Maria Andersen
SPONSORERET indhold

"Sidste dag var min søn helt utrøstelig, og jeg ønskede bare, at jeg aldrig var taget på den tur"

Maria Andersen om de ar, der fortæller en historie.

Af:: Cille Lewinsky og Nina Kruse Foto: Henrik Ohsten/TV2
30. maj. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Hvilken rejse vil du aldrig tage på igen?
– Jeg elsker at rejse og nyder for det meste mine rejser. Men hvis jeg skal pege på én knap så sjov rejse, så var det, da min søn var fem uger gammel, og min mand skulle til et job i London. Jeg tænkte, at det var en oplagt mulighed for mig at tage med og nyde tiden i byen, besøge nogle venner og gå tur med barnevognen. Der lærte jeg, at man sagtens kan rejse med helt små børn, men man skal ikke overnatte tre forskellige steder på sofaer hos bekendte. Sidste dag var min søn helt utrøstelig, og jeg ønskede bare, at jeg aldrig var taget på den tur.

 Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har mange ar og har også brækket flere knogler gennem tiden. Men jeg tror, at de mest betydningsfulde ar er dem, vi ikke kan se. Dem, som et levet liv giver én. De bliver til erfaringer, gør os klogere og mere interessante.

Hvornår nyder du dit ­arbejde allermest?
– Jeg synes, det fantastiske ved TV er, at det er et holdarbejde. Det er den fedeste følelse, når man knokler sammen som et hold, og tingene lykkes. Når jeg arbejder på et program i længere tid, så har jeg af og til de dage, hvor jeg cykler hjem fra job og tænker: Det her kommer ikke til at gå. Men når programmet endelig bliver sendt, og jeg kan åbne min mailboks og få reaktioner fra seere, så har sliddet og udfordringerne været det hele værd. Det er virkelig meningsfuldt, og det er dét, jeg nyder ved mit arbejde. At jeg har bidraget med noget værdifuldt.

Hvordan tror du, at andre ser dig?
– Det er altid svært at svare på, men jeg håber, at de ser mig som et ordentligt menneske. Jeg oplevede nogle fordomme, da jeg lige var begyndt at lave tv. Jeg kunne virke ufarlig på de folk, jeg skulle konfrontere, fordi jeg måske ikke lignede en stereotyp, bidsk nyhedsrapporter. Det viste sig dog at være til min egen fordel, at de tænkte sådan om mig, for så gik de ikke straks i forsvarsposition, når jeg skulle interviewe dem, og jeg fik måske flere informationer ud af dem. En ældre kollega gav mig som helt nyuddannet det råd, at man ikke skal lytte på kritik fra alle kanter, men stole på en udvalgt håndfuld mennesker. Både når det kommer til ris og ros.

Hvad er den mest ­mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Jeg har meget stærke barndomsminder fra mine sommerferier i Frankrig. Min farmor er fransk, og hun havde istandsat et gammelt glaspusteri langt ude på landet i Midtfrankrig. De ferier strækker sig over en årrække, hvor jeg hver sommer var af sted med alle mine kusiner. Vi tilbragte de dejligste dage med farmor, spiste lyserødt tyggegummi på tube og optrådte på terrassen med Grease-show om aftenen. Som årene går, er det gået op for mig, hvor værdifulde de ferier var.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at ­besidde?
– Mange af de mænd, jeg kender, er rigtig gode til at følge deres behov og lyster. De gør ikke altid det fornuftige og det, der bliver forventet af dem. Jeg øver mig i bare at lytte til min lyst og svinge benene op på sofaen.

Hvad er din største last?
– Altså laster... dem må man gerne have. Det er et irriterende begreb, og det bruges mest af kvinder og til kvinder. Laster og dårlig samvittighed hænger lidt sammen, og jeg gider ikke have dårlig samvittighed over, at jeg elsker chokolade eller sover længe i weekenden.

Anbefalet til dig