Da Michael og Marie ventede ønskebarn nr. to, mærkede Marie en kræftknude i sit bryst

Interviewet blev bragt første gang i 2012 - læs hvordan det går med Marie i dag til slut i artiklen. 

"Det bliver hårdt det her. Jeg kan godt forstå dig, hvis du skrider."

Sådan sagde Marie til sin mand, da det var gået op for hende, at hun var ramt af kræft. Sådan for alvor. Parret var netop blevet forældre til barn nummer to, Marie var blevet slået til tælling af en kræftknude i det højre bryst og måtte melde sig ud af livet omkring parrets tredje barn, Restaurant Koefoed i hjertet af København, og i næsten et år måtte Michael agere familiens dukkefører.

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift... og enke

– Som kvinde havde jeg høje forventninger til, hvordan mit hjem, mit liv og mit forhold skulle være. Jeg kunne ikke indfri noget af det, fordi jeg lå og kastede op – helt skaldet og negleløs. Om man vil det eller ej, så har man jo ondt af sig selv, og det er ikke attraktivt. Derfor havde jeg behov for at sige til Michael, at det var ok, hvis han gik fra mig. Jeg ville godt kunne forstå ham, siger Marie i dag – næsten to år senere.

Michael: – Det, syntes jeg, var totalt beundringsværdigt. Der skal meget til at sige det og mene det, men nu ved jeg selvfølgelig ikke, om du havde tænkt rigtigt over det…

Marie: – Jo, jeg så endelig en mulighed for at slippe af med dig. Hahaha. Michael smuttede ingen steder dengang, og parret sidder i dag i deres villalejlighed på Østerbro og trækker tiden mentalt tilbage til deres livs hidtil største forhindring.

Mødtes på Oslobåden
De møder hinanden for seks år siden på noget så atypisk som Oslobåden, hvor Marie er supervisor med ansvar for barerne og Michael den friske vikar.

Marie: – Jeg syntes faktisk ikke, at han var noget specielt.

Michael: – Haha. Tak! Jeg var helt vild med Marie, jeg syntes, hun var for lækker, og jeg prøvede at sige det til hende.

Alligevel ender Marie med Michael på en kaffedate i Oslo og med et besynderligt sug i maven. Den ene date tager den anden, og til sidst bliver Michael ikke skrevet ind i vagtplanen mere, fordi de ansatte på Oslofærgen ikke må være i forhold med hinanden. Kort derefter flytter Bornholmerdrengen Michael fra øen og banker på døren til Maries østerbrolejlighed lillejuleaften 2005. Med kufferter og hensigter på slæb.

Marie: – Han spurgte simpelthen, om han måtte bo hos mig. Jeg sagde ja, og vi kørte over til mine forældre og fejrede jul. Fire måneder efter blev jeg gravid – helt planlagt.

Michael: – Ja, det gik meget stærkt.

Marie: – Jeg fik også totalt kolde fødder senere, fordi det var gået så stærkt, men vi kunne ikke vente længere. Jeg var 32 år og havde sagt til mig selv, at hvis jeg ikke snart fandt en mand at få børn med, så skulle jeg slet ingen have, for jeg ville ikke være en alt for gammel mor.

Michael: – Vi blev enige om, at vi havde gode gener, så hvis det ikke holdt, så ville vi i det mindste have nogle fantastiske børn.

LÆS OGSÅ: 7 kendte kvinder om kræft

Marie: – Og så var vi enige om, at vi begge var fornuftige mennesker, så selv om det ikke holdt, så ville børnene i det mindste have en god far og mor.

Marie føder sønnen Viggo, og sammen med en makker åbner Michael, der tidligere har været ankermand på restaurant Toldkammeret i Allinge, i oktober 2006 Restaurant Koefoed i hjertet af København.

En svær nyhed
Efter halvandet år køber Michael makkeren ud af Restaurant Koefoed og bliver enig med Marie om, at de to i stedet bør samarbejde om restauranten. Marie som organisator og kontormus og Michael som den energiske blæksprutte, der har styr på drengene på gulvet. Det går godt. Meget godt. De landsdækkende dagblade kaster masser af stjerner ned over restauranten, gæsterne vælter ind, og da redaktøren af Skandinaviens michelinguide i 2009 forlader restauranten efter at have givet dem en af de eftertragtede anbefalinger, tudbrøler Michael af lykke. Igen bliver Marie gravid, men da hun er i syvende måned, mærker hun knuder i sit højre bryst og får kort efter fødslen af datteren Molly taget en biopsi.

Marie: – Min far, som er læge, ringede ind på hospitalet og fik resultatet, før jeg selv gjorde, og han kørte hele vejen fra Odense og herhjem for at fortælle os det. Det var cancer. Der var ingen tvivl.

Michael: – Den dag glemmer jeg aldrig, jeg kan tydeligt huske det. Din far græd jo, og han plejer ellers kun at græde af glæde.

LÆS OGSÅ: "Mens jeg skriver dette, er jeg skaldet. Det er gået op for mig, hvor meget håret betyder for os kvinder" 

Marie: – Jeg havde slet ikke troet, det var kræft. Overhovedet ikke en skid. Det tror man jo ikke, men selv om jeg blev chokeret, var jeg faktisk ret afklaret.

Michael: – Ja, fuldstændig. Det var ret sejt af dig. To minutter efter sagde du: ”Så må vi bare komme igennem det.” Og jeg sagde, at jeg ville være der hele vejen.

Marie: – Det var jo sådan, det var. Der var kun én vej, og hvis jeg satte mig ned og kikkede ind i væggen, så ville både mine unger og min familie blive… sygeliggjort.

Inde i Maries bryst boede en kræftknude på størrelse med en mandel og med en spredning på ti gange ti centimeter. Hele brystet skulle fjernes. Den 30. August 2010 – ikke engang en måned efter fødslen af datteren Molly – blev hun opereret.

Michaels frirum
Arbejdet på restauranten måtte Marie overlade fuldstændigt til Michael. Imens arbejdede hun selv med efterveerne af de tilbagevendende kemobehandlinger derhjemme:

Marie: – Jeg havde stort set alle de bivirkninger, jeg kunne have: Jeg tabte mine negle på fødder og hænder, kastede op og havde betændelse i kroppen. Kemobehandlingerne gjorde, at jeg hele tiden blev holdt fast i det dårlige. Selv om man egentlig bare gerne vil ud ad landevejen, bliver man konstant stoppet ind på en rasteplads, hvor man lige skal tisse på de der ulækre toiletter. Det hjalp meget på min optimisme at have små børn. Molly var jo dybt afhængig af os, den lille fis. Og vi var meget fokuserede på at få især Viggo igennem forløbet uden nogen ar eller følelsen af at være svigtet. Ved at bruge så meget energi på at passe på ungerne undgik jeg at sidde og pille i navle over min skæbne. Men jeg har så meget respekt for Michaels indsats – han var hardcore dukkefører i familien, for når jeg var træt oven på kemoen, skulle han holde styr på alting.

Michael: – Det handlede om at tilpasse sig. Det var umuligt at lave en plan længere end 12 timer ad gangen.

Marie: – Vi blev enige om, at vi ikke ville udvikle restauranten, mens jeg var syg, og hvis vi fik en dårlig anmeldelse, så var det bare sådan. Vi kunne ikke være supermænd. Men alligevel opdagede jeg, at Michael pludselig havde gang i alle mulige projekter med restauranten. Sikkert som en reaktion på min sygdom – for at kunne handle på noget, han selv kunne styre.

Michael: – Restauranten var jo faktisk dér, jeg tankede energi. Med to små børn og en syg kone derhjemme var det ligesom mit frirum. Restauranten var en stor succes, der skete mange positive ting, og dér fik jeg masser af ros og komplimenter. Når jeg kom hjem, var det jo desværre helt modsat, og jeg måtte tage overlevelsesdragten på. Så det var nok ret naturligt, at jeg søgte så meget ned på restauranten.

Hvilke tanker gjorde I jer om døden?
Marie: – Jeg var fra starten meget opmærksom på, at vi skulle have helt styr på vores forsikringspapirer, for det skulle ikke være sådan, at hvis jeg lige pludselig døde, så stod Michael alene med en masse papirer, som ikke var i orden. Egentlig var jeg ikke bange for at dø. Det værste for mig var tanken om, at ungerne skulle vokse op uden en mor – det ville være rigtig hardcore og tarveligt over for dem.

Michael: – Jeg har haft kræft ret tæt inde på livet før. Min mor og jeg flyttede til Bornholm, da jeg var 12 år som en reaktion på, at min storebror netop var død af kræft, og senere mistede jeg også en ven til kræften. Så for mig var kræft lig med døden. Men jeg er meget praktisk anlagt, og når jeg tænkte på, at Marie kunne dø, tænkte jeg først og fremmest: ”Shit, noget lort. Det må ikke ske. Det har børnene for skøn og dejlig en mor til,” og bagefter tænkte jeg: ”Okay, men hvordan skal der handles, hvis det sker?” Det er meget sigende for måden, jeg har tacklet hele forløbet på. Handling. Det var sådan en overlevelsesting, der kom op i mig.

LÆS OGSÅ: Kræften gjorde mig opmærksom på at være taknemmelig 

Marie: – Michael lavede jo en masse overspringshandlinger, så en aften tog jeg fat i ham og sagde: ”Du ved godt, at jeg kan dø af det her, ikk’?” Han havde så travlt med at være på restauranten og med at tale med leverandører, så det virkede, som om han skubbede realiteterne væk, og jeg måtte gøre ham opmærksom på at prioritere korrekt. Det var, som om restauranten var så meget vigtigere. For mig var det vigtigt, at han også fik tænkt de sværeste tanker.

Michael: – Det var bare ikke vigtigt for mig at tænke og forberede mig på din død, for jeg kunne ikke bruge det til noget. Det var irrelevant. Det blev for meget, og kom alt for tæt på.

Tilbage til hverdagen
Efter næsten et år med kemobehandlinger – kombineret med barsel – tager Marie de første skridt ud i en almindelig hverdag igen. Canceren er væk, og det samme er hendes bryst, som skal rekonstrueres inden længe. Hun går til kontrol hvert halve år, og har der været stilstand i fem år, vil hun endegyldigt blive erklæret rask.

Michael: – Det værste har faktisk været bagefter. Altså nu. Under selve sygdomsforløbet var der meget fokus på alt det fysiske: Du havde det dårligt, tabte håret osv. Det er først nu, det psykiske skal på plads.

Marie: – Det er rigtigt. Rent personligt er der en Marie før og efter kræften, om jeg vil det eller ej. Jeg skal stadigvæk finde ud af mig selv, og det er sgu ret besværligt, det er ikke bare en pille, jeg kan spise. Jeg bliver tit lidt ked af, at jeg ikke kan klare og har overskud til de ting, jeg kunne før i tiden. Det er, som når man har ligget i sengen i to dage og kommer ud i verden igen, så føles det, som om man kommer ud af en osteklokke og ikke rigtigt passer ind i verden. Sådan har jeg haft det, og jeg er først i gang med at møfle mig på plads.

Michael: – Da jeg mødte Marie, kunne hun alt! Udstrålingsmæssigt. Personalemæssigt. Hun var supertjekket. Megatjekket. Og kunne alle mulige fede ting. Jeg faldt for den måde, hun kom ned i sin uniform på og uddelegerede arbejde på en supercool måde. Hun havde en gnist, og det har hun mistet fuldstændig. Det er nok helt naturligt og helt okay – der er ikke noget ”for helvede”.

Marie: – Jo, der er lidt ”for helvede”. Når jeg selv kan mærke, at jeg ikke slår til. Jeg går ikke og er bange for at blive syg igen, men jeg går og er bange for ikke at blive den Marie, som Michael taler om, som jeg har været før. Jeg tror, jeg kan det hele, men det kan jeg slet ikke, for det tager lidt tid, før min hjerne er klar til at tage alle de opgaver igen. I forhold til før har jeg ikke det samme spekter arbejdsmæssigt – det samme overskud. Jeg er på en eller anden måde blevet hylet over i en anden bane, hvor jeg skal tage mig lidt mere sammen og gøre tingene lidt mere struktureret. Men jeg er i fuld gang med at indhente det.

Hvad har det gjort ved jeres forhold at være det igennem?
Michael: – Jeg har det sådan lidt: Hvad skulle kunne ryste os nu? Hvis vi har kunnet klare en kræftsygdom – samtidig med at få børn og styre en restaurant – hvad kan vi så ikke klare? Det skal virkelig være noget slemt, der skal til for at ryste forholdet. På seks år har vi vel lært hinanden lige så godt at kende som par, der har været sammen i 20 år. Vi har fundet ud af, at vi er…

Marie: – … et godt team. Man kan ikke undgå at blive styrket. Og man vågner op og har nogle andre forventninger til hinanden som par. Efter at være blevet pustet i nakken af døden får mange en trang til at leve et vildt liv, nøjagtig som de selv vil. Det mantra har jeg ikke fået – tværtimod er mit mantra blevet at værne om mit familieliv og gøre alt, hvad jeg kan for at være sammen med Michael på godt og ondt. Ingen af os er quittere, og vi kommer ikke til at smide håndklædet i ringen, uden at vi virkelig har kæmpet for at undgå det.

Michael: – Så havde vi nok allerede givet op.

Marie: – Ja, det er jo et livsvarigt projekt at have et ægteskab, med eller uden sygdom. Og skulle der komme en krise på restauranten, så er vi rustet til at tackle det. Nu har vi ligesom klaret den høje bakke.

SÅDAN GÅR DET I DAG:
I dag, 3 år efter, betragter Marie Rønnebæk-Rørth sig selv som helt rask.

- Jeg går i dag til kontrol og skal gøre det i 5 år. Udover det betragter jeg mig selv som helt ovre sygdomsforløbet. Det er 3 år siden jeg blev syg, og jeg har været rask i ca. halvandet år nu.

Hun begyndte at arbejde på Restaurant Kofoed igen for 2 år siden, men følte hurtigt, at hun ikke var klar til det. I dag er hun tilbage på restauranten igen.

- Det er skønt at være tilbage på restauranten og at have fået ressourcerne igen. Jeg troede, jeg var frisk, da kræften var væk, men det var jeg ikke. Efter sygdommen kommer alt det mentale. Det er meget individuelt, men det tager noget tid, siger Marie, som blandt andet bakker op om projektet Spis & Støt på grund af hendes eget sygdomsforløb

- Vi vil som restaurant gerne vise, at vi støtter op omkring projektet. For os betyder det, at vores gæster ved, at vi står inde for det arbejde, kræftens Bekæmpelse udfører - og så kan vi samtidig være med til at invitere til et arrangement, hvor en masse gæster får nogle rigtig gode oplevelser.

LÆS OGSÅ: Erik Bjørn interview - her får du hele historien 

LÆS OGSÅ: Overvejer du at droppe træningen? Her er 13 gode grunde til at fortsætte 

LÆS OGSÅ: Fokus på kost: Kan du spise dig fra kræft?