Josefine åbner op: En barndom præget af selvskade, mobning og selvmordstanker
Det har langt fra været en let barndom for “Paradise Hotel”-deltageren Josefine. I årevis kæmpede hun mod brutal mobning, alt imens selvskaden blev hendes eneste udvej fra de overvældende følelser, der fulgte hende gennem opvæksten.
I en åbenhjertig fortælling i podcasten "Søstre" sætter Josefine Sørensen, i samtale med vært Mellissa Hussein, ord på en barndom, der satte dybe spor. hvor store følelser, manglende støtte og en utryg skolegang kom til at præge hende langt ind i voksenlivet.
Artiklen fortsætter under videoen:
Allerede i hjemmet oplevede hun en hård dynamik, som gjorde det svært at finde plads til sig selv.
– Vi havde en uheldig dynamik, da jeg boede hjemme. Der har ikke altid været plads til mig og mine meget store følelser, hvilket ofte førte til skænderier, uanset om jeg var helt lille eller lige var startet i skole. Det fyldte rigtig meget, fordi jeg følte rigtig meget, indleder Josefine.
Manglen på følelsesmæssig ro fulgte hende ind i skolen, hvor hun hurtigt begyndte at føle sig anderledes end sine jævnaldrende.
– Jeg har altid følt mig anderledes, fordi jeg tænkte, at alle andre havde de her ”perfekte” liv med penge, tid og overskud. For mig krævede alt enorm energi – bare det at stå op kunne være en kamp. Jeg kom tit for sent, fordi hele turen i skole var umulig for mig nogle dage.
Mobningen tog over og blev fysisk
Samtidig voksede Josefine op i et hjem med økonomiske udfordringer. Hendes mor var blot 16 år, da hun blev født, og i mange år havde Josefine heller ikke kontakt til sin biologiske far.
– Han havde sit eget liv, så det gav ikke mening for ham at være i mit på det tidspunkt. Han kunne ikke være den far, jeg fortjente, og derfor trak han sig. Det er jeg faktisk glad for i dag, for ellers tror jeg ikke, vi havde haft det forhold, vi har nu. Men det har selvfølgelig sat sig.
Skolen blev desværre ikke et fristed. Tværtimod oplevede Josefine massiv mobning, som over tid udviklede sig til både psykiske og fysiske overgreb.
Annonce
– Der var ikke plads til mig i skolen. Hvis jeg fik en krone for hver gang en lærer sagde, at de havde givet op på mig, ville jeg være milliardær. Mobning blev nærmest accepteret. Man kunne tale grimt, slå og sparke uden at nogen greb ind. Det var ikke en særlig fed skolegang.
Mobningen betød flere skoleskift, men problemerne fulgte med, og i tredje klasse begyndte Josefine at skade sig selv for første gang.
– Det starter med en fyr, jeg var vild med. Fordi jeg har borderline, blev det mere en besættelse. En dag siger en pige foran os: ”han kan faktisk ikke lide dig”. Der var bare noget i mig, der ændrede sig den dag. Jeg blev så ked af det, at jeg gik ud og skar mig på armen med en pind hele frikvarteret.
Selvskaden blev en måde at skabe kontrol på midt i et følelsesmæssigt kaos.
– Jeg gjorde det, fordi det var det eneste, der gav mig ro. Mine følelser var over det hele, og jeg forstod dem ikke. Jeg havde ikke kontrol over dem, kun når jeg lavede selvskade.
Selvmordstankerne fulgte hende i årevis
Josefine fortæller desuden, at selvmordstankerne begyndte tidligt og fulgte hende gennem store dele af hendes opvækst.
– Selvmordstankerne havde jeg haft længe, men første gang jeg gjorde noget ved det, var i sjette klasse. Jeg sad på mit værelse en aften og blev pludselig ked af det uden nogen konkret grund. Jeg kunne bare ikke overskue at være i live. Så tog jeg nogle smertestillende piller og gik tilbage i sengen.
Efter flere timers kamp med sig selv valgte hun dog at sige det højt.
– Jeg gik ud til min mor og sagde: ”Jeg har gjort noget dumt.” Den eneste grund til, at jeg fortalte det, var egentlig ikke, at det ikke var seriøst, men jeg kunne ikke bære tanken om, at min lillebror kunne blive mobbet, fordi hans storesøster ikke kunne holde ud at være her mere. På en måde var det ham, der reddede mit liv den dag.
Annonce
Først da Josefine fik diagnosen borderline, begyndte mange ting at falde på plads. Diagnosen gav hende ikke blot en forklaring på de overvældende følelser, hun havde kæmpet med hele livet, men også adgang til den rette hjælp. Først dér kunne hun for alvor begynde at forstå sig selv og arbejde sig ud af det mørke, der så længe havde fulgt hende.
Du kan lytte til hele podcasten HER:
