Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner Guldsmed Josephine Bergsøe fortæller om at flytte fra kæresten og om tabuet ved at ville prioritere sig selv.

Josephine Bergsøe: "Folk spurgte, om vi skulle skilles? Og nej, det skulle vi jo slet ikke"

Hun er blevet mormor. Hun er flyttet fra kæresten, som hun stadig er kæreste med. Og så tror hun på, at man skal vågne op hver morgen og være nysgerrig. Mød guldsmed Josephine Bergsøe, der troede, at livet ville lukke sig efter de 50.

Sidst jeg lavede interview med smykkekunstneren Josephine Bergsøe, foregik det oppe i Nordsjælland, tæt på Sjælsø, i et hus, som hun havde døbt ”Damehuset”. Her boede hun med sine to døtre. Det var i begyndelsen af 2012, og Josephine var lige kommet ud på den anden side af et brystkræftforløb og en skilsmisse fra Lasse Spang Olsen, døtrenes far. Hendes hår var helt kort efter kemobehandlingerne, og Josephine slog fast, at hun aldrig ville have et stort ”garn” igen, som hun ellers altid havde haft, for hun mente, at hun tidligere havde brugt håret til at gemme sig lidt i. Det ville hun ikke længere.

LÆS OGSÅ: Forfatter Dy Plambeck: Kærligheden kan sagtens holde, selvom parforholdet holder op

I dag, lidt over syv år senere, har håret alligevel fået lov til at vokse til en løvemanke igen. Og døren, som Josephine åbner for at byde indenfor til interview, er ikke døren til ”Damehuset”. Det er i stedet døren til en knap 70 kvadratmeter lille lejlighed på Christianshavn. Indretningen er nærmest fabulerende med lette guldornamenteringer malet direkte på skuffer og vægge, små tableauer rundt omkring, et råt og helt utrolig smukt spisebord, som hendes ene søster har lavet, og med de pæneste vinflasker yderst i reolen. Sindssygt lækkert. Ikke for meget. Bare lige tilpas. Og lige præcis, som Josephine vil have det. Hun bor her nemlig helt alene. Hun bestemmer selv. Og hun elsker det.

Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner.

– Det er første gang i mit liv, at jeg bor alene. Jeg flyttede sammen med min første kæreste, da jeg var 16 år, så var jeg sammen med Lasse i 22 år, og da jeg boede i ”Damehuset”, boede jeg jo sammen med mine to piger. Det var vigtigt, at vi lige landede efter skilsmissen dengang og fandt ud af, hvordan vi gerne ville have det, og jeg tror måske, at det var der, jeg fik smag for at prøve at bo helt alene på et tidspunkt og selv bestemme alting. Men allerede efter et år flyttede jeg fra ”Damehuset” og sammen med min kæreste, Troels, i et stort og helt vidunderligt hus i Lyngby, hvor vi og vores fem sammenbragte børn alle kunne være, og hvor Troels kunne få det Orangeri, han drømte om.

Hun holder en lille pause.

– Og det var alt sammen enormt sjovt det første år. Lidt som en stor, levende og larmende italiensk familie. Men da alle børnene så begyndte at ramme teenagemuren, så syntes jeg, at det blev helt vildt hårdt, og jeg fik simpelthen nærmest lyst til at stikke af.

Tabu at prioritere sig selv

Josephine har lavet mange skift i sit liv. Nogle har hun selv ønsket, nogle har været nødvendige, og andre har ramt hende som en knytnæve. Som brystkræften for små ti år siden. En ting har dog været konstant. Hendes arbejde. Her i efteråret kan hun fejre 30-års jubilæum som guldsmed, og det skal fejres både med en udstilling, en bog og med nogle særlige øreringe, som hun vil dele ud til 30 kvinder, der i hendes øjne gør sig umage. Det er nemlig vigtigt, synes hun, at kvinder hylder hinanden, og at man værdsætter dem, der går den ekstra mil, der gør en forskel, fordi det er så inspirerende for alle andre.

Igennem alle årene har Josephine både haft værksted hjemme og ude i byen, men som hun bor nu, er der ikke plads. Og det er meget godt, for det betyder, at hun bliver tvunget ud i at arbejde på en anden måde, og at arbejdet ikke på helt samme måde flyder ind i fritiden. Josephine begyndte at kigge på boligannoncer, dengang alle børnene ”ramte teenagemuren”. Hun drømte om, at hun og Troels kunne købe en lille ”teaterlejlighed” inde i København, hvor de – eller nok mest hun – kunne trække hen og få lidt ro engang imellem.

Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner.

– Når børnene er små, bliver man nødt til at sætte sig ud over sig selv, for alting handler om de der bitte små børn og deres behov. Så kommer der nogle år, hvor man kan lave en masse sjove ting med børnene, men så bliver de teenagere, og så er helvede løs igen. Og når man så er sammen med et andet voksent menneske, som har børn, der er vokset op på en helt anden måde end ens egne, kan det ikke undgås, at der kommer nogle udfordringer, fordi man har forskellige grænser. Det kan give nogle konflikter, som er vanvittig svære. Mine børn var – mildt sagt – rigtig, rigtig vilde. Og Troels’ børn var ikke særlig vilde. Så der var behov for helt forskellige ting i forhold til at håndtere børnene.

– Det var ret heldigt, at jeg ikke havde et sted, jeg kunne stikke af til på det tidspunkt, for så havde jeg sgu gjort det, ha ha. Efterhånden begyndte børnene at flytte hjemmefra, og så havde jeg halvandet år, hvor jeg var bunddeprimeret over det, selvom det burde have været en lettelse. Det endte dog også med rent faktisk at blive en lettelse, da jeg havde vænnet mig til det, og jeg lærte at mødes med dem som voksne mennesker, der laver hyggelige ting sammen. Men lejligheden havde jeg stadig ikke fundet.

Men på det tidspunkt var det vel heller ikke længere nødvendigt, eller…?

– Nej, ikke på grund af børnene. Men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for et sted, som jeg helt selv kunne bestemme over. Troels talte om at købe et sommerhus, men jeg ville meget hellere have noget inde i byen.

Hvilke reaktioner fik du, da du begyndte at tale om at have dit eget sted?

– Det var faktisk enormt sjovt. Hver gang jeg f.eks. var ude til at middagsselskab og fortalte, at jeg ledte efter et sted, hvor jeg kunne være alene, spurgte folk: ”Nå, hvorfor dog det? Skal I skilles?”. Og nej, det skulle vi jo slet ikke. Folk syntes, det var noget mærkeligt noget. Men hver eneste gang kom der alligevel et par stykker hen til mig senere på aftenen og sagde: ”Hold kæft, hvor kunne jeg også godt tænke mig sådan et sted, det lyder fantastisk.” Men det er simpelthen ikke noget, folk tør sige højt. Det er noget, man bare ikke gør. Det er simpelthen for egoistisk.

Og nærmest tabu?

– Ja. Det er tabu, at man har lyst til at prioritere sig selv på den måde.

Hvad sagde Troels til det hele – og blev han boende i huset i Lyngby?

– Nej, det solgte vi. Han er også flyttet ind til byen. Troels er meget, meget mere rummelig, end jeg er. Det var altid ham, der lavede mad, da alle børnene boede hjemme, og han var meget bedre til at rumme de unger og deres forskelligheder. Når der var problemer med mine unger, kunne jeg ikke rumme, at der kunne være noget med hans, men det var ikke noget problem for ham. Derfor var det ikke på samme måde et ønske fra hans side, at der skulle laves om på vores boligforhold. Nu fungerer det rigtig godt, synes jeg, men i starten, da vi boede hver for sig, syntes Troels da, at det var en lorteløsning.

Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner.

– Det var jo mit behov, det var mig, der flyttede, og så skulle han finde ud af, hvad han så ville, så der er ikke noget at sige til det. Han skulle også forstå, at det ikke var en afvisning af ham. Vi skal hele tiden forholde os til, at folk tror, at vi er gået fra hinanden, og vi har da også snakket om, at vi har gjort tingene lidt i den forkerte rækkefølge. Først boede vi sammen, og så flyttede vi fra hinanden. Men vi er stadig kærester. Det kan godt være, at det ikke er sådan her, det skal blive ved med at være, men jeg kan mærke, at det er noget, jeg bliver nødt til at prøve af. Og i bund og grund handler det om, at man skal lade være med at være bange for at lave nogle fejl.

LÆS OGSÅ: Mette Lindberg: "Han så en anden, og det gjorde jeg også, men der var helt klart kemi"

– Det kan da godt være, at det er en fejl, at vi bor hver for sig, men det har været en drøm rigtig længe, og nu prøver jeg det. Hvis det ikke dur, så må vi gøre noget andet. Livet er ikke statisk. Tingene udvikler sig. Det er først farligt, hvis man lader være med at prøve noget nyt – for så tror jeg, at man dør for alvor. Måske siger Troels på et tidspunkt til mig, at han ikke kan leve med det. Og så må jeg jo tage stilling til, jamen vil jeg opgive det her for at kunne bevare mit parforhold? Men der er vi bare slet ikke nu.

– Vi hygger os. Vi spiser sammen. Vi tager på ferie sammen. Vi sover sammen. Men der er en frihed i, at jeg ikke behøver at tage hjem, hvis jeg har travlt på arbejdet. Der er ikke nogen, der står og siger: ”Hvornår kommer du hjem?”. Aj, mand, hvor jeg hadede det, da det var sådan. Jeg ved godt, at det skal være sådan, når man har små børn, men nej, hvor er det dejligt at slippe for.

Genforelskelse

Små børn slipper Josephine nu ikke helt for. Og det er hun mere end lykkelig for. Hun er nemlig blevet mormor. Hendes yngste datter, Filuka, fik for omkring ni måneder siden datteren Melodie, og Josephine er fuldstændig henført over det.

– Alle folk siger, at man bliver enormt forelsket i de der børnebørn, og selvfølgelig gør man det. Melodie er det mest vidunderlige, den klogeste og alt muligt. Men det, jeg ikke lige havde regnet med, det er den genforelskelse, man får i sit eget barn, når man bliver mormor. Jeg opdager nogle kvaliteter og nogle ting, Filuka kan, som gør mig så rørt og stolt. Jeg er blæst bagover af de unge mennesker.

– Filuka var 19 år, da hun fik Melodie, og det var slet ikke meningen. Men hun og kæresten gør det bare. Og de er så anderledes, end jeg selv var. De har ingen autoritetstro. Jeg var med til fødslen, og det er ubetinget mit livs største oplevelse. Ens egne fødsler er jo kæmpestort, men man kan ikke rigtig huske det bagefter. Men at se min datter føde Melodie… Wauw.

Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner.

– Hun ville føde hjemme og havde sin egen doula og jordemoder, men det endte med, at hun røg på hospitalet, fordi fødslen gik i gang for tidligt. Og hver gang der var en læge, der stak hovedet ind ad døren og sagde, at han gerne ville være med, fordi de var så unge, så sagde Filukas søde kæreste: ”Tusind tak for interessen, vi vil gerne have en fødsel uden læger, men kom endelig og sig goddag, når Melodie er kommet ud”.

– Jeg stod lidt og tænkte: Det kan man da ikke. Men det kan man da. Man kan sgu selv bestemme. De har heller ikke haft Melodie til lægen endnu, og når jeg spørger, om de ikke lige skal have hende tjekket, siger de: ”Hvorfor dog det? Hun har det godt”. Og det er jo rigtigt. Hun trives, er glad og gør alt det, hun skal. Men jeg er jo fra den generation, hvor vi skulle tjekkes hele tiden, så jeg skal lige vænne mig til, at de hviler så meget i sig selv, at de tør vælge det fra.

Hvor meget ser du Melodie?

– Filuka og hendes kæreste er flyttet ind i mit gamle værksted ude i Høsterkøb hos Lasse. Og så har Lasse også lavet en lille afdeling, hvor jeg kan være. Tre nætter om ugen overnatter jeg derude sammen med Melodie, så Filuka og hendes kæreste kan få sovet igennem. Ud over at være sammen med min datter og mit barnebarn får jeg duftet lidt til blomsterne og nydt naturen.

– Jeg har jo ikke noget uderum her på Christianshavn, så jeg nyder meget at være derude. Selvfølgelig er det en lettelse for dem, at de kan sove igennem tre gange om ugen, fordi mormor ligger med ungen, men jeg gør det jo kun for min egen skyld. Der er ikke noget offer i det, og jeg er helt på røven over, at de lader os gøre det. At de inviterer Lasse og mig ind på den måde. Det gjorde jeg ikke med mine forældre.

Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner.

– Lasse og jeg får et helt utrolig tæt forhold til vores barnebarn, bare hun ser os, går arme og ben, og hun er et stort grin. Jeg behøver slet ikke gå til yoga eller noget som helst, jeg smelter helt hen og kommer i zen, bare jeg ser hende.

At blive mormor i så relativt ung en alder havde du vel ikke lige set komme?

– Nej. Men det er netop noget af det sjove ved at blive ældre. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle skilles. Jeg havde heller aldrig troet, jeg skulle blive syg. Man tror, man ved, hvordan det hele skal være, og det er trygt og dejligt. Men det er jo kun, indtil der kommer noget og rammer dig i siden. Pludselig bliver du skubbet ud på en bane, hvor du ikke ville være gået ud af dig selv. Det er med til at udvide ens horisont, og man får nogle helt nye kontaktflader.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: "Både Liam og jeg er selvstændige, så vi kan tilrettelægge vores dag rundt om Constantin"

– Som udgangspunkt var Filuka da alt for ung til at få et barn, men nu er det sådan, og det har rykket os alle hen på en bane, hvor vi får nogle oplevelser, vi måske ellers ikke ville have fået. Jeg troede egentlig, at når man var blevet 50, så begyndte det hele at lukke sig. Så ville man vide, hvordan det hele var. Næh, sgu. Så sker der noget andet. Så sidder man pludselig med et barnebarn. Og på samme måde med lejligheden her. Nu bor jeg her. Om et år bor jeg måske et andet sted. Tingene flytter sig. Og det skal man blive ved med at være åben overfor.

Ny gammel bekymring

Hvad gør det ved din selvforståelse at være blevet mormor?

– Det får en bekymring tilbage i mit liv, som jeg faktisk havde sluppet lidt. Bekymringen for mine børn. Men nu er jeg så både bekymret for mine børn OG for mit barnebarn.

Hun griner højt.

– Men det gør mit liv meget større. Jeg troede, jeg vidste, hvordan verden var, og nu er de her unge mennesker ved at lære mig, at gu’ gjorde jeg ej. Vi har enormt mange samtaler om, hvad der er rigtigt og forkert. Der er en masse ting, som jeg ikke er enig med Filuka i, men som jeg bliver nødt til at respektere, for hun er et voksent menneske med sit eget barn. Det udfordrer mig, og det er godt. Man skal i det hele taget lade sig udfordre i alle livets sammenhænge, ellers sander man til. Min måde er ikke nødvendigvis den rigtige.

– Der er dog én ting, jeg ved med sikkerhed, og det er, at jeg er den bedste til at lave smykker, ha ha. Men med alt det andet, der bliver jeg sgu nødt til at høre efter.

Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner.

Tilbage i 2012 sagde Josephine i artiklen her i bladet, at hun før i tiden var bange for at blive gammel, men at hun efter sin kræftsygdom i højere grad var bange for ikke at blive det. Den frygt har hun sluppet.

– Jeg har været pisse heldig. Jeg er her jo endnu. Men jeg lever med rigtig mange følgevirkninger. De første år var jeg så kisteglad over ikke at få kemo længere, så jeg tænkte, nu er det hele fint nok. Men i dag har jeg problemer med min højre arm på grund af lymfødem. Og jeg blev kastet ind i en overgangsalder, som jeg stadig døjer med. Jeg er et sprinkleranlæg, altså! Men nu er mine veninder også ved at komme i overgangsalderen, så nu er vi flere i samme båd.

– Jeg tror ikke længere, at jeg dør i en ung alder. Den angst har jeg sluppet. Jeg er heller ikke bange for at blive syg igen. Jeg tænker, at hvis det sker, så klarer jeg det nok. Samtidig har jeg fået en erkendelse af, at ja, vi bliver ældre, og ja, vi får nogle skader. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det, man må bare prøve at få det bedste ud af det.

Sygdommen

Hvad har du lært af at have været igennem alvorlig sygdom?

– Der er et opslag, der kommer op indimellem på facebook, som kan gøre mig fuldstændig vanvittig. Det er noget a la: ”Vi har alle sammen mange bekymringer. Skal vi betale penge tilbage i skat? Går det skidt for vores børn? Blablabla. Men folk, der har kræft, bekymrer sig kun om én ting, og det er, om de nogensinde bliver raske.

– Del dette opslag, hvis du er enig”. Jeg har lyst til at kaste blod op, når jeg ser det opslag. Sig mig lige, hvad tror I? Tror I, at fordi man har kræft, så tænker man kun på det? NEJ. Jeg tænkte da stadig på, om mine børn kom sikkert hjem fra skole, og jeg ville da stadig gerne vinde i Lotto. Man bliver tit puttet ind i en kasse, når man er meget syg. Så ER du sygdommen. Næh! Jeg var da stadig tosset på min mand indimellem, og jeg håbede stadig, at der var tilbud på jordbær i Brugsen.

Josephine Bergsøe
Foto: Les Kaner.

– Jeg var ikke blevet til sygdommen. Sygdommen var en del af mig. Så det, jeg har lært, er, at ja, vi kan blive syge, og der kan ske alt muligt, men vi er stadig os selv. Og vi er stadig i konstant udvikling. Søren Ulrich Thomsen har lavet et vidunderligt digt, hvor en af de gentagne sætninger er noget i retning af: ”Jeg ønsker mig, at jeg stadig vågner op hver morgen og er nysgerrig”. Og jeg tænker, ja, det er jo sådan, det er. Du skal være nysgerrig på dit arbejde. Du skal være nysgerrig på din omverden og medmennesker. Og du skal være nysgerrig på, hvad der sker i dag. For hvis du ikke er det, så er det hele jo lige meget.

Hvem er Josephine Bergsøe

Josephine Bergsøe, født 1965

  • Guldsmed med firmaet Bergsøe, som leverer smykker til Kongehuset og skuespillere som Halle Berry, Meryl Streep og Nicole Kidman.
  • Kan i år fejre 30-års jubilæum som smykkedesigner.
  • Kæreste med Troels Seidenfaden, men de bor hver for sig.
  • Mor til Tallulah, 22, og Filuka, 20, som hun har med eksmanden Lasse Spang Olsen.
  • Mormor til Filukas datter Melodie på 9 måneder.