GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Lotte Kaa Andersen
Foto: Kristina Demant

Forfatter Lotte Kaa Andersen: “Pludselig har vi alle de samme brune støvler”

Forfatter Lotte Kaa Andersen flyttede til Hellerup: Det var svært at leve op til alle idealerne

Hun blev landskendt for sin første roman om livet på Danmarks dyreste villavej, som det opleves af en tilflytter, der ikke har lært at holde rigtigt på fiskekniven. Og forfatteren Lotte Kaa Andersen, som nu er klar med roman nr. to, er blevet så velintegreret i det nordsjællandske, at hun bliver boende.

Da Lotte Kaa Andersen var 7 år, skrev hun testamente. Hun havde mistet tre bedsteforældre med kort tids mellemrum, og hun mener selv, at testamentet var en måde at bearbejde dødsfaldene på. Det var ikke så meget indholdet i testamentet, det handlede om, det var mere skriveprocessen, der var vigtig. Lotte har nemlig skrevet og skrevet ­lige siden, hun lærte at sætte bogstaver sammen til ord. Det er hendes måde at forstå og disciplinere verden på. At skrive er den røde tråd i hendes liv.

Sidste år debuterede Lotte Kaa Andersen som forfatter med romanen "Hambros Allé 7-9-13". En bog, der på nuværende tidspunkt er solgt i omkring 27.000 eksemplarer, hvilket er et ret voldsomt tal, når man tager i betragtning, at forlaget i første omgang forsigtigt valgte at trykke 800 bøger. Nu er opfølgeren klar. Den hedder "100 dage" og handler om de samme tre familier på Danmarks dyreste villavej, Hambros Allé i Hellerup. Et område, som Lotte kender indgående, fordi hun selv bor ganske tæt på.

– Jeg har gået og sparet historier op om det her sted, siden jeg flyttede hertil for 18 år siden. Jeg havde virkelig meget stof og meget på hjerte, og jeg syntes også, at der stadig var en masse tilbage i karaktererne fra den første bog. Den ramme om fortællingen, jeg fik lavet i den første bog, ­kan rumme alt muligt. Kvinder, karriere, familier, ­ægteskaber, tidsånd. Den første bog var en menneskelig historie om finanskrisen, og i den nye bog er vi rykket frem til 2013-2014. Man taler altid om "den svære toer", men det har nærmest ­være sådan plug and play, yes, jeg skriver videre.

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

Kæmpe kulturchok
Lotte er opvokset i et område langt fra Nordsjælland.

– Jeg boede i et helt almindeligt parcelhus på en lille villavej i Nordjylland. Jeg havde en tryg barndom, hvor jeg cyklede fra skolen til sportshallen og hjem igen, og min mor var hjemmegående. Da jeg var 10, blev hun hjemmehjælper og senere socialrådgiver. Min far arbejdede for Fødevarestyrelsen, og selvom det var et hjem med avis og bøger, var det bestemt ikke et miljø, hvor det var normalt at drømme om at blive forfatter. Men det gjorde jeg. Min mor syntes, jeg skulle blive fysioterapeut, fordi jeg havde sådan nogle stærke hænder, og min far syntes, jeg skulle blive dyrlæge, fordi jeg var så glad for dyr.

– Da jeg var 19 år, sad jeg og bladrede i uddannelseshåndbogen for at finde ud af, hvad jeg skulle efter gymnasiet. På det tidspunkt var Forfatterskolen lige startet, og jeg tænkte bare, at DET ville jeg gerne. Men jeg turde ikke. Det var helt ovre i København, og man skulle sende tekster ind til selveste Poul Borum. Så i stedet begyndte jeg på litteraturhistoriestudiet i Aarhus, efter jeg havde været ude og rejse i to år. Det var et meget højpandet litterært miljø, og de andre studerende var kunstnerbørn og akademikerbørn, og jeg følte, jeg kom hoppende ind som en Pippi med rottehaler. Men jeg kunne samtidig mærke, at det var det rigtige sted for mig at være.

Lotte sidder i det store køkken-alrum i sit moderne og supertjekkede hus i Charlottenlund. Der er højt til loftet, lyset vælder ind, og det hele minder mest af alt om en boligreportage i ALT for damerne. Hun fortæller, hvordan hun efter studiet fik job som tekstforfatter på et reklamebureau i København. Her mødte hun sin mand, som hun flyttede sammen med på Frederiksberg, og et år efter fik de deres første søn. Hans ankomst satte gang i en proces.

– Der er nogle ting, jeg tror, man er kodet til. Vi havde fået den her lille søn, og så tænkte vi, jamen så må vi jo ud til lys, luft og cykelstier. Som det unge par i min roman nærmest snublede vi ud til Hellerup uden helt at ville det. Vi fik mulighed for at leje et lille hus på en af sundvejene, og så gjorde vi det, selvom vi egentlig var helt vildt glade for at bo på Frederiksberg. Vi fik en dreng mere, her var gode vuggestuer og børnehaver, og pludselig skulle de også i skole. Så vi blev hængende i kommunen. Min mand er vokset op i Vallensbæk, men det meste af hans familie bor langs Strandvejen, så for ham var Nordsjælland det rigtige sted at drive hen, mens jeg var mere ny i det. Jeg kendte ikke til kommunen, og jeg kendte heller ikke fordommene om området.

Hvordan var det så at bosætte sig i Hellerup og senere Charlottenlund?
– Det var lidt af et kulturchok, og jeg var lidt starstruck. Jeg kunne ikke helt finde mine ben i det. Men nu, bagefter, kan jeg se, at det mere havde noget med mig selv at gøre, end det havde noget med omverdenen at gøre. Man føler de andres blik på sig, men i virkeligheden er de andre sikkert helt ligeglade. Og alligevel kan det stadig ske for mig. F.eks. var jeg ved at dø af grin over mig selv i går. Fordi jeg skulle lave dette interview herhjemme, var jeg på genbrugspladsen, jeg ryddede op i huset og omkring huset, og jeg satte min mand til at pudse vinduer. Og det er jo morsomt, for du tænker sikkert ikke dårligt om mig, fordi der står fire sække ude i haven, men det er jo præcis det, det handler om. Hvad vi tror, folk tænker om os. På facebook benchmarker vi også hele ­tiden, åh, hun bager meget mere end mig, og hun er da også meget pænere end mig, og nu skal de til fest igen, og åh nej, nu spiller de Matador med deres børn igen, det gør vi aldrig. Vi viser sider af os selv, som, vi tror, er attraktive, og i virkeligheden er de fleste skide ligeglade. Andrea Hejlskov, en blogger jeg følger, skrev på et tidspunkt: Lad os droppe billederne, og lad os være mennesker. Det ville jeg gerne have brugt som motto i min nye roman, men redaktøren syntes, det var for banalt. Og det er det jo også, men det er også sandt. Jeg ved godt, at du ikke tror på, at jeg bor så pænt og ryddeligt altid, men alligevel farer jeg rundt hele dagen før, du skal komme. Det er jo åndssvagt, men vi er mange, der gør det, og jeg ved ikke, hvorfor vi gør det.

Følte du, at det var svært at leve op til alle idealerne, da I flyttede herud?
– Ja. Og hvis ikke man tager sig i det, så ryger man med i kapløbet om, hvem der kan hente tidligt, hvem der kan bage de fineste boller til børnehaven og lægge den lækreste frugt i madpakken. Det bliver man stresset af, og det gad jeg ­ikke. Jeg kunne heller ikke leve op til alle idealerne. Men som mennesker tilpasser vi os til det sted, vi er. Der er nogle normer, man fornemmer, når man havner et sted, og dem prøver man at leve op til. Against all odds. For noget tid siden var jeg i Køge og tale om min bog, og der kom en hen til mig og sagde meget sødt: Ja, man kan jo godt se, at du er fra Hellerup.

Hun slår en høj latter op.

– Nu bor jeg jo i Charlottenlund, men det er same-same. Så ja, vi tilpasser os, vi blender ind. Uden at tænke over det lægger man mærke til, at alle f.eks. har en bestemt slags brune støvler, og pludselig opdager man, at man også selv har købt dem. Når jeg træner oppe i Fitness.dk, tænker jeg somme tider, ja, her står vi 30 kvinder mellem 30 og 60 med de ­samme ­lyse striber i håret og de samme sko, og når vi har trænet, går vi alle sammen ned på Emmerys efter en sund bolle og en kop kaffe og kører hjem og passer vores freelancebiks. Det er skræmmende.

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: “Det er jo de helt nære ting, der fylder os med den største glæde”

Nu gør vi det ordentligt
Planen var faktisk, at Lotte og hendes familie skulle flytte fra kommunen, når drengene var færdige med skolen, men nu er hun ikke længere helt så sikker på, at livet i København K vil være det rigtige.

– Det var først, da jeg begyndte at skrive om området, at jeg blev rigtig glad for at være her. Det tog mig så lang tid, ­fordi jeg faktisk følte mig fejlcastet og forkert herude, men da jeg så begyndte at skrive om det, kunne jeg pludselig også se ­alle privilegierne. At kunne gå tur i Ermelunden om morgenen, at gå lange ture i Dyrehaven og alligevel kunne cykle ind til byen på en halv time. Altså, hold lige op med at klynke! Her er jo dejligt. Jeg er nok også kommet i den alder, som min veninde kalder "blomsteralderen". Jeg er blevet rigtig glad for natur, og højdepunktet på min dag er, når jeg går ovre i skoven. Det er også derfor, jeg har skrevet en naturoplevelse ind i min nye bog. Det betyder noget for mig. Og så sker der nok også det med alderen, at man falder ­mere på plads i sig selv og måske ikke måler sig så meget med andre. Måske tænker jeg ­ikke – helt – så meget over andres ­blikke mere. I dag kan jeg sagtens se, hvorfor vi er her, og jeg er færdig med at gå og tænke, at vi ikke skal blive her. Nu er vi her, og nu gør vi det ordentligt.

På søndag, to dage efter, at "100 dage" udkommer, rider cirka 160 ryttere den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven. Det har ryttere gjort hver den første søndag i november siden år 1900, dog med enkelte undtagelser under 2. Verdenskrig. ­Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforce-jagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til, og netop Hubertusjagten er rammen om den første scene i "100 dage". Jagten er en vaskeægte lokalbegivenhed, og det var til en Hubertusfrokost sidste år, Lotte fik ideen til den nye bog.

– Jeg var til jagtfrokost, og sådan en frokost er indbegrebet af det her miljø. Røde ridejakker, hvide bukser, sorte hjelme, og så fejrer man Hubertusjagten. Det er en gammel, nedarvet tradition. Jeg tænkte, det kunne være et fedt sted at indlede bogen, især fordi jeg også selv er så glad for at komme i Dyrehaven.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

Du skriver i bogen, at hvis man ikke er født ind i miljøet, vil der være koder, man aldrig helt lærer at forstå – har du det også sådan?
– Jeg kommer selv til nogle af de her middagsselskaber, hvor man sidder med stofservietter og servietring af sølv og skal gøre det hele rigtigt, og der vil jeg nok altid skulle minde mig selv om, hvordan man holder på fiskekniven og glasset. Det er jeg simpelthen ikke vokset op med, og det tror jeg, du skal have ind med åndedrættet for at kunne være naturligt i. Der bluffer jeg så, men det gør mange andre også. Jeg tror faktisk, det er en styrke, at jeg ikke har en naturlig underdanighed og, at jeg er meget uimponeret over penge. Penge i sig selv er ikke respektindgydende for mig, men hvis der er noget, der kan slå benene væk under mig, så er det dannelse. Belæsthed, at kunne referere til klassisk musik – den slags – og de familier møder man også her. Familier, hvor der er en naturlighed ved litteratur, musik, møbelklassikere og kunst. Der er forskel på de indfødte og tilflytterne. Det kan godt være, du kan købe de samme malerier eller klassikere, men du har ikke den dannelse eller historie, der følger med.

Hvad tænker du om, at dine sønner kommer til at vokse op som indfødte her?
– Det er sådan, det er blevet, og de er så fornuftige og præget så meget af min nordjyske familie og den fornuft, der også er i min mands familie. Ja, de er med på gymnasieskiferie i uge 7, og de er med til alle Gentofte-tingene, men jeg håber, at de har en jordbundethed med, så de selv kan sortere i det.

Lotte har gjort sin drøm til virkelighed. At blive forfatter. Og spørgsmålet er, om det er lige så fantastisk, som hun ­drømte om?

– Det er faktisk større, end man måske skulle tro. For det har været så stor en del af mig, og det er, som om der er en brik, der er faldet på plads. Så vigtigt var det. Der er kommet sådan en god ro med det. I mange år var det en stor frustration for mig, for jeg prøvede og prøvede at trænge igennem med en bog, fik afslag, græd og skrev om. Jeg sendte manuskripter ind til novelle- og romankonkurrencer, og jeg brugte rigtig meget tid på det. Jeg var samtidig så flov over det, for det lykkedes jo ikke, og hvorfor kunne jeg ikke bare holde op med det pjat. Sidde der og klimpre på en roman, når der var nok at gøre i familien og livet. Jeg er ikke født ind i, at det er min naturlige ret, at jeg skal sidde og digte. Jeg bøvlede meget med mig selv over det, og jeg følte mig skyldig over for min mand, som altid har været så flittig. Jeg følte, at jeg også burde bidrage, så jeg var splittet mellem det at skrive ting, der kunne faktureres, og så skrive mine egne ting, som i udgangspunktet var brødløse. Heldigvis har min mand altid været så sød og forstående. Jeg havde bidt mig fast i, at min første bog, som aldrig blev til noget, skulle udkomme på Gyldendal, intet andet kunne gøre det, og efter at have skrevet om flere gange, gav min mand mig et skriveophold i New Hampshire. Det viser jo virkelig, at han bakker op, og jeg fik så meget ud af det ophold. Mine forældre har også bakket rigtig meget op. De er flyttet herover, og i perioder flytter jeg ind i deres lejlighed for at skrive uforstyrret, og så bor de herude og hjælper med at passe børn, hund og hus.

Gennembruddet for Lotte kom, da hun efter endeligt afslag fra Gyldendal droppede planerne om at udkomme på et forlag og i stedet begyndte at blogge om livet i "Reservatet", som Gentofte kommune populært kaldes. Pludselig blev der lagt mærke til hende, hun blev læst, og forlaget Turbine syntes, at der var grundlag for en roman. "Hambros Allé 7-9-13" var en realitet.

– Det var faktisk ret befriende pludselig at gå min egen vej, og i dag er mit bedste råd til andre, der drømmer om at skabe ­noget, at man ikke skal lade sig afskrække af, at den slagne vej måske ikke dur. Bliver man afvist og får nogle slag over næsen, så gør noget andet. De sociale medier giver os en frihed til at gøre tingene selv. Lad være med at lade dig stoppe, fordi der er nogen, der ikke kan se dit talent. Det er der sikkert andre, der kan. Så bliv ved, hvis du mener, at det, du har på hjerte, er vigtigt. 

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

LÆS OGSÅ: ”Jeg vil motivere andre børn og unge til at tage kampen op”

"100 dage"

"100 dage" af Lotte Kaa Andersen, Forlaget Rosinante, 333 sider, 299,95 kr.

Lotte Kaa Andersen, 48

Freelanceskribent, tekstforfatter og forfatter til romanen "Hambros Allé 7-9-13" (2015) om tre familier på Danmarks dyreste villavej, der blev solgt i 27.000 eksemplarer.

Aktuel med opfølgeren, "100 dage".

Gift med Lars Kaa Andersen, som er selvstændig. Sammen har de Mads på 19, Mathias på 16 og Alexander på 12 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview