kvinder med ar
SPONSORERET indhold

Hun fotograferer kvinders ar, rynker og kønsbehåring

Fotograf Kajsa Gullberg har lavet en bog med 50 fotografier af kvinder med ar på krop og sjæl. Billederne er en fejring af kompleksiteten i livet og en modsætning til tidens kropsidealer.

Af: Louise Wethke Buch Foto: Kajsa Gullberg
12. aug. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Som en reaktion på den slanke, unge model, der med fejlfri og udglattet hud poserer på forsiden af modemagasinerne, har Kajsa Gullberg fotograferet kvinder med tidens tre største fyord på kroppen: ar, rynker og kønsbehåring.

− Billederne er måske hårde og konfronterende, men for mig er de en fejring af kompleksiteten ved at være menneske og en reaktion på en verden, der skjuler alle arrene, siger Kajsa Gullberg.

På mange af de billeder, vi ser i magasiner og reklamer, er især ar og rynker fjernet i et billedbehandlingsprogram, så Kajsa går direkte imod tidens tendens og dyrker dem på sine billeder og fremhæver dem med skygger og farvetoner. Fotografierne er samlet i hendes nye fotobog ”Unravelled”.


Kvinden på trappen var den første, Kajsa fotograferede til bogen "Unravelled", og det er et af de billeder, hun er mest stolt af. Kajsa har hele sin barndom fået at vide, at hun tænkte og følte for meget. Kvinden står meget trodsigt som et symbol på, at Kajsa nu vil gå helt tæt på udpege nogle ting, som vi ellers kigger den anden vej for.


Kajsa synes, det er forkert, at vi fejrer ungdommen ved at lade 16-årige stå model i tøj, som kvinder på over 30 skal købe. Man kan hurtigt føle sig forkert, hvis man ikke er 16 år, når rynker er banlyst i medierne. 

LÆS OGSÅ: "Det er lige meget, hvor mange rynker man har i fjæset"

Med egne ar på sjælen
I påsken 2009 begik en af Kajsas venner selvmord. Ikke ret lang tid efter sagde hun sit faste job op, gik fra sin kæreste og splittede sin familie ad. Hun stod pludselig et meget åbent sted, og på det tidspunkt fotograferede hun de første kvinder til bogen ”Unravelled”. Kvinder, som også havde ar på krop og sjæl.

Som teenager fik Kajsa at vide, hun havde hængepatter, og fra det tidspunkt fik hun også hængepatter i sine egne øjne. Hun har senere fundet ud af, at de mænd, hun har været sammen med, ikke nødvemdigvis har set det samme. Alt afhænger af øjnene, der ser, og det har fået hende til at tænke over kropsidealer og vores selvbillede.

− Når andre kvinder har sagt noget grimt om deres krop, og jeg ikke kunne se det samme, gik det op for mig, at måske kunne andre heller ikke se mine fejl. Men jeg er fanget i det spejlbillede, jeg har skabt, og det er sørgeligt, jeg skal bruge kræfter på at hade mig selv, når jeg hellere vil bruge kræfter på så meget andet, siger Kajsa Gullberg.


− Alle kvinder har blottet noget af det sværeste, de har, i min bog, så jeg kunne ikke være bekendt ikke at gøre det samme. Jeg har meget lange bryster. Det er mit ar, fortæller Kajsa Gullberg om billedet af sine bryster, der også indgår i bogen.

Da Kajsa brød ud af sit langvarige forhold og begyndte at date, blev hun chokeret over andre mænds holdninger til hendes kønsbehåring. Endnu mere chokeret blev hun, da de automatisk antog, at hendes kønsbehåring var et politisk statement.

− Det var et chok for mig, at andre havde en holdning til min krop. Hvordan kan det være et tilvalg IKKE at fjerne håret? Idéen om den fri vilje er jo blevet til en løgn, og den ubalance synes jeg er interessant.


Kajsa fremhæver kvindernes kønsbehåring på flere billeder i sin bog. Dette billede viser tilmed en mors ar fra sit barns fødsel.  

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: "Jeg har aldrig følt, at jeg ældedes"

En fejring af livets kompleksiteter
Ifølge Kajsa er ar medaljer fra krigen ude i slagmarken. Vi har været igennem noget, og vi er vokset af det. Arene, der er vist i bogen, er både ar efter kærlighed og sorg.

− Jeg får tit at vide, at jeg gør det grimme smukt. Jeg kan bare ikke genkende det, for jeg synes aldrig, det var grimt til at starte med. Ar er det, der giver et menneske karakter. Det ”perfekte” er kedsommeligt, for det kan kun være på én måde og passe ned i et bestemt skabelonsystem.

Mange af de kvinder, Kajsa har snakket med, har følt, de skulle skjule deres ar. Selv går hun ikke uden for en dør uden bh, fordi hun har et billede af, at hendes bryster er for lange. Men det er vigtigt, at kvinders ar ikke bliver et tabu. Mandens ar er et symbol på hanløven, der har vundet sin kamp, det burde det også være for kvinden.

− Jeg synes, det er sindssygt vigtigt at blotte sig på den måde, for der er så mange mennesker, der går rundt med ar og ikke tør at tale om det, og det er helt galt, for det er så vigtigt at sige højt. Vi har et ansvar for hinanden alle sammen.


Mange har haft svært ved at se, hvordan dette billede skulle passe ind i en fejring af livet og dets kompleksiteter men Kajsa Gullberg synes, det er vigtigt at vise, hvordan livet også kan føles.

LÆS OGSÅ: 4 kendte mænd: Her er vores største kropshemmeligheder