"Jeg glædede mig til endelig at få et voksenhjem"

Inga Walløes datter, Thilde på 23, var egentlig flyttet hjemmefra, men lige nu er hun tilbage i mors trygge rede. Fremlejen af hendes kollegieværelse løb ud, og udlandsrejsen er sat på hold, for selvom man skal finde sig i en sovesofa i stuen, er det jo meget bekvemt med mors lille lejlighed. Men kun midlertidigt. For inden længe skal hun i gang med en uddannelse og igen stå på egne boligben.

– Thildes far og jeg blev skilt, da hun var knap to år. Jeg har kun Thilde, og hun har nærmest kun mig, så vi har været meget tæt knyttet til hinanden altid. Derfor var jeg også bange for, om man så skulle blive ensom, når man sådan vaffede hele sit eksistensgrundlag ud af sit liv. Man er jo defineret som mor, når man nu er så meget mor, som jeg har været op igennem Thildes opvækst. Det er jo mit liv. Selvfølgelig gik jeg også voldsomt op i mit job og havde masser af venner, men det har været morrollen, der var den vigtigste.

Inga havde frygtet, at hun ville reagere ligesom sin veninde, som blev decideret deprimeret, da hendes yngste flyttede hjemmefra. At det ville påvirke hende psykisk, at der pludselig ikke var brug for hende, for hvis hun ikke var mor, hvad var hun så? Men alle de tanker delte hun ikke med datteren.

– Jeg tror ikke, hun ville forstå det. Jeg tror slet ikke, at børn tænker på, at den der tilknytning går begge veje. Jeg tror bare, at man vil blive ved med at være "mor" i sine børns øjne. At man er sådan en, man plukker ned af hylden, når man har brug for hende og stiller hende tilbage igen, når man skal være sammen med nogle meget federe mennesker. Haha.

Så følelserne var blandede, da Thilde som 22-årig kom og sagde, at hun flyttede hjemmefra.

– Det var både en lettelse – at ahh, nu kan jeg skabe mit eget liv! Indrette mig sådan som jeg gerne vil bo, lave de daglige rutiner, jeg har brug for. Men altså også med lidt frygt. Men man holder jo ikke op med at være mor – heller ikke selvom hun flytter hjemmefra. Og det var egentlig også noget af det, jeg glædede mig til – at være mor på den der overskudsagtige måde, hvor jeg kunne invitere hende hjem til hendes livretter og give hende goodiebags med hjem, så hun kunne fylde køleskabet med alt det, hun godt kan lide. Og give hende ordentlige sko, fordi jeg ved, hun ikke har så mange penge. Glæde og overskud i stedet for, at det hele handler om hverdag og tøjvask og madpakker.

Det var også sådan, det startede ud. Og Inga nød at skabe sin egen lille base, da datteren rykkede ud. Det fyldte på en fin måde det tomrum op, som hun frygtede, ville opstå. Hun fik malet og tapetseret, købt nye møbler og indrettet sit helt eget kvindeunivers. En rigtig egoisthule, griner hun. Der var nemlig heller ingen kæreste at tage hensyn til.

Datteren flyttede hjem igen
Tidligere havde de hver deres værelse i den lille treværelses lejlighed og en fælles stue. Men da Thilde flyttede, blev hendes værelse straks inddraget, og ­Inga nød pludselig både at have spisestue og tv-stue. Ren luksus.

– Ideen med sovesofaen var, at hun kunne sove der indimellem, når hun var hjemme på besøg og havde fået mors mad og vasket noget tøj og sådan – meningen var ikke, at hun skulle til at bo hjemme i flere måneder, haha. Men det fungerer fint nok. Hun er tålmodig, for hun bor vitterligt inde i stuen og synes sikkert, det er dødirriterende at rede seng hver dag, ligesom hun ikke kan have sit tøj liggende at flyde alle steder. Men hun får ikke sit eget værelse.

– Mentalt var jeg jo indstillet på, at nu var det mit hjem. For første gang i 22 år skulle jeg have et voksenhjem – uden at der skulle ligge legetøj på gulvet og ledninger. Sjovt nok, så følger der jo ti kilometer ledninger til sådan en teenager i dag.

Og det har ændret både mor og datter, at Thilde har boet ude en kort periode. Dels gælder der andre præmisser nu for det at bo sammen med mor – og dels har datteren også forandret sig ved at prøve at stå på egne ben.

– På en måde er vi mere to bofæller nu. Og heldigvis er hun så stor, at hun ­ikke føler, jeg snager i hendes privatliv, når jeg spørger, om hun kommer hjem og spiser – hun er godt klar over, at jeg gør det ud fra et praktisk hensyn. For ­gider jeg overhovedet at lave mad, hvis det kun er til mig selv? Og hvis hun kommer hjem og spiser, hvad tid er det så? Det er hun o.k. med at oplyse mig om.

Men der er også fordele ved datterens midlertidige retur.

– På en måde tager hun også ansvar for mig nu. I godt tyve år har det været mig, der har taget ansvar for hende. Men nu oplever jeg, at hun indimellem er kommet hjem og har tænkt, min mor kommer sent hjem, måske skal jeg lave noget aftensmad. Og det er virkelig hyggeligt og superfedt at komme hjem til et glad barn, der står og laver mad. Jeg skal bare give hende nogle penge til at købe ind for eller fylde køleskabet, så kører det.

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig fyret som mor"

LÆS OGSÅ: 7 fif til at bevare et godt forhold til din teenagedatter

LÆS OGSÅ: "Min søn på 19 flytter hjemmefra - er han nu også rustet til at klare sig selv?"