Mød 22-årige Ihan Haydar.
Foto: Les Kaner Mød 22-årige Ihan Haydar.

Ihan Haydar

Fra flygtning til dansk popstjerne

Ihan Haydar var som barn vant til sirenerne og kampflyene over Bagdad. Siden hun som 10-årig flygtede til Danmark, har hun opnået meget. Hun har været med til at vinde det danske Melodi Grand Prix, og hun har fået succes med poptrioen L.I.G.A. Men hun har endnu ikke opnået dansk statsborgerskab. Og det er opslidende.

Af Majbritt Lacuhr

I Ihan Haydars vindueskarm i den lille lejlighed på Amager står en funklende diskokugle. Et trofæ, som vidner om endnu en sejr. I sommer blev den irakiske trommeslager nemlig kåret som "Årets Ikon 2015" af radiostationen The Voice. Hun løb med sejren for næsen af kendisser som Christiane Schaumburg-Müller og TopGunn. Diskokuglen er den foreløbige kulmination på en – integrationsmæssigt set – succeshistorie. Næsten da. For selvom 22-årige Ihan både har været med til at vinde det danske Melodi Grand Prix tilbage i 2012 for efterfølgende at forsvare de danske farver i Aserbajdsjan og siden har givet den så meget gas bag det lyserøde trommesæt i poptrioen L.I.G.A., at hendes hænder indimellem får blødende vabler, så kæmper hun en sej og udmattende kamp om at få det endegyldige bevis på sin vellykkede integration: det rødbedefarvede pas med den gyldne kongekrone og bogstaverne "DANMARK".

LÆS OGSÅ: Sexarbejdere har krav på beskyttelse


Voice "Årets Ikon", september 2015.

Det var næsten som at lande midt i et eventyr den vinterdag i 2003, hvor flyet fra Irak nåede frem til Kastrup. Sneen dryssede fra himlen. Husene lignede noget fra en film. Og uden for flere af de huse, de passerede på vejen fra lufthavnen til den lille by Gelsted lige uden for Næstved, var der bygget snemænd.

Ihan havde aldrig set sne før. Hun husker, hvordan hun og hendes to brødre løb ud i sneen i deres sandaler. Vinden var kold og blæste lige igennem det alt for sommerlige tøj, de havde på. Men følelsen indeni overstrålede fuldkommen martskulden, der trængte sig på. For efter to lange år var hun nu endelig blevet genforenet med sin elskede far, som var flygtet fra Irak og Saddam Husseins styre. Ihan Haydar blev født under krigen i Irak. Landets diktator, Saddam Hussein, var altid i åben kamp mod et eller flere af sine nabolande. Bomberne fløj hen over grænserne konstant. Ihan og hendes familie – far og mor, lillebror og storebror – boede i Bagdad, som var en krigszone. De var vant til sirenerne og kampflyene. I skolen gemte de sig under bordene og ventede på, at det var overstået, og hjemme slukkede de alt lys i huset og krøb sammen med moren i husets mindste rum.

LÆS OGSÅ: ALT for damerne starter ny anti-voldtægtskampagne

– Jeg husker det som meget hyggeligt. Vi sad og fortalte hinanden historier. Det var kun, når vi skulle ud på toilettet, det føltes farligt. For der kunne man se kampflyene. Og hver gang, der kom et brag, fik man et sug i maven. Jeg var bange. Selvfølgelig. Men jeg tror, min mor var mere bange. Hun var helt alene med os, så hun satte alt ind på at gøre os rolige.

Ihans far var nemlig rejst – på "arbejdsferie", som de sagde til børnene. I virkeligheden forsøgte han at komme langt væk fra Saddam Husseins styre og finde et nyt og roligt sted til sin lille familie. Men det måtte ingen vide.

– Jeg husker det hele. Hele Bagdad, som meget gult og afbrændt, fordi der er så varmt. Der bliver op til 55 grader om sommeren, og luftfugtigheden er ekstremt høj. Alle husene havde flade tage. Dem sov vi på om natten. Strømmen gik nemlig hele tiden og var så væk i flere timer, kom lidt igen og forsvandt. Hele tiden. Det var noget, Saddam gjorde for at undertrykke sit folk. Så når strømmen gik om aftenen, og det var rigtig varmt, gik vi op på taget og sov, ligesom alle naboerne gjorde.

– Det var hyggeligt. Der var stor kærlighed, og mine forældre gjorde alt for, at vi ikke skulle føle, at vi manglede noget. Ihans far arbejdede som fotograf og havde sit eget studie, mens moren var hjemmegående. Igennem flere år sparede de en del penge sammen til, at farens rejse kunne gennemføres, så familien en dag kunne komme ud af Irak. Og fra sine stop op igennem Europa sendte faren penge hjem til familien, det samme gjorde en onkel i Tyskland.

Fantastisk at komme til Danmark

Bare en måned efter familiens genforening, blev deres hus i Bagdad jævnet med jorden af en bombe.

– Der er intet tilbage. Min skole er blevet lukket ned, og alle dem, der boede rundt omkring, bor der ikke mere. Vi boede midt i Bagdad, og nu er vores kvarter forvandlet til en hel ghost town, fortalte min far, efter han var dernede sidste år.

I Danmark fortsatte eventyret for Ihan. Kommunen havde fundet et hus til familien, Ihan startede i skolen – i en såkaldt modtageklasse, hvor hun lynhurtigt lærte sproget og kulturen. Hun blev taget godt imod i skolen, hvor børnene var meget nysgerrige på de nye elever i den særlige klasse.

LÆS OGSÅ: "Min far havde været en stor del af min identitet, så efter hans død måtte jeg lige stoppe op og finde mig selv"

– Jeg synes faktisk, det var klogt af min far at vælge et sted, hvor der ikke var så mange indvandrere. Vi blev integreret med det samme. I min klasse var jeg den eneste araber, så jeg skulle lære dansk for at kunne fungere her. Lærerne var glade for os, kommunen stillede en taxa til rådighed for os, som kørte os til og fra skole i to år! Og de betalte også for, at vi kunne gå til sport. Det var en fantastisk start. Jeg ville ønske, at det var det, flygtninge i dag blev mødt af. Det er ærgerligt, at der er blevet skåret ned på alt det. Vi havde et socialt liv, når vi kom hjem fra skole. Gik til karate og til fodbold og fik venner på den måde. Udlændingefamilier ser ikke sport som noget, man gør – ingen gik til sport i Irak, det er ikke det, man prioriterer eller bruger penge på. Og det gør de jo slet ikke nu, hvor der bliver skåret mere og mere i deres ydelser. Men det er en vigtig del af integrationen. At have mennesker omkring sig, som oprigtigt interesserer sig for, om man trives, og som tror på en. Mennesker, som ikke ser en som et problem, sådan som det meget er tilfældet omkring flygtninge i dag. For hvis man bliver bildt ind, at man er et problem, så tror man på det, og så bliver man et problem.

Faren flygtede først

Farens farefulde rejse ligner til forveksling dem, vi næsten dagligt er blevet konfronteret med i medierne over den senere tid. Først i en overfyldt båd til Europa, siden til fods. En tur, der både involverede menneskesmuglere og kostede ham traumatiske oplevelser med tortur og fornedrelse, hver gang han blev fanget og sendt tilbage til hjemlandet. Det skete seks gange.

– Inden jeg blev født, var han blevet tvunget i det irakiske militær af Saddam, hvor han var i 14 år. Og det var det, der gjorde, at han fik nok. Han vidste godt, at der ville opstå krig, og det var også derfor, han flygtede derfra. Da min far endelig kom til Danmark, kom han i asylcenter. Her knoklede han med forskellige små jobs og levede i perioder for syv kroner om dagen, som han brugte på en pose ris. Tænk engang – syv kroner! – fordi han sendte alle sine penge til os. Han er så vild, min far. Når han fortæller om alt det, han har været igennem... Om alle de ar, han har fået – også helt fysisk – og hvad de stammer fra...

Ihan holder en pause.

– Han er en sindssyg mand! Jeg er så megastolt af ham. Men han har også fået mange problemer. Han kan ikke sove om natten. Det har sat dybe spor i ham.

Farens flugt lykkedes først i 2001. I syvende forsøg. Der nåede han til Tyskland og herfra videre til Danmark, som han havde hørt så meget godt om. At her var trygt, man var velkommen, og folk var søde. Her søgte han straks familiesammenføring og fik det efter halvandet års tid.

– Jeg var bedste venner med min far, så jeg savnede ham helt vildt. Han ringede hjem en gang om ugen, men det var forfærdeligt at undvære ham. Samtidig har det jo været super ubehageligt for min far, som kunne gå rundt i konstant bekymring for, om vi pludselig blev ramt af en bombe. Men der var ikke andet at gøre end bare at vente på, at det lykkedes.

Hver morgen tjekkede faren, om der var kommet brev fra Udlændingestyrelsen med det visum, hans familie så hårdt havde brug for. Og en dag var der gevinst.

– Det var faktisk mig, der tog opkaldet. Min far skreg og råbte, og vi kunne høre, at hans venner råbte. Min mor var ikke hjemme, så det var kun min bror og jeg. Vi løb over til naboens hus, og så begyndte de at skrige af jubel, og vi skreg, og de kastede med karameller... Yallalallaalala!

Ihan, hendes mor og hendes brødre fik én dags varsel til at sige farvel til venner og familie. Det var vigtigt at holde deres mission superhemmelig. Planen var, at de skulle køre til nabolandet Jordan og herfra tage et fly til Danmark.

– I den senere tid er minderne igen dukket op – hvor vi har set alle de forfærdelige billeder af flygtninge, der kæmper for deres liv... Døde børn på stranden... Det er præcis derfor, mændene ikke tager deres børn og koner med. For det er så farligt! Alene den bådtur, de begiver sig ud på, er pissefarlig. Og hele rejsen er sindssyg! Tænk, hvis vi var taget af sted sammen med min far og var blevet stoppet og tortureret. De ville jo med sikkerhed have tortureret os børn for at ramme min far. Det er crazy at tænke på.

Tosset med trommer

Efter et par år i Danmark voksede familien. Ihan fik en lillesøster. Livet var godt. Ihan gik op i sin sport og tjente penge ved avisruter og babysitting. Og så begyndte hun pludselig at interessere sig for musik. Nærmest ved et tilfælde. Ihan gik i 5. klasse, da hendes musiklærer en dag tilfældigt fik placeret hende bag trommerne.

– Han fortæller mig, hvad jeg skal spille, og så spiller jeg det. Han bliver vildt imponeret. Og ivrig. Beder mig spille flere forskellige melodier, som jeg gør – uden problemer.

Da han gav hende en guitar og en bas, skete det samme. Ihan spillede det, hun fik at vide. Men trommerne fascinerede hende mest.

– Det kom også helt bag på mig selv. Ingen i min familie har spillet musik. Jeg blev helt høj af at mærke, at jeg faktisk var god til det. En slags drive – "nu kigger de på mig, nu skal jeg lige vise dem, hvad jeg kan!".

Begejstringen for det larmende instrument faldt ikke i god jord hjemme hos mor og far. Det var jo ikke en "pigeting", som de sagde. Så musik måtte hun ikke gå til. Men Ihan fandt sine smutveje. Hun fik lov at låne musiklokalet på Glumsø Skole, og her sad hun og slog løs på trommeskindene tidlig morgen før skole og sen eftermiddag, når skolen var ovre. Sad bare og lyttede til musik og spillede det, hun hørte.

– Jeg viste mine forældre nogle videoer, hvor jeg sad og spillede, men der var ikke noget med, "wauw, det må jeg nok sige" – de syntes ikke, det var fedt.

Gennem lydmuren

Men Ihan og trommerne var slet ikke noget dårligt match. Det stod helt klart efter et MGP på Næstved Gymnasium i 2011, hvor Ihan gik i musikklassen. Her svingede hun nemlig trommestikkerne så godt til Nataschas "Gi' mig Danmark tilbage", at en video efterfølgende blev det helt store hit på YouTube og delt over det ganske land. Den landede sågar hos musikproduceren Chief One, som straks viste den til Remee og Isam B. Nogle af de tungeste drenge i musikbranchen. Derfor fik Ihan en dag en opringning fra Chief One, som ville høre, om hun havde lyst til at være trommeslager i et band, de var ved at samle.

– Jaaaaaaaaa! Selvfølgelig sagde jeg ja. Hvem siger nej til det?!

Igen blev nyheden ikke modtaget med samme iver hjemme hos Ihans forældre.

– Vi kom faktisk op at skændes i flere dage, og vi smækkede med dørene. Deres argumenter var, at piger ikke skulle på tv, og de skulle ikke spille musik. Jeg skulle bare koncentrere mig om min skole – det var derfor, de var kommet til Danmark, sagde de. Jeg hader at gøre mine forældre sure. Jeg har aldrig hævet min stemme over for dem, så det var helt forfærdeligt, for jeg ville bare så gerne spille musik. Jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg fortryde det resten af mit liv. Det her var en kæmpe mulighed.

– I flere uger var jeg megafrustreret og splittet. Til sidst tænkte jeg, "okay, de er mine forældre – de skal nok tilgive mig. Det bliver de nødt til på et tidspunkt". Og så besluttede jeg mig for at lyve. Sige, at jeg skulle på fysik-udflugt i fire dage med min klasse. Sandheden var, at jeg skulle til Melodi Grand Prix.

