Dronning Anne-Marie: "I seks måneder har jeg ikke set nogen af mine børn"

Hvilken vej var den første, De gik på?

"Det første, jeg tænker på, er skolevejen, for mine søstre og jeg gik til Zahles Skole gennem Kongens Have hver dag i regn, sol eller endda i sne. Kun hvis der var rigtig meget sne, blev vi kørt, men min mor syntes, det var godt for os med frisk luft, så indimellem skulle vi også gå en tur gennem Ørstedsparken. Men vi gik aldrig alene, vi havde altid en barnepige med."

"I starten gik vi alle tre sammen, for jeg startede i skole, da jeg var seks år, og min ældste søster 12 år, men med årene blev det bare mig, som de andre to gik ud af skolen. Jeg var ikke særlig glad for at gå i skole – ikke at jeg hadede det, for jeg havde gode veninder, men jeg var bestemt ikke blandt de flittige. Jeg var vist gladest, når jeg havde fri."

LÆS OGSÅ: Prins Harry får nyt job

Hvem har fundet vejen til Deres hjerte?

"Det er nemt at svare på, for det har min mand, kong Konstantin. Vi er meget tæt knyttede, og vi har været heldige. Min svigermor sagde altid: "Hvert menneske har en stjerne", og jeg er så heldig, at min er Konstantin. Det var ikke noget, vi havde planlagt, for han havde bare set et billede af mig, men derfra til at forelske sig i et andet menneske... Det er noget helt andet."

"Både han og jeg har ændret os med årene, men vi har ændret os sammen. I det hele taget er hele vores familie tæt knyttet til hinanden. Selv de to yngste børn, som er meget yngre end de tre ældste, endda også deres ægtefæller. Jeg takker min gud og skaber for det sammenhold, vi har."

"Alle svigerbørnene kan med hinanden og de andre børn. Der er ingen jalousi mellem dem, og på den måde er vi meget heldige. For mig er det vigtigste familien, og sådan var det også i både min og min mands barndom. Vi er to personer, som begge er opdraget til familiesammenhold, og det er da muligt, at det er hemmeligheden. Måske hjalp det også, at vi havde tid til vores børn. Hvis vi var forblevet i Grækenland, og min mand var forblevet konge, havde vi ikke haft så meget tid til børnene, som vi fik."

Hvordan fandt De Deres levevej?

"Jeg blev jo gift meget ung, så fra da af vidste jeg, hvor min vej gik hen, og hvad jeg skulle blive. Jeg havde faktisk slet ikke nået at tænke over, hvad jeg ellers kunne være blevet, fordi jeg var så ung, men jeg var helt sikkert ikke kommet til at studere, for det var jeg ikke typen til. Jeg har altid godt kunne lide børn, så det var nok blevet noget i den retning, hvis jeg ikke var blevet forlovet som 16-årig."

"Jeg var faktisk ikke nervøs, selv om jeg var så ung. Jeg er jo vokset op i en kongefamilie, så for mig var det helt naturligt. At skulle være dronning forstyrrede mig ikke. Jeg vidste jo, hvad det var. Jo, det var et andet land, men skabelonen var den samme, som jeg kendte hjemmefra. Min mand var konge, og jeg skulle være hans dronning og gøre alt, hvad jeg kunne for mit nye land og dets folk."

"At det så ikke gik helt, som min mand og jeg havde håbet, er jo en del af livet. Sådan var det også, da jeg var barn i Danmark; vi var opdraget til, at vi skulle være noget for andre, og det er det samme i alle monarkier. Om sommeren havde vi også pligter, når vi kom i havn med Dannebrog med vores forældre. Vi vidste godt, hvordan vi skulle opføre os. Det er ikke et skuespil, man giver noget af sig selv, og det følte jeg meget stærkt."

"Jeg elskede Grækenland fra det øjeblik, jeg kom dertil. Jeg ved ikke, om jeg var særlig modig. Men når jeg tænker tilbage og ser mine børn i dag, kan jeg godt tænke: Da jeg var på din alder, havde jeg allerede tre børn."

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview med Oprah: "Det er virkelig trist, at det er nået hertil"

Hvem er den vigtigste vejleder i Deres liv?

"Det var min mor, uden at jeg egentlig tænkte over det. Det var ikke fordi, jeg ville efterligne hende, men det var hende, jeg havde i tankerne, og jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg se det. Hun sagde til mig: "Husk, at når du bliver gift, er du græsk". Men det var faktisk også det mest naturlige for mig."

"Jeg havde ikke hjemve, for jeg var så lykkelig, det hele var så spændende, og jeg var så opsat på at lære mit nye land at kende. Jeg kan ikke huske andre konkrete råd, jeg har fået af min mor, og jeg tror faktisk ikke, jeg ringede så meget hjem. Vi holdt kontakten ved at indspille bånd. Det var i midten af 1960'erne, kassettebåndet var ikke kommet frem endnu, så det var store spolebånd, som vi sendte frem og tilbage til hinanden."

"Min svigerfamilie var også søde, og især min svigermor, dronning Frederikke, var god til at hjælpe mig. Hun sagde: "Nu er det dig, og sådan skal du gøre", og så trak hun sig tilbage og overlod alt til mig. Jeg kan huske, at det nærmest var for meget."

"Min svigerfar var død alt for tidligt, så min mand og jeg fik ikke de år, vi kunne have ønsket os, inden vi fik det store ansvar. Min mand ville for eksempel gerne have studeret i USA, men det kunne vi ikke, da vi blev konge og dronning. Det var lige på og hårdt – uden dog at være hårdt. Jeg blev budt velkommen med åbne arme, og det var både rørende og overvældende. Så var det op til mig at gøre mit bedste som dronning, men desværre fik vi kun tre år i Grækenland."

Hvad er Deres livs omvej?

"Rom var en omvej, som vi egentlig ikke havde tænkt os. Vi havde jo ikke regnet med, at tingene ville ende, som de gjorde. Da vi forlod Grækenland, var vi 100 procent sikre på, at vi skulle vende tilbage efter kort tid. Men så blev Rom og siden England en omvej, som kom til at vare mange år. Vi havde et godt liv i Italien."

"Folk spørger mig tit, om det ikke var vidunderligt at bo flere år i Rom. Jo, det var det, selv om vi var der af de forkerte grunde, og alting var så usikkert for os. Jeg tror faktisk, det hjalp, at vi var så unge, for så har man lettere ved at tilpasse sig. Det var værst for min mand, for Grækenland var hele hans liv, men vi støttede hinanden så godt, vi kunne. Da vi vendte tilbage til Grækenland i 2013, var cirklen fuldendt, og det var lykken. Ringen var sluttet."

Hvordan fandt De den vej, De bor på nu?

"Da vi vendte tilbage til Grækenland i 2013, var det ikke for at blive konge og dronning igen, men fordi vi hører til i det land, hvor min mand er født og opvokset. Og jeg havde jo lært hjemmefra, at når jeg blev gift, var jeg græsk. Jeg føler mig også græsk. Det gør jeg virkelig. Vi kunne ikke flytte tilbage på Tatoi (Det græske kongeslot, red.), for det tilhører ikke os længere, og det ville også være alt for stort."

"Det er en enorm ejendom, som ligger med skove i højderne 36 kilometer uden for Athen. I dag bor vi i et hus i Porto Heli efter at have lejet forskellige huse nogle somre i træk. Vi ønskede os en fast helårsbolig i det område, og så fandt vi et fantastisk hus, som vi flyttede ind i med vores ejendele og møbler. Vi er meget glade for at bo der."

LÆS OGSÅ: Kronprins Frederik: "Hun var vores reservemor"

Hvor er De på vej hen lige nu?

"Ingen steder for jeg er lykkelig for at være, hvor jeg er, må jeg indrømme. Jeg elsker Grækenland, min mand og vores børn. Vi bliver ældre, men sådan er livet jo. Vi har hinanden, og det er det vigtigste."

Man bliver lidt mærkeligt indadvendt af corona. Min mand og jeg har siddet i et stort hus – kun os to. Vi elsker hinanden højt, men man bliver altså lidt sær af ikke at se andre. Vi har læst og set tv – især tennis. I sådan en situation er det faktisk bedst at bo på landet, for der har vi havet og vores have, hvor vi kan gå ud, når solen skinner. Det hjælper på det."

"Men i seks måneder har jeg ikke set nogen af mine børn. Min ene søn bor endda i Athen, men vi har haft en lockdown som gjorde, at vi ikke måtte forlade vores region uden at søge om særlig tilladelse, og det ville vi ikke. Jeg håber, at jeg snart får samlet dem alle sammen, men det er svært, for vi er 21, når vi alle er sammen, der er ikke plads i vores hus, og mine fem børn bor fem forskellige steder i verden."

"Jeg bruger telefonen meget, for jeg har altid lidt af telefonitis, og samtidig er jeg en hønemor, jeg vil gerne vide, hvor mine børn er. De griner da også ad mig. Der er færre år mellem mig og mit ældste barn, end der er mellem hende og mit yngste barn. Men jeg er mor for dem alle sammen. Jeg tror nok, mine tre ældste børn vil sige, at jeg var en anderledes streng mor for dem, end for de to yngste, men sådan havde jeg det også selv."

"Jeg fik også lov til mere end mine to ældre søstre. Min ældste datter ville for eksempel gerne gå på universitetet i USA i sin tid, men den idé var vi ikke så vilde med. Jeg har senere sagt til hende, at jeg havde dårlig samvittighed over, at vi ikke lod hende gøre det, for de fire næste børn har alle fået lov. Men som hun så sødt svarede, så skulle jeg ikke have dårlig samvittighed, for hvis hun var taget af sted, havde hun ikke mødt sin mand, og de er meget lykkelige sammen."

Hvordan har De det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg har været vant til det, fra jeg var barn, så det er ikke en kæmpe overraskelse, når det sker. Når jeg går i København, er det særligt den ældre generation, som nikker til mig. I Grækenland er jeg overrasket over, at folk stadig genkender mig, for jeg var der så kort tid. Men for kun et års tid siden, var der en ældre mand, som stoppede mig på gaden og sagde, at han var glad for at se mig, og så sagde han så rørende: "Na ton prosecheis", som bedst kan oversættes til: "Pas godt på din mand". Det forbavser mig også, fordi jeg synes, jeg har forandret mig mere, mens min mand stadig ligner sig selv. Vi holder lav profil i Grækenland, men når vi går på gaden, er vi kun glade for at hilse på folk."