Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Veninder er nærmest vigtigere end kærester, mener Maise Njor.
Foto: Jens Rosenfeldt og Tine Harden Veninder er nærmest vigtigere end kærester, mener Maise Njor.

Maise Njor veninder

"En dag har de været vidner til så meget i ens liv, at man aldrig kunne smide dem ud. De ER ens liv"

De kender din bagage og har hørt dig sige de samme ting igen og igen. De har været der under op- og nedture og mange glas vin. Her fortæller journalisten Maise Njor om sine vigtigste venskaber i anledning en venindebog, hun har lavet sammen med en (ny) veninde.

Du skal ikke bare komme her og tage min opvask!", sagde jeg til Pernille. Vi stod i køkkenet i et sommerhus en solskinsmorgen for et par dage siden og vidste begge i det øjeblik, præcis hvornår hun havde sagt den sætning til mig: I Aarhus for 23 år siden.

Det var tilbage i en anden tid, hvor jeg besøgte hende, mens vi begge var håbefulde og under uddannelse og endnu ikke vidste, at hendes kæreste, som sad inde ved siden af i den billige studentersofa, skulle blive far til hendes to børn, og at jeg om lidt ville møde en mand, som jeg fik tre børn med. Der var meget, vi ikke vidste, men vi er ved
fælles hjælp blevet en smule klogere med årene...

LÆS OGSÅ: "Jeg tror ikke på dem, der siger, at de kan spise alt uden at tage på"

I sommerhuset – tilbage i nutiden – havde vi aftenen før siddet og bællet kold hvidvin og talt om livet, og hvad vi dog skulle stille op med det. En af den slags snakke, som får en til at indse ting, som er gode at vide. Nu som fraskilte, mor til store børn og knap så håbefulde, som vi engang havde været. Men stadig med så mange grin, at de fungerede som kommaer i samtalen: Den evindelige samtale, som havde strakt sig over 25 år, kun afbrudt da jeg boede i Irland, eller da hun boede i Afrika, eller fordi der var for travlt med små børn. Og nu fortsatte den, som om en af os bare lige havde været på toilettet, selvom der strengt taget var gået en måned siden sidst, vi havde haft tid til at ses.

Da hun havde taget min opvask og var kørt fra sommerhuset, sagde jeg til min mellemste datter: "Kender du det, at man har en veninde, som gør én sjovere og klogere og bedre, end man ellers er?". Hun smilede sit fine underfundige smil og sagde: "Sådan har jeg det også med Kamille. Der er bare nogle veninder, der får det bedste frem i en".

LÆS OGSÅ: "Kvinder er fascineret af mænd med magt - det har jeg selv mærket"

Betty-Marie og Kamille har kendt hinanden siden første dag i 0. klasse, og de vil højst sandsynligt kende hinanden hele livet. En dag vil også de kunne stå i sommerhuset og sige ting, som den anden ved, præcis hvor stammer fra. Der vil være momenter i deres venskab, som står lysende klart, selvom de er oplevet mange år tidligere. De er veninder for livet og har kendt hinanden det meste af livet.

Vidner til mit liv
Sådan nogle veninder har jeg også – kvinder, som engang var piger uden bryster, klatgæld, strækmærker, kærester, samtalekøkkener, bekymringer for fremtiden, irriterende arbejde, sære fedtdepoter og en lettere forslået selvtillid efter mange år som voksen. Den ene stod med sine lyseblå øjne og små fregner på en grusbunke, lige da vi var flyttet til Espergærde, og jeg gik en tur med min far på nabovejen. Den anden stod der første skoledag med sine røde fletninger og lettere udstående tænder.

Det er mærkeligt at tænke tilbage og se dem så klart, huske tusind små øjeblikke sammen, og samtidig tænke: Hvor sært, at jeg kan se dem ud gennem et barns øjne, se dem helt klart, som var det i går, og samtidig vide, at siden dengang er de blevet voksne, og der har været store glæder i deres liv, men også store sorger – vi har været gennem alle tænkelige følelser sammen, og nu er vi her. Voksne, men nogle gange stadig børn, når vi er sammen. Jeg, den lille, buttede introverte klump, der elskede at sidde alene ved mit skrivebord og digte historier, blev journalist, den fregnede pige, der altid var cool, og endda turde røre ved regnorme, blev læge, og hende med fletningerne og en selvtillid, der gjorde, at INGEN havde held med at drille hende med hårfarven, blev receptionist og kan styre alt med hård hånd.

De to er nogle af dem. Nogle af veninderne. Nogle af dem, man langsomt lærer at kende, og en dag er de ens tro væbnere, ens fortrolige, ens redning, når det regner indeni, eller grunden til et grineflip... En dag har de været vidner til så meget i ens liv, at man aldrig kunne smide dem ud. De ER ens liv. Uden dem ville man ikke have en historie, uden dem ville man nærmest ikke eksistere. Kærester kommer og går, men veninder består. Hvis man altså plejer forholdet. Det kan være svært, fordi der er så meget praktisk, der hele tiden skal ordnes, og så mange andre, man også skal have tid til. Men i bund og grund ved man jo godt, at uden veninder er man ingenting.

"Sådan, du ved ..." kan jeg sige til Margit, og så ved hun godt, hvad jeg mener. Med Marianne kan jeg lave en bevægelse med hænderne, og så knækker hun sammen af grin eller ser vred ud, afhængigt af humøret. Fordi bevægelsen hentyder til dengang i Budapest, hvor hun ikke havde fattet, at det, hun fik udleveret af massøren, var et par engangstrusser og ikke et hårbånd, og hun derfor lagde sig nøgen på briksen og gjorde ham forlegen.

Der er alt muligt sagt og usagt. Der har selvfølgelig gennem årene været gnidninger eller uvenskab, men hvis det går op for en, at denne person vil man gerne have skal blive i ens liv, så får man som regel også ordnet det. Betty-Marie og Kamille har været rygende uvenner, som man bliver nogle gange, og Kamilles mor og jeg har fulgt med fra sidelinjen og været nervøse for, om de nu kunne klare skærene. For vi ved begge, hvor vigtige veninder er. Faktisk er vi også blevet veninder. Ikke den slags, som ses tit, men den slags, som kan mødes tilfældigt nede i Meny og straks gå lige ind til benet af livet, kærligheden, karrieren og alt det med småt, mens man får forfrysninger på låret af at stå for længe ved siden af nogle frosne lammeskanker på tilbud.

Med gode veninder behøver man ikke at starte med en halv times ligegyldig høflighedssnak. Som forleden, da min meget travle veninde kun havde tid til at mødes 20 minutter i arbejdstiden, og vi sad på en cafe og nåede at drikke en kaffe, give hinanden en update på tingenes tilstand, få et grineanfald og græde sentimentalt. Dem ved bordene omkring os må have troet, at vi enten havde verdens største anfald af PMS eller var undsluppet fra en institution for mentalt ustabile – hvis ikke de selv kendte til den dejlige følelse, det er at mødes med en veninde og føle sig fuldt forstået på få sekunder.

LÆS OGSÅ: Felix Smith: "Det vigtigste er, at en kvinde er glad og tilfreds med sin krop"

Sluk mobilen
Pernille er taget af sted, og jeg sidder i sommerhuset og tænker: Da jeg var teenager, var venindeforhold næsten som at have en kæreste, og man kunne blive uvenner på en meget sårbar måde og føle sig svigtet helt ind i sjælen. Da jeg var halvvoksen, var der intet, der stod mellem mig og veninderne, og vi flyttede os rundt i en formation som soldater, bevæbnet med eyeliner, pink læbestift, en pose øl og stor selvtillid, og da jeg blev rigtig voksen, begyndte årene, hvor man ikke havde tid til at ses så tit, fordi man havde små børn og stor husleje og mange forpligtelser.

Nu er børnene store, og det er bekymringerne sært nok også, og så sidder man der med en gammel veninde, som med overlegen præcision kan sætte ord på ens inderste tanker omkring, hvor skørt det er, at man lige var ung og håbefuld, og nu er man knap så ung, og det med at være fuld af håb er afløst af at være fuld af chardonnay og slag af livet, som bare ikke helt gjorde, som det havde fået besked på, mens man sidder sammen fredag aften og knævrer og knævrer.

Men sammen har man også med årene samlet en skattekiste fuld af fantastiske øjeblikke og den tryghed, det giver at have veninder, som har set op- og nedture, sorg og glæder, kålhøgen optimisme og stor mistro til egne evner. De har set alt, og de har set dig være der, hvor der intet panser er, hvor du bare er dig i din mest destillerede og ægte form, der hvor du er så lille, at du kunne bo i en tændstikæske, og de har set dig på de dage, hvor smilet truer med at flække dit ansigt fra øre til øre, fordi du bare er så glad.

Det er derfor. Det er derfor, tv-serien "Venner" holder, når man ser den igen og igen, og derfor introsangen gør en glad – fordi man kan genkende følelsen af, at man har været så meget igennem sammen, at det fungerer som verdens stærkeste klister. Og selvom man har venner, der er lige så irriterende som Ross, så elsker man dem alligevel. Elsker? Ja, det gør man jo, men hvor det er nemt at sige til en kæreste, så er det straks lidt mere mærkeligt at sige til en god ven.

Man stopper jo ikke op midt i en samtale med en god veninde, lige efter hun for eksempel har sagt, at det er i orden, at man er lidt hysterisk omkring temperaturen på ens morgente, holder hendes håndled i et stramt greb og siger: "Jeg elsker dig". Det ville føles lidt akavet, og så kommer det nogle gange ud på andre måder, for ekempel gennem tjenester eller søde sms'er eller små gaver, som viser, at man kender den anden godt. Men kærlighed kan også være, at man tilgiver, at der nogle gange går lidt tid, før man ses.

Når man bliver mor for første gang, eller når man får et nyt job eller flytter, kan der ske en omrokering blandt de veninder, man ses med. Og for en stund kan man føle sig forladt af en veninde, som tilsyneladende ikke har så meget brug for at mødes. Man har jo ikke tid til at se alle, og det er ikke alle, der har lige meget tid eller lyst til at se en. Det er selvfølgelig dejligt at have mange forskellige veninder, men det gør også, at man kan have svært ved at nå at se dem alle på sådan en gennemsnitsmåned, hvor der også er alt muligt andet, man skal nå.

Så nogle gange er der pauser – men det gør ikke noget, hvis bare man hurtigt kan finde ind til kernen af hinanden igen. En af de ting, man for eksempel kan gøre, når man er sammen, er at slukke for mobilen og være i nuet, af og til tage en opvask for hinanden, og huske at få snakket godt og grundigt igennem...


LÆS OGSÅ: Det siger dit valg af cola om dig: Light versus Klassisk

LÆS OGSÅ: Isabel Christensen: Sådan får jeg min manicure til at holde længere

LÆS OGSÅ: Maiken droppede løb - og tabte sig

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Maise Njor