Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Annegrethe Rasmussen

Derfor er mødre til tweens de mest deprimerede

Annegrethe Rasmussen om den ­smertefulde erkendelse, der indfinder sig, når ens lille barn bliver stort.

KLUMME: Når man først har fået øje på smerten ved adskillelsen, er den alle vegne. Som dengang man ramtes af den første alvorlige kærestesorg. Fornemmelsen af, at livet da umuligt ­kunne fortsætte, og himlen blive ved med at ­være lige blå, og cafeerne og biograferne proppet med lykkelige par, når man selv var kulsort indeni.

Sådan er den smerte også, om end den er snigende snarere end akut, når ens ­lille unge, der i går var 5-6 år gammel ­pludselig rammes af før-teenagesyn-dromet. Når alt det, han før var glad for at ­lave med sin mor, pludselig bliver pinligt eller i hvert fald uinteressant. Vennerne
tager ­pladsen. Mor er lidt for kærlig eller ­bare lidt for meget. Det, der før var "godt" ­bliver med andre ord nu til "for meget af det gode".
Adskillelsen føles for barnet som en voksende frihed. Men som en akut ­påmindelse for moderen om, at hun ­ikke bare er ved at blive ældre; hun er også ved at miste noget.

Jeg spotter tabet alle vegne lige nu, ­fordi min egen yngste er i grænselandet. Fortsat vil han gerne – hvis hans far er ude at rejse – sove i dobbeltsengen. Han ­synes, det er hyggeligt. Han putter sig ind til mig og brokker sig, hvis jeg går tilbage til arbejdet eller madpakkerne for hurtigt. Han spiller komedie og spørger, på ­engelsk med påtaget patos "Uhhhh, what do you love most? Your work or me?" Han vinder for det meste. For jeg tænker meget over, at han er den sidste af mine børn, der behøver mig på den måde. ­Mine andre børn tager mestendels deres forældre som en selvfølge. Vi er praktiske, vi laver mad, rydder op og kører dem rundt til endeløse arrangementer i det amerikanske. Og som de modsat deres danske jævnaldrende uheldigvis ikke cykler til.

På Facebook genkender jeg ­adskillelsen hos veninder, der er enlige mødre og ­generøse med deres registreringer. En skriver: "Så sagde Hugo lige i går: "Mor, jeg sover bare inde hos mig selv fra nu af." Hun tilføjer, at "det er vel naturligt, nu han snart fylder 10, at han ikke gider at sove ved siden af sin mor, men det er nu alligevel lidt trist, at den hyggestund er forbi. En anden skriver påtaget muntert: "Jeg vækker min unge på 8, og det ­første, han siger, er: Mor kan jeg godt lave en ­legeaftale. For du er så kedelig. Javel så, dagen starter godt."
Pludselig ser jeg selv også små sjove, muntre, tillidsfulde småbørn omkring de 5-7 år overalt. De hviner af fryd, mens de leger med deres mor, som de glad ­holder i hånden. Jeg spørger forsigtigt min 10-årige: "Skal vi spille fisk?" Og ­bliver ­uforholdsmæssigt lettet, da han glad slukker for sin iPad.

For snart rinder tiden ud, og mit ­lille krøllede barn vil være højere end mig (som hans to storebrødre på 14 og 17 er). Snart er de væk, og om end jeg elsker mit ­voksne liv, karriere og friheden, så gyser jeg og skutter mig en smule.

Nye amerikanske undersøgelser viser, at mødre til tweens er de mest ­deprimerede. Ikke de mødre til småbørn, der næsten ikke sover. Som rapporten fra ­Arizona State University siger, så er det hormonerne og overgangen til ­puberteten, der gør børnene svære at læse: Små den ene dag og mutte teenagere den anden. Svært for både barnet og forældrene. Jeg ­synes, det svære er sorgen ved at miste. Også selvom jeg kan se med mit største ­19-årige barn, min datter, at der også er skønt på den anden side. Så måske er det ­bare sådan: Frem for at fokusere på tab og ­adskillelse må man se fremad. Og ­leve i nuet.

LÆS OGSÅ: "Jeg glædede mig til endelig at få et voksenhjem"

LÆS OGSÅ: Sådan giver du slip på dit barn

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig fyret som mor"

Annegrethe Rasmussen

51 år, udenrigskorrespondent, nu i Washington DC, hvor hun bor med mand og fire børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Annegrethe Rasmussen, Klumme og Kærestesorg