Danserinden fra Pariseroperaen: ”Det er faktisk psyken, der skal være stærkest.”

Som 11-årig blev den franske danser Charlotte Ranson en del af én af de fineste danseinstitutioner i verden – Opéra national de Paris (Pariseroperaen).

I anledningen af Giorgio Armanis parfume ‘Sí’ har vi snakket med den franske danserinde om udfordringerne, om smerterne og ikke mindst om, hvorfor det har betydet alt, at hun turde sige ‘sí’ til dansen.

Har du altid vidst, at det var dansen, der var din skæbne?

Ja, det har jeg faktisk. Siden jeg var 4 år gammel, har jeg danset, for dansen var for mig den mest autentiske måde, som jeg kunne udtrykke mig selv på. Dér er det kroppen, der udtrykker de inderste følelser.

Hvordan startede du i Pariseroperaen?

Jeg deltog i en konkurrence, da jeg var 11 år gammel. Der var 3.000 dansere, der havde ansøgt, men så var vi 12, der blev udvalgt. Og ud af de 12 blev jeg så udvalgt til at danse med de professionelle dansere.

Imponerende! Men var det ikke også enormt hårdt – at skulle være professionel som 12-årig?

Jo, det var det. Uden tvivl. Jeg havde aldrig oplevet så høje krav og standarder, men det var ikke det hårdeste. Det hårdeste var at blive separeret fra min familie, mine venner og skolen. Jeg startede på en kostskole, og reglerne her var enormt strenge. Da jeg var et barn, var det måske o.k., men som 15-16-årig føltes det lidt som en militærskole. Det var enormt hårdt, men i dag er jeg glad for, at jeg gjorde det. Jeg har kunnet tage en masse ting med mig fra den tid.

Dit ‘sí’ til dansen er på mange måder et meget selvopofrende ‘si’, er det ikke? 

Mit ‘sí’ har været indbegrebet af forpligtelse, jo (Charlotte ler en gang). Man danser mellem fem og syv timer hver dag. Det tærer på kroppen, men det er faktisk psyken, der skal være stærkest. Den skal balancere mellem at kapere smerten, men fortsat lytte til den. Er det en smerte, der kan undertrykkes, eller er det en smerte, der skal have behandling? Men når det er sagt, så er det lidenskaben, der driver værket selkaben er det, der driver værketdet er l migg vi bliver nødt til at tage os af det, for vi får ikke et nyt. Lidenskaben er de. Jeg skal ikke overtale mig selv til at træne. Lidenskaben gør, at jeg bliver ved.

Hvorfor? Hvad er det ved dans, der fascinerer dig så meget?

Det er bevidstheden om kroppen og alle de muligheder, som kroppen giver os. At vi hver dag kan forbedre den – det er et stykke arbejde, der aldrig slutter, fordi kroppens muligheder er uendelige. Du kan være herre over din krops udvikling, og det er vildt spændende, synes jeg.

Så frem til i dag – hvad har været kendetegnende for din udvikling som danser og som person?

Som tiden går, bliver du bedre og bedre til det, du gør. Jo mere avanceret arbejdet er, jo mere specifikke bliver målene. Det er det, som gør arbejdet så spændende. Man er ligesom en maler, der altid er på jagt efter den perfekte streg. Med alderen opdager du nye ting. Du fokuserer mere på ren og skær styrke og arbejder mere med hovedet og følelserne. Min udvikling har handlet meget om at lære nye måder at fornemme og føle ting på. At blive mere bevidst og opmærksom.

Er det et barneeventyr, der er gået i opfyldelse?

Ja, bestemt. Jeg udlever den drøm, som jeg havde, da jeg var en lille pige. I vores samfund er det at udleve sin drøm jo helt fantastisk. Jeg har fået lov til at være solodanser for tre koreografer, som i mine øjne er helt fantastiske – både som læremestre og mentorer.

Hvornår føler du dig lykkeligst?

Når jeg er på scenen. Mine lærere gennem tiden har også altid sagt det: ”Der sker altså et eller andet med dig på den scene, Charlotte”. Jeg har aldrig haft scenefrygt. Når jeg er på en scene, så er jeg fuldstændig hjemme. Jeg ved ikke hvorfor. Sådan har det bare altid været.

Hvis du skulle give et råd videre til kvinder, der også gerne vil sige ‘sí’ til deres lidenskab, hvad skulle det så være?

Lad aldrig chancen for at prøve noget nyt, for at udforske, for at opdage og lære passere. Tænk på alle livets udfordringer som en måde, hvor du kan vokse og forbedre dig. Og fortryd aldrig! Jeg er altid klar på at prøve noget nyt. Når nogen foreslår et nyt projekt, så er jeg klar. Får du en chance i livet, så skal du tage den. Ligesom jeg gjorde, da jeg gik til optagelse på Pariseroperaen. Havde jeg sagt til mig selv: ”Der er 3.000 ansøgere – det kommer jo aldrig til at gå”, så var jeg ikke der, hvor jeg er i dag.