Judy Gringer: "Jeg blev kæreste med Dirch Passer, da jeg var 17 år, og han var 32"
I en meget ung alder blev Judy Gringer danser på ABC Teatret og kæreste med Dirch Passer. Men i en moden alder vendte hun ryggen til film og teater og tog til USA. I dag bor hun i København, hvor tilværelsen er dejligt anonym.
Hvilken vej var den første, du gik på?
– Jeg er født i 1941, og min far var jøde, så vi flygtede i 1943 til Sverige. Min mor var ikke jøde, så hun kunne egentligt godt være blevet i Danmark uden at blive gasset, men hun havde mig og min tvillingebror på 2,5 år, så hun ville vist gerne med min far. Heldigvis kom vi til Sverige for Herr Hitler blev jo ved og ved. Jeg kan ikke så godt huske tiden i Sverige. Da vi kom hjem i 1945, flyttede vi til Bagsværd, hvor min far havde et skrædderi. Dengang var der ikke rigtig nogen by derude, så når jeg gik i skole, var det over marker, hvor jeg plukkede kornblomster og valmuer til min mor. Det er der vist ikke meget af i Bagsværd mere.
Din levevej?
– Jeg gik i skole i fire år, så blev jeg optaget som balletbarn på Det Kongelige Teaters Balletskole. Jeg kunne godt lide det, selv om det var en speciel verden. Jeg tog fra Bagsværd hver morgen klokken 7.30 for at nå træning og prøver. Om eftermiddagen havde vi almindelig skoleundervisning, selv om vi ikke lærte ret meget mere end at læse og regne lidt, og om aftenen var vi med i forestillinger. Det var lange arbejdsdage, men det er vist heldigvis meget anderledes i dag. Hvert år kunne man blive smidt ud, og det var et stort pres. Jeg havde tit smerter i benene, for man skal være født med umenneskelige kræfter for at blive en dygtig balletdanser. Jeg prøvede i lang tid at skjule, at jeg ikke var god nok, men som 15-årig blev jeg smidt ud. Det kom ikke bag på mig, for det var jo mine ben, det gjorde ondt i. Jeg er glad for at jeg ikke blev der, for jeg var aldrig blevet god nok til at få de store roller.
– Nå, hvad skulle jeg så stille op? Jeg fik kontakt med en dame, Rita Clair, som havde et balletkompagni, og jeg fik mine forældres tilladelse til at tage med hende til Italien, hvor jeg dansede med i hendes kompagni. Vi dansede blandt andet cha-cha-cha. Det var hver dag fra 12 til midnat, og vi fik nærmest ingenting for det, men jeg havde alligevel gaver med hjem til hele familien, når jeg kom hjem. Jeg ved ikke, om det var det, jeg ville, men jeg kunne jo ikke andet end at danse, og jeg var ikke god nok til balletten. Jeg kunne heller ikke vende tilbage til skolen, for jeg kunne jo ingenting, og jeg var kun 16 år. Den sommer var jeg med i en revy i Tivoli med Osvald Helmuth, Max Hansen og en meget ung Holger Juul Hansen. En dag skulle instruktøren, Gabriel Axel, instruere en film, Guld og grønne skove, som han gerne ville have mig med i. Rita gjorde alt, hvad hun kunne for at forhindre det, for hun ville have mig med til Italien igen, men jeg fandt en danserinde, Merete, som lignede mig ret meget og oven i købet passede mine dansesko, jeg lærte hende selv de numre, hun skulle være med i. Rita kunne jo ikke sige så meget til det. Så blev jeg filmstjerne.
– Min faster døde for nyligt, men inden hun døde, spurgte jeg hende, om min far. Han havde jo været ret sur, da jeg blev kasseret fra balletten, men hun fortalte, at han havde været meget stolt af mig sidenhen.
LÆS OGSÅ: 73-årige Helle Ryslinges sidste spillefilm havde nær slået hende ihjel
Hvornår i livet tog du en genvej?
– Stig Lommer så mig i avisen efter min første film, og han ville gerne have mig med i forestillingen Spræl, sprællemand, spræl med Dirch Passer, Kjeld Petersen og Lone Hertz på ABC Teatret. Egentlig skulle jeg kun danse, men jeg fik rollen i Babs og Nutte (hvor en kvinde skal købe en forsikring til sine to små hunde, men forsikringsagenten tror ved en fejl, at hun er kommet for at forsikre sine bryster, red.). Jeg fik rollen, fordi jeg var den med de største bryster. Så prøvede jeg skuespil, og folk kunne huske den sketch i lang tid efter. Tænk, jeg var kun lige fyldt 17 år. Jeg prøvede siden at spille sketchen med andre end Dirch, men den rolle krævede en blufærdighed og sødme, som kun Dirch Passer havde.
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg blev kæreste med Dirch Passer, da jeg var 17 år, og han var 32. Jeg var ung og smuk, og det var han også. Mine forældre kunne ikke stille så meget op med det. Jeg flyttede ind hos ham i hans lejlighed på Gråbrødre Torv, og det var nogle fantastiske år. Al den ungdom og al den kærlighed. Det varede fem år, så blev vi skilt, men vi fortsatte med at lave film sammen. Der var endda en film, hvor jeg fik lov at få Dirch. Den hed Majorens oppasser. Det var ellers altid Ghita Nørby og Malene Schwartz, der rendte med ham i filmene. Jeg kan huske den aften, han døde i 1980. Jeg spillede en ret sød kabaret herinde i byen, og da jeg kom hjem, hørte jeg, at han var død i garderoben i Tivoli, hvor han spillede. Der var nogle fotografer, der senere fortalte mig, at de havde taget billeder af ham, da han gik ind, og de kunne se i hans blik, at han allerede var væk. Sådan er skuespillere. Man går ind, når folk klapper. Jeg har selv været på scenen med et ødelagt ben. Hvis det ikke er brækket, så går man ind.
Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Da jeg fyldte 25 år, var der en veninde, der sagde: "Guuud, Judy, det er et kvart århundrede". Så tænkte jeg, at det var passende at få et barn. Julie er født præcis ni måneder efter den fødselsdag. Jeg har nu aldrig været ret god til lange forhold, men på grund af Julie varede det lidt længere med hendes far. Så var jeg videre. Hvad kan man kalde mig? Forfløjen? Forlystelsessyg?
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg kunne ikke lide det, dengang det skete meget. Jo, hvis folk bare sagde hej, var det udmærket. Jeg tror ikke, der er nogen, der genkender mig i dag, og jeg er også blevet så halvdøv, at jeg nok ikke lægger mærke til det.
Dit livs omvej?
– Da min datter var blevet voksen, ville jeg ikke sidde i Danmark længere og vente på den næste lille rolle. Så tog jeg til New York. Jeg havde fået et legat på 16.000 kroner, og jeg brugte halvdelen på flybilletten. Jeg havde ikke andre penge, og jeg kunne ikke engelsk, men det lærte jeg ved at læse formiddagsaviser. Jeg fik venner og kærester derovre og havde det mægtig skægt. Det var der, jeg oplevede de teenageår, jeg ikke havde oplevet som ung på grund af balletten. Jeg levede blandt andet af at dele flyers ud på 42nd Street. Nogle gange når jeg stod i Central Park, og der kom store vogne og kameraer kørende til filmoptagelser, kunne jeg godt lige se mig selv springe ind i en rolle, men elles savnede jeg ikke livet som skuespiller.
Hvilken vej bor du på nu?
– Jeg bor i en lejlighed i Studiestræde, som jeg har haft i 40 år. Jeg laver alting og ingenting. Det er skønt ikke at have forpligtelser. Jeg har venner, og jeg besøger min datter på Østerbro. Mit barnebarn er blevet 20 år og har fået en kæreste, så hun gider ikke besøge mig ret meget mere. Det er ligesom hendes mor i den alder. Og så kom jeg til at tænke på mig selv. Jeg smuttede jo med Dirch Passer, da jeg var 17 år. Tænkte jeg overhovedet på min mor og far?
Judy Gringer, 76
Begyndte som balletbarn på Det Kongelige Teater, men blev i stedet Lommerpige på ABC Teatret, hvor hun i 1958 blev kendt for sketchen Babs og Nutte.
Har desuden medvirket i bl.a. Poeten og lillemor-filmene og 5 mand og Rosa. Senere spillede hun "Kranen" i Midt om natten og "Faster" i Otto er et næsehorn.
Har boet sammen med Dirch Passer. Fra 1984 boede hun i en længere periode i New York. I dag bor hun i København, men er ikke længere aktiv inden for film og skuespil.
Mor til en datter og mormor til tre børnebørn.