Ihans forældre så aldrig dansk tv, men lillebroren vidste, at Ihan ikke var på fysik-udflugt, så han tændte. Og dér sad deres 17-årige datter. Bag trommerne og hamrede Soluna Samays sang "Should've Known Better" i gang.

– Jeg havde min mobil med mig inde på scenen. Og de ringede til mig 36 gange! Jeg turde ikke tage den. Jeg må deale med det i morgen, tænkte jeg.

– Og så vandt vi! Hvilket jo ikke ligefrem hjalp på min splittelse over min store drøm, der nu crashede totalt med mine forældres formaninger. Samtidig tror jeg godt, de kunne se, at jeg spillede godt, og at det ikke var et amatøragtigt garageband, jeg havde gang i, som matchede alle deres fordomme om rockere og musikere, der drikker sig ihjel. Inderst inde vidste jeg godt, at de ville blive stolte af mig. Så der vankede ingen rigtig stor skideballe, da jeg kom hjem. Efter det stolede de lidt mere på mig og min dømmekraft – at jeg ikke bare er en lille pige. Jeg kan faktisk godt træffe nogle fornuftige valg.

Danmark spænder ben

Ihans drøm var nærmest ved at gå i opfyldelse. Og fordi de vandt, var næste step på rejsen op imod stjernerne en tur til Aserbajdsjan, hvor hun skulle forsvare de danske farver til det Internationale Melodi Grand Prix. I den forbindelse skulle hun lige et smut forbi politistationen i Næstved for at få fornyet sit pas. Men her løb hun mildest talt ind i en kvindelig ansat.

– Hun gik helt amok. Skældte og smældte – om at jeg slet ikke havde ret til at være her, og at jeg befandt mig ulovligt på dansk grund. Min opholdstilladelse ville løbe ud, når jeg fyldte 18, fortalte hun mig arrigt, og det var der på det tidspunkt 14 dage til. Hun råbte op og ringede efter sine kolleger.

Otte måneder ville der gå, sagde damen, før Ihan kunne få sin sag behandlet.

– Jeg forstår ikke, hvorfor der skulle gå så lang tid. Det var en simpel ansøgning, og desuden betalte jeg 5000 kr. i administrationsgebyr. Hele fejlen lå jo hos Udlændingestyrelsen, der havde glemt at informere mig op til, at jeg fyldte 18.

– Efter flere timer nåede de frem til, at jeg godt måtte søge permanent opholdstilladelse, og i mellemtiden ville de holde godt øje med mig, sagde de. Ihan kalder det selv paradoksalt og "helt til grin", at medborgerskabstesten lå samme dag som hendes studentereksamen. Og selvfølgelig valgte hun sin eksamen, som hun i øvrigt mener burde have været bevis nok på, hvor velintegreret hun var. Derfor blev ansøgningen om permanent opholdstillad-else afleveret uden bestået medborgerskabstest. Den måtte Ihan vente på i yderligere syv måneder, hvor hun i mellemtiden blev truet med hjemsendelse.

Endelig – 15 måneder efter optrinnet på politistationen – kom den permanente opholdstilladelse. Og dermed startede næste fase i en endnu længere proces. Nemlig den, der handlede om dansk statsborgerskab. Ihan lagde først 700 kr. for at gå op til medborgerskabstesten. Den bestod hun. Hernæst skulle hun møde op på politistationen for at bevise, at hun var velintegreret og kunne føre en samtale på dansk. 3.000 kr. tak.

– Spild af både politimandens og min tid. Det var overstået på fem minutter. Han vidste udmærket, hvem jeg var. Jeg fik min erklæring om integration og aktivt medborgerskab, og han fik en autograf med hjem til sine børn.

I mellemtiden var Ihan nemlig blevet del af et andet og endnu mere succesfuldt samarbejde mellem Remee og Chief One: den danske poptrio, L.I.G.A., som har touret landet tyndt med hits som "Skylder dig ik' noget" og "Julia".

Venter stadig på statsborgerskab

I oktober sidste år fik Ihan så grønt lys til at søge dansk statsborgerskab. Men fik samtidig at vide, at der ville gå 18 måneder, før der blev taget stilling til hendes ansøgning. Og senest har en forfalden skattegæld på 82 kr. fra 2009 og en ejendomsskat spændt yderligere ben.

– Det er en afsindig trættende proces. Der er bare gået sygt lang tid med alt det her – og alt imens er min ansøgning bare sat på pause. Jeg aner ikke, hvor lang tid der kommer til at gå.

På grund af hendes egne personlige udfordringer og set i lyset af den senere tids flygtningedebat fik Ihan behov for at skrive om sine mange benspænd på Facebook. Hun fik ganske enkelt nok af at høre om regeringens planer om at gøre det sværere at blive dansker. Opslaget er siden blevet delt mere end 20.000 gange.

– Det er uudholdeligt at høre på. Tro mig, det er svært nok i forvejen! Jeg føler mig jo dansk, jeg taler flydende dansk og er
integreret, jeg har kun danske venner og lever et dansk liv. Jeg synes, det er mega- uretfærdigt, at jeg ikke kan få det.

"Jeg har på det seneste overvejet at ringe og få trukket min ansøgning tilbage. Jeg vil slet ikke være en del af sådan et samfund, hvis det er sådan, man bliver behandlet" skriver Ihan Haydar og ytrer bekymring om sine søskende, der skal igennem det samme en dag.
Ihans storebror læser til ingeniør og er professionel bodybuilder, lillebroren er professionel danser, og lillesøsteren på 10 år er født og opvokset i Danmark og taler bedre dansk end arabisk. "Vi er alle fuldstændig velintegrerede. Hvorfor må vi ikke være med i klubben?, spørger hun frustreret i sin facebook-opdatering.

"Jeg føler mig uvelkommen og er frustreret over måden, jeg bliver behandlet på. Danskerne skulle selv prøve at komme hertil. I skulle prøve at sidde i kø ved Udlændingestyrelsen i fire timer bare for at få et stempel i passet eller aflevere en ansøgning. I skulle prøve at blive tiltalt som et problem i hvert eneste brev fra det offentlige. I skulle prøve det og se, om I gider at finde jer i det. Det gider jeg ikke. (...) Hver gang føler man sig ret lille. Som et nummer på computeren eller sådan noget. Det er bare en virkelig åndssvag proces".

– Folk ved ikke, hvordan det er at blive jagtet rundt på den måde. Man føler sig jo lille. Jeg vil gerne være her i Danmark. Jeg er integreret, jeg bidrager. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være sådan en besværlig proces. Man bliver virkelig drænet for energi. Og føler sig magtesløs. Man føler sig hele tiden som et problem frem for en egentlig ressource.

– Jeg er rystet over, at Danmark klager. Der er måske seks millioner, der er flygtet fra Syrien, og vi har fået en minimal brøkdel af dem. Alligevel går danskerne helt amok – som om verden er ved at gå under. Det meste bunder jo i uvidenhed. Mange af dem, der stemmer på Dansk Folkeparti har måske ikke engang mødt en muslim. Og det er altid de dårlige eksempler, der bliver fremhævet i medi-erne, så selvfølgelig bliver folk skræmt. Det er derfor, det er så vigtigt, at sådan nogle som mig og rigtig mange andre udlændinge, som er så godt integreret her, kommer frem og siger, "hey, vi kan også være sådan her – vi er ikke alle sammen uduelige, bad muslims".

Tak til mor og far

– Jeg er så taknemmelig for det liv, jeg har fået her. Og for mine forældre, som er så seje. De har viet hele deres liv til at sikre os. Efterladt alt, hvad de havde, for at komme hertil. Derfor har Ihan også sørget for, at mor og far er lige inden for rækkevidde.


I lufthavnen den dag familien landede i Danmark. 9. marts 2003.

– Jeg skal se mine forældre to gange om ugen. I hvert fald. Det hang slet ikke sammen, at de boede i Næstved, så jeg har købt en lejlighed til dem i Hvidovre. Det var det første, jeg brugte min løn på. Først en bil til dem og siden en lejlighed. Der er vi nok lidt anderledes indrettede end danskerne. Familien betyder sindssygt meget for os. Det er så vildt, at I parkerer jeres forældre eller gamle familiemedlemmer på et plejehjem! Jeg fatter det ikke! Når min mor bliver gammel, kommer hun hjem og bor hos mig. Hver måned støtter jeg mine forældre og familien i Irak økonomisk. Det har jeg gjort, siden jeg var 12. Hvorfor ikke bare hjælpe hinanden og have det godt? 

LÆS OGSÅ: Hun har skabt en stilet-revolution i London

LÆS OGSÅ: "Det er vigtigere at kunne svømme end at kunne bunde"

LÆS OGSÅ: "Jeg har været utrolig vred, når de hårde ord og angreb er gået ud over mine børn"

 

Ihan Haydar, 22

Trommeslager i poptrioen L.I.G.A., som blev samlet af Remee og Chief One.
Boede i Irak, indtil hun var 10 år, hvor hun og hendes familie kom til Danmark og blev genforenet med faren, som var flygtet hertil to år tidligere.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview