“En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

Forfatteren Merete Pryds Helle er vokset op med historier. Familiehistorier. Sladderhistorier. Hun kan huske, hvordan hun sad i køkkenet efter de evindelige familiefrokoster – weekend efter weekend – og lyttede til kvinderne, der lod munden løbe, mens de stod og vaskede op. De bemærkede ikke lille Merete, der sugede til sig, og de vidste ikke, at alle de historier en dag ville blive til en bog.

Romanen "Folkets skønhed", der netop er udkommet, er baseret på Merete Pryds Helles slægtshistorie. Det er en barsk omgang om fattigdom på 30'ernes Langeland, tæsk, incest, uønskede børn og hovedpersonen Marie, der, ligesom Meretes mor i virkeligheden, slap væk fra det hele for at finde trummerummen og et helt andet og meget småborgerligt liv i en forstad til København.

– Alle de historier, jeg har hørt i mit liv, har stået som en kæmpe pukkel inden i mig, fortæller Merete over en lille frokost i hendes kringlede taglejlighed på Gammel Strand i København.

– For ti år siden begyndte jeg at skrive den fuldstændig sande historie om min familie, men det gik ikke så godt. Jeg kasserede og kasserede, og jeg forstod egentlig ikke rigtig, hvorfor det var så svært. På et tidspunkt skrev jeg en klumme til Politiken, som handlede om, hvordan jeg sad på en restaurant i Napoli og bestilte den lækreste, store, helt friske mozzarella, og hvordan det fik mig til at tænke på min mor, som havde været malkepige i daglejerhuset på Langeland i ­1930'er­­ne. Jeg reflekterede over, hvor forskellige vores liv var. Hvordan hun havde levet et fattigt og hårdt liv på landet, og hvordan jeg nu sad her som en feinschmecker på både mad og kultur. Min mor, som ellers kun læser Berlingske, hørte om klummen fra nogle veninder, og hun blev meget vred på mig: "Jeg hører, du skriver, at jeg var malkekone", sagde hun til mig. "Men jeg har aldrig malket!" Jeg sagde til min mor, at jeg havde skrevet, at hun var malkepige som barn, og at hun jo selv havde fortalt mig det. Men nej. Hun holdt fast i, at hun aldrig havde malket, og det måtte hun bedst vide, for det var jo hendes liv. Og hvad så? Hvem havde ret? Det ville vi jo aldrig finde ud af, og lige i det øjeblik var jeg fri. Fri til at skrive romanen om min slægts historie. Jeg fandt ud af, at jeg aldrig kan fortælle sandheden. Den findes ikke. Der er de historier, jeg har hørt og har fået fortalt. Men hvem gjorde hvad? Var min mor malkepige, eller var hun ikke? Spiste mine forældre slæbesild derhjemme som børn, som de har fortalt mig? Eller gjorde de ikke, hvilket er det, de siger i dag? De historier, jeg er vokset op med, er blevet udgangspunktet for min roman, men jeg har samlet dem hos færre personer. Bogen er blevet en fiktion, men en meget stor del af den ligger tæt op ad virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Søren Sveistrup: "Det er næsten ikke til at holde ud at se sin ressourcestærke mor falme"

Moren
Som beskrevet i romanen var Merete Pryds Helles barndomshjem et parcelhus i Værløse, men Langeland, hvorfra begge forældre kom, fyldte op på de indre linjer.

– Værløse var lidt et nybyggersted, hvor mennesker fra ­fattige kår, som var kommet lidt frem i livet, flyttede hen. Mødrene gik hjemme, og vi børn voksede op med en bevidsthed om, at vi skulle blive til noget. Det var en lille og lukket verden, hvor der rumlede en masse ting, fordi det, som folk kom fra, ­havde været hårdt. Min mor har senere fortalt, at det reddede hende, at hun fik et halvdagsjob på et kontor. At hun kom ud og fik en identitet.

– Mine forældre var en slags indvandrere, som var kommet til byen, og så skulle deres børn have en høj uddannelse. Lidt som man ser det med nutidens indvandrere fra andre lande. Der var meget fokus på det materielle. Mine forældres mål var, at min søster skulle være læge, og jeg skulle være ingeniør.
Den naturvidenskabelige vej var imidlertid ikke noget for Merete. Hun droppede ud af gymnasiet, hvor hun var blevet presset ind på linjen med matematik, fysik og kemi på højeste niveau. Det var der ikke meget forståelse for derhjemme, for så ville hun vel ende som fabriksarbejder, mente hendes forældre.

– Det der clash mellem generationerne har netop været en af mine bevæggrunde for at skrive romanen. Mine forældre forstod ikke det moderne liv, og det skabte nogle meget store konflikter. Da jeg senere blev bz'er og kom med i Kvindebevægelsen, kom der sådan en afgrund imellem os. Alle de ­værdier, mine forældre var vokset op med, dem afsagde jeg. Og i dag, hvor jeg har en universitetsuddannelse og arbejder med litteratur og digitale medier, er der stadig en fremmedgørelse. Min mor ønskede jo, at jeg fik en uddannelse, men hun forstod ikke konsekvensen af det. Hun er 82 år i dag, og i bund og grund er det en gåde for hende, hvad jeg laver.

Far, søster og mor med Merete i maven.

Faren
Meretes far lever også stadig i bedste velgående. I romanen er han det meste af tiden ganske positivt beskrevet, men han havde også anden og ikke så rar side.

– Min far er en meget dobbelt person. Han er et meget varmt og rart menneske. Meget kærlig. Og så kan han blive meget hidsig. Jeg har ønsket at beskrive den der dobbelthed, for jeg synes, at der er en tendens til at beskrive alting som enten-eller. Jeg har oplevet, at det er mere kompliceret end som så. Man kan godt være voldelig nogle gange og rigtig rar resten af tiden. Og sådan var det med min far.

Hvad skete der?
– Det var mest det, at han smadrede ting... Og så kunne han blive voldsom over for os.

Hvordan var det at opleve det?
– Det har gjort mig til sådan en, der ikke er bange for noget. Når der sidder en eller anden tosset person i bussen og ­råber og skriger, så kan jeg finde på at sætte mig hen og berolige ham. Jeg ved, hvordan man tackler vrede. Jeg er ikke bange for vrede. Jeg kan også selv blive helt vildt hidsig. Jeg slår ­ikke, men jeg kan godt kaste med ting og sådan...

Hun kigger hen på en meget stor plakat, der hænger på væggen helt ned mod gulvet.

– Forleden dag sparkede jeg til den plakat, så der kom mærke efter min sko! Så jeg kender det fra mig selv. Forskellen er: Slår du, eller slår du ikke? Jeg synes, det er okay at ødelægge ting.

Søsteren
Forholdet til den seks år ældre søster, Jannie, var heller ikke uden problemer. Hun fulgte forældrenes ønske og blev læge og var i 90'erne landskendt som tv-lægen og brevkasseredaktøren Jannie Helle. I romanen hedder søsteren Gitte, og forholdet mellem de to søstre beskrives mildest talt som kompliceret.

– Min søster var en meget stærk og karismatisk person, der fyldte det hele. Hun drillede mig, da vi var børn, og jeg var meget nem at drille. Jeg ville jo bare være med, og hun ville ikke have mig med. Jeg var den der irriterende lillesøster. Da vi blev voksne, var vi heller ikke så tæt. Min søster gjorde alt det rigtige. Hun var kendt, tjente styrtende med ­penge, havde stort hus i Holte. Alt var perfekt. Og jeg var det der fjollede kunstnerbarn, som ingen rigtig ­forstod. Men så blev min søster syg. Hun fik sklerose, var syg i ti år, før hun døde, men hun ville ikke acceptere, at hun var syg. Hun fik sådan nogle religiøse forestillinger, og hun opsøgte alverdens behandlere, som malkede hende for penge og gav hende noget håb.

– Der blev skrevet mange artikler om min søster, da hun var syg, og jeg kan stadig blive vred over, at der var så mange skriverier om, at det ikke var rigtigt, at hun havde sklerose. Det havde hun, men det var ikke det, hun døde af. Hun døde af en blodprop i lungerne.

– Jeg er ikke stolt over, hvordan jeg opførte mig under hendes sygdom. Fordi hun ikke accepterede, at hun var syg, ville hun heller ikke acceptere de hjælpemidler, der efterhånden blev nødvendige for, at hun kunne klare sig. Jeg har en meget, meget dårlig ryg, så jeg sagde fra, når hun bad mig om at løfte og bære hende. Jeg syntes, hun skulle have professionel hjælp, og jeg besøgte hende ikke ret meget. Og da hun så døde, tænkte jeg, hvorfor hjalp jeg hende ikke bare? Jeg var faktisk på besøg hos hende dagen før, hun døde, og det er jeg rigtig, ­rigtig glad for, for det kunne jeg lige så godt ikke have været. Den dag sagde lægen, at der ikke var lang tid til, at min søster ville blive nødt til at få mad og luft via maskiner, og det ville hun ­ikke. Hun var jo ikke syg, mente hun. Da hun så døde dagen ­efter, tænkte jeg, at det var godt for hende. Ydmygelsen ved de maskiner ville have været forfærdelig for hende.

LÆS OGSÅ: Wafande hylder 5 kvinder i sit liv

Ungdommen
Meretes skolegang var præget af mobning. Hun kom tidligt i skole, blev rykket en klasse op, var bogligt stærk, men hun forstod ikke rigtig det sociale spil. Hun blev flyttet fra den lokale folkeskole til Bagsværd Kostskole, og det gjorde ikke tingene bedre. Tværtimod. Her var hun også udenfor, men hun fortalte det aldrig rigtig til sine forældre. Hun bed det bare i sig.

– Åh, alle de fortielser, der prægede tingene dengang...

– Der er også en historie, som ikke er med i bogen, men som viser det samme. En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb ­efter sine børn med en økse. Min far, som var meget stærk og ikke bange for noget, gik ud og tog øksen fra ham. Næste morgen spurgte jeg mine forældre, hvad der dog var sket ude på vejen om natten, og svaret var: Jamen, der var da ikke sket noget!

Hun holder en pause for at understrege pointen.

– Og jeg tror i virkeligheden, at den her bog, jeg nu har skrevet, er et voldsomt udtryk for alt det, der ikke blev sagt. Alt det, der ikke blev talt om. Alt det, der var der, men ikke var.

Fest i mors (i midten) familie.

Mobningen har præget Merete. Det er hun ikke i tvivl om.

– Jeg har gået til psykolog ad to omgange i forbindelse med nogle angstanfald, jeg fik, da jeg var 25 og 40 år. Jeg har skrevet om mig selv i mine bøger, og jeg har fået bearbejdet mange af de ting, der var svære i min barndom. Men det der mobberi... Det kan stadig få mig. Hvis jeg er i en sammenhæng, hvor jeg føler, at jeg ikke kender koderne, så bliver jeg usikker. Jeg kommer fra en familie fra landet, og så er jeg røget ind i den her kultursfære, hvor jeg har lært at begå mig. Men det er ikke naturligt for mig. Hvis jeg ikke bliver inviteret med til noget, kan jeg blive helt skrøbelig. Sådan er det, når man har været udenfor som barn og ikke har forstået hvorfor. Og mine forældre kunne jo ­ikke hjælpe mig. De kommer fra en kultur, hvor man siger: Du skal klare dig selv, du skal være selvstændig, du skal være stærk, og du skal tage livets slag. Det beskriver jeg også i bogen. Så det med at stå og blævre i et hjørne, det var der ikke nogen, der kunne hjælpe mig med.

Du nævnte, at du blev bz'er, da du blev lidt ældre?
– Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 15, for det gik ikke så godt derhjemme. Jeg tror simpelthen, afstanden var så stor. Jeg kunne ikke være der. Jeg kom ind i noget, der hed Unge Kvinder, som var en del af Rødstrømpebevægelsen, og jeg var med til den allerførste besættelse. Det var på rugbrødsfabrikken Rutana, og politiet kom og hentede os, men det var nu ret fredeligt dengang. Jeg var også med i Kvindehøjskolen, og jeg havde faktisk fem år, hvor jeg kun havde pigekærester. Måske havde jeg brug for et eller andet fra kvinder, jeg ikke havde fået derhjemme. Fysisk omsorg måske. Dengang var det at være lesbisk også en politisk ting, for tidligere havde jeg været ret drengeglad og havde været i mange forhold. For ­mange. Det var ikke godt for mig. Jeg tror ikke, jeg vidste, hvem jeg selv var. Jeg havde ikke noget selvværd, og jeg hungrede efter kærlighed. Kærlighed er svært at få, men sex er nemt at få, så det var det, jeg gik efter.

Merete som ­teenager, bz'erog ildpuster.

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

Kæresterne
Merete havde i den grad løbet hornene af sig, da hun som 23-årig mødte digteren Morten Søndergaard på Forfatterskolen, hvor de begge gik. De blev gift tre uger efter og tilbragte de næste 25 år sammen. De fik to børn og boede blandt andet otte år i Italien.

– Og så blev vi skilt en uge efter vores sølvbryllup! Jeg ­havde aldrig troet, jeg skulle skilles. Det bliver man ikke i min familie. Og ja, det er igen udtryk for de underlige, firkantede forestillinger, man kan have om tingene. Det var nok derfor, jeg blev lidt længere i mit ægteskab, end jeg skulle have gjort. Men vi endte med at blive skilt på et godt tidspunkt. Uden ­bitterhed eller vrede. Og vi er vældig gode venner stadigvæk.

Og hvad så i dag?
– Jeg har aldrig været alene, ha, ha, så jeg mødte meget hurtigt min nye mand, Omid, som flygtede fra Iran for 16 år siden. Og det er sjovt, for man er altid en del af sin tid. Da jeg var ung, var man bz'er og punker, hvis man skulle have det sjovt. Nu er jeg så nået et andet sted hen i historien, hvor kvinder omkring de 50 får unge mænd. Omid er ni år yngre end mig. Det er sådan en belønning for at have været bz'er og punker som ung, tænker jeg. Hun slår en høj latter op igen.

Merete med sin kæreste, Omid.

Hvordan mødte I hinanden?
– Omid er massør, og jeg havde fået nogle behandlinger hos ham. Så mødte jeg ham pludselig igen til et yogakursus i Paris, hvor jeg boede sidste år.

Hvordan er det at være sammen med en, der er så meget yngre og fra et andet land?
– Morten og jeg havde samme baggrund og næsten samme uddannelse, men alt var til diskussion mellem os. Med Omid, som har så anderledes en baggrund, oplever jeg, at vi har så ­meget til fælles, selvom vi er så forskellige. Han kan lide at gå med i teateret, vi kan lide den samme musik, jeg kan lide de film, han vælger. Og forleden dag, da jeg sad og arbejdede, kunne jeg pludselig høre, at støvsugeren gik i gang. Ind kom Omid i cowboybukser, bar overkrop og høretelefoner, og så gik han rundt og støvsugede. Det var helt fantastisk. Det gør en 50-årig mand bare ikke!

Hvordan har dine forældre taget imod Omid?
– Nu har de jo været meget igennem med mig! Jeg levede på et tidspunkt sammen med en bulgarsk kvinde, der var ti år ældre end mig, og jeg vil sige til mine forældres ros, at de altid har taget folk ind. Det kan godt være, at det ikke lige var det, de drømte om, men de har aldrig afvist nogen. De er rigtig glade for Omid. I dag er det sådan, at vi ses alle sammen, også med Morten og hans nye kæreste. Det kan godt være, at mine forældre somme tider er lidt forvirrede over det, men jeg føler det som en sejr i mit liv. Jeg er ikke lykkedes med at holde et ægteskab, men jeg er lykkedes med, at det kan fungere bagefter. Det er jeg stolt af.

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

LÆS OGSÅ: ”Hvem skal redde verden, hvis jeg får nok i mig selv?"

LÆS OGSÅ: Frankrigs danske superstjerne