Kvinderne går bevidst efter fulde mænd på vej hjem fra byen

Klokken 23.30 natten til fredag
I et kælderlokale i Colbjørnsensgade, den første sidegade til Istedgade fra Københavns Hovedbanegård, er ubagte parisertoast linet op i to lag i et simpelt tekøkken ved hoveddøren. Sofagrupper, kvadratiske småborde i laminat og klare farver og kønsløs kunst med blomstermotiver udgør den primære indretning. I en vindueskarm står tre glasvaser med kondomer pakket ind i hvidt folie med Københavns Kommunes blå, tretårnede logo på. De er delt op i small, x-large og oralsex.

Vi er på Reden Internationals værested, der er en selvstændig del af KFUK's mangeårige sociale arbejde for kvinder i prostitution.

Her er endnu tomt for mennesker. Malene Muusholm, konstitueret leder af stedet, trækker i en praktisk, varm og vindtæt jakke. Skuldersømmene hænger et godt stykke ned ad hendes overarme – one size fits all, både ansatte og frivillige, og beskytter mod tilnærmelser fra mænd. Hun tjekker, om lommerne er fyldt med de små, livsnødvendige foliepakker fra glasvaserne og informationsfoldere til de få kvinder, der ikke måtte kende til Reden Internationals natcafe, rådgivning og lægeklinik. Hun går på gaden.

LÆS OGSÅ: Endelig siger en mand klart fra over for sexisme


Kondomer til fri afbenyttelse på Reden Internationals værested.

Over halvtaget på det store, gamle posthus på Vesterbrogade lyser "Vesterport" insisterende i neongrøn. Under det plejer der gerne at stå et par kvinder i ly for det uberegnelige, danske vejr. Men ikke i aften. På den anden side af gaden møder Malene i stedet to kvinder foran Jensens Bøfhus. De taler det nigerianske sprog pidgin-engelsk. De har stramme gamacher på, flade støvler, dynejakker og er pakket bedre ind end de fleste danske kvinder, som faktisk ikke er til at få øje på denne torsdag aften. Gaderne er stille.

Kvinderne hilser hjerteligt med kindkys, og Malene spørger især til den ene, som hun tidligere har forsøgt at hjælpe med en rejse til Spanien. Kvinden blev på den måneder lange rejse fra Nigeria til Europa gravid, og fødte i Spanien en pige, som hun måtte efterlade hos en veninde for at rejse til Nordeuropa, hvor der er bedre muligheder for at tjene penge. Hun skylder stadig sine bagmænd 50.000 euro for rejsen og lever nu i skjul. Hun forsøger at tjene penge uden om dem, så hun først og fremmest kan forsørge sin datter, og i flugten fra bagmændene vil hun nu gerne tilbage til Spanien – til sin datter og i sikkerhed.

Her til aften har hun dog også et mere ligetil problem, som Malene faktisk kan hjælpe med her og nu: Lynlåsen i kvindens jakke er gået i stykker. Hun fryser. Det er koldt.

Klokken 00.20
Men i Reden Internationals natcafe er der varmt. Værestedet er tyve minutter inde i åbningstiden en kakofoni af mindst 20 lyse kvindestemmer. Mellem tøjskabets åbne låger titter en fyldig bagdel i stramme bukser frem. Tøj bliver vurderet på udseendet, og ikke mindst isoleringsevnen. I modsætning til fortidens narkoprostituerede klæder de nigerianske kvinder sig efter vejret, deres egen selvrespekt og ønsket om at se så anonyme ud som muligt. Det gælder om at undgå politiets opmærksomhed, hvorfor de som regel også først går på gaden efter midnat, hvor der er færre betjente på arbejde.

Folielåg rives af cupnoodles, elkedlen er konstant i brug. Dem med smag af kylling ryger først, så til nød dem med oksebouillon, inden toastene bliver relevante. Og så går de også som varmt brød.

LÆS OGSÅ: "I starten hadede jeg min mor for at sende mig væk"

Der hilses hjemmevant på frivillige og medarbejdere. Engelsk er almindeligt i Nigeria, derfor kører CNN også konstant på den lille fladskærm ved sofaerne. Men en anden lille skærm stjæler opmærksomhed, for dørtelefonen kimer konstant, og det indbyggede kamera viser, hvem der ønsker adgang. Køleskabet nær døren indeholder et smørbart blandingsprodukt, mælk og Xylocain – et lokalbedøvende middel, der kan bruges ved indførelse af instrumenter i urinrøret eller endetarmen, når en læge hver tirsdag tilbyder undersøgelser for kønssygdomme og HIV.

Stemningen stiger, da en kvinde i midt-30'erne vil underholde med "African dance", og en anden får fundet musik fra hjemlandet frem på sin iPhone. Meget fyldige lår og en endnu større numse under cremefarvede, 90'er-agtige gamacher med store, blå roser sætter i bevægelse. Underkroppen går mekanisk fra side til side i kontrollerede, bløde ryk, der viser, at der vitterligt findes kuglelejer i hofteskålen. Overkroppen er foroverbøjet, næsten vandret og stille, bevægelsen koncentreres nu i balderne, og hastigheden sættes op i takt med tilskuernes hujen og glædesudbrud.

Natcafeen er ikke bare kvindernes tilflugtssted, når humøret rammer nulpunktet sidst på arbejdsnatten. Den er deres base, deres udgangspunkt i et miljø langt væk hjemmefra.

Den italienske forbindelse
At det netop er nigerianske kvinder, der dominerer gadeprostitutionen i Danmark, er ikke helt tilfældigt, forklarer ph.d. Sine Plambech, som forsker i trafficking ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Hun har gennem mange år fulgt kvinder før, under og efter prostitutionen både i Nigeria og Danmark.

Mange af kvinderne kommer fra det område i Nigeria, der engang var en del af kongedømmet Benin, nu Edo State, og som altid har haft kontakt til Europa gennem blandt andet slavehandel og britiske kolonialister. I slutningen af 1980'erne kom en ny gruppe europæere dog til, da især italienske firmaer slog sig ned i området, som grænser op til Niger-deltaet, hvorfra der altid har været forhåbninger om at hente olie, tømmer, kobber og andre naturressourcer. Nogle af de italienske mænd giftede sig med nigerianske kvinder og tog dem med til Italien. Samtidig var der også stor efterspørgsel på arbejdskraft til især landbruget i Italien og Spanien.

LÆS OGSÅ: "Den retfærdige voldtægt"

Nigerianerne blev lovet fremskridt, og de havde et håb om, at den olie, europæerne og amerikanerne borede frem, også ville komme landet til gode og bringe uddannelse og sidenhen arbejde til ungdommen. Der var – og er stadig – en enormt stor skuffelse i Nigeria, og derfor ønsker mange at emigrere.

– Den ulighed og fattigdom må man gøre sig klart, når man ser på årsagerne til immigrationen og gadeprostitutionen. Der er både noget, der skubber kvinderne væk fra Nigeria, og noget, der trækker dem mod Europa, siger Sine Plambech.

Nogle af de kvinder, der flyttede med deres mænd til Italien, etablerede sig som såkaldte madams, kvindelige bagmænd til trafficking, og begyndte at hjælpe andre ind i Europa ad farlige, illegale og langvarige veje med menneskesmuglere som mellemled og enormt høj gæld på typisk 40-50.000 euro (300-375.000 kr.) som resultat.

Da den økonomiske krise ramte i 2008, ramte den virkelig hårdt i Sydeuropa, og det har haft store konsekvenser for de prostituerede kvinders muligheder for at tjene penge – også i forhold til at søge andet arbejde end prostitution. De lavtlønnede, ubesatte jobs for ufaglærte findes ganske enkelt ikke længere. Derfor er kvinderne i højere grad begyndt at bevæge sig længere mod nord. Mod mindre slemme krisetilstande og langt højere priser.

Som en del af sin seneste forskning er Sine Plambech i gang med at undersøge prisniveauet inden for prostitution rundt om i verden. I Lagos, Nigerias største by, får man 3 amerikanske dollars (cirka 18 kroner) for et samleje. Med kondom. I Spanien er prisen cirka 27 dollars, mens man i Danmark kan få omkring 91 dollars (cirka 545 kroner) for samme ydelse. Den store prisforskel styrer i høj grad kvindernes rejsemønstre.


Tirsdage kl. 18-20 er der test af kønssygdomme på programmet på Reden Internationals værested.

Klokken 01.30
I natcafeen har Malene spottet en kvinde, Mary. Hun har tidligere været i Reden Internationals krisecenter, hvor kvinderne blandt andet kan få psykologhjælp under de 120 dages ophold i Danmark, som de får tilbudt, når de er blevet identificeret som ofre for menneskehandel og samarbejder om at rejse hjem.

Malene går med Mary ovenpå til Reden Internationals kontorer. Hun græder stille, da Malene spørger, hvordan det går med hende. Hun siger ikke meget. Skammer sig måske over at være på gaden igen efter at have været på krisecenteret. Malene spørger, om der er noget, hun kan hjælpe hende med. Og Mary svarer, at hun godt kunne bruge en rullekravebluse.

Nedenunder er der blevet skruet op for fladskærms-tv'et. Klokken er 02.00 og CNN sender live fra Barack Obamas officielle tale til nationen. Denne gang handler den om immigration.

Der bliver stille i stuen, og en kvinde griber fjern-betjeningen for at skrue op. De lytter intenst.

Flere stimler sammen. "Vi vil arbejde hen imod en ansvarlig håndtering af illegale immigranter (...) Vi vil gå efter kriminelle, ikke børn. Bandemedlemmer, ikke mødre, der arbejder hårdt for at forsørge deres børn. (...) Immigranter arbejder hårdt, ofte i lavtlønnede jobs. De beder i vores kirker", siger præsidenten. Kvinderne klapper og hujer, da han præsenterer den amerikanske regerings nye initiativ, som vil give ellers lovlydige immigranter opholds- og arbejdstilladelse, hvis de har været i landet i over fem år og har børn, der er født der. Talen bliver debatteret, og kvinderne ved tv'et refererer til dem, der ikke hørte det hele. Klistrede chickenwings breder sig på paptallerkener. Aftenens kulinariske højdepunkt. Fire kilo forsvinder på ti minutter. Der er nu 69 navngivne kvinder i natcafeens protokol for natten.

Prostitution som løsning
Når nigerianske kvinder står på gaden i Europa, skyldes det snarere fattigdom, global ulighed og en streng politik på indvandringsområde end kidnapninger og tvang, fortæller Sine Plambech og forklarer, at kriminelle bagmænd udnytter, at de kan tjene penge på at få kvinderne ind i et land, de ikke må komme ind i.

– Jo sværere det er at komme ind, jo dyrere er det, og i desto større gæld sætter kvinderne sig, hvorfor de må arbejde flere år på gaden for at blive gældfri. Og det bliver også mere nødvendigt for dem netop at arbejde som prostituerede, da det alt andet lige er den form for arbejde, hvor de hurtigst kan tjene mest. Tragedien er, at prostitution bliver løsningen på deres problem. Ikke nødvendigvis problemet i sig selv, siger hun.

I dag ved langt de fleste kvinder godt, hvad man arbejder med, når man rejser til Europa – større er en globaliseret verden med internet heller ikke. Det er deres sidste, desperate udvej.

– På globalt plan er der flere og flere mennesker, der lever i gældsforhold, hvor deres arbejdskraft bliver udnyttet. Og det er jo ikke, fordi der er kommet flere onde mennesker i verden. Det er, fordi der er kommet et større råderum for udnyttelse – også inden for fiskeindustri, tøjproduktion og mange andre områder, siger Sine Plambech.

Som oftest har kvinderne kendt til noget af pakken, de siger ja til, men aldrig den hele. Og Malene Muusholm fortæller, at kvinderne bryder fuldstændig sammen, når man hjælper dem med at omregne deres gæld til bagmændene til den nigerianske møntfod naira. Det er summer, de slet ikke kan forholde sig til. Samtidig lever de med trusler, både mod dem selv og deres familier. Og som Malene Muusholm siger, er trusler ofte mere end nok. For hvem har lyst til at teste, hvor reelle de er? Sidste år blev en trussel til virkelighed, da en af kvindernes mor i Nigeria fik kastet syre i ansigtet. Reden International måtte akut og ekstraordinært sende penge af sted til hospitalet for at redde morens syn på det ene øje.

LÆS OGSÅ: "Danmark svigter voldtægtsofre"

Men alligevel er der kvinder som Mary, der af hensyn til deres egen sikkerhed og forsørgelsen af deres familier ikke vil hjælpes ud af prostitutionen. Ikke med de alternativer, kvinderne tilbydes – hvis de altså bliver identificeret som ofre for menneskehandel. For ifølge den danske, juridiske definition er kvinderne kun ofre, hvis de er tvunget ud i prostitution.

– Det er ofte mere komplekst end som så. Og når historien er kompleks, og kvinderne er ærlige og ikke tegner et billede af sig selv som nogen, der er blevet narret fra start til slut, så kan Reden International og politiet ofte ikke hjælpe dem. Den sort-hvide lovgivning passer ikke på den nuancerede virkelighed, siger Sine Plambech.

Og det er på trods af, at FN's protokol om menneskehandel helt klart og enkelt formulerer begrebet "ofre" som mennesker, der efter en immigration udnyttes til arbejde under gældsforhold – uanset om de ved, hvad de skal arbejde med, eller ej, og om de frivilligt gældsætter sig.

I det helt store billede burde man arbejde mere for at skabe arbejdspladser i kvindernes hjemland og tage det lange seje træk mod at udligne den globale ulighed, mener Sine Plambech, selvom det kan virke utopisk. For så længe uligheden og de skarpt bevogtede landegrænser er der, vil der være illegal immigration.

– Vi kan godt lide ideen om at redde kvinderne og sørge for, at de kommer hjem til deres familier. Men når man nu rejste væk fra sin familie for at prøve at forsørge sin familie, så vil man sjældent sendes tilbage til sin familie. Men så har vi i hvert fald reddet vores eget selvbillede, siger hun.

Klokken 02.30-03.30
Pink lipgloss bliver omhyggeligt frisket op foran spejlet i natcafeen. Kvinder med stærk turkis øjenskygge og skarp rouge, kvinder med sofistikeret, katteøjne-imiterende eyeliner, kvinder med store huer og halstørklæder hanker op i sig selv. De anlægger en alvorlig mine, suger luft ind og går på gaden igen.

Der står i alt elleve nigerianske kvinder ved Gasværksvej – det uofficielle skel mellem den måske autentiske, men mindre pæne ende af Istedgade og den hippe anden del mod Enghave Plads. Nogle enkelte bemærkelsesværdigt høje og meget letpåklædte thaikvinder går ind og ud af baren Thai corner på hjørnet. Rygter om en politibil får de nigerianske kvinder til at trække sig stille og roligt væk fra Istedgade og op mod Vesterbrogade. De slentrer tilbage til arbejdspladsen, da alarmen bliver afblæst.

Det er nu, jagten for alvor sættes ind. Kvinderne går bevidst efter fulde mænd på vej hjem fra byen. Overtaler dem, der ikke vidste, de havde brug for et knald. På en bænk foran Scandic Hotel ved Planetariet på Gammel Kongevej har en kvinde sat sig på skødet af en yngre mand. "No, I said I didn't want it", siger han, men tænder alligevel en cigaret for hende. De ryger i fællesskab.

En midaldrende, pæn og velsoigneret, hvidhåret mand i kort, rustrød jakke går om hjørnet fra Gammel Kongevej ned ad Trommesalen. Han kunne være gymnasielærer. Eller ingeniør. I sin ene hånd holder han en mørk kvinde, der fører ham beslutsomt. Ved hans anden side går endnu en kvinde. Hans øjne sejler, men blikket er ikke slået ned. Han smiler blidt og ublu. De forsvinder alle tre i mørket.

Fredag formiddag klokken 11.15
Mellem Sankt Jørgens Sø og Scandic Hotel begynder Vester Søgade. Her løber en sti, hvor biler holder tæt parkeret på den ene side, den anden side er afskærmet af buske. Et brugt kondom ligger henslængt på asfalten. I græsset ved buskene et uåbnet i størrelse x-large. Lidt længere henne en iturevet, hvid indpakning. Med Københavns Kommunes blå tårne på.

LÆS OGSÅ: Derfor er voldtægter så udbredt i Indien

LÆS OGSÅ: Voldtaget - hvorfor går gerningsmanden fri?

LÆS OGSÅ: Voldtægtsofrenes advokat: "Det er aldrig din skyld"