"Mænd kan være forret og dessert, men aldrig hovedretten"

Om mit arbejde ved jeg nu … 

– At jeg fylder 60 den 17. september og derfor føler, det hastede, hvis jeg skulle nå at udvikle nye sider af mit skrivetalent. Efter mange krimier havde jeg i længere tid, end jeg ville indrømme, trængt til at folde personer og følelser ud på en anderledes måde. Derfor har jeg nu for første gang skrevet en kærlighedsroman, Som natten kender stjernerne. Ideen til bogen fik jeg, da jeg for et par år siden købte et Steinwayflygel fra 1912, som jeg holder utrolig meget af. Da jeg spurgte i butikken til dets historie, fandt de ud af, at det var blevet sendt fra Steinwayfabrikken i Hamburg den 9. december 1912 til byen Metz i det nordøstlige hjørne af Frankrig. De oplysninger var nok til, at min forfatterhjerne straks begyndte at brygge på en historie om, hvad der kunne have været dets skæbne under 2. Verdenskrig. Efterhånden som jeg skrev, blev det også historien om en nutidig, dansk koncertpianistinde, Malou, der i sin afdøde mors lejlighed finder en lakplade fra 1930’erne med den franske pianist Sophie Costeau, indspillet på et flygel med en magisk klang. Da Malou ser fotoet på omslaget, opdager hun, at Sophie ligner hende selv. Har hendes mor holdt på en familiehemmelighed? For at finde sandheden tager hun til Frankrig og møder der en amerikaner med en dyster fortid. 

Om mit eget forhold til musik ved jeg nu ...

– At gammel kærlighed aldrig ruster. Jeg har spillet klaver, siden jeg var ti, og kom efter gymnasiet på musikkonservatoriet, hvor jeg gik i fire år. Men jeg vidste efterhånden godt, at det ikke var realistisk, at jeg blev koncertpianist, som hovedpersonen i min nye roman er det. Det rakte hverken mit talent eller mine nerver til, for jeg rystede som et espeløv, hver gang jeg skulle spille for andre. Den fine uddannelse kunne kun munde ud i, at jeg skulle undervise, og da jeg ikke ville bruge mit liv på det, skiftede jeg over til journalistuddannelsen. 

– Derefter spillede jeg stort set ikke klaver i 30 år. Når jeg ikke mere spillede dagligt, tabte jeg niveau og følte, at det kunne være lige meget. Pludselig for nogle år siden, efter jeg havde haft brystkræft, dukkede så en længsel efter at spille op igen. Jeg fandt mine gamle noder frem og kiggede mig rundt i stuen og tænkte, at der egentlig var plads til et stort, smukt Steinwayflygel magen til det, jeg plejede at øve på, mens jeg gik på konservatoriet. Det er det bedste køb, jeg nogensinde har gjort. Nu spiller jeg hver dag igen og er blevet et gladere menneske af det. 

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: "Det er helt vidunderligt, at man er begyndt at bruge ældre modeller"

Om min barndom ved jeg nu …

– At jeg higede efter at være ligesom mine to ældre brødre men havde det stærkeste bånd til min mor og mormor. Min far havde dengang en planteskole i Nyborg, og min brødre skulle altid ud i marken og arbejde i deres cowboybukser, mens min mor ville klæde mig i tylskjoler og krølle mit hår og alle de pigeting, jeg hadede. Problemet var, at jeg samtidig var morsyg og flere gange til børnefødselsdage fik hjemve og blev sendt tidligere hjem. Det blev så slemt, at min mor var bange for, at jeg skulle blive sær. Morsygen hang ved, da vi flyttede til Aarhusegnen. På min nye skole vidste jeg, at man i 7. klasse skulle en uge til Bornholm og var i flere år nervøs for, om jeg kunne klare at være hjemmefra så længe. Men da jeg nåede til 7. klasse, var jeg heldigvis blevet min angst og usikkerhed kvit, og senere kunne jeg pludselig ikke få nok af at være hjemmefra. Jeg er dog stadig meget knyttet til min mor, som nu er 85 og bor på plejehjem ikke så langt fra mig.

Om min største fejltagelse ved jeg nu … 

– At jeg jo aldrig nåede at få børn i tide. Den dimension mangler i mit liv og kan godt stikke hovedet frem og føles som noget, jeg gik glip af. Egentlig vil jeg ikke kalde det en fejltagelse, for jeg lod med åbne øjne være med at forsøge. Men derfor kan jeg godt i dag tænke, at det kunne have være dejligt med nogle voksne sønner og døtre. For hvad gør jeg, når jeg sidder på plejehjemmet og ingen besøger mig så tit, som jeg besøger min mor. Til gengæld er jeg heldigvis tæt på min kæreste Jürgens tre voksne sønner, som er søde og gerne vil mig. Og jeg kan også se det sådan, at jeg uden børn har haft en frihed og fleksibilitet, som jeg har nydt. 

LÆS OGSÅ: "Da de andre gik på pension, gik jeg efter stillinger i verdens farligste lande"

Om kærligheden ved jeg nu …

 – At kærligheden fra mand til mand eller fra hund til hund er ny hver gang. Min første hund var en gadehund fra Malta, som var sky og helt klart mest min. Nu har vi en labrador, som elsker alle, og som jeg er knyttet til på en anden måde. Så kærlighed formes i høj grad af det væsen, man elsker. Kærligheden mellem min kæreste, Jürgen, og mig er et slags fundament, som er forudsætningen for, at jeg kan bevæge mig ud i verden. Noget af det bedste, vi giver hinanden, er plads til at gøre de ting, der individuelt er vigtige for os. I alle årene har jeg beholdt min lejlighed på øen Gozo i Malta, hvor jeg ofte tager ned og skriver. Med min nye roman havde jeg brug for at være der i et længere stræk på tre uger. Det kan kun lade sig gøre, fordi Jürgen er indforstået og også nyder sin tid alene. 

Om mænd ved jeg nu … 

– At de kan være forret og dessert, men aldrig hovedretten. For mig har det altid været vigtigt at hvile i mig selv og ikke være afhængig af, at en mand gør mig glad. Når det er sagt, nyder jeg mænds selskab og ikke mindst at skrive om dem i mine romaner. Den mandlige hovedperson i Som natten kender stjernerne, er en kompliceret, amerikansk krigsveteran. Jeg har skrevet ham frem med stor kærlighed. Mænd er meget anderledes at skrive om end kvinder. Generelt sagt tror jeg, at de i højere grad handler sig ud af deres kriser og triste tanker. Når Cody i romanen savner sin nye elskede, lader jeg ham løbe en lang tur og lave nogle armbøjninger eller spille på sin guitar, hvor den kvindelige hovedperson tænker rigtig meget frem og tilbage over tingene. Den forskel oplever jeg også ude i virkeligheden, men måske er jeg bare dybt gammeldags. Måske er der sket en masse med kønsrollerne i de yngre generationer, som jeg ikke har opdaget.

LÆS OGSÅ: Susanne Heering: "Hvis jeg var blevet smittet, havde jeg nok ikke klaret den"

Om modgang ved jeg nu … 

– At kriser kan tage lang tid at komme sig over og forandrer en for altid. Jeg blev syg af brystkræft for fem år siden, og det tog i hvert fald tre år for mig at finde tilbage til mig selv. Min kæreste vil måske endda sige, at jeg stadig ikke helt er der. Det gik fint at komme igennem kemo og operation, men så cirka et års tid efter fik jeg noget, der kunne minde om en depression. Jeg var 58 og havde haft døden tæt på, det fik mig til at tænke på, om jeg brugte tiden godt nok. Pludselig kunne jeg ikke se meningen med det hele og havde angstanfald, hvor jeg ikke kunne mærke min krop. Det var sikkert alt sammen efterdønninger af kemoen. Jeg gik hos en psykolog, og det hjalp mig meget. Det hjalp også, at jeg købte mit flygel og begyndte at spille hver dag, sørgede for at få motion, så mere til mine veninder og den slags. Desuden fandt jeg ud af, at jeg har et stort behov for at være alene, og det viser Jürgen heldigvis forståelse for. Samtidig med, at jeg har et stort behov for at føle mig forbundet til ham, har jeg også brug for frihed til at gøre det, der er nødvendigt for mig. 

Om lykke ved jeg nu …

– At man gør sig selv en tjeneste ved lige at slappe lidt af over for det med at jagte lykken. Følelser skifter jo konstant, og der skal også nogle mørke tanker til for at give lykken dybde og mening. Selv følte jeg mig ude på den anden side af min krise og lykkelig, mens jeg sad og skrev på min nye roman. Det, at jeg satte tid af til at fordybe mig i historien alene på Gozo, var en kæmpe gave, jeg gav mig selv. Mens jeg skrev, havde jeg mobiltelefonen liggende ved siden af og hørte alt det musik, der optræder i historien, både det klassiske og pop og rock. Det hjalp mig til at forsvinde ind i den verden, jeg var i gang med at skabe. 

Om mod ved jeg nu …

– At jeg ikke mindst beundrer modet til at forandre sit liv. Jeg har selv taget store, livsforandrende valg. F.eks. dengang jeg endelig havde fået et vellønnet, fast journalistjob og sagde det op for at flytte ned til min daværende kæreste på Malta. Dengang havde jeg ungdommens overmod og tænkte, at det nok skulle gå. I dag er jeg ikke helt så overmodig, men forsøger stadig at gøre noget nyt indimellem. At skrive en kærlighedsroman har på sin vis også krævet mod, for mange af mine læsere vil helst, at jeg bliver ved med at skrive krimier. Men hvis de skal blive ved med at synes, at mine bøger er spændende, er jeg nødt til at forblive tændt og motiveret.