Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Hvad skal vi med feminismen?
Foto: Pernille Ringsing Sanne Søndergaard og Sebastian Dorset

Feminisme

Hvad skal vi med feminismen?

Kvindernes Internationale kampdag er over os. Men hvad skal vi kæmpe for? Ligeløn, lige barsel eller noget tredje? Her fortæller skeptikeren Sebastian Dorset, feministen Sanne Søndergaard og to generationer af kvinder, hvad de kan bruge (eller ikke bruge) feminismen til i 2014.

FEMINISTEN
”Hver gang, jeg møder uretfærdigheder, påpeger jeg dem” Sanne Søndergaard blander sig i debatten om feminisme og ligestilling og for at kritisere tidens skønhedsidealer viste hun sin kønsbehåring på forsiden af Politiken.

Hvad lægger du i ordet feminisme?
– At mænd og kvinder har lige muligheder og ikke skal begrænses af deres køn på noget område. For mig betyder det, at jeg har et begreb til at adressere de uretfærdigheder, der stadig er så mange af, når det kommer til forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Hvorfor er det en sag, der stadig skal kæmpes – nogen ville mene, den er outdatet?
– Jeg ville også mene, at det var outdatet at skulle diskutere kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Den troede jeg, rødstrømperne tog i 70’erne, men her er den så igen: Spanien forbyder abort, USA begrænser abortrettighederne, og i alle andre vestlige lande dukker mørkemænd fra højrefløjene pludselig op med forslag, der kan presse kvinders rettigheder årtier tilbage. Hvis ikke vi holder fast nu, ruller alle de rettigheder, vi har kæmpet for, tilbage. Og de rettigheder, vi endnu ikke har fået, bliver aldrig til noget. Som ligeløn og lige barselsrettigheder til mænd.

Hvor står vi – med dine briller – i dag, når vi tænker feminisme og ligestilling?
 – Tja, min mor siger det nok bedst: ”Det er jo nøjagtig de samme ting, der bliver snakket om i dag, som da jeg var ung”. Hun er 57. Der er ikke sket ret meget.

Hvad har din mor lært dig om feminisme? Og hvordan var rollerne fordelt i dit barndomshjem?
 – Min mor har lært mig, at man ikke skal finde sig i at blive begrænset, fordi man er en kvinde. Min far var ikke særligt meget til stede og har det nok som mænd generelt med feminisme: ”Det er noget, damerne kan ligge og rode med”. Hvilket jo er synd, for mændene i dag lider så meget under begrænsningerne på mandekønnet. Primært lærte jeg om retfærdighed, som jo grundlæggende er det, feminisme handler om. ind blik kvindernes kampdag den 8. marts

Har feminisme præget de valg, du har taget i livet?
– Selvfølgelig. Hver gang jeg møder uretfærdigheder, påpeger jeg dem og prøver at ændre dem. Jeg gider for eksempel ikke at være husholdningskoordinator i et parforhold. Kvinder står stadig for to tredjedele af opgaverne i hjemmet. Det er fucking ikke fair!

Feminisme er et lidt udskældt begreb – hvad skyldes det, tror du?
– At det er lykkedes reaktionære kræfter og højrefløjens mørkemænd m/k at få det til at se ud, som om feminister kun er ude på at fremme kvinders muligheder på bekostning af mænd. Hvilket er noget pis, men mange tror desværre på det.

Hvilke kampe er vigtige for dig – og hvilke står vi over for?
– Kamp er et voldsomt ord. For mig handler det mest om at bevidstgøre alle de begrænsninger, der bliver lagt på kønnene. Men det er klart, at hvis højrefløjstyperne igen får gjort begrænsningerne så store, som de var engang, så er der krig!

Hvornår blev du sidst stødt på dine feministiske manchetter?
– Åh, det bliver jeg hver dag. Man kan jo bare tænde for tv’et. Det medie er opbygget af sexistiske reklamer og programmer med unge, smukke kvinder over for erfarne, gamle mænd.


LÆS OGSÅ: "Jeg blev chokeret over, hvor meget de hader deres krop"

SKEPTIKEREN:

”Det er okay, hvis manden betaler, og man kan græde sig fra en bøde …” Som barn var Sebastian Dorset på Femølejr og lærte, at det var mændenes skyld det hele. I dag synes han ikke længere, vi har noget særligt at kæmpe for.

Hvad lægger du i ordet feminisme?
 – Det er en konstant kamp for bedre vilkår til kvinder.

Er det en sag, der stadig skal kæmpes – eller er den outdatet?
– Kvinder, der er ofre for vold og voldtægter, bliver negativt særbehandlet ved ansættelser eller ikke tror, de kan blive præcis, hvad de drømmer om – alene på grund af deres køn: alt sammen forfærdeligt, deprimerende og noget, vi sammen burde kæmpe for at standse. For mig består det outdatede i, at så længe der ikke er noget lovgivningsmæssigt, der diskriminerer kvinder – og I endda med loven i hånden kan tage diskrimination til domstolene – så er de sager, der bliver fisket frem så mærkeligt kosmetiske. Det er en utidig indblanding i andre menneskers liv at insistere på, at de skal have ”mandejob” eller professorater, bare fordi det gør statistikken pænere. Gør det selv!

Hvor står vi – med dine briller – i dag, når vi tænker feminisme og ligestilling?
– Jeg skelner tit mellem det offentlige og det private rum, og min klare opfattelse er, at det kun er i den offentlige, formelle sfære, at feminister vil have ”ligestilling”. Privat er det okay, hvis manden betaler, og man kan græde sig fra en bøde.

Hvornår blev du bevidst omkring det her begreb?
– Jeg er 70’er-barn, så vi fik jo slået fast, at det var synd for kvinderne, og at det hele var mændenes skyld. Det gik først op for mig i en relativt moden alder, at jeg hverken havde været med til at udrydde indianerne i Mellemamerika eller nægte kvinderne stemmeret.

Er du vokset op med forældre, der gik op i denne sag?
– Min mor blev feminist, da jeg var lille, så jeg var med på Femølejr en sommer. Jeg repræsenterede det undertrykkende heteronormative patriarkat som 5-årig. Lidt af et pres. Jeg vil tro, at mine forældre egentlig fordelte husopgaverne ret 50-50. Men min far traf de store beslutninger, så mere ligestillede var de heller ikke.

Har din holdning til feminisme ændret sig med tiden?
– Feminismen har i mine øjne udviklet sig til et tomt ritual, hvor man peger på nogle problemer uden at komme med en løsning. Og efter at have hørt på det i 40 år er det svært ikke at blive lidt træt inde bag øjnene. At man så overdriver og fordrejer ”uligelønnen”, for at det skal være mere dramatisk, gør ikke de professionelle feminister mere troværdige: Der ER jo lige løn for det samme arbejde, og at man får mindre for at arbejde deltid og holde orlov er selvfølgelig ærgerligt, men ikke decideret uretfærdigt.
 
Hvorfor blander mænd sig ikke (mere) i ligestillingsdebatten?
– At bede mænd om at blande sig i ligestillingsdebatten er som at bede dem vurdere en kvindes påklædning: Det kan KUN ende galt. Vi kan simpelthen ikke være begejstrede nok til, at I ikke blive en lille smule fornærmede. Så vi har lært bare at grynte ”fint!” og håbe, vi ikke bliver bedt om at uddybe.

Er der nogle vigtige kampe tilbage set med dine øjne?
– At få skærpet kvinders ambitioner er klart den letteste vej til chef- og bestyrelsesposter. Fortæl piger, at det ikke er deres primære mål i livet at ligne noget fra en rap-video og så komme med i et reality-program. Kvinder ødelægger meget mere for hinanden med sladder og intriger, end det er mænd, der holder dem nede. Hvis ham, man er sammen med, ikke under en at få meget mere succes end ham selv, så skal man finde sig en anden. Jeg synes, det er et kæmpe problem, at kvinder i så høj grad bliver bedømt på deres udseende og ikke deres evner – især fordi det nærmest kun bliver værre år for år.

Har feminisme – eller har det haft – sin berettigelse?
– Har haft, så afgjort. Nu kunne man godt overveje, om det var på tide at prøve en anden vej end de konstante beklagelser over relativt ligegyldige ting.


LÆS OGSÅ: "Jeg hader tanken om, at nogen skal komme og gøre mig forelsket"


2 GENERATIONER: 

 ”Jeg kan da godt få lidt dårlig samvittighed over, at vi ikke er mere engagerede”
Sådan siger Mia Hessner Sovinsky, som kom til verden i 1977. Hun var ikke noget bolsjelyserødt barn. Hendes mor, Anette, var nemlig hønsestrikker og purung, da de gamle barduner, der holdt sammen på verdensorden og kønsmønstre, sprang op. Mød de to kvinder, som formentlig er meget repræsentative for hver deres generations forhold til feminismen.

Bladrer man i et tilfældigt nummer af ALT for damerne fra starten af 70’erne, er det tydeligt at se, at kønsrollerne var i opbrud – men der er også en vis forvirring. Artikler om kønskamp og rødstrømper optræder side om side med opskrifter på broderede duge og forklæder med stoftryk, mens kvinden i huset stadig indtager hovedrollen i reklamer for køkkengrej og husholdning. I dag er vi blevet bedre til at deles om at køre en tur med støvsugeren. Trods alt. Men betyder det, at feminismen er en død sild, og at der ikke længere er noget at kæmpe for? Som ung midt i kaos kunne Anette Hessner, 62, næsten ikke undgå at blive optaget af feminismedebatten i tiden. Den smittede også af på opdragelsen af datteren Mia, 36.

Mia: – Jeg er opdraget med, at når du er kvinde, så er du automatisk feminist. At det er din pligt som kvinde. Men jeg går ikke rundt og kalder mig feminist.

– Jeg oplever, at det ikke er et særligt hot emne – ikke kun i blandede selskaber, men også i min egen venindekreds – det kan jeg da godt få lidt dårlig samvittighed over, at vi ikke er mere engagerede. Da jeg var yngre, var jeg selv mere på krigsstien og bragte det op af og til, men det var, som om det var lidt pinligt. Nogle mænd syntes, man var direkte latterlig.

Anette: – I 60’erne, hvor jeg var ung, var der jo et ordentligt boost af feminisme. Men det er heller ikke et ord, jeg går rundt og bruger i dag. For mig er det meget en menneskesag. For lige så meget som en kvinde skal have lov at komme frem med sin dynamiske Pippi Langstrømpe-side, lige så meget skal drengene have lov at være følsomme og indadvendte.

– Når jeg ser tilbage på min mor og mine bedstemødre, så er der jo sket et ordentligt skred. Da jeg var barn, var både mandens og kvindens rolle meget tydeligt defineret, og det skabte også en vis tryghed. Far var skaffedyret, mor sørgede for familien. I slut-60’erne/start- 70’erne blev alt vendt på hovedet. Alt var pludseligt muligt.

Mia: – Vi har haft nogle gode diskussioner om kønskamp og kønsroller, jeg har også skrevet stile om det i skolen. Da jeg var yngre kunne det godt blive et anliggende for mig, at noget f.eks. var mandschauvinistisk.

– Efter, jeg er blevet mor, ser jeg ikke tingene så sort og hvidt mere. Nogle af de paroler, man måske har fulgt som ung, holder bare ikke i praksis. Det mærkede jeg, da jeg var på barsel, og pludselig ikke tænkte fifty-fifty ligestilling, men mere en taknemmelighed over at være sammen med mit barn. Længe.

– Om man ville det eller ej, så kom man bare i kontakt med en biologisk side af sig selv, som ikke kunne fornægtes. Og det hører jeg rigtigt mange kvinder sige – at de er splittede. Man vil gerne gøre sig gældende på jobbet, og omvendt tænker man, at den barsel gerne må vare for evigt. Men med de tanker falder man jo så lidt tilbage i en traditionel kvinderolle, som man måske tidligere ikke har identificeret sig med.

LÆS OFGSÅ: Erik fik en ny kæreste en måned efter sin kones død

Afmatning
Anette: – Vi betalte også en pris for den kolbøtte, vi selv og alle konventionerne tog der i 70’erne, for vi skulle også pludselig tage ansvar for vores liv på en anden måde. Forhåbentlig har vi gjort nogle erfaringer igennem de eksperimenter, vi mere eller mindre blev kastet ud i – hvordan vi boede og levede sammen, hvordan vi så ud, hvordan vi fordelte arbejdet imellem os… Og i bedste fald skulle I jo gerne kunne bruge det til noget godt.

Mia: – Dengang var det måske bare nemmere at hoppe med på den strømning, der var, i og med at der var nogle mere fast definerede mål, man kunne opnå. Og efterfølgende er der bare kommet denne her afmatning – nå, så nåede vi hertil, hvad så? Det var trods alt nogle ret store issues, I havde oppe dengang: fri abort, p-pillen, opgør med kvindens rolle som husmor og sexideal... Og så kommer det til at se så småt ud, det der mangler.

Anette: – Der er da stadig barselsorloven, f.eks. Men for mig at se kræver det stor tolerance og åbenhed – og ikke mindst sammenhold – at ændre på de forhold. Vi lever nok i en mere egoistisk tid i dag end dengang, der blev åbnet op for sluserne i slut-60’erne. Jeg tror, det er godt at have nogle kvindeuniverser, hvor man kan debattere vigtige emner.

Mia: – Det har vi da også. Det er bare ikke et emne, der ligger os på sinde på samme måde. Jeg vågner ikke om morgenen og tænker, ”Verden er af lave, der er ikke ligeløn, og der er ikke lige barsel”. Det ligger mig meget mere på sinde at zoome ud og fokusere på al den uret, kvinder møder ude i verden – og set i det lys kan man godt få den der, ”Gud, hvor har jeg meget at være taknemmelig for”. På den måde kommer vores problemer til at virke som petitesser. Men nej, det er stadig ikke i orden, at mænd og kvinder ikke får lige løn for lige arbejde. Desværre tror jeg, at mange – også kvinder – tænker, ”jamen, er det ikke blevet fikset?”. Folk synes, man er outdatet, når man tager det op.


LÆS OGSÅ: TV-værten Peter Mogensen - Far efter one night stand

Om de interviewede:

Sanne Søndergaard, 33. Standupkomiker og forfatter. Bor alene på Vesterbro i København.

Sebastian Dorset, 43. Komiker og skribent. Bor i København – alene med sin delehund.

Anette Hessner, 62. Kunstterapeut. Mor til Mia og hendes bror, Troels, på 32. Fraskilt.

Mia Hessner Sovinsky, 36. Journalist. Gift med Morten og mor til August på 4 og Bror på 2.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Ligestilling, Feminisme og Sanne Søndergaard