Sophie Kampmann
Foto: Privat

Sophie Kampmann

"Da jeg havde en kæreste, spurgte ingen mig, om jeg var glad"

Alt er ikke nødvendigvis godt bare fordi man har en kæreste, skriver Sophie i sin klumme.

KLUMME: Sophie, er du glad? Også selvom du ikke har en kæreste? Mangler du ikke den form for tosomhed?

Ovenstående spørgsmål er alle nogen, jeg ofte støder ind i. Og jeg har tidligere også talt om den type spørgsmål i min klumme om at være single.

Det undrer mig, at da jeg havde en kæreste, var der ikke nogen, som spurgte: er du glad? Spørgsmålet til folk i parforhold, som måske kan sættes i samme bås som spørgsmålet til singler, kunne lyde: hvordan går det så med dig og X?

LÆS OGSÅ: Derfor forsvinder han pludselig som dug for solen efter jeres flirt 

Det var som om, at min kæreste og jeg var blevet én. At vores eksistens – bestående af to forskellige individer, tanker, lyster, umotiverede skænderier og hverdag – var blevet sammensmeltet til én person. Og det var denne samhørighed, der fik stillet spørgsmål. Det vil sige: hvordan har I det, fremfor at spørge ind til mig – som individ – i forlængelse af et andet menneske. For man mister jo ikke sin egen eksistens, når man er én, eller gør man?

Det er vist sikkert at sige, at jeg efterhånden falder ude for en norm. Jeg er single og i en alder, hvor man begynder at finde den eneste ene – for the time being – eller for altid.
Derfor er samhørigheden også allestedsnærværende. Der bliver købt fælles bolig, fælles bil, fælles sofa, stearinlys, overvejet i hvilke daginstitutioner ens kommende barn skal gå i – hvilken slags forældre man vil være – sammen – og om hvilken opdragelse man skal give videre sammen.

LÆS OGSÅ: 6 ting vi ubevidst gør, der ødelægger vores forhold

Som del af et par er man en hær sammen. Omgivelserne kigger på parret, som en helhed – fordi man er nogen, i kraft af sin partners eksistens. Og midt i dette virvar glemmer vi at spørge den enkelte: hey, hvordan har du det? Altså dig, bare dig, som muligvis er ved at rive hårene ud over vasketøjet derhjemme og kærestens nogle gange irriterende venner.

Hvordan har du det? Altså helt derinde, hvor hjertet banker, tårerne triller og ensomheden kan banke på, selvom man er i et forhold. For når man bliver kærester, er det nærmest forventet, at man gør og føler alting sammen. At man smelter sammen, og at ensomhed ikke er eksisterende.

Da jeg var i et forhold, tog jeg ret tit ud og rejse med mig selv. Bevars, jeg besøgte venner og veninder i udlandet. Ofte købte jeg bare billetten uden at konferere med min kæreste. For jeg var jo stadig mig og havde fortsat bekendtskaber, som min kæreste ikke behøvede at blande sig i. Når dette skete, stillede min omverden spørgsmål; hvorfor skal din kæreste ikke med? Er det ikke underligt at rejse uden ham? Jamen, hvad skal han så lave?

LÆS OGSÅ: Det mener mænd om "bad boys"

Og når jeg kigger tilbage på denne form for hysteri, så undres jeg, og jeg bliver faktisk også lidt trist. Hvorfor kan ens egen eksistens ikke plejes på trods af, at man er i et forhold? Er det ikke også vigtigt, at man husker sig selv?

Jeg har altid troet på, at man i virkeligheden er alene. Det kan godt være, du deler seng med en partner. Men når du lukker øjnene for at sove, er du bare dig. Det er dit univers. Og dine allerinderste tanker, der vil lulle dig i søvn. Muligvis har du en tryghed af en partners varme og arme lige ved siden af dig, men de er for så vidt ikke inde i det univers, der bliver præsent, når du lukker øjnene.

Og denne form for alene-hed kan godt være skræmmende. Men den er kun skræmmende, såfremt den bliver tabubelagt, når man er i et forhold. Jeg tror helt og holdent på, at man for at være et med en anden, skal kunne være alene og nyde dette. Når man kan det, kan man også være allermest ærlig over for en potentiel partner og sove rigtig godt om natten.

Og derfor tænker jeg, og stiller et kæmpe fedt spørgsmålstegn ved, hvorfor ens individualitet bliver skyllet ud, så snart en partners eksistens bliver tilstedeværende?
De par, der konsekvent siger VI i stedet for JEG, der ikke kan slippe telefonen til en kaffe med veninden, for hvad nu hvis han ringede, og dem, som ikke føler sig hele uden den anden, det er problematisk. Og hvad der er endnu mere problematisk, er, at dem/os, der er omkring dem, accepterer denne form for adfærd.

Jeg har haft kærester. Og det seneste forhold jeg var i, var et af de bedste, jeg nogensinde har været i. Der var ligeværd. Der var accept – og der var enormt sjovt.
Vi blev også enige om, begge to, nogle måneder inden afslutningen af forholdet, at det ikke var godt nok.

LÆS OGSÅ: 10 ting, jeg har lært om at være nyuddannet og arbejdsløs

Jeg har brugt mange timer på mit kontor, alene, hvor jeg har grædt. Jeg har ikke været glad. Og har bestemt været en halv version af mig selv. Følt mig utilstrækkelig og uærlig. For det virvar, der var i mit hoved, var et resultat af min lukket-mund-hed overfor min omverden – og dels også et resultat af – hvordan går det med dig og X – i stedet for, hey Sophie, hvordan har DU det.

Min eksistens blev tilintetgjort, fordi min kærestes og min eksistens åbenbart var den, der var allermest vigtig for andre. Og når jeg fint kunne svare, at det gik godt, så gik samtalen videre til noget helt andet.

Og nogle gange var jeg virkelig ved at skrige. For er det ikke okay at være i tvivl, selvom VI er glade? JEG findes jo også. Og mine behov, sat op imod VORES, kan sagtens være ganske anderledes. Og dertil kan mine længsler også være helt modstridende.
Når man er i et følelsesvirvar, er jeg med på, at man ikke altid har overskud til at definere overskriften på kaos. At det nogle gange er nemmest at forsvinde i hverdagssamtaler og ikke at gå til bunds i en psykoanalyse. Den forstår jeg, og jeg har selv været der.

Og det her er ikke en sviner til mine bekendte – slet ikke. Men det er en venlig reminder om, at tosomhed ikke er lig med lykkelighed.

Jeg kender efterhånden nogle mennesker, som er i særdeles gode forhold, men som er gået ned med flaget. De er der, hvor psyken smerter, og hvor livet ikke synes at hænge sammen. Og når jeg har talt om disse mennesker med andre, har den umiddelbare reaktion været: nåååh, men er det ikke også fordi de er ved at gå fra hinanden?
Dette spørgsmål er et perfekt eksempel på den arrogance, der findes, når livet skranter, selvom man er lykkelig i sameksistens med en kæreste.

Jeg kan ret gode lide at sidde alene på diverse caféer og beværtninger rundt omkring. Her betragter jeg andre menneskers liv – for en kort stund. Og jeg har lagt mærke til mange veninder, der mødes med smil på læben og beder tjeneren om to café latte. Der går ca. 40 minutter, før de rejser sig op og går videre, men en sjælden gang imellem bliver de. Bestiller noget vin. Og en af dem får røde øjne. Der udveksles kram. Og kleenex bliver stillet på bordet. Og jeg mistænker disse former for samtaler for at komme til bunds i overfladen – og mærke hjertet.

Så hvad er det, jeg vil frem til? Siger jeg, at du ikke har nogen rigtige veninder, når ikke de spørger til, hvordan DU har det? Absolut ikke. Men jeg undres over den berøringsangst der er. 

Jeg har et hav af eksempler på, at det kan gå galt, når ikke man husker at spørge ordentlig ind. Men dem lader jeg lige blive under gulvtæppet – og vil i stedet bede dig om at skrive en mental note: Forhold er ikke et lighedstegn som udmunder i den fuldkomne glæde.
Husk at spørge hvordan din ven eller veninde har det også selvom de har en kæreste. 

LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage til dig 

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Nyd og dyrk, at du ikke er som alle andre" 

LÆS OGSÅ: Mit håbløse dating-eventyr på Tinder

Sophie Kampmann

Sophie Kampmann er 29 år og journalist. Hun arbejder på det danske pladeselskab, Fake Diamond Records. 


Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.  
Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur