“Det var sindssygt svært at hive mig selv ud af offerrollen”

Chloe røg sin første cigaret, da hun var 6 år. Da hun var 9, begyndte hun at drikke fra sin mors barskab. Og da hun var 12, havde hun sin første kunde på Halmtorvet sammen med en jævnaldrende veninde. Han fik ikke "lov til noget", men han betalte for at se de to pigers bryster. Uskyldigt? Nej. Første skridt på vejen mod prostitution? Ja. Et job, som Chloe "valgte" for at få råd til det narkomisbrug, der kom til at præge de næste 12 år af hendes unge liv.

I dag er Chloe Avo Holm 43 år. Hun sidder i sin sofa med benene trukket op under sig. Lejligheden ligger øverst i en ejendom i Brønshøj, og der er udsigt helt ind til centrum af København. Det er hendes egen lejlighed, og hun er lykkelig for at bo her. For ikke så forfærdelig mange år siden havde det nemlig været helt utænkeligt, at hun nogensinde skulle få et sted, hun kunne kalde sit hjem. Hun ligner en ung udgave af skuespilleren Isabella Rossellini, og hendes stemme er hæs og knækker jævnligt over, når hun taler. Når hun griner – og det gør hun en hel del – er det en hjertelig og vedholdende latter, der står i skarp kontrast til den historie, hun fortæller. Historien om et uendeligt hårdt liv, men også historien om en kvinde, der har formået at rejse sig og skabe et godt liv for sig selv. På trods.

Mine forældre svigtede mig
Chloes lidt sydlandske udseende stammer fra hendes franske far. Forældrene blev skilt, da ­Chloe var 3 år, og faren flyttede tilbage til Frankrig, hvor hun siden har besøgt ham ganske få gange. Noget nært forhold har de to aldrig fået. Chloes mor fik en ny mand, som hun fik Chloes halvlillebror med. Stedfaren brød sig imidlertid ikke om børn, og når Chloe var hjemme, skulle hun opholde sig på sit værelse og være helt ­stille. Forholdet til stedfaren holdt ikke i længden, og da Chloe var seks år, flyttede hun med sin mor og lillebror til en lejlighed på Ryesgade på Østerbro.

– Min mor var en voksen dame, der var 5 år indeni. Og jeg ­mener det kærligt. Virkelig kærligt. Hun havde selv enormt meget brug for opmærksomhed og bekræftelse. Alt ­skulle handle om hende, hun kunne ikke sætte sig ud over sig selv. Hun var god til sit arbejde, og hun var god til at tage sig af min lillebror. Hun var selv vokset op med tre brødre, så hun forstod drenge bedre. Men alt det omkring mig kunne hun ikke finde ud af. Hun kunne ikke rumme mig.

– Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at ryge. Jeg var sammen med min kusine, som er nogle år ældre, og hun røg. Jeg ville gerne accepteres og være med, og så var jeg vist også lidt bange for hende. Fordi jeg ikke fik opmærksomhed fra min mor, begyndte jeg også at hænge ud med nogle venner fra fritteren. Da jeg var 7 år, var jeg med til et indbrud i et sommerhus, hvor de stjal sprut. Vi røg smøger, ristede bananskræller og te, og derfra gik det bare i fuld fart den forkerte vej. Jeg blev et såkaldt "problembarn".

Da Chloe var 9 år, begyndte hun at gå på opdagelse i sin mors barskab. Hun nød den første beruselse og råbte så højt, hun kunne. Hun lukkede den stille pige ud. Hun ville ikke være stille mere. Problemet var, at hun kun kunne slippe den stille pige, når hun var påvirket, så den ene Guld Tuborg tog den næste i den følgende tid, og Chloe begyndte også at sniffe lightergas og ryge tjald. Alkoholen tog hurtig over og blev noget, hun ikke selv styrede. Chloe begyndte at pjække mere og mere fra skolen, og pludselig en dag, da hun var 10 år og alene hjemme midt på dagen, bankede det på døren.

– Udenfor stod min mor, min matematiklærer og en, jeg ikke kendte, og jeg fik at vide, at jeg skulle sendes væk hjemmefra. På opdragelsesanstalt. På en ø. I tre måneder. Min mor havde brug for en pause, sagde hun. Jeg fik et chok. Et gigachok.

LÆS OGSÅ: “Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”

Heroin og prostitution
Chloe kunne ikke holde ud at være på­opdragel-sesanstalten, så allerede efter tre uger ­sørgede hun for at være så umulig, at hun blev smidt hjem. Hvor problemerne selvfølgelig fortsatte. De næste par år røg hun ind og ud af forskellige institutioner, mens hendes misbrug accelererede. Da hun var 15 1/2, var hun på både speed og heroin. Hvad som helst.

– Og så flyttede jeg ind til Vesterbro i et lejet værelse og besluttede, at jeg skulle være narkoman.

Du besluttede, at du skulle være narkoman?
– Ja, jeg ved godt, at det lyder vildt. Det er måske forkert at ­sige det, men siden jeg var 12-13 år og begyndte med alt det tjald, havde det hele jo været sådan et dobbeltliv, hvor jeg ­prøvede at opretholde en facade med skole og lidt arbejde. Jeg ­boede i en periode sammen med nogle veninder, og jeg kunne se, at jeg var den, der tog flest stoffer, og så var det, som om filmen knækkede. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne have det dobbeltliv mere. Det var lettere at gå all in.

Hvordan fik du råd til stofferne?
– I starten stjal jeg. Tøj og alt muligt, men det kunne jeg jo ­ikke blive ved med. Og så endte jeg med at begynde at trække på gaden som 15-årig. Jeg havde jo haft min første "kunde" som 12-årig, så det var ikke så svært at tage det skridt.

Hvordan var det at have den første rigtige kunde i så ung en ­alder?
– Jeg kan næsten ikke huske det, jeg var simpelthen så dopet. Ellers havde jeg ikke kunnet gøre det.

Hvor længe var du prostitueret?
– Fra jeg var 15 til jeg var 24...

Hun tager en dyb indånding, det er svært at tale om.

– Jeg trak på gaden, for jeg kunne ikke holde de såkaldt "ordnede forhold" ud. Jeg syntes, det var noget svineri, at der skulle sidde en bordelmutter, der ikke var på stoffer, og tjene penge på mig. Sådan noget kan jeg blive rasende over. Jeg syntes også, det var megaubehageligt, at man skulle ­være der på et bestemt klokkeslæt. Så, nu går vi på arbejde fra otte til fire. Jeg var ved at kaste op over det. Det var ikke et arbejde. Jeg gjorde det jo simpelthen af nød.

Hvordan tænkte du om dine kunder?
– Det var ikke fedt at have kunder. Jeg havde et kæmpe had til dem, samtidig med, at jeg skulle stå og smile for at få nogle penge. Hvis jeg ikke fik penge, vidste jeg, at jeg senere på dagen ville ligge og kaste op i seks timer, fordi jeg ikke kunne få mine stoffer. Jeg forstår personligt ikke kvinder, der stiller sig op og siger, at det er fantastisk at tjene hurtige penge på den måde. For mig var det ren overlevelse for at få stoffer. Ikke en skid andet.

Narko-rehab
I løbet af de ni år på Vesterbro var Chloe i behandling 22 gange for at slippe sit misbrug. Det gik galt hver gang. Hun var ikke parat. Til sidst ville kommunen ikke betale for flere forsøg.

Chloes mor stod on-off på sidelinjen og sendte små pakker og cigaretter, men hun kunne ikke for alvor stille noget op.

– Min mor vidste godt, at jeg trak på gaden, hun var ked af det, men hun kunne ikke gøre noget. Det er måske svært at forstå, men man kan ikke tage et misbrug fra andre folk. Man skal selv komme ud af det. Min mor kunne jo ikke komme og hente mig og lukke mig inde på et værelse, til det var overstået.

Miljøet på Vesterbro tog hårdt på Chloe, der slet ikke kunne finde ud af at være så rå og kold, som mange af de andre piger. Hun havde ikke råd til at betale husleje, så det meste af tiden levede hun på gaden. Alt, hvad hun ejede, var to sæt tøj og lidt makeup, som hun bar rundt i en lille rygsæk, hun havde fået fat i. Det offentlige toilet på Vesterbro Torv blev et af hendes faste tilholdssteder.

– Damen, der holdt opsyn der, var bare skide sød. Normalt ringer de jo efter politiet med det samme, hvis man opholder sig for længe på sådan et toilet, men hun kunne godt lide mig og havde fundet ud af, at jeg ikke var farlig. Jeg betalte bare to kroner, og så fik jeg lov til at tage en lur der et par timer.

LÆS OGSÅ: “Uanset hvor umage jeg gør mig, vil jeg altid være anderledes”

Efterhånden var Chloe så langt ude, at hun to gange forsøgte at tage sit eget liv med en overdosis. Det lykkedes ikke, og når hun tænker på det i dag, tror hun, at det var, fordi der lå noget mere – noget godt – og ventede på hende. Gennem årene havde hun løbende kontakt med Reden, og det var også her, hun i en alder af 24 ½ fik hjælp til at komme i et helt nyt behandlingsprogram, som havde bevilling fra Socialministeriet og dermed ikke havde noget med kommunen at gøre. "Projekt Menneske" blev Chloes vej ud af misbruget.

– Først fulgte jeg et fire måneder langt motivationskursurs, hvor jeg skulle møde op en gang om ugen. De skulle se, hvem der virkelig var motiverede for at stoppe. Jeg kom hver uge. Derefter var jeg på tre ugers afgiftning, og så fik jeg lov til at bo i et baghus hos Projekt Menneske et lille halvt års tid. Så var jeg clean. De troede på mig. Og jeg har været clean lige siden.

– Derefter boede jeg sammen med en kammerat i en periode, hvor vi bare spiste slik og spillede Playstation. Jeg havde svært ved at møde og omgås mange mennesker. Og så begyndte jeg at gå på en danseskole. Jeg havde danset en gang før i mit liv, da jeg var 18 år og clean i en periode, og jeg havde aldrig glemt, hvor fedt, jeg syntes, det var. Jeg tog en halvårlig ­uddannelse på en danseskole og derefter en etårig uddannelse hos ­Stepz. Samtidig var jeg heldig, at Københavns Kommunes Aften­skole oprettede en danseuddannelse, hvor jeg kom hver eneste dag og dansede ballet, moderne dans og jazz. Og så tog jeg på Danseværkstedet og dansede videre om aften. Senere fik jeg et scholarship og tog også en danseuddannelse i New York. Jeg var helt bidt af det og vidste, at jeg ville leve af at danse.

Hvordan var det at se tilbage på dit tidligere liv, nu hvor du var blevet clean?
– Det var da svært. Men det er noget med at turde ændre sit liv. At turde være med det, der er. Jeg gik med hat hele ­tiden det første år, fordi jeg syntes, det var forfærdeligt at se på mennesker. Jeg kunne slet ikke holde verden ud. Det var ­også derfor, jeg kun havde én ven til at starte med. På danseskolerne snakkede jeg heller ikke særlig meget med folk. Jeg kom ­lige, når timen startede, og smuttede i spisefrikvarteret. Det var sindssygt svært for mig at være social. Jeg er fortsat i terapi gennem alle årene, og jeg ser det på ingen måde som et nederlag, at jeg har behov for så meget hjælp. Jeg ser det mere som en kæmpe styrke, at jeg tør bede om hjælp på trods af, at jeg er vokset op med så mange svigt. Det er også først nu, gennem det sidste halve år, jeg er blevet parat til at have en kæreste. I begyndelsen turde jeg ikke engang tage mascara på, fordi jeg var bange for, at mænd skulle blive tiltrukket af mig.

LÆS OGSÅ: “En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

Kræftsyg mor kom kærligt i graven
For fire år siden blev Chloes mor syg. Hun fik tilbagefald efter at have haft en kræftsvulst i øjet, og pludselig havde hun cancer i maven, leveren, lymferne og lungerne.

– Jeg kunne slet ikke magte det, lige da jeg fik det at vide. Jeg kunne mærke, at den gamle vrede over at være blevet svigtet af min mor vendte tilbage. Det gik op for mig, at jeg kunne vælge at sige: Fuck mor, det klarer du selv, jeg vil ikke tage mig af dig, nu svigter du mig igen. Der var pludselig en side af mig, der kun var 4-5 år gammel, og som kunne føle svigtet igen. Men det gik også op for mig, at jeg på ingen måde kunne leve med, at jeg ikke havde sendt min mor kærligt i graven. Derfor besluttede jeg at få en deltidsplejeordning og passe min mor, til hun døde, og det var det helt rigtige. Min mor og jeg helede i det forløb.

Har du tilgivet hende, at hun ikke var der for dig?
– Det handler ikke om tilgivelse. Min mor havde sagt undskyld mange gange, men det havde ikke fjernet min vrede. Jeg stod ansigt til ansigt med den vrede, da hun blev syg. Enten kunne jeg holde fast i vreden resten af livet, eller jeg kunne åbne mit hjerte. Jeg gav mig selv lov til at elske min mor som den idiot, hun også var. Det handlede om, at jeg turde give slip på en hel identitet, for da jeg gav slip på vreden, stod jeg pludselig med et endnu større ansvar for mig selv som voksen og som kvinde. For hvad skulle jeg gøre, når jeg ikke længere kunne stå og pege en kanon i hendes retning? Jeg var nødt til at pege den indad. Det var som at stille sig på en ny ø og smide et skjold, som havde beskyttet mig i mange, mange år, for indtil da havde det været min overlevelse at være rasende på hende. Det kræver et sindssygt stort benarbejde at hive sig selv ud af offerrollen, men det lykkedes for mig, og det er jeg så taknemmelig over.

I dag lever Chloe af at danse og undervise. Hun har fået kontakt til sin lillebror, som hun ikke så i alle årene med misbrug og prostitution og har for nylig fået udgivet bogen "Stjernebarn", der handler om hendes liv. Hun håber, at den kan inspirere andre til at tro på, at de godt kan komme videre, selvom ­livet er svært.

– I dag tør jeg godt sige til andre, at jeg kan lide mig selv. Og den er go' nok! Jeg kan også sige til andre, at jeg elsker dem. Og den er go' nok. 

LÆS OGSÅ: ”Hvem skal redde verden, hvis jeg får nok i mig selv?"

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark