Charlotte Rørth
Foto: Jonas H. Friestad, Anne Kring, Christian Bang og PR

Journalist og forfatter Charlotte Rørth, 54 år

“Jeg mødte Jesus”

Hun havde aldrig selv dyrket tro eller religion, så det var et chok for Charlotte Rørth, at hun mødte Jesus i et sakristi i Spanien.

Før i tiden var mit forhold til tro som de flestes – jeg gik i kirke til begravelser og til jul og var en helt almindelig, snusfornuftig, journalistuddannet, naturvidenskabelig person, og jeg har aldrig været søgende eller på jagt efter overnaturlige oplevelser.

− I november 2008, da jeg var i Spanien på en pressetur, kom en lille kone hen til mig i en kirke og sagde, at jeg var udvalgt, og at jeg skulle fortælle den vigtigste historie. Jeg syntes bare, hun var skør. Da vi dagen efter besøgte et sakristi i en anden by, fik jeg pludselig en følelse af, at jeg ikke kunne bevæge mig. Mine ben stod helt fast, og den ene del af mit hoved var sikker på, at jeg havde fået en blodprop eller en hjerneblødning. Det skulle jo egentlig være frygteligt, men det var det ikke, for jeg havde det bare rigtig godt. Jeg var glad, og der var ikke noget sted på jorden, der var bedre at være end lige der på det tidspunkt. Guiden kom tilbage efter mig, stillede sig i døråbningen og gloede på mig. Og så sagde han: "Hvorfor er der sådan et lys omkring dig?" Og jeg sagde: "Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig?" Vi kunne ikke svare. Det var et helt ekseptionelt øjeblik.

− En uge efter, jeg var kommet hjem fra rejsen, gik jeg en morgentur med hunden. Det var mørkt, og mens jeg gik på en markvej langs skoven, blev jeg pludselig ramt af en tyk lysstråle på størrelse med et nedløbsrør lige mellem øjenbrynene. Den gik igennem mig og ud gennem lænden. Lysstrålen var en smule varmere end mig, ikke så den brændte, det var bare rart. Jeg faldt om og besvimede kortvarigt, for det næste, jeg husker, er, at jeg lå på brakmarken, mens hunden pivende puttede sin snude ind under min arm for at få mig op. På en eller anden måde vidste jeg, at det var Guds lys, og jeg har aldrig nogensinde følt mig så elsket.

LÆS OGSÅ: Skal du også i kirke på søndag?

− Jeg var ikke bange, men jeg er sådan en, der gerne vil have styr på tingene, og det, jeg oplevede, var fuldstændig vanvittigt. Jeg vidste, at Gud ikke eksisterede. Og hvis Gud eksisterede, så sad han da slet ikke oppe i himlen, vel? Og han smed da ikke stråler i hovedet på damer, der luftede hund i en skov. Jeg var ikke i tvivl om, at det ikke kunne passe, men det gjorde det. Det var et stort paradoks.

− Derefter gjorde jeg, som jeg plejer og sagde det ikke noget til nogen. Kort efter begyndte jeg at få en drøm, hvor en stemme bag en dør til sakristiet i Spanien kaldte på mig. Jeg var nødt til at rejse derned igen, og jeg slog mig ned på en bænk inde i sakristiet og lukkede øjnene. Så kom der en kuppel op foran mig, der lignede sådan en legetøjskugle, som laver sne, når man ryster den. Den var kæmpestor, cirka to meter høj. Jeg kiggede ned i den og så en scene fra år nogle-og-30 i Israel ved Genesaret Sø, og der stod Jesus på en grusvej. Der var fem disciple bagved, nogle kvinder og børn, får og geder, citron- og oliventræer og nogle bjerge med en lille landsby oppe på toppen. Det var midt på dagen, for deres skygger var ikke ret lange, og det var varmt. Jeg vidste intuitivt, hvem det var, hvor det var, og hvornår det var. Jesus havde snavsede tæer i almindelige lædersandaler, han bar en almindelig blå kjortel, han lyste ikke, han strålede ikke, og han hverken healede eller prædikede. Ved en slags tankeoverførsel kommunikerede han til mig: "Velkommen, godt at se dig," og så begyndte han at tale, men jeg forstod ikke ordene. Og så kiggede han på mig med et blik, der sagde, at det er godt, at jeg er til. Uden forbehold. Og så fik jeg igen den vildeste følelse af at være elsket. Jeg åbnede øjnene, og synet forsvandt. Det første, jeg tænkte, var: "Hold kæft, hvor er jeg en dårlig journalist, at jeg ikke stillede ham nogle spørgsmål".

− Jeg har fået flere end 700 breve og Facebookbeskeder, og halvdelen af dem, der skriver, har haft lignende oplevelser. Sidste år kom 16.000 mennesker til mine foredrag, og når så mange bruger en eftermiddag eller aften i deres nærområde, hvor alle naboer kan se dem, på at lytte til en dame, der har mødt Jesus, så er vi godt i gang med at nedbryde det store tabu om tro.

LÆS OGSÅ: Godt nyt: Du bliver lykkeligere med alderen

LÆS OGSÅ: Følg mavefornemmelsen – også på arbejdet

LÆS OGSÅ: Derfor er det godt at rase ud i ny og næ

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur