Hassan Preisler

Foto: Tine Bek Hassan Preisler, 51, podcast-vært på Det næste kapitel, dramatiker og forfatter til Brun mands byrde (2013) med Lulu (tv.) og Charlie i lejligheden på Nørrebro.

Hassan Preisler og hans to undulater: Det er store følelser, der er på spil

Det er ikke bare to undulater. Lulu og Charlie er psykologisk kompensation. Det er store følelser og barndomstraumer, der er på spil i fugleburet hjemme hos podcast-værten, forfatteren og dramatikeren Hassan Preisler.

Der bliver skræppet og pippet igennem i den lille lejlighed på Nørrebro. De to undulater Lulu og Charlie har virkelig noget på hjerte. Ingen mennesker ved, hvad det er, de prøver at sige. Ved de det selv? “Skræp skræp skræp.” “Pip pip pip.” De bor i et bur på Sonias værelse, men de kan høres uanset hvor i lejligheden, du befinder dig. Sonia er 10 år og Hassan Preislers datter. Lulu og Charlie er hendes undulater. Sonia fik dem for to år siden. Nej, vent, måske er det to et halvt år siden? Det kan Hassan ikke rigtig huske, men det er vel heller ikke så vigtigt for historien? Nej. Men det er vigtigt at fortælle, at man ikke bare sådan lige kan anskaffe sig to undulater på samme tid. Den ene skal gøres tam og kæles for og tales til i en tre måneders tid, inden den næste kan inviteres ind i buret til den anden. Sådan var det også hjemme hos dem. Først kom Charlie til, og tre måneder efter blev Lulu en del af familien. Der er fjer og frø over det meste af lejligheden, selv om Hassan gør et stort nummer ud af at holde orden. Rengøringskonen har sat prisen op, siden Lulu og Charlie flyttede ind på Nørrebro.  

LÆS OGSÅ: Det store hundeleksikon: Derfor er hunde de perfekte efternølere

Sonia er skilsmissebarn. Syv dage om ugen bor hun hos Hassan, sammen med Hassans kæreste, Sarah, og sine to undulater. Når Sonia hver anden fredag skal hjem til sin mor at bo, siger hun “Hej hej” til Lulu og Charlie og fortæller dem, at nu ses de ikke i en uge, at hun kommer til at savne dem, og at hun glæder sig til at se dem igen. Når Hassan og Sonia FaceTimer, og Lulu og Charlie kan høre Sonia på telefonen, går de fuldstændig bananas, råber noget, mennesket kendetegner som glade og frustrerende råb og flyver vildt rundt i buret. 

Lulu er gul og grøn. Charlie er hvid og blå. Lulu er hunkøn. Charlie er hankøn. Men det passer ikke. De troede, at Lulu var hunkøn, men det har vist sig, at vokshuden – det hedder huden, der sidder over næbbet – blev blå med tiden. Når vokshuden er blå, betyder det, at en fugl er hankøn. Havde vokshuden været brun, havde Lulu været en hunfugl. Men det er hun ikke. Alligevel kalder Hassan og Sonia stadig Lulu for “hun” af vane. Det er på en måde progressivt, selv om det ikke var intentionen. 

To gange om dagen skal Lulu og Charlie have luft under vingerne. Så åbner Hassan eller Sonia den lille dør til buret, og ud flyver de. Lulu er tyk. Det er et faktum, og det må vi godt sige højt. For hun er tyk, og hun er et dyr, så ligesom vi ikke forstår hende, forstår hun heller ikke, hvad vi siger. Men betyder det, at man ikke skal opføre sig ordentligt og tale pænt? Er det alligevel unfair? Lulu har i hvert fald et BMI, der er højere end Charlies. Når Lulu flyver, lyder det som en propel, der har besvær med at rotere, “flåf flåf flåf,” og hun ligner lidt et rumskib. Charlie flyver hurtigere og mere direkte, “flif flif flif,” som om han har et mål, et bullseye, han skal ramme. Ledningen i loftet, håndvasken på badeværelset, Hassans finger. Charlie dyrker jetjager-looket.  

Hassan Preisler og hans to undulater
Se mig, se mig! Undulater skal have opmærksomhed. Ellers visner de. Det ved Hassan Preisler alt om.

Hassan kan ikke rejse nogen steder hen, for det er afgørende for de to undulaters velbefindende, at de kommer ud og får rørt sig to gange om dagen. Jamen, kan han så ikke bare tage buret med sig? Jo. Og nej. For han ville godt kunne tage buret med, men han ville ikke kunne lukke Lulu og Charlie ud. De ville blive helt desorienterede over de nye omgivelser og flyve ind i alting. Så Hassan må blive hjemme fra Folkemødet på Bornholm, der varer tre dage, og alle andre steder, for at passe fuglene. Men det passer ham godt. Hvis Hassan skal være ærlig, og det skal han, så har undulaterne reddet ham, for han gad simpelthen ikke at rejse mere. Han har stort set ikke lavet andet end at rejse hele sit liv og boet udenfor Danmarks grænser, og han har fået nok. Nu kan han bruge undulaterne som undskyldning for ikke at rejse. På den måde har corona også hjulpet ham. Undulaterne og coronaen har givet Hassan ro og lov til bare at være, hvor han er. 

Alligevel kan Hassan godt komme til at fortryde, at han har anskaffet sig undulaterne. For sådan nogle fugle lever 10-12 år. Nu har han haft dem i to. Vist nok. Så der er 10 tilbage. Det er alligevel en del år at være bundet til buret. Men han kunne aldrig drømme om at komme til at lade vinduet stå åbent, når fuglene er ude af buret. For Sonia elsker dem. 

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til hundeejere: Sådan får du en gladere hund

Men der er mere i det. Det kommer vi til nu. Særligt Charlie er ikke bare en undulat. Han er ikke bare en pjusket krop med næb, knappenålsøjne og et lillebitte bankende fuglehjerte under fjerene. Han er et symbol på en psykologisk kompensation. 

Da Hassan var 10 år gammel, havde han en undulat. Den var blå og hvid. Den hed Charlie. Hassan fik Charlie i bytte for en kat, han havde, og som han skulle af med, fordi hans mor skulle flytte i lejlighed og væk fra det hus, hvor katten havde kunnet løbe ud og ind. Hassan blev virkelig glad for den undulat. Charlie sad altid på hans skulder. Men da Hassan blev 13-14 år, ville han hellere hænge ud med vennerne end med fuglen. Så han holdt op med at give Charlie foder og vand og opmærksomhed. Undulater kan slet ikke tåle ikke at få opmærksomhed. Så visner de.

Når Hassan løb ud til vennerne, sad Charlie tilbage i buret og blev mere og mere stille og hang mere og mere med næbbet. Når Hassan endelig satte en finger mod Charlies kind, reagerede han ikke længere. En dag lå han i bunden af buret. Hassan måtte lade, som om han var ked af det. Men i virkeligheden var han lettet, for han kunne slet ikke honorere de forpligtelser, der fulgte med livet som ung undulatejer. Samtidig havde han også dårlig samvittighed. For det var jo ham, der havde slået den ihjel. Han lavede et kors, hvor han skrev Charlie på, pakkede den lille stive krop ind i vat, lagde den i en skotøjsæske og cyklede over til sin mormor og morfar i Bagsværd, hvor hans morfar hjalp ham med at begrave Charlie i haven. 

Hassan Preisler og hans to undulater
“Havde vokshuden været brun, havde Lulu været en hunfugl. Men det er hun ikke. Alligevel kalder Hassan og Sonia stadig Lulu for “hun” af vane. Det er på en måde progressivt, selv om det ikke var intentionen.”

Hassans stedmor og far havde den pædagogiske tilgang til kæledyr, at hvis ikke Hassan passede undulaten, så blev den ikke passet, og så døde den. Helt forkert, hvis du spørger Hassan i dag. Sådan skal det ikke være hjemme hos ham og Sonia. Hassan har gjort det klart og tydeligt over for sin datter, at det aldrig kommer til at hvile på hendes skuldre, om Lulu og Charlie dør eller overlever. På den måde er nulevende Charlie, og Lulu for den sags skyld, blevet kompensation for den forældrerolle, Hassan synes, man bør indtage. Samtidig er der også noget følelsesmæssig reparation i det. Det er der jo. 

Der er dog grænser for den pædagogiske rummelighed. Den dag Hassan og Sonia hentede Charlie, var en fredag, samme fredag, hvor Sonia skulle bo hos sin far den følgende ude. Nu skulle det være. Nu skulle der eddersparkemig bondes. Hassan pressede Sonia og Charlie til intenst påtvunget samvær de første 48 timer. Ingen af dem kunne holde til det. Charlie begyndte at bide Sonia, og Sonia lå og græd af angst. “Du går derind nu! Ellers bliver han aldrig tam!” sagde Hassan til Sonia. “Det her kan jeg ikke holde til, far, så kan jeg ikke have undulat,” sagde Sonia. Så gik det op for Hassan, hvor gakket det var, det han havde gang i. Han undskyldte og blødte op for tæmningsprocessen. De skulle nok nå det. Sonia taler stadig om den weekend, hun husker tilbage på den med gru. 

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: "Jeg bliver ofte spurgt, hvornår jeg skal have mig en mand"

Så, nu lukker Hassan de to fugle ud af buret. De basker rundt. Sætter sig på Sonias loftlampe, og så på de blå keramikskåle på spisebordet. Hassan hvisle-pifte-fløjter for at lokke dem til sig. Lulu og Charlie lystrer ikke bare sådan. De skal tilbage til loftlampen. Og så ud på badeværelset. Og tilbage til keramikken. Hassan går resolut ud i køkkenet. Åbner køleskabet. Kommer tilbage med et stort salatblad. Det sidder han og vifter med ved spisebordet. Sørme om ikke Charlie sætter sig på skulderen og begynder at nippe til salaten. Lulu følger efter. For Lulu er ikke firstmoveren i det her foretagende. Hun er faktisk lidt langsom i det. Tungnem. Det er Hassan selv, der siger det, og det er ham, der er mest sammen med hende. Ham. Den. Altså den gule og grønne undulat. 

Hvis nogen derude overvejer at anskaffe sig en Lulu eller en Charlie eller begge dele, skal vedkommende huske, at det jo ikke er en computer, man kan åbne og lukke. Når først undulaterne er kommet indenfor døren, kræver de kontakt og frø og vand i en art pipette og et nogenlunde rent bur, uafhængigt ejerens sindstilstand. Sådan er det for øvrigt også med en hund eller en baby. De opfører sig sjældent, som den ansvarlige ønsker det. For nogen vil det være fuldstændig uproblematisk, for andre vil det være virkelig bøvlet. Uanset er man nødt til at mobilisere noget fleksibilitet. Det er ikke en god idé at have en firkantet forestilling om, hvordan det bliver. Livet med undulater, dyr, børn, passer yderst sjældent ned i den kasse. Man bliver nødt til at gå med det, der kommer. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kæledyr, Livsstil, Kendte og Podcast