Gift, skilt og gift igen
Foto: Pernille Ringsing Yvette og Jakob Roepstorff fandt sammen efter et utilgiveligt brud?

At finde sammen igen efter en skilsmisse

Gift, skilt og gift igen

Kan man det? Finde sammen igen efter en skilsmisse og et utilgiveligt brud? Yvette og Jakob Roepstorff kunne. Og i dag har de en anden forståelse for hinanden og er meget mere jævnbyrdige, end de var før. Her får du historien om et par, som har været mere igennem end de fleste.

BEGYNDELSEN
Det er kærlighed ved første blik. Bogstaveligt talt. Da Yvette træder ind i den brillebutik, hvor Jakob arbejder, tager det ikke meget mere end en synstest, før hun er parat til at investere i mere end et par briller. Jakob er med sin københavnerattitude tydeligvis anderledes end de drenge, man ellers ser på gaden i Vejle, og så har han pæne sko på, husker Yvette.

Vi mødte hinanden i 1992 i Vejle, hvor Jakob var i lære som optiker. Jeg passede en tøjbutik på den anden side af gaden. Jeg syntes, det kunne være smart at få briller, så jeg gik over til optikeren, og der stod Jakob. Han lavede en synsprøve og konkluderede, at jeg ikke havde behov for briller. Men da jeg gik derfra, var jeg sygeligt forelsket i ham.

– Jeg havde en anden kæreste, men når man i lang tid kan gå og have lyst til at kysse en anden, så er det, fordi det, man har, er forkert. Men så var Jakob væk. Jeg så ham kun den ene dag i brillebutikken. Jeg holdt vagt på samtlige diskoteker i Vejle hver eneste weekend, men jeg kunne ikke finde ham.

– Så vandt Danmark EM i fodbold. Jeg var i byen på en af mine venners bar, og der stod Jakob som bartender. Den aften kyssede vi. Det var om fredagen, og om lørdagen sad jeg trofast på den samme bar, fordi jeg tænkte, at han da måtte dukke op for at lede efter mig. Men han kom ikke.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår I skænderier i parforholder

– Det fyldte så meget i mig, at jeg måtte melde mig syg på mit arbejde. Jeg fandt ud af, at optikeren havde flere filialer, og at Jakob var i en anden end den, jeg først havde set ham i. Jeg tog mig sammen og ringede til forretningen, og fik sagt noget i retning af, at jeg godt kunne lide ham. Vi aftalte, at han skulle komme forbi mig et par dage senere. Og dengang, hvor man ikke havde mobiltelefoner, var en aftale en aftale.

– Han kom til tiden, og jeg sad helt glad med børstede tænder og nyt tøj. Han kom løbende ind ad døren og sagde, at han var nødt til at gå igen med det samme, fordi hans mor og kæreste stod nede i gården og ventede. De skulle ud og spise, og han havde bare sagt, han skulle hente noget hos en ven. Vi kyssede alligevel, før han gik.

– Vi blev kærester, og Jakob flyttede ind hos mig med et B&O-fjernsyn og et dørslag, han havde fået af sin mormor. Jakob havde meget mere forstand på design end mig. Han er arkitektsøn, og jeg er slagterdatter. Vi kom fra to forskellige verdener. Jeg var 21, og Jakob var 23 år.

LUDVIG
Allerede året efter køber de Jakobs barndomshjem i København. Der er ikke blevet gjort noget ved huset i flere generationer, så når de kommer ned på gaden om morgenen for at gå på arbejde, må de børste støv fra murbrokkerne af tøjet. Yvette elsker, at Jakob er spontan, helt sin egen og fuldstændig ligeglad med, hvad andre folk tænker om ham. De får sat huset i stand og lever det gode liv, er vilde med hinanden og den hverdag, der går op i middage med venner, byture og årgangsvine. Og så bliver Yvette gravid.

– I 1996 fik vi Ludvig. Det vendte op og ned på alt. Han var vores ønskebarn. Vi havde det pæne liv og en god økonomi. Vi var de heldige.

– Jeg havde en fin graviditet indtil uge 28. Her fik jeg at vide, at det barn, vi ventede, var for lille, så jeg skulle sygemeldes og ligge stille. Det gjorde jeg i fire uger, og så gik jeg i fødsel. Ludvig blev født i uge 32. Han vejede lidt over et kilo.

– Da vi på tredjedagen blev kaldt til en samtale, spurgte lægen, om vi kunne se, at Ludvig så anderledes ud end de andre børn? Vi svarede i kor, at det kunne vi da sagtens. For han var godt nok pæn ved siden af de andre, sagde vi. Lægen spurgte så, om vi havde tænkt over, at han havde en bred næseryg og lidt lavtsiddende ører, tegn, der gjorde, at hun syntes, han skulle undersøges for Downs Syndrom. Det væltede os fuldstændig. Vi fik sagt til den her læge, at måske han bare lignede mig? For jeg har jo også lidt lavtsiddende ører.

– Han fik lavet en kromosomtest, som ikke viste noget. Så bilder man sig ind, at alt er godt. Jeg ville jo ikke indse det. Ludvig havde en tydelig nakkefold, men jeg gav ham bare et tørklæde på, for så kunne man jo ikke se den.

– Han blev opereret for en hjertefejl, men da han var otte måneder, viste det sig, at hans fejl på hjertet var større end først antaget, og han kom på venteliste til en akut operation.

– Den her hjerteoperation var så stor, at der var en reel risiko for, at vi ville miste ham. Jeg kunne ikke bære, at jeg ikke hed det samme til efternavn som Ludvig, så på trods af alt, fik vi arrangeret et rådhusbryllup og inviteret alle vores venner.

– Operationen gik godt. Han fik det meget bedre, og udviklede sig herefter rigtigt fint. Han lærte at spise, og han var oppe at gå, når man holdt ham i fingrene. Vi vidste godt, at vi ikke havde et normalt barn, men vi troede stadig, vi havde et barn, der kunne udvikle sig. Så fik han epilepsi.

– Vores liv blev ekstremt skemalagt, fordi Ludvig skal have medicin på klokkeslæt.

– Da Ludvig var to år, kom han med i et forsøg på Rigshospitalet, hvor de igen tog kromosomprøver på ham. Og der fandt man så en fejl på kromosom nummer et. Den er så lille, at man ikke regnede med, at det blev et større problem for ham. Så hvorfor Ludvig er så dårlig, som han er i dag, ved vi ikke. Men diagnosen gjorde, at vi tænkte, at vi godt kunne få flere børn. For så kunne man undersøge for netop den kromosomfejl, Ludvig har.

BRUDDET
Da Ludvig er to et halvt år, får Jakob agenturet på et stort brillefirma i Norden. Jobbet indebærer, at familien er nødt til at flytte til Norge, og Jakob ringer fra et hus i Oslo og spørger, om ikke det er o.k., han skriver under på en købskontrakt. Yvette er netop startet på arbejde igen, og de har fundet en dagpleje, der kan håndtere Ludvigs behov. Så en flytning ligger ikke lige i kortene, men Yvette siger alligevel ja. Den dag, de kører derop i flyttebilen, har Yvette været til scanning på Rigshospitalet. Hun er gravid igen.

– Når man har et barn som Ludvig, skal man passe på hinanden. Det synes jeg egentlig også, vi gjorde. Vi havde det godt, da vi flyttede til Norge. Vi var gode kærester.

– Vi fik Katrine deroppe, og alt var skønt. Men Ludvigs epilepsi begyndte at gå fuldstændigt amok. Han stoppede med at trække vejret nærmest en gang om ugen. Der var ingen, der turde passe ham, og vi var langt væk fra familie og venner. Vi var meget låst i vores liv.

– Jakobs forretning gik supergodt. De var en masse unge agenter rundt om i verden, der tjente rigtigt gode penge. De andre kørte rundt i deres Porcher og mødtes i Paris i weekenden. Vi sad i Norge og brugte alle vores penge på at få det hele til at hænge sammen. Vores liv var meget anderledes end det, Jakobs kolleger førte.

LÆS OGSÅ: Sådan holder I liv i kærligheden

– Det var den klassiske. Jakob blev kæreste med en pige fra kontoret. Katrine var halvandet år, og Jakob rejste og rejste. Vi havde haft en snak om, at han var nødt til at komme lidt mere på banen derhjemme, og dagen efter tænkte jeg over samtalen og syntes, han havde taget det for let. Han var rejst igen, så jeg ringede til hans hotel og sagde: "Du har en anden. Og jeg lægger ikke røret på, før du har indrømmet det." Efter halvanden time måtte han erkende, at der havde været noget, men at det var slut. Det var så uvirkeligt. Jeg gik jo og troede, jeg var lykkelig.

– Jakob kom hjem, og vi talte om det. Der var ikke rigtigt nogen forklaring, og jeg gik heller ikke op i at få en. I den efterfølgende periode, hvor vi prøvede at redde vores forhold, brugte jeg hver eneste dag på at svine ham til. Vi kæmpede en stille kamp, der var tabt på forhånd, men der var ikke nogen af os, der trak stikket endeligt. Det gjorde den pige, Jakob så, til gengæld. Hun fik sagt til ham, at nu skulle han gå. Og det gjorde han så på den værst tænkelige måde.

"Yvette, hvis du skal have handlet, skal det være nu, for jeg kører igen." Han havde bare fulgt os hjem, og så forlod han os. Så sad jeg der den 31. december med to børn og tænkte, hvorfor i alverden han ikke havde sagt det, da jeg havde mine venner og familie omkring mig. Jeg ringede til mine forældre, og min far sagde: "Det her tilgiver du ham aldrig." Jeg syntes, det var sådan en falliterklæring at gå fra hinanden.

MELLEMTIDEN
Yvettes forældre kommer op i en stor flyttebil og henter hende og børnene. De flytter fra et hus på 400 kvm i Oslo til en lejlighed på 60 kvm i Gentofte. Jakob beholder huset i Norge og begynder et nyt liv med sin nye kæreste. Han ser børnene hos sin mor, når han er i Danmark. Kontakten mellem dem er i begyndelsen dårlig, fordi Yvette er rasende på Jakob. Han er utilregnelig, og overholder ikke de aftaler, de har. Men han er en god far, og hun er helt tryg, når de er sammen med ham.

– Han havde været så tarvelig, men alligevel holdt jeg en god tone, for han var jo far til mine børn. De var så små. Han solgte huset i Norge og fik en lejlighed herhjemme. Så fik vi en rytme, der kørte med en 9-5 ordning, og der var lange perioder, hvor vi ikke havde ret meget med hinanden at gøre.

– Jakob havde stadig sin kæreste. Jeg forlangte at møde hende, så jeg vidste, hvem mine børn var sammen med. Jeg fik hurtigt en fornemmelse af, at hun var god med børnene.

– For første gang prøvede jeg at have mig selv i fokus. Jeg fik tilbudt at være med til at starte børnetøjsmærket Mini a Ture op. Den succes, jeg ikke havde haft i mit ægteskab, oplevede jeg nu i min karriere. Jeg fandt også en ny kæreste og kom til at sige ja, da han friede. Jakob friede også til sin kæreste. Nogenlunde på samme tid.

– Når vi sås, havde vi en god dialog. Hvis vi var til noget på skolen, gik vi altid hjem til mig bagefter og drak kaffe. Jeg nød hans selskab. De dage var dejlige, og det var dejligt at mærke, at han havde det på samme måde.

– Jeg var lidt ligeglad med, at han skulle giftes. Hun var sød ved børnene, men havde en træls attitude over for mig. Hun blev ved med at se mig som en fjende. Min kæreste havde det på samme måde med Jakob. Han sagde tit for sjov: "Det ender med, at du finder sammen med Jakob igen". Jeg syntes, det var noget jalousisnak. Men jeg kan jo høre på Jakob, at jeg også har fyldt meget hos dem.

– Jeg fik afbrudt forholdet til min kæreste. Det ville aldrig være blevet godt. Det var synligt for enhver, og det havde intet med Jakob at gøre. Jeg ringede selvfølgelig og fortalte til Jakob, at jeg ikke skulle giftes alligevel. Efter nogle måneder ringede han tilbage og sagde, at det skulle han heller ikke. Jeg ærgrede mig faktisk lidt, fordi jeg tænkte, at det skabte noget rod over for børnene. Hun gav alt andet lige en vis stabilitet.

– Vi var gode venner, Jakob og jeg, og pludselig blev det legalt at ses med vores børn, uden at der var nogen, der blev sure. Så det gjorde vi. Og vi syntes, det var hyggeligt.

FORSONINGEN
De spiser sammen en gang om ugen, og Jakob føler sig så meget hjemme hos Yvette, at han tager hendes telefon, når den ringer. En dag er det så hendes søster, der skal giftes, og som spørger, om ikke Jakob kommer med til brylluppet. De ender med at tage af sted som et par – uden at være det, og den sommerferie rejser de på ferie sammen som en familie. Hjemme igen fortsætter de som de slap – med et liv hver for sig.

– Der kom så en periode, hvor Jakob, hver eneste gang, vi sås, spurgte, om ikke jeg ville overveje at blive en familie igen. Jeg blev provokeret af, at han overhovedet kunne tro, at jeg ville have ham igen. Jeg var meget afklaret omkring, at jeg ikke ville have ham. Men så tog det hele en drejning.

– Jakob kom forbi og skulle hente os, fordi vi skulle til en familiefødselsdag sammen. Jeg skulle et par dage senere på messe, og ville lige booke billetten til Barcelona, før vi gik ud ad døren. Jeg havde selvfølgelig styr på, hvor børnene skulle være, mens jeg var væk – og så spurgte han, om ikke han skulle tage med til Barcelona, når nu børnene alligevel var afsat.

– Jeg stod på messe om dagen, mens Jakob spillede golf, og så havde vi aftenerne sammen. Og pludselig gik det op for mig, hvor hyggeligt, vi havde det. Jeg havde slet ikke v

æret åben for de følelser, og det slog mig for alvor, da vi efter fem dage stod i lufthavnen på vej hjem. Jeg tudede som et barn og løb ud på toilettet, fordi jeg ikke ville have, at Jakob skulle se det. Jeg havde jo været så afvisende. Jeg kunne ikke bære, at vi skulle køre hvert vores sted hen, når vi trådte ud af det fly. Jeg havde bare lyst til, at vi skulle være sammen. Det fik jeg så sagt. At jeg måske nok alligevel syntes, vi skulle overveje at blive en familie igen.

– Jeg tog med ham hjem, og vi sad på terrassen og talte hele natten. Da vi stod op næste morgen, pakkede Jakob nogle ting, og så flyttede han ind hos os.

LÆS OGSÅ: Jeg har været utro - hvad gør jeg?

– Da han havde boet der en måned, besluttede vi os for at fortælle det til Katrine. Jakob sagde til hende, at han havde fået en ny kæreste. Så råbte hun helt glad: "Er du blevet kæreste med Birgitte igen?" Jakob svarede nej, og så remsede hun alle mulige navne op på, hvem det kunne være. Til sidst begyndte hun at græde og sagde stille: "Ej, far, er du blevet kæreste med min mor?" Hun var seks år, og havde jo aldrig oplevet, at hendes mor og far var sammen.

EFTERTANKE
Det er ikke som at være nyforelsket at finde sammen med Jakob igen. Det er faktisk en lidt anstrengende periode, for hvad fortæller man alle de veninder, man har underholdt om, hvor stor en idiot, Jakob er? Yvettes svoger melder rent ud og siger, at når man først en gang har gjort sådan noget, kan man gøre det igen. Men Yvette har besluttet sig. Hun vil have Jakob – og have sit familieliv til at lykkes.

– Det menneske, jeg stolede allermest på, svigtede mig. Det svigt tog mig lang tid at komme over. Men det har været det hele værd, og jeg går ikke i dag og tjekker Jakobs telefon. Jeg regner med, at han kommer hjem.

– Der er en helt anden ro i dag. Vi er blevet bedre til at passe på hinanden. Tager på lange weekender et par gange om året. Vi har haft nogle helt særlige udfordringer, men vi har lært, at et forhold virkelig skal plejes.

– Når folk siger, at det selvfølgelig var, fordi vi havde Ludvig, at det gik galt, tænker jeg, ja, vi har Ludvig, og det var, og er, hårdt, men Jakob er også Jakob. Han er en eventyrer, og det var jo det, jeg faldt for. Jeg synes ikke, han skal have en medalje for det, han har gjort, for sådan behandler man ikke hinanden, men den, jeg er i dag, tror jeg ikke, jeg ville kunne være blevet, hvis ikke vi havde haft det brud. Det har gjort, at jeg hviler i og tror på mig selv.

– Jeg havde nok fået placeret mig selv i rollen som Jakobs kone – og rigtigt meget som Ludvigs mor. Dengang så jeg Jakob som værende mere end jeg. De år, vi var fra hinanden, fik jeg lov til at opleve at have et liv, der var lige så meget værd som Jakobs. Vi er langt mere jævnbyrdige i dag.

– Da vi finder det hus, vi bor i nu, siger vores advokat, at vi skal se at få giftet os igen, fordi det er det smarteste, når man ejer noget sammen. Vi bestiller tid på rådhuset, og booker en weekend på Falsled Kro. Dagen inden bliver jeg ringet op fra kommunen om, at der er noget rod med vores papirer. Jeg siger, at jeg godt kan forstå, det ser mærkeligt ud, at Yvette Roepstorff gerne vil giftes med Jakob Roepstorff. Alt det har de styr på, siger de, men de kan ikke se, at vi nogensinde er blevet skilt? Vi havde simpelthen aldrig fået sendt papirerne ind... Damen fra kommunen afslutter samtalen ved at sige: "Det passer næsten med, at I har 10-årsbryllupsdag."

FREMTIDEN
De finder sammen igen i 2006, og det hedder sig længe, at de ikke skal have flere børn. Men de er enige om, at var de aldrig gået fra hinanden, havde de haft mange flere. Ludvig bliver gradvist dårligere, og så hjælper Yvette en dag sin søster med at flytte. Søsteren står med en autostol til et spædbarn i hænderne og vil smide den ud, men Yvette synes, de skal gemme den. Mens hun siger det, tænker hun, at den stol skal hun selv bruge.

– Dagen efter siger Jakob, at han synes, vi har alt for meget at byde på til kun at have to børn. Jeg har min søsters autostol liggende ude i bilen, og så bliver vi enige om at give det et halvt år. Jeg vil ikke ødelægge det gode, vi har, så hvis ikke, det sker, må vi affinde os. Efter de seks måneder affinder vi os. Og så opdager jeg, at jeg er to måneder henne.

– Jeg tror, de fleste måske ville være bange for at få flere børn, når man har et barn som Ludvig. Men jeg har nok haft det lidt sådan, at vi har taget vores del af kagen.

– At få Axel Emil har været det vildeste på mange måder. Det har været så glædeligt at få leg ind i hverdagen, fordi der har været på meget alvor i vores liv. Det er befriende at skulle forholde sig til, hvor legoklodsen er henne, når det i så mange år har handlet om, hvorvidt Ludvig trak vejret.

– Det er også dejligt at vide, at Katrine og Axel har hinanden, den dag Ludvig og vi ikke er her mere. Det var det første, Katrine selv sagde, da hun fik at vide, at jeg var gravid: "Mor, så vil jeg altid have en, der forstår, hvad Ludvig er".

– Der var mange, der spurgte, om det var en smutter, da jeg blev gravid med Axel. Og det at kunne sige, at vi faktisk ønskede os et barn mere, har selvfølgelig været med til at binde en sløjfe på vores kærlighedshistorie.

– Jeg elsker Jakob allermest, når han er i sit drømmeunivers og får skøre ideer. Jakob er en levemand og en fantast, men det gør, at vores liv aldrig er kedeligt. Hver dag for Jakob er en ny dag med nye muligheder. Det elsker jeg over alt på jorden.

– Ja, vi er sammen om ti år. Vi kan godt skændes. Det gjorde vi aldrig før. Jeg havde aldrig skændtes med Jakob, da vi gik fra hinanden. Men i bund og grund er vi ekstremt enige. Om hvad vi gerne vil med livet. Vi skal opleve noget. Være til stede og nyde vores børn. Det, vi har været igennem har gjort, at vi har en helt særlig forståelse for hinanden. Men Jakob og jeg er ikke sammen, fordi vi er forældre til Ludvig. Vi er sammen, fordi vi er gode sammen.

– Det at tilgive er enormt krævende. Man skal lægge bånd på sig selv. Men vi har også haft meget imod os, Jakob og jeg. Samtidig bliver jeg lidt glad, når jeg fortæller min historie. Folk siger tit til mig, at de synes, jeg er sej. Nogle gange er det rart selv at nå til samme konklusion.


LÆS OGSÅ: Her skal du lede, hvis du leder efter lykken

Fakta

Yvette Roepstorff, 42 år, indehaver af tøjagenturet 21steps, hvor hun blandt andet sælger mærket Whiite.

Jakob Roepstorff, 44 år, partner i brillefirmaet Kilsgaard Eyewear.

Har sammen børnene Ludvig, 17, Katrine, 14 og Axel Emil, 3 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold og Bryllup