Cristine Gliese.

Cristine voksede op i et hjem præget af kaos og alkohol – ét sted blev hendes frirum

Haven er ikke bare hyggelig tidsfordriv for Cristine Gliese. Den er blevet et fristed, hvor hun kan hele sårene efter en svær barndom og finde ro. Takket være haven har hun i dag sluppet den bitterhed, der sad i hende i mange år.

hjemmet logo farve

Da Cristine Gliese voksede op, var der et hul i bøgehækken, der førte fra hendes eget hus ind til naboen.

Her boede Mogens og Anna. De havde høns og duer, en lille havedam, en prydhave, en grøntsagshave, hvor Anna groede kartofler og gulerødder, og et garnhus, hvor Mogens ordnede alt det udstyr, han brugte på sine fisketure. 

Cristine kan ikke huske, hvornår hun første gang talte med Mogens og Anna, eller hvornår hullet i hækken egentlig kom, men hun kan huske præcist, hvordan hun havde det, når hun trådte ind igennem det: "Så faldt mine skuldre helt ned. Mogens var fra Stevns, og Anna var vestjyde, og de var begge fra en anden tid, så der blev ikke talt en masse om følelser. 

I stedet gik vi i haven og gav duerne og hønsene mad, og så skulle vi lige ordne noget i garnhuset. Udover at se Matador, som vi gjorde rigtig meget, så blev det en ting at gå rundt i haven sammen.

Deres have var et fristed for mig, når jeg skulle væk hjemmefra," fortæller 46-årige Cristine.

Grunden til, at Cristine ofte søgte ind i nabohaven, var, at hendes barndomshjem ikke altid var for børn. Der var meget turbulens, slåskampe, alkoholmisbrug og lange perioder med utryghed.

"Jeg kunne høre på mine forældres skridt og på den måde, de åbnede havelågen på, om de var i godt eller dårligt humør. Når du vokser op som barn i et turbulent hjem, er du så obs på dine sanser, at du kan afkode alt. 

Det er en konstant stresstilstand at være i for et barn. Jeg kan huske, at når min mor kaldte på mig inde hos Mogens og Anna, fordi vi skulle spise, så stivnede jeg helt," fortæller Cristine.

Magi i haven

Cristine har valgt at fortælle sin historie i anledning af, at hun har skrevet bogen 'Haven, håbet og kærligheden'. En bog, hun ikke kunne skrive, hvis ikke hun åbnede op for sin barndomsfortælling og tiden hos Anna og Mogens. 

For bogen er ikke en havebog af den sædvanlige slags, men nærmere en hyldest til alt det, som en have kan i form af at give ro, omfavne og hele.

"Der sker et eller andet, når jeg sætter mig ned og får hænderne i jorden. På grund af min opvækst, hvor jeg hele tiden var obs på småting og faresignaler, har jeg en meget låst hukommelse. 

Der er ting, jeg har rigtig svært ved at huske – ting, der er sket på rejser med mine børn eller veninder – og de ting kommer nogle gange tilbage, når jeg arbejder i haven. 

Haven løsner op i min hjerne," fortæller Cristine.

"Jeg bliver forundret over det hver evig eneste gang. Jeg har svært ved helt at forklare hvorfor, men det har noget at gøre med, at naturen er fuldstændig ligeglad med mig. 

Den er kun interesseret i, hvad der sker i det øjeblik, jeg stikker hænderne ned i det dyrebareste, den har, nemlig jorden, og hvordan jeg behandler den. Behandler jeg den ordentligt, så skaber jeg magi, gør jeg ikke, så dør planterne. 

Så alt det, jeg har med i bagagen, kan jeg ikke bruge til noget herude. 

Ikke min fortid, ikke mine forældre, ikke mine minder. Det er ikke fordi, jeg fortrænger det, men det bliver ligegyldigt. Det må godt være her, men det betyder ikke noget længere," siger Cristine

Plads til ukrudt

I bogen hjælper Cristine også knap så havekyndige på rette vej med alt fra, hvordan man vælger den rigtige jord, til hvilke blomster der kan tiltrække de rette insekter.

Til hverdag bor Cristine med sin mand og to sønner i et byhus i Køge, hvor den lille gårdhave er fyldt med krukker, der med nød og næppe undgår sønnernes basketball. Og selvom hun som det første hver morgen åbner døren og kigger til dem, er det i sommerhuset ved Slagelse, at hun folder havepassionen ud for alvor. 

Det er femte sommer, at familien er i huset.

"Jeg vil helst gro så meget, jeg kan, fra stiklinger og dyrke min have med mindst mulig belastning, uden gift og uden spagnum. Og så tænker jeg over hvilken jord, jeg dyrker i, ellers dør det hele. 

Man bliver nødt til at vide, hvad man laver, ellers kan man ende med at smadre ret meget undervejs," siger Cristine, hvis have er indtaget af alt fra sommerfuglebuske, morgenfruer og roser til storkenæb, kærmindesøster og forglemmigej samt brændenælder, som tiltrækker syv af landets hjemmehørende sommerfugle.

Rigtig meget af det, vi normalt anser som ukrudt, får lov at blive i Cristines have, fordi det sikrer insekternes overlevelse. 

På samme måde har haven sikret Cristines overlevelse på trods af det ukrudt, barndommen har sat i hende. 

Haven er blevet hendes hjælper til at rykke videre fra at føle sig som et offer til i dag at kunne se sin barndomssituation med mere mildere øjne.

"Jeg har brugt alt for mange år på at synes, at det var synd for mig. Men det er det ikke. 

Det var sådan, det var, og det har jeg lært at acceptere. Jeg er ikke vred på mine forældre mere, fordi jeg godt ved, at de gjorde alt, hvad de kunne, de havde bare ikke mere. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de elskede mig," siger Cristine og slår fast, at hun ikke har brug for, at folk udskammer hendes mor eller far eller ser ned på dem.

"Det, synes jeg ikke, at de fortjener som mennesker, og det har været rigtig helende at finde ud af, for det må jo betyde, at jeg hverken er sur eller bitter."

Personlig have

Cristine Gliese er aktuel med en bog om sin store passion for haver, hvor hun fortæller, hvordan hun har skabt en bæredygtig have, der passer til de omgivelser, den er placeret i. Bogen tager udgangspunkt i hendes barndomshistorie.

'Haven, håbet og kærligheden', Dreamlitt, 249,95 kr.

'Haven, håbet og kærligheden', Dreamlitt, 249,95 kr.