde piger helt afvæbnet. Hvor desperat man er. Jeg var tre steder, før en uskøn polsk pige og hendes veninde endelig bed på og gik med mig over på mit hotelværelse. Men der skete ikke noget. De ville hjem lige efter, de var kommet, og min vilde fantasi endte bare med, at vi gav hånd, og de gik.
Jeg lærte noget om mig selv ved ikke at prøve at være så pæn og censurere ord på den tur. Senere lærte jeg endnu mere, også om forholdet mellem mænd og kvinder, ved at gå igennem et meget svært forhold. Jeg lærte, hvordan det ikke skal være, og hvor man skal sætte grænsen. Jeg opdagede, at jeg havde et mønster − jeg faldt for dominerende kvinder, som jeg bare ikke passede sammen med. I dag er jeg i et meget
lykkeligt forhold med en kvinde, som ikke er dominerende. Hun er for nylig flyttet ind i min singlehybel gennem 14 år, og vi har sammen været på oprydningsmarch i gammelt tøj, gemte biografbilletter og 25 års dagbøger for at gøre plads til vores lille datter. Nu er dagbøgerne flyttet fra reolen til arkivkasser. Det var sgu egentlig også på
tide, at der blev lagt låg på dem.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."

LÆS OGSÅ: Christiane: "Jeg har kun kærlighedstatoveringer"

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha: "Min mors død var grunden til, at Marian og jeg blev gift