Kvindeskæbner
Foto: Claus Boesen

Sådan føles det at miste sit barn..

Mød to kvinder, der har tacklet store tragedier og store udfordringer.

SÅDAN FØLES DET AT MISTE ET BARN
Klokken var lidt over 11, da drengenes far ringede. De havde ringet fra vuggestuen, fordi Tobias havde fået noget mad galt i halsen, og de syntes, vi skulle komme. Jeg greb min jakke og råbte til mine kolleger, at jeg ville komme tilbage, for det var drengenes fars uge, så hvis Tobias skulle hjem, ville det være ham, der tog ham med. Men samtidig vidste jeg godt, at jeg ikke ville komme tilbage. Det var, som om en hånd førte mig, og allerede da jeg bakkede bilen ud af parkeringspladsen, begyndte tårerne at trille. Jeg kørte hurtigt turen fra Rødovre til vuggestuen Fregatten i Ballerup. Uden for institutionen holdt to store hjerteambulancer og en lægeambulance. Da gik alvoren op for mig.

En pædagog tog imod mig og førte mig ind i vuggestuen. Jeg måtte ikke komme ind på stuen, hvor falckredderne arbejdede med Tobias, så hun placerede mig i et lokale overfor og blev siddende hos mig. Hun var roen selv og meget omsorgsfuld, og jeg tænkte, at hvis andre var gået i panik, ville hun have kunnet tage sig af Tobias, så fattet som hun var. De kom ud fra stuen med Tobias på en båre, og jeg sagde, at hvis han skulle nogen steder, ville jeg med. Jeg blev bedt om at køre med lægeambulancen efter Tobias’ ambulance, og mens bilen susede mod Glostrup Hospital, uden at tage hensyn til røde lys, hulkede jeg, så jeg næsten ikke kunne få luft.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Den vildeste hønemor

På hospitalet tog en sygeplejerske mig med ind i et værelse over for stuen, hvor de arbejdede videre med Tobias. Drengenes far kom også, og i det næste stykke tid – jeg aner ikke hvor længe – gik vi bare rundt om hinanden og bad og håbede. Jeg har svært ved at huske, hver der egentlig skete, men én ting husker jeg klart. Pludselig gik det op for mig, at det var forbi. Mit sidste håb om, at Tobias ville overleve forsvandt, og et øjeblik efter kom sygeplejersken og hentede os. Tobias havde kæmpet for sit liv i tre kvarter, men de blev nødt til at slukke maskinerne.

Han så ud, som om han sov. Vi var alle sammen samlet, hele Tobias’ familie. Mads, hans storebror, der var tre et halvt år gammel, kiggede forundret på alle de voksne, der græd. I flere timer sad vi på børneafdelingen hos Tobias, inden vi kørte hjem. Mine forældre tog med hjem til mig, og vi spiste færdiglavet mad fra fryseren og drak, så vi kunne sove. Dagen efter tog jeg ned i Fregatten. Jeg fortalte dem, at jeg godt vidste, at de alle sammen havde gjort, hvad de kunne, og at det ikke var deres skyld. Jeg havde ikke brug for at bebrejde nogen noget, for intet kunne gøre situationen hverken bedre. Tobias var jo død.

Pernille Schmidt har skrevet bogen ”Englemor” om Tobias’ død, som udkom 11. april.

SÅDAN FØLES DET AT MISTE SIN MOR
Jeg var gravid i syvende måned med mit første barn og var lige blevet gift, da min mor begyndte at tabe sig og syntes, hun havde ondt i den ene side. Fire uger efter brylluppet blev hun undersøgt og fik så sin dødsdom, da jeg var højgravid i ottende måned. Lægerne regnede ikke med, at hun kunne nå at se sit barnebarn, selvom jeg havde termin bare fem uger efter, hun fik beskeden.

Den besked vendte op og ned på min verden. Det blev til et kapløb om, hvorvidt jeg kunne nå at føde, før min mor døde.

Jeg var fast besluttet på, at min mor skulle nå at se sit barnebarn. Det var vel også en form for overlevelsesmekanisme, for jeg kunne ikke klare tanken om at skulle føde mit barn dagen efter min mors død. Min mor skulle se mig blive mor, for det gik hun og ventede på.

Min mor kom på hospice ugen inden min termin. Efter samråd med min mand blev jeg sat i gang, for beskeden fra hospice var, at jeg skulle se at få født mit barn hurtigst muligt. Dagen efter min termin tog lægerne vandet, og jeg fik vedrop. Fredag morgen fødte jeg, og lørdag tog jeg ud til min mor på hospice. Så hun nåede at se sit barnebarn og levede faktisk også tre måneder mere efter fødslen.

Det var skrækkeligt, at to så store begivenheder som fødsel og død krydsede hinanden, for man kan ikke rumme begge dele. Der var jo dårlig samvittighed til begge sider. Dels over at være glad for at have fået et barn, mens ens mor var på vej væk, og dels over ikke at være glad nok over for mit nyfødte barn.

Det kom bag på mig hvor dødelig, jeg kom til at føle mig. Det var i sig selv forfærdeligt, at min mor ikke var der til at rådgive mig om amning og den slags, men pludselig skulle jeg vænne mig til tanken om, at jeg var rykket op i rækken – at jeg som bare 32-årig stod for tur næste gang, en mor skulle herfra.

Agnete Braad har skrevet bogen: ”Som om hun bare lagde røret på og forsvandt”, der bygger på forholdet til hendes mor, den kontroversielle Nørrebro-præst, Anne Bønløkke Braad.

LÆS OGSÅ: Anne ventede tre år på en diagnose

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